Russell Barkley (RB) skriver, at jo flere spørgsmål du kan svare ja til, des større er sandsynligheden for, at du har ADHD.

ADHD kan få folk til at bruge en hel månedsløn, årsopsparing eller næste termins betaling på noget de har lyst til her og nu. Det er som om det er helt uimodståeligt. ADHD kan få folk til at sige og gøre alt muligt som de senere fortryder.

Mange vil sige, men jeg kan umuligt have ADHD for jeg er ikke hyperaktiv. Min bror (eller søster, nevø, barndomsven, klassekammerat) havde ADHD og var konstant rastløs, hyperaktiv og altid i centrum på en pinlig måde. Sådan er jeg ikke.

Man behøver ikke være hyperaktiv for at have ADHD.

Én af de ting man er begyndt at forstå omkring voksen ADHD er, at hyperaktiviteten ses mere hos børn der har lidelsen, men som årene går og barnet bliver ældre aftager det mere og mere. Ofte er det eneste der er tilbage af rastløsheden en følelse af rastløshed og et behov for hele tiden at være i gang med et eller andet.

Kort og godt, hvis du har en mistanke om, at du evt. har ADHD så få det undersøgt, der er hjælp at hente.

Hvor længe har du haft problemer?

Hvis du kun har haft symptomerne i en kortere periode er sandsynligheden for at du har ADHD lille.

98 % af alle dem der blev diagnosticeret med ADHD på steder hvor RB er tilknyttet, havde symptomer før de fyldte 16 år.

Hvis du ikke kan huske om du havde symptomer så spørg nogen der kender dig godt. Dine forældre, bror, søster eller barndomsven.

Man kan sagtens have en høj intelligens og samtidig have ADHD. Men en høj intelligens kan ikke beskytte én mod de vanskeligheder ADHD medfører.

Det er ikke nok med en høj faglig intelligens i forbindelse med familie relationer, sociale relationer, at færdes i trafikken, i forhold til kriminalitet og stofmisbrug, parforhold og ægteskab. Ja faktisk i alle relationer i det hele taget.

Børn og teenagere som RB har fulgt ind i voksenlivet er ofte ikke klar over omfanget af deres egne symptomer eller hvor meget disse symptomer har påvirket deres liv. Det er ikke før 27-32 års alderen, at  voksne med ADHD får den samme opfattelse af sig selv som andre har af dem.

Hvad er dine symptomer?

RB skriver en række symptomer som du kan krydse af hvis de passer på dig. Han understreger dog, at du kun kan få vished om du virkelig har ADHD ved at blive udredt hos en professionel. Checklisten er blot en start.

Hvordan påvirker disse symptomer dit liv?

ADHD er ikke noget du enten har eller ikke har. Det er ikke som graviditet. Det er mere som højde eller intelligens. Man kan have ADHD i svær eller mindre grad. Der er også forskel på hvordan ADHD påvirker i barndommen og i voksenlivet.

Typiske barndoms problemer   

1. Familie stress, konflikt.
2. Dårlige relationer til venner.
3. Få eller ingen nære venskaber.
4. Forstyrrende opførsel i butikker og andre offentlige steder i den grad at du bliver bedt om ikke at komme igen
5. Ringe hensyn til personlig sikkerhed/kommer ofte til skade pga uheld.
6. Langsom udvikling af egenomsorg, at tage vare på sig selv.
7. Forsinket udvikling af personligt ansvar.
8. Klarer sig ikke godt i skolen, eller lever ikke op til sit potentiale.
9. Markant færre år i uddannelssystemet.

Typiske teenage og voksen problemer

1. Nedsat arbejdsevne.
2. Hyppige jobskift.
3. Risikabel, sexuel adfæd/større risiko for teenage graviditet og kønssygdomme.
4. Til fare for andre i trafikken (kører for hurtigt, mange uheld).
5. Vanskeligheder med at klare økonomien (impulskøb, overtræk på kontoen, får ikke betalt af på lån, lille eller ingen opsparing).
6. Problemer i parforhold og ægteskab.
7. Problemet er ikke lige så hyppigt hos voksne.
8. Antisociale aktiviteter (lyver, stjæler, slås) som fører til hyppig kontakt med politi, arrestationer og i endog fængsel, ofte med større risiko for brug og misbrug af stoffer.
9. Generelt mindre sund livsstil (mindre motion, stillesiddende selvunderholdning, som videospil, tv, internet surfing; overspisning eller bulimi, dårlig ernæring; større brug af cigaretter og alkohol) og som konsekvens deraf, større risiko for hjerte kar sygdomme.

Hvis du stadig tror du har ADHD er det nu du bør opsøge din læge og blive henvist til en specialist.

Går man ind på PsykiatriFondens hjemmeside under bogen “Frem i lyset” af Anne Marie Geisler Andersen møder man følgende uddrag fra hendes bog:

“Mit navn er Anne Marie Geisler Andersen. Jeg er 30 år gammel og har læst statskundskab ved Københavns Universitet, før jeg blev medlem af folketinget for Radikale Venstre. Jeg er mit partis psykiatriordfører, og min mission er at forbedre forholdene for mennesker med psykisk sygdom i Danmark. Det er derfor, jeg er gået ind i politik, og derfor jeg har skrevet denne bog. Jeg er vokset op med en far, som lider af depressioner. I perioder har han været meget syg. Så syg, at han har forsøgt selvmord og været indlagt på den lukkede afdeling. Jeg har arvet min fars sind og har også flere gange været ramt af stress og depressioner. For nylig er jeg endvidere blevet diagnosticeret med ADHD. Når jeg har nedskrevet min personlige beretning, er det for at nedbryde de tabuer, der stadig klæber til psykisk sygdom.”

Anne Marie Geisler Andersen valgte i 2010 at stå frem og være åben omkring sit liv med depressioner og ADHD. Dette til trods for hendes position på den politiske arena. Det må have været en vanskelig beslutning og krævet stort mod, så hun fortjener den dybeste respekt.

Anne Marie Geisler Andersen har i forbindelse med dette års ADHD Awareness Week skrevet “ADHD Awareness Week nuancerer billedet”. Foråbentlig kan det også være med til at ændre på en række fordomme om ADHD og samtidig give håb til dem, der enten selv har diagnosen eller på anden måde er berørt af den. Læs det her!

Du kan læse mere om hendes bog “Frem i lyset” på PsykiatriFondens hjemmeside.

KONKURRENCE: PsykiatriFonden er sponsor af ADHD Awareness Week
Hvis du deltager i spørgeundersøgelsen på hjemmesiden, har du ved lodtrækning mulighed for at vinde bogen “Frem i lyset”.

Du kan derudover deltage i konkurrencen på Facebook gruppen, hvor du også har mulighed for at vinde et eksemplar af ”Frem i lyset”.

Det er sådan det burde være, at man først står op når man vågner af sig selv og er udhvilet. Jeg har ikke noget vækkeur mere, men ind imellem bruger jeg stadig min iPhone som alarm hvis jeg skal noget vigtigt, som fx at nå en flyver. Jeg går tidligere i seng end jeg gjorde da jeg var syg og stresset. I dag kan jeg finde på at gå i seng kl. 21 eller 22 hvis jeg føler mig træt, så vågner jeg tidligt næste dag og står op og går i gang med de ting jeg har planlagt. Jeg sover sjældent til middag, men ind imellem snupper jeg 10-15 minutter med lukkede øjne og føler mig udhvilet bagefter selvom jeg ikke har sovet.

Til morgenmad spiser jeg frugt + soja yoghurt med Chia frø. Som regel ananas og banan i dag har jeg også spist havregrød lidt senere fordi jeg spiste morgenmad så tidligt. Om lidt hopper jeg i træningstøjet og tager i Fitness World for at træne. Når jeg er færdig køber jeg lidt ind på hjemvejen og når jeg kommer hjem laver jeg en kaloriefattig protein shake “Dymatise Nutrition, iso 100, 100% whey protein isolate”. Den er fedtfri og laktosefri og mætter dejligt efter en hård gang træning.

Tænk hvis samfundet var indrettet til mennesker. Så havde vi ikke brug for vækkeure, lykkepiller og psykiatere. Vores kroppe fortæller os jo selv hvad den har brug for, men vi har lært ikke at lytte til hvad den siger.

Fordi jeg havde en høj intelligens forventede jeg selv og andre, at jeg udrettede noget med mit liv. Jeg fik ikke den hjælp jeg havde behov for fordi ingen kunne finde ud af hvad der var i vejen med mig. Det var først da jeg gav slip, opgav kontrollen og lod mit liv sejle, at jeg kom ind på den vej der til sidst skulle lede mig til det sted hvor jeg fik diagnosen ADHD.

Hele mit liv har jeg “spillet skuespil” jeg har skjult hvor hårdt jeg har haft det og når jeg ind imellem ikke orkede mere blev jeg beskyldt for at være doven og umoden. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at passe ind i samfundet og være ligesom alle andre, men med årene blev det sværere og sværere.

For ca. 1 år siden fik jeg tilkendt førtidspension. I starten tænkte jeg, at det ikke nødvendigvis skulle være for evigt, at jeg nu havde fred og ro så jeg måske kunne finde mit “kald”. Men helt ærligt så tror jeg aldrig jeg finder mit “kald”. Min hjerne fungerer ikke ordenligt mere, eller i hvert fald ikke lige så godt som før alle depressionerne. Selvom jeg får medicin har jeg stadig ADHD af svær grad af impulsivtypen. Det at være så impulsiv gør, at jeg har svært ved at have nære relationer til andre. Folk bliver ofte lidt stressede og utrygge i mit selskab fordi det er så tydeligt at jeg har gang i så mange forskellige ting på samme tid. Selv den psykiater der i sin tid bekræftede min ADHD diagnose sagde, at han følte, at han ikke rigtigt kunne stole på mig (tak for kaffe). Jeg er flyvsk og det forvirrer selv de klogeste hoveder.

Min impulsivitet gør også, at jeg næsten interesserer mig for alt. Det betyder også, at jeg ved lidt om rigtigt mange ting, men at jeg samtidig kan have svært ved at fastholde interessen ret længe af gangen. Én ting har jeg dog altid været god til, nemlig at tale og skrive. Jeg har altid været velformuleret, måske er det også derfor at jeg stadig skriver på bloggen og har holdt fast i den gennem hele forløbet.

Mine forventninger til mig selv er ikke længere urealistiske. Jeg har accepteret, at jeg har ADHD og at det er et handicap som ikke forsvinder bare fordi jeg tager medicin og kost tilskud.

Fordi jeg har arbejdet med mig selv i flere år, har læst alt hvad jeg kunne komme i nærheden af om ADHD, kost, medicin og behandling for at få det bedre, har skruet forventningerne til mig selv ned og lært at acceptere, at det er hårdt arbejde at være mig og derfor er den bedste løsning, at jeg er på førtidspension.

Desværre er det ikke alle der kan forstå det. Mennesker som kun kender mig overfladisk og som ikke er klar over alt hvad jeg har været igennem, synes at jeg virker intelligent og velfungerende og derfor burde jeg i det mindste lave lidt. Jeg kan da ikke bare leve resten af mit liv som nasser og kun modtage.

Hvem er det lige der skal vurdere hvor meget jeg kan klare? Før jeg fik pension var jeg stresset, depressiv og overvægtig. Nu har jeg tabt mig, er ikke depressiv længere og tager én dag af gangen, jeg skal ikke nå noget og jeg bestemmer selv farten. Jeg er den eneste der kan vurdere hvor meget jeg kan klare og jeg begår ikke den fejl igen at overbelaste mig selv, for det ender galt. Så inden du dømmer mig fordi jeg er på førtidspension og har fået et godt liv, så spørg dig selv om du kunne tænke dig at bytte liv med mig?

Som så mange andre med ADHD er jeg SÅ nysgerrig når noget fanger min interesse, at jeg studerer emnet indtil jeg nærmest har tilegnet mig en phd. Jeg bruger selvfølgelig stadig mig selv som forsøgskanin og indtil videre går det ret godt. Ikke kun pga nye kost og motions vaner, men også fordi jeg er medicineret og ved hvad det er der er galt med mig så jeg ikke længere skal famle i blinde.

Samtidig følger jeg med i den sidste nye forskning indenfor området og tager det med i mine overvejelser.

I starten af min søgen, fandt jeg en undersøgelse der viste, at mange ADHDére var laktose intolerante, en anden undersøgelse viste, at ADHDére havde gavn af en kost der var fri for stivelse og sukker. En nyere undersøgelse peger på, at ADHDére og Asbergere har nogle fælles gener og at ADHD er en genfejl. Som jeg forstod det, mangler vi nogle gener der skal sørge for at vi kan fordøje visse fødevarer. Når man ikke kan fordøje en fødevare ligger den og gærer i tarmen, tarmen svulmer op, man får luft i maven og på længere sigt opstår “leaky gut syndrom” (små huller i tarmen). Den ufordøjede føde kan ikke optages i kroppen fordi det enzym der skal spalte proteinet ikke bliver produceret pga et manglende gen, eller også er mængden af det producerede enzym for lille og derfor fordøjes al føden ikke.

Når ufordøjede proteiner svømmer rundt i blodbanen går kroppens forsvar i gang. Immunforsvaret bliver skruet op og sat på overarbejde. På længere sigt kan dette medføre autoimmune sygdomme fx Granuloma Annulare, som jeg selv har.

Kort tid inden jeg fik diagnosen ADHD fik jeg at vide, at jeg er laktose intolerant. I mere end 40 år har jeg derfor forgiftet min krop med et produkt som den ikke kunne fordøje og derved skadet mig selv uden at vide det. I øvrigt er det ikke kun mælkeprodukter der indeholder laktose. De fleste piller vi kan købe på apoteket indeholder laktose, fx Concerta og Ritalin tabletter. Den psykiater der udskrev min ADHD medicin syntes det var noget pjat, at jeg kun ville have medicin uden laktose. (Jeg har erfarret, at de “kloge” mennesker ikke lytter til sådan nogle som mig, men senere erfaret at en af de ting jeg fremlagde for hende og som hun forkastede har hun senere taget til sig som sin egen idé).

Udover laktose intolerants er jeg også hypermobil, har dårligt bindevæv og pga det og mange års overtræning har jeg fået slidgigt i knæene.

Da jeg var i Thailand dyrkede jeg thaiboksning i næsten 4 måneder og i slutningen af forløbet begyndte jeg desværre også at løbe træne. Det ville mine knæ ikke være med til og jeg har derfor haltet på det ene ben i 6 måneder.

For ca. 1 måned siden havde jeg rigtigt meget luft i maven og fik ved et tilfælde øje på et pille glas med Bromelin. Bromelin er et proteinspaltende enzym som findes i ananas og kan købes som kosttilskud til fordøjelses problemer.

Jeg snuppede derfor en tablet og 1 time senere havde jeg for første gang i 6 måneder ikke ondt i mit skadede knæ. Nu tager jeg 1 tablet 3 gange dagligt og er smertefri og humper ikke længere. Samtidig har jeg ikke mave problemer længere. Der er faktisk sket noget underligt efter jeg er begyndt at spise bromelin: JEG BLIVER MÆT NÅR JEG HAR SPIST OG JEG SPISER MEGET MINDRE END FØR!

Hmmm ADHD – genfejl – manglende fordøjelses enzym – aldrig ordenligt mæt – overvægt – maveproblemer…

Der sidder sikkert nogen derude som vil rulle med øjnene og ryste på hovedet af min teori, men jeg er overbevist om, at der er en sammenhæng. Gennem hele min barndom har jeg været en rigtig grovæder, det var som om jeg ikke kunne blive rigtigt mæt. Det kan jeg nu.

Jeg undgår så vidt muligt laktose. Samtidig har jeg droppet alle former for brød, ris, kartofler, pasta mm. min eneste stivelsesholdige last er bananer. Elsker bananer. Selvfølgelig sørger jeg for at købe bananer der er lidt grønne. Jo mere gule og modne bananer er des mere sukker indeholder de og jeg skal helst undgå for meget sukker da det stresser min krop.

Min nye tommelfinger regel er, at jeg så vidt muligt kun spiser noget jeg selv har tilberedt og det skal være så lidt tilberedt som muligt. Jeg hopper dog aldrig på raw food bølgen, for jeg elsker kød og det gør min krop også.

De sidste 10 måneder har jeg tabt ca. 25 kg ved hjælp af nye kost og motions vaner samt en mere stressfri dagligdag.

Mine personlige erfaringer er uvidenskabelige og jeg prøver ikke at forkynde mine erfaringer som den eneste sandhed. Men jeg synes det er vigtigt ikke at forkaste kostens betydning for en ADHDér. På mange måder er vi mere sensitive end andre og derfor skal vi passes bedre på. Prøv jer frem uden at blive helt fanatiske ligesom visse helsebogs skribenter.

Vi er alle forskellige og derfor er det ikke det samme der virker på alle.

Du er jo intelligent og velformuleret, du skal bare tage dig sammen. Du er bare vild og umoden, du vokser fra det.

Jeg er i starten af 40erne og er ikke vokset fra det. Jeg har stadig ADHD, men nu ved jeg i det mindste hvorfor jeg fungerer anderledes end så mange andre i visse situationer og kan indrette mit liv derefter i stedet for konstant at prøve at lave mig selv om og slå mig selv oven i hovedet hver gang jeg ikke lever op til mine egne forventninger.

I dag er der rigtigt mange mennesker der får stress og bliver udbrændte. Det sker fordi de presser sig selv til at leve op til forventninger de ikke kan klare. Alting skal gå hurtigt og der er ikke tid til at være til stede i nuet. Vi lever i et ADHD samfund og det er måske derfor der er flere og flere mennesker der får diagnosen ADHD.

Medierne har ikke bestilt andet end at himle op om finanskrise de sidste 2 år. Det skaber stress og utryghed. Regeringen er en stor børnehave der også prøver at skræmme befolkningen med krise og arbejdsløshed samtidig med at de mobber hinanden.

Vores samfund hviler på et fundament af frygt og stress. Så det er ikke så underligt at vi bliver syge.

I 3 måneder har jeg ikke set nyheder eller de sædvanlige avisoverskrifter. Det er ufatteligt befriende og jeg vil fortsætte den gode vane når jeg på et tidspunkt vender hjem til Danmark.

Jeg har dyrket thaiboxning næsten dagligt. Har spist sundt det meste af tiden og tabt 15 kg. De sidste par uger har jeg været skadet pga overtræning og alligevel havde jeg svært ved at sætte farten ned. Indtil igår hvor jeg havde et mindre trafik uheld. Jeg er i Phuket og her er der 1 person der dør i trafikken dagligt og der er striber af knallert uheld. Jeg var heldig og slap med nogle hudafskrabninger, men jeg stoppede op og spurgte mig selv om det mon ikke var en god ide, at tage en pause fra træningen og fokusere på noget andet.

Jeg har en drøm om at kunne leve af at tage billeder. Om lidt skal jeg møde en træner som på et tidspunkt i sit liv var munk og nu er han også tattovør. Han laver bambus tattoveringer og hele processen er meget spirituel fordi tattoveringerne er hellige og de tattoverede bliver velsignet af munkene i templet. Jeg skal tage billeder af processen.

Det er som om, at universet vil have mig til at holde pause med træningen og i stedet fokusere på min fotografering, mindfulness og meditation.

Derfor er jeg begyndt at meditere mindst 2 gange dagligt. Det er den bedste start på dagen og giver mig ro og overskud til hvad jeg ellers skal lave resten af dagen. Det er helt klart noget jeg kan anbefale.

Jeg kan forstå, at jeg ikke er den første frustrerede kvinde der rejser ud i verden i håb om at finde sig selv og en mening med tilværelsen.

Jeg har længe følt mig frustreret, stresset og forvirret.

Hvordan skal jeg tackle min ADHD og alle de traumer der er fulgt med?

Hvilken form for hjælp/behandling vil egentlig gavne mig?

Hvor og hvordan får jeg denne hjælp?

Alt for mange spørgsmål og alt for få svar.

Jeg håber, at brikkerne falder på plads af sig selv på den anden side af kloden.

I det mindste ser alting som regel lysere ud når solen skinner.

Jeg har brug for nogle konkrete værktøjer til at mindske den ekstreme stress jeg har i min hverdag.

Har brug for at forstå hvem hende ADHD CARM egentlig er. For jeg har jo levet hele mit liv i den tro, at jeg bare var vild og umoden og bare skulle blive voksen, så gik det over.

Det går ikke over og jeg er en gammel kælling på 40 med en høj intelligens som har lært at kompensere og skjule mit handicap.

Jeg har brug for at tale med en fagperson der ved mere om ADHD end mig så jeg kan få ændret mine gamle vaner og lavet nye som passer bedre til en person med ADHD.

Desværre er min intelligens min Achilles hæl for kommunen tror at bare fordi jeg kan tænke tanker og formulere dem, så kan jeg også klare mig selv.

Bare fordi jeg ved hvad der er galt og kan reflektere over det er det ikke ensbetydende med at jeg kan fixe det. Der er forskel på at vide hvad man skal gøre og at kunne finde ud af at gøre det.

Binyrerne er indokrine kirtler som producerer forskellige hormoner. Det vigtigste hormon er kortisol som er nødvendigt for at vi kan håndtere langtidsstress.

Jeg har fået forklaret, at en ADHD hjerne fungerer som en “træt” hjerne og at personer med ADHD ville egne sig bedre til at leve i primitive samfund hvor der skal jages og handles hurtigt efterfulgt af perioder med hvile.

Måske er ADHDére blevet glemt af evolutionen? Hvorfor er det lige at en ADHD hjerne er træt? Måske er det fordi vi med ADHD forventes at tilpasse os et samfund vores hjerner ikke er konstrueret til?

Jeg er overbevist om, at hvis en ADHD hjerne er en træt hjerne er det fordi den er blevet “kørt træt” i det jeg vil kalde et ADDH samfund.

Med ADHD samfund mener jeg, at alting skal gå hurtigt. Vi multitasker og stresser. Ingen tid til fordybelse. Flere og flere bliver udbrændte og går ned med stress.

Det er som om vi tror, at fordi vi sidder bag et skrivebord og ikke løber rundt ude i naturen kan vi tvinge vores krop til langt mere end den egentlig kan holde til.

Binyrerne er endokrine kirtler. Dvs de producerer livsvigtige hormoner som udskilles i kroppens indre miljø. Da det hele foregår inde i kroppen kan vi derfor ikke se det og derfor er det også lettere at ignorere det.

Mange tror, at stress er psykisk fordi vi i nutidens samfund oftest arbejder med hjernen og ikke med kroppen. Det er det også til en vis grad, men det er også fysisk fordi binyrerne som producerer stress hormon kan blive overbelastede og derved blive trætte.

Hvis binyrerne bliver trætte producerer de ikke nok kortisol, som er langtidsstresshormonet og derved får man sværere ved at håndtere stress.

Gentagne belastninger, uanset hvad årsagen er, kan gøre et menneske mere udsat for binyretræthed. Virkningen af stress er kumulativ, selv når de enkelte stressfaktorer er forskellige. Fx hvis en person får lungebetændelse og ikke er blevet helt rask da et nært familiemedlem dør.

I visse tilfælde kan det tage personen ualmindeligt lang tid at blive rask fordi kroppen rent fysisk ikke kan kapere så mange traumer på samme tid. Især ikke hvis der er binyretræthed.

I mit tilfælde har jeg nok fra begyndelsen haft sparsomme binyrereserver. Der skal ikke meget til, før jeg føler mig overvældet.

Set udefra er folk ofte hurtige til at vurdere mig som en svækling eller slap, mens jeg i virkeligheden ikke har den ekstra kapacitet til at håndtere den stress, som er indbygget i mange arbejdsmæssige og sociale begivenheder.

Som det kan læses i forrige indlæg blev jeg sidst super stresset over en  e-mail og en stresset læges uheldige måde at formulere sig på.

Jeg forstår ikke hvorfor jeg bliver så stresset og har søgt efter en forklaring.

Torsdag var jeg på stranden og havde der en meget spænende samtale med en pige,  som også har haft for meget stress i sit liv. Hun er kost og ernærings terapeut og fortalte mig lidt om binyretræthed og hvad man kunne gøre for at afhjælpe problemet.

Noget af det første man bør gøre ved binyretræthed er at droppe alle stimulanser. Kaffe, sort te, alkohol, slik og ren sukker.

Det gælder om, at være skånsom ved kroppen. Ikke fylde ting på den som kræver for meget arbejde at omsætte og udrense.

Binyrerne er to selvstændige organer, der som “hatte” sidder oven på nyrerne. De består af to sammenbyggede endokrine kirtler. den ene er binyrebarken og den anden binyremarven.

I marven dannes aminosyrehormonerne adrenalin og noradrenalin, imens barken, der er opbygget af tre lag, står for produktionen af forskellige steroidhormoner. Det yderste lag i barken danner mineralokortikoider, det mellemste glukokortikoider og det inderste kønshormoner.

Det vigtigste glukokortikoid er kortisol, der har betydning for kroppens evne til at modstå en række fysiske og psykiske påvirkninger, der kan beskrives som langtidsstress. Det kan være kulde, ekstrem varme, sygdom, operation, faste, graviditet, tab af et nært familiemedlem, skilsmisse osv.

Alle sådanne påvirkninger fører til øget frigørelse af ACTH fra hypofysens forlap, og dermed til øget fabrikation af kortisol i binyrebarken.

I stress-situationer af længere varighed hjælper kortisol kroppen ved bl.a. at opretholde forsyningen af næringsstoffer. Dette opnås ved påvirkning af især kulhydrat- og proteinstofskiftet, men også inddirekte af fedtstofskiftet.

Kortisol har modsat virkning af insulin – det hæver nemlig blodsukkerværdien. Det sker ved, at kortisol nedbryder protein og dermed frigør aminosyrer. Aminosyrerne kan herefter omdannes til glukose i leveren og udtømmes i blodbanen.

Jeg ved endnu ikke meget om binyretræthed, men kan forestille mig, at en træt binyre ikke producerer nok kortisol hvilket medfører, at man bliver særligt udsat for stress.

Jeg har søgt informationer om binyretræthed og har fundet mange interessante oplysninger.

Især en blog Stress er også en fysisk sygdom fik mig overbevist om, at der måske er noget om snakken. Thomas Falkenberg, som har forfattet bloggen, skriver her om personlige erfaringer med binyretræthed og fortæller samtidig om hvor man kan søge oplysninger og hvad man selv kan gøre for at få det bedre.

Han nævner en bog: “Binyretræthed” skrevet af Dr. James l Wilson.

Pudsigt nok har jeg fået en mail fra Helsemin hvor netop denne bog er på listen over søndagstilbud for medlemmer til kr. 149,- imorgen søndag den 20. juni 2010.

Jeg har været inde på James L Wilsons hjemmeside og erfaret, at jeg har alle symptomer på binyretræthed.

Derfor har jeg besluttet, at jeg vil cykle ind til Helsemin imorgen og købe bogen “Binyretræthed” af Dr. James L Wilson.

Så dette bliver ikke det sidste indlæg om dette emne.

Links om binyretræthed:

http://www.adrenalfatigue.org/

http://stresserogsaaenfysisksygdom.blogspot.com/

http://binyretraethedadrenalfatigue.blogspot.com/