Som mit liv ser ud i dag undrer dette mig fordi jeg i dag har et meget stort behov for at være alene for at kunne lade op. Jeg bliver simpelthen træt i hovedet af at være sammen med andre mennesker i for mange timer.

I dag har jeg ingen venner. Jeg har stille og roligt droppet alle mine bekendtskaber fordi de blev for anstrengende, for krævende, for besværlige o.s.v.

Jeg har uforpligtende bekendtskaber som ikke kræver noget af mig. Fx kommer jeg på en nudist strand i Nordsjælland hver sommer. Jeg er kommet på denne strand i ca. 15 år ligesom mange af de andre og derfor kender vi hinanden på godt og ondt. Jeg var der i dag og sidst på eftermiddagen kunne jeg bare ikke holde ud at være der mere fordi der hele tiden var nogen der talte til mig. Jeg fik ikke et minuts fred. Der var en ældre mand som gav mig en åben invitation til at holde en uges gratis ferie med ham i hans sommerhus. No strings og alt betalt. Han ville hente og bringe osv. Blot for selskabets skyld.

Jeg tænkte, at det da ville være skønt at komme lidt væk, men samtidig kan jeg ikke overskue at være sammen med et andet menneske 24/7. Jeg ved godt at han har inviteret mig fordi jeg er ung og lækker i forhold til ham. Er dog sikker på, at han har nok situationsfornemmelse til at regne ud at der aldrig vil ske noget og han vil et eller andet sted bare gerne have selskab i stedet for at være alene i sommerhuset.

Da jeg var lille, barn, ung, teenager, var venner, bekendte og kærester det vigtigste i mit liv, i dag kan jeg slet ikke overskue dem, de er ikke i mit liv. Jeg er blevet eneboer.

Hvad gik galt? Hvorfor gik jeg fra alt til intet. Før var jeg over social og altid den der arrangerede middage, fester osv.. Nu vil jeg helst være alene.

Er jeg blevet sådan pga for mange fiaskoer? Jeg har altid udfordret mig selv og der skal meget til før jeg giver op, men lige nu tænker jeg “brændt barn skyr ilden”.

Da jeg kom hjem var der stor fødselsdagsfest i gårdhaven. Jeg kiggede ud af vinduet og så alle de mennesker der var samlet til en sommer fødselsdag.

På den ene side blev jeg helt ked af det fordi jeg ikke har venner og familie og aldrig kommer til at opleve den slags. På den anden side er jeg lettet fordi jeg ikke orker den slags og slipper for besværlige forklaringer når jeg vil slippe væk.

Jeg er ambivalent. Jeg er alene men ikke ensom. Alligevel føler jeg mig ofte udenfor.

Jeg kan ikke forstå det.

Når vi får en tanke så handler vi, i stedet for at vende og dreje det i en uendelighed.

Vi er ikke onde, men bliver nogle gange opfattet sådan fordi vi er direkte og konfronterende i stedetfor at pakke tingene ind så de bliver lettere at fordøje.

Derfor er vi dårlige til politik og røvslikkeri. Ups det var vist en dobbeltkonfekt.

Jeg er træt af at leve i en verden hvor det kun er én bestemt type mennesker/adfærd der tolereres.

I folkeskoleloven står der noget om demokrati og rummelighed. Det holder bare ikke i virkeligheden. Måske er det derfor alle brokker sig over folkeskolen.

Her på planeten er der igen der forstår mig, og jeg forstår ikke de indfødte.

Jeg er træt, ulykkelig og vil gerne hjem nu.

So please.. beam me up Scotty, it´s crazy down here!

Jeg stiller spørgsmålstegn ved hvor rummelig folkeskolen egenlig er. De små poder kommer ind i den ene ende og bliver spyttet ud i den anden, uden at være specielt rummelige. Da jeg arbejdede som lærer havde jeg selv nogle gange svært ved at rumme elever der faldt udenfor normalen (udenfor gennemsnittet) og ved at mine kollegaer havde det på samme måde. Der er for mange elever, for meget larm og for lidt tid.

Vi er et samfund hvor personer der er anderledes marginaliseres og ignoreres. Psykiske lidelser er tabu, vi taler ikke om den slags, det er pinligt og væmmeligt. Tænk hvis det smitter.

Det har jeg mærket på egen krop. Jeg reagerer nogle gange voldsomt. Dvs. voldsomt ifht. hvad der er acceptabelt. Når jeg er særligt sårbar eller taler om noget der berører mig dybt kan jeg komme til at græde. Når det er sket har jeg ofte oplevet at folk tager afstand fra mig. Jeg skal ikke gisne om hvad deres bevæggrund er, det eneste jeg kan gøre er, at informere om hvem jeg er, hvorfor jeg som jeg er og at jeg ikke på nogen måde er farlig.

Man er ikke skør eller sindsyg når man har ADHD. Man er født med en hjernefejl som højst sansynligt er arvelig. De forskellige dele af hjernen kommunikerer ikke sammen på samme måde som det ,der i vores samfund betragtes som normalt, man kan sige at dirigenten mangler. En person med ADHD ville passe fint ind i et jæger/samler samfund. Her er det ikke en dyd at sidde på sin flade dagen lang. Man skal bevæge sig og handle hurtigt og instintivt.

En del voksne med ADHD ender med at blive henvist med andre diagnoser såsom affektive lidelser, angsttilstande, personlighedsforstyrrelser mv. Det er bl.a. fordi mange stadig tror, at ADHD forsvinder når man bliver voksen. For lidt viden om ADHD samt komorbiditet (samtidig optræden af to indbyrdes uafhængige lidelser) medfører i mange tilfælde et langt liv med psykisk belastning pga. en ikke anderkendt funktionsnedsættelse.

Der er ingen grund til at dømme den voksne med ADHD, det klarer vi ganske glimrende selv. Voksne med ADHD har ofte en negativ selvopfattelse og ser sig selv som dovne, dumme eller endda sære. Kan det være fordi vi i det danske samfund ikke er rummelige?