Tid til at leve og drømme

2.dec. 2011

Lige nu sidder jeg og nyder udsigten fra den lille åbne strandhytte hvor jeg lige har indtaget min morgenmad.

Jeg er i Indonesien, på en lille ø øst for Bali der hedder Gili Air. Air betyder vand på indonesisk.

Det er udenfor saison på øen og derfor er her ikke ret mange turister. Der er ingen motorkøretøjer på øen, kun cykler og små hestevogne. Man kan køre hele øen rundt på under en time hvis man cykler.

De eneste lyde jeg kan høre er lyden af bølgernes brusen langt ude, hanernes galen, cikaderne sang, fuglenes kvidren og motoren fra en båd i det fjerne.

Tiden er ligegyldig. Lige nu er det umuligt ikke at leve i nuet og derfor er der rig mulighed for at lade tankerne flyve, de.r er ikke noget jeg skal nå.

Imens jeg kigger ud over vandet passerer en tanke gennem mit hoved. Gad vide hvorfor jeg pludselig har fået sådan en enerm rejselyst? De fleste som rejser rundt i flere måneder af gangen er i tyverne eller trediverne.

Og så slår det mig, at på det tidspunkt i mit liv havde jeg travlt med at kaempe en daglig kamp for at vaere normal. Jeg brugte al min energi på at prøve, at vaere ligesom alle andre, at jeg ikke havde overskud til at udleve drømme. Faktisk havde jeg slet ikke overskud til at drømme. Al min energi blev brugt på at kaempe mig igennem en uddannelse, arbejde og prøve at vaere ligesom alle de andre omkring mig.

Det bedste der nogensinde er sket for mig er, at få stillet diagnosen ADHD. For der er absolut ingen tvivl om, at det er den rette diagnose. Det naestbedste der er sket for mig er, at jeg fik tilkendt førtidspension så jeg kunne få fred og ro til at gøre tingene i mit eget tempo.

Nu har jeg tid til at drømme og udleve mine drømme. Jeg har pludselig fået muligheden for at leve et ordenligt liv. For hver dag der går kan jeg maerke, at det bliver lettere at vaere mig fordi jeg bliver bedre til at acceptere den jeg er.

I dag er jeg taknemmelig for, at jeg er dansk statsborger. Der er så mange mennesker rundt omkring i verden der ikke har den samme økonomiske tryghed som vi har. Selvom jeg ikke får nogen form for behandling eller tilbud om behandling, føler jeg mig taknemmelig og priviligeret over, at vaere borger i et land hvor vi har en langt større økonomisk tryghed og sikkerhed end i andre lande.

I dag og fremover vil jeg huske, at vaere taknemmelig over det jeg har og få det bedste ud af min situation uanset hvordan den ser ud.

Det handler om at leve sit liv – ikke om at vinde en krig!

• Forrige indlæg: ADHD og forholdet til andre mennesker- mænd
• Næste indlæg: I Indonesien med Russell Barkley, Phd – hvordan håndterer man sin voksen ADHD – 1. skridt

Skriv en kommentar