Da jeg for mange år siden gik på lærerseminariet blev jeg ven med én fra min klasse. Vi begyndte at arbejde sammen og samtidig havde vi nogle fælles fritidsinteresser, så vi tilbragte noget tid sammen. På daværende tidspunkt havde jeg bil og derfor tilbød jeg at hente min klassekammerat et par gange. Vi boede et stykke fra hinanden og på et tidspunkt da vi var i praktik var jeg træt af, at skulle køre en omvej hver dag så jeg sagde til hende, at hvis hun ville blive ved med at køre gratis med mig i min bil, måtte hun selv sørge for at transportere sig til min bopæl og det samme gjaldt selvfølgelig på hjemvejen.

Det blev hun meget fornærmet over og vi endte med at blive uvenner.

For et par år siden møder jeg hende igen på Rådhuset. På daværende tidspunkt er jeg i fuld gang med at prøve at få styr på mit liv og opsøger en erhvervsvejleder i Borgerservice. Jeg møder tidligt op, bliver skrevet på venteliste og sætter mig til at vente fordi en anden er kommet før mig og erhvervsvejlederen er optaget. Da jeg har ventet ca. 40-45 minutter bliver han ledig og jeg går hen til hans skrivebord og sætter mig ned. Samtidig kommer der en sur dame hen og insisterer på, at hun skal til fordi hun ikke har tid til at vente længere. Jeg kigger op og ser min tidligere studiekammerat.

Hun er lige så usympatisk som hun var dengang og mere til. Hun stiller sig op og laver en scene fordi hun vil springe mig over, jeg har allerede ventet længe nok og har ADHD så det kan hun godt glemme og erhvervsvejlederen er konfliktsky og kan ikke sige fra så det ender med, at jeg må gøre det.

Bagefter kommer jeg til at tænke, at det er underligt, at jeg lige skal støde ind i hende igen, men kan ikke finde meningen.

For nylig bliver jeg igen konfronteret med den gamle klassekammerat. I samme øjeblik det går op for mig, at det virkelig er hende fyldes jeg af et enormt ubehag. Jeg tænker over det i et par dage og så pludselige går det op for mig, at hun nok også har ADHD!

• Der er ikke kun problemer
• Der er også mange positive træk og stærke sider
• Der er meget af det den voksne gør der er ok
• Der er også ting den voksne nemt kan lære
• Fortæl dem hvad de er gode til og ros dem ofte
• Hjælpen skal være på den voksnes præmisser Ikke for at føje dem, men fordi det virker bedst
• Hjælpesystemer skal være den voksnes systemer
• De voksne kan bedre, hvis I støtter dem og tror på dem
• De voksne kan bedre hvis I tør give slip, men i skal slippe forsigtigt
• I skal være lidt usynlige, men I skal være der
• Der sker hele tiden en udvikling og en modning
• Det er vigtigt at opdage hvad den voksne godt kan

Jytte Lunding 22-04-04

Jeg er som sagt den snakkende og impulsive type. Medicinen har hjulpet mig med at kunne koncentrere mig bedre i længere til og ikke handle så impulsivt længere. Men den har absolut ikke hjulpet på min uendelige ordstrøm. Jeg var derfor nervøs for hvordan mødet ville gå. Om jeg ville blive skældt ud af nogen som synes jeg var for irriterende. Jeg blev ikke skældt ud, der var en stor rummelighed. Hvilket nok også er nødvendigt med en lokale fyldt med voksne med ADHD. Jeg er ikke helt overbevist om at det ikke vil gå galt for mig og det ender med at jeg bliver ked af det og derefter ikke har lyst til at komme til møderne mere, men jeg giver det alligevel en chance og har meldt mig til næste møde.

Tilbage til mødet. Der blev udleveret en dagsorden og forskellige praktiske lister. Den ene var en liste over vanskeligheder som unge og voksne med ADHD kan have:

• Impulsive, rastløse, glemsomme

• Lover mere end de kan holde

• Tendens til at handle og tale uden tanke for konsekvenserne

• Problemer med at administrere tid

• Lav frustrationstærskel

• Svært ved at kontrollere temperamentet

• Generelt uorganiseret, forsinket, forjaget, uforberedte

• Problemer med at tage beslutninger, impulsive eller tvangs prægede

• Problemer med opmærksomhed og koncentration

• Koncentrerer sig fint så længe de er motiverede

• Kan koncentrere sig ved computeren i timer

• Fuldføre ikke påbegyndte opgaver

• Ofte kortlivede interesser

• Deres præstationer modsvarer ikke deres evner

• Ringe selvtillid og selvværd

• Urealistiske forestillinger om voksenlivet, arbejde og indkomst

• Kan ikke koncentrere sig ved læsning

• Tankerne har en tendens til at vandre når de skal lytte til nogen

• Under aktive efter tidligere at have været over aktive

• Har svært ved at finde sengen om aftenen

• Har svært ved at komme op om morgenen

• Svært ved at få ordnet daglige gøremål

• Kan ikke styre økonomien

• Skifter ofte uddannelse, job, bopæl

• Kan ikke klare undervisning og rutinepræget arbejde

• Problemer med at holde på kammerater

• Problemer med kæresterne

• Tendens til at søge sammen med uheldige elementer

• Risiko for misbrug

• Perioder med depression

• Kan reagere med angst

Ingen tvivl om, at jeg genkender mig selv i ovennævnte sætninger. Her gik jeg lige og troede, at grunden til at jeg kunne sidde i timevis og nørde ved pc´en var fordi jeg nu får Ritalin. Men når jeg tænker mig om, så har pc´en faktisk altid været min foretrukne overspringshandling. Jeg har lært mig selv at designe hjemmesider i Dreamweaver og Frontpage og billedbehandle i Photoshop. Jeg blev særligt god til det da jeg skulle skrive mit sidste speciale på seminariet.

Summa summarum, netværksmødet var en succes. Folk var søde, imødekommende og rummelige og der var en dejlig stemning. Vi diskuterede tips og tricks til hvordan man kan få dagligdagen til at fungere. Og her fandt jeg ud af, at jeg ikke er den eneste der bruger whiteboard, har svært ved at få lavet aftensmad og købt de rigtige ting, støvsuge osv.
Tak til Birgitte og Jytte for at have startet gruppen og tak til alle voksne ADHD´ere fordi I var med til at gøre mit første netværksmøde til en succes. Vi ses om 3 uger

Jeg stiller spørgsmålstegn ved hvor rummelig folkeskolen egenlig er. De små poder kommer ind i den ene ende og bliver spyttet ud i den anden, uden at være specielt rummelige. Da jeg arbejdede som lærer havde jeg selv nogle gange svært ved at rumme elever der faldt udenfor normalen (udenfor gennemsnittet) og ved at mine kollegaer havde det på samme måde. Der er for mange elever, for meget larm og for lidt tid.

Vi er et samfund hvor personer der er anderledes marginaliseres og ignoreres. Psykiske lidelser er tabu, vi taler ikke om den slags, det er pinligt og væmmeligt. Tænk hvis det smitter.

Det har jeg mærket på egen krop. Jeg reagerer nogle gange voldsomt. Dvs. voldsomt ifht. hvad der er acceptabelt. Når jeg er særligt sårbar eller taler om noget der berører mig dybt kan jeg komme til at græde. Når det er sket har jeg ofte oplevet at folk tager afstand fra mig. Jeg skal ikke gisne om hvad deres bevæggrund er, det eneste jeg kan gøre er, at informere om hvem jeg er, hvorfor jeg som jeg er og at jeg ikke på nogen måde er farlig.

Man er ikke skør eller sindsyg når man har ADHD. Man er født med en hjernefejl som højst sansynligt er arvelig. De forskellige dele af hjernen kommunikerer ikke sammen på samme måde som det ,der i vores samfund betragtes som normalt, man kan sige at dirigenten mangler. En person med ADHD ville passe fint ind i et jæger/samler samfund. Her er det ikke en dyd at sidde på sin flade dagen lang. Man skal bevæge sig og handle hurtigt og instintivt.

En del voksne med ADHD ender med at blive henvist med andre diagnoser såsom affektive lidelser, angsttilstande, personlighedsforstyrrelser mv. Det er bl.a. fordi mange stadig tror, at ADHD forsvinder når man bliver voksen. For lidt viden om ADHD samt komorbiditet (samtidig optræden af to indbyrdes uafhængige lidelser) medfører i mange tilfælde et langt liv med psykisk belastning pga. en ikke anderkendt funktionsnedsættelse.

Der er ingen grund til at dømme den voksne med ADHD, det klarer vi ganske glimrende selv. Voksne med ADHD har ofte en negativ selvopfattelse og ser sig selv som dovne, dumme eller endda sære. Kan det være fordi vi i det danske samfund ikke er rummelige?