Strattera er ligesom Concerta den eneste ADHD medicin som ikke er centralnerve stimulerende og den eneste medicin som ikke kan misbruges af narkomaner og andre som tager stoffer for sjov.

Jeg opdagede sidste vinter at jeg havde det bedst med en høj dosis Strattera og i dag tager jeg hver morgen 100 mg.

Det er ikke en mirakel pille som har fået min ADHD til at forsvinde, men den har hjulpet mig med at forstå min ADHD. Jeg har jo hele livet vidst at der var noget i vejen med mig, men jeg vidste ikke hvad og kunne heller ikke selv se hvad der var i vejen. Jeg lærte ikke af de uendelige mange fejltagelser jeg begik og jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle lave om.

Det er som om Strattera har hjulpet mig til at se mig selv i et mere realistisk lys, på både godt og ondt. For min ADHD er den usympatiske slags. I pressede situationer bliver jeg irritabel og snerrer af folk. Hvis der er noget jeg er godt til, så er det at brænde broer. Derfor er mit netværk uendeligt lille.

Fordi jeg nu har været på Strattera i snart 2 år har jeg haft mulighed for at sætte tempoet ned både inde i mit hoved og udenfor. Det er gået op for mig at jeg mangler en intelligens, nemlig den følelsesmæssige.

Det er ikke empati der mangler, men den der lille ubeskrivelige ting folk gør når de mødes. De viser hinanden at de er interesserede i hinanden uden at de egentlig siger det, men som udenforstående er man ikke i tvivl om hvad det er der foregår. Især nu er det gået op for mig, at det er det, der foregår og det er gået op for mig, at det er noget jeg mangler, jeg forstår det ikke. Det er som at bo i et fremmed land hvor man hverken kan tale eller forstå sproget.

Pludselig er det gået op for mig hvilket kæmpe arbejde det har været for mig at prøve, at skjule min manglende forståelse for omverden.

Faktisk tænker jeg, at det grænser til det autistiske, men ikke nok til at det blev opdaget.

Det var en anderledes og bedre oplevelse.

Hvor jeg før i tiden blev indebrændt og irritabel når forældre i flyveren ikke gad sørge for at deres børn ikke generede resten af de rejsende, tacklede jeg disse situationer ganske roligt.

Fx da et forældrepar lod deres spædbarn kravle rundt alene på midtergangen og barnet konstant søgte ind til mine fødder. I stedet for at hidse mig op, tog jeg bare fat i barnet og vendte det om så det ændrede kurs væk fra mig.

Et ca. 5 årligt barn synes det var sjovt at løbe ned ad flyets midtergang og skrige. Da barnet  stod ved mit sæde og skreg, sagde jeg til ham, at han skulle holde op med at skrige fordi det ikke var alle i flyveren der synes det var rart.

Alle problemer blev ikke løst, for nutidens forældre synes åbenbart ikke at pli er noget de vil lære deres børn, men jeg slap for indestængt raseri og anspændthed.

På selve ferien reagerede jeg også anderledes i forhold til før jeg fik Ritalin. Da jeg efter 2 nætter på et hæsligt familiehotel med uafbrudt larm var klar til at flytte, hidsede jeg mig slet ikke op. Jeg fik klaret flytningen uden stress og vrede.

Før i tiden kom jeg til at kede mig ret hurtigt når jeg var på ferie. Der skulle hele tiden ske et eller andet. Jeg slugte den ene bog efter den anden og følte mig i det hele taget rastløs og let pirrelig.

Denne gang kunne jeg slappe af og nyde ferien. Tiden fløj af sted og jeg ærgrede mig faktisk over at jeg kun skulle være der 1 uge. Jeg kom i kontakt med en del mennesker som jeg hyggede mig med.

At være på ferie på ADHD medicin var en fantastisk og positiv oplevelse. Oplevelsen blev selvfølgelig bedre af, at ingen kendte mig som hende med ADHD. Jeg var ikke stigmatiseret og stemplet som en af taberne på bunden af Jantelovs Danmark.

Jeg glæder mig til at rejse væk igen om en måned. Faktisk overvejer jeg kraftigt, at flytte til udlandet permanent. Men først må jeg ud og se mig omkring så jeg kan finde ud af hvor dette sted skal være.

Det startede da jeg begyndte at arbejde som lærer og efter kun en måned havde følelsen af, “Hvis det her er sådan, at resten af mit liv kommer til at se ud, vil jeg gerne have det overstået NU”.

Jeg kontaktede selvfølgelig min læge og sad stortudende foran ham og forklarede hvordan jeg havde det. Han udskrev “lykkepiller” og jeg holdt den kørende på piller i et års tid.

Fra det øjeblik jeg begyndte at spise “lykkepiller” begyndte min vægt at stige. Jeg er en høj og velproportioneret kvinde. Er 182cm høj og dengang vejede jeg 82 kg og alt sad som det skulle, måske fordi jeg altid har motioneret og dyrket sport.

Jeg har flere gange trappet “lykkepillerne” ned. Helt ned og væk. Men pga udiagnosticeret ADHD og co morbiditeter røg jeg hver gang ud i en ny depression.

Det endte med, at jeg vænnede mig til at være overvægtig pga antidepressiva og fordi min omgangskreds altid sagde, at jeg jo var høj og kunne bære det.

Nu gider jeg bare ikke være fed mere. Men det er desværre ikke så nemt at smide vægten som det var før i tiden.

Jeg har fået konstateret laktose intolerance hvilket udelukker nupo og De Danske Vægtkonsulenter + så meget andet. Slankepiller er “no-go” pga bivirkninger og fordi man ikke kan få nogen der virker mere.

Jeg har derfor kontaktet min læge som har henvist mig til en kommunal diætist. Samtidig har jeg bestilt en tid hos det kommunale sundhedscenter hos en person som skal hjælpe mig med at finde den rette træning.

Som prikken over iét har jeg booket en fly billet til Bangkok i Thailand. Jeg rejser i november og bliver der i ca. 3 måneder. Jeg havde tænkt mig et tage på et detox ophold hvor jeg kunne rense ud, smide nogle kg og ændre vaner. Men i dag talte jeg med lægen som frarådede det fordi det indebar faste som hun mente kunne være skadeligt for min ADHD.

Det passer mig nu fint. Har ikke lyst til at planlægge alt for meget. Gider ikke stresse for at nå noget. Vil hellere have mulighed for at rejse rundt med min rygsæk fra sted til sted som det passer mig.

Men jeg skal stadig tabe mig og nu har jeg fået en tid hos diætisten i september.

I dag har jeg lånt en bog på biblioteket som sætter tankerne i gang. “Kost og hyperaktivitet ADHD – DAMP” af ernæringsekspert Karen Nørby. Jeg kan kun anbefale at I læser bogen. Man bliver både oplyst og  lidt forvirret.

Man får bekræftet at ADHD er en forbandelse og ikke en gave og at det er pisse besværligt at have ADHD.

Jeg vejer lige nu 105 kg og vil fremover skrive om kampen mod kiloene her på bloggen. Jeg glæder mig usigeligt til at ligge på stranden i Thailand og lytte til lydbøger i min iPhone, svømme, vandre osv.

Min rejse til Thailand er en form for rekreation og samtidig en rejse der skal hjælpe mig af med den overvægt der dukkede op samtidig med ADHD – depressionerne.

Da jeg for 5 år siden blev sygemeldt kunne jeg ikke foretage mig andet end at ligge i min seng og græde. Jeg var depressiv. Hvis jeg ikke havde fået antidepressiva ville jeg ikke have haft overskud til at søge efter årsagen til min depression. Da jeg langt om længe fandt ud af at jeg har ADHD fik jeg ritalin. Jeg har taget ADHD medicin siden september 2009 og har det bedre end jeg nogensinde turde drømme om. Jeg har fået overskud til at undersøge om jeg ved at ændre min kost kan få det endnu bedre.

Jeg oplever ingen bivirkninger ved ritalin. Jeg tager stadig effexor, dog kun 75mg, alligevel har jeg stadig bivirkninger. Jeg håber at kunne trappe effexor helt ud med tiden.

Min ADHD-kontakt ringer igen til nr. 5 imens jeg er til stede og får endelig fat i hende. Ud fra det der bliver sagt, får jeg indtryk af at nr. 5 siger, at hun ikke mener, at jeg er berettiget til sygedagpenge længere. Min ADHD kontakt forklarer, at jeg er frustreret over ikke at have hørt fra nr. 5 i næsten 3 måneder og at jeg heller ikke kan forstå hvorfor jeg ikke har fået den hjælp jeg har søgt om og som jeg har krav på som handicappet borger. Hun forklarer også, at jeg går og venter på at komme i arbejdsprøvning som vi havde aftalt ved vores første og eneste møde.
Nr. 5 lover at kontakte mig med henblik på en samtale.

Da samtalen er slut og vi taler om det der blev sagt, bliver jeg overvældet af en gammel, velkendt følelse. Det er en underlig blanding af afmagt, frustration og raseri. Jeg bliver et kort øjeblik overmandet af mine følelser. Heldigvis er jeg hos min ADHD-kontakt. Hun hjælper mig med at komme hurtigt ud af den gamle, ukonstruktive sindsstemning. For hver gang vi mødes, lærer hun mig nogle små simple teknikker der kan hjælpe mig med at bevare fokus og et køligt overblik. Hun lytter til hvad jeg siger, hun hører hvad jeg siger og aller vigtigst hun forstår hvad jeg siger. Vi mødes kun 1 time hver anden uge og alligevel er hun den person der har hjulpet mig aller mest i hele den vaskelige proces jeg har været igennem de sidste 5 år.

Det er som om alle er ligeglade med mig. Ingen har villet hjælpe mig selvom jeg har bedt om hjælp. Jeg har haft kæmpe op og nedture, i min kamp for at få hjælp og finde ud af, hvad der egentlig var i vejen med mig. Hvis jeg ikke var blevet ved med at kæmpe og ikke var blevet ved med selv at opsøge hjælpen, var der simpelthen ikke sket noget som helst.

Lige nu sidder jeg med en fornemmelse af, at nr. 5 er lige så uinteresseret i at hjælpe mig som sine 4 forgængere. Mistillid skaber mistillid. Kommunen har fra første færd haft mistillid til mig. Det har medført, at jeg har fået mistillid til dem. Denne mistillid vokser dag for dag med god grund. Min kommune overholder nemlig ikke loven. Jeg har allerede vundet en ankesag over kommunen fordi den ikke fulgte reglerne. Jeg har efterfølgende brugt meget tid på at sætte mig ind i forskellige love. Fx Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, Lov om social service og aktiv socialpolitik, Lov om sygedagpenge mv. Jeg har desuden brugt meget tid på internettet og har fundet flere sider der er værd at bruge tid på for personer som på en eller anden måde er i det sociale system.

Jeg vil anbefale en side der hedder www.k10.dk som er en side hvor mennesker som på en eller anden måde er i det sociale system, hjælper hinanden med relevante love, bekendtgørelser, afgørelser og fakta.

Fakta er, at der er mange kommuner der ikke overholder dansk lovgivning. på K10 er der forskellige fora, hvor man læse om, hvor almindeligt det er at kommunerne prøver at snyde borgerne. Man kan læse sig til rigtigt mange vundne ankesager og rigtigt mange historier om borgere, som må kæmpe for at få kommunen til at give dem det de hele tiden har haft krav på i følge dansk lov.

Damn! Something is rotten in Denmark.

Man kan ligeledes læse om hvordan mange kommuner direkte bryder loven. Jfr. Retssikkerhedslovens §3, stk.2 skal kommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse. Fristerne skal offentliggøres.
Der er desværre mange kommuner der ikke overholder denne lov. Man kan læse hvilke kommuner det drejer sig om på K10.

De sidste par dage har jeg brugt mange timer på, at læse love, formulere et høfligt og korrekt brev til nr. 5 inkl. henvisninger til relevante love, finde oplysninger på nettet osv. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at blive lidt rundtosset af alle de informationer jeg sugede til mig.

Så tog Rita mig i hånden og sagde, “du er ikke socialrådgiver eller jurist, det er hverken rimeligt eller realistisk at du skal sætte dig ind i alt det stof for at være sikker på at få den hjælp du har krav på i følge loven. Du må indse, at du kun er et menneske og at du har dine begrænsninger. Du kan simpelthen ikke klare alting selv. Jeg synes du skal koncentrere dig om at blive stærkere og få det bedre og lade andre ordne de ting for dig som du ikke selv kan klare.”

Rita stak mig telefonen og jeg ringede til et firma som tilbyder privat socialrådgivning. Jeg har nu bedt firmaet om, at sørge for, at jeg får den hjælp jeg har krav på. Det er en uddannet socialrådgiver der varetager mine interesser og som kender love, regler og sagsbehandling. På den måde slipper jeg for stress og emotionelle rutcheture når jeg læser hvad alle de “kloge” mennesker har skrevet om mig. Jeg sikrer mig også at reglerne bliver overholdt.

Den evige kamp med kommunen er pludselig ikke så uoverskuelig længere takket være Rita og hendes venner Strattera og Effexor.

• Tag dig lige sammen din fucking taber
• Du kan ikke finde ud af en skid
• Du bliver aldrig til noget
• Du ender som bumserne nede på bænken, du er ihvertfald lige så taberagtig

osv. jeg bliver nødt til at stoppe her for det er ikke så behageligt at se det på skrift. Det får mig til seriøst at overveje at tage et banklån og investere pengene i noget kognitiv terapi, så jeg kan få slettet de gamle negative sætninger i en fart og få dem erstattet med nye positive og livsbekræftende sætninger.

Det kan godt være, at Rita har hjulpet mig med ikke at være impulsiv og det er blevet lettere at tage sig sammen til at gøre ting, men mht. de store vigtige fremtidsbeslutninger tøver jeg stadig. Den gamle frygt er der stadig pga. manglende tiltro til mig selv. Det lave selvværd pga. de mange nederlag og den lille indre diktator der hele tiden hvisker i mit øre, at jeg ikke er god nok.

Jeg er færdig med kaffen skal børste tænder og ud af døren. Jeg vil lave en handleplan for mig selv i denne uge. Nu sidder der en lille prinsesse på min skulder der får mig til at smile. Livet er alligevel til at holde ud.

Jeg ønsker alle en god dag og vil opfordre jer til at smile lidt mere og sætte farten lidt ned og mærk at I lever.

Det giver derfor god mening at jeg tager effexor. Jeg har i et helt liv oparbejdet en stor mistillid til andre mennesker fordi jeg pga. min ADHD har oplevet det ene sociale nederlag efter det andet. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg har en social fobi, men jeg har indrettet mit liv på en måde så jeg slipper for at blive udsat for andre mennesker mere end højst nødvendigt. Det er ikke fordi jeg har angst eller har en social fobi, det er simpelthen for at skåne mig selv for ubehagelige oplevelser.

Effexor øger mængden af signalstofferne serotonin og noradrenalin. Serotonin er med til at regulere humør, søvn, appetit og hukommelse under normale forhold.

Serotonin er et af hjernens signalstoffer. I hjernen indgår serotonin i en kæde der også involverer proteiner der kan binde stoffet. Ecstacy påvirker flere forskellige signalstofsystemer, men ecstacy binder sig især til et protein i serotonin-systemet.

Noradrenalin er et stresshormon og en neurotransmittor som bl.a. er tilknyttet kroppens “flugt eller kamp” respons. Det er i familie med adrenalin.

Stressmekanismen i menneskekroppen er skabt i en tid, hvor stress skulle gøre os bedre i stand til at kæmpe eller flygte fra en fysisk fare; et overfald fra et vildt dyr, en anden stamme der angriber osv. Kæmp eller flygt! Stress er skabt af en bevidsthed eller en tanke, som sætter gang i en kæde af fysiske reaktioner, som skal gøre kroppen i stand til at kæmpe eller flygte så effektivt og med så stor kraft som muligt. Derfor giver stress;

• Højere puls (så der komme mere blod ud til musklerne der skal arbejde – tror kroppen)

• Højere blodtryk (så blodet kan pumpes hurtigere rundt)

• Frigivelse af fedt fra fedtdepoterne (så der er energi til at kæmpe eller flygte)

• Frigivelse af glykogen (sukker) fra leveren (så der er hurtig energi til at kæmpe eller flygte)

• Blodet bliver en smule tykkere (så man ikke mister for meget blod, hvis man bliver såret)

• Blodkar i visse områder afklemmes (fx omkring tarmene – der skal ikke bruges energi til fordøjelse når der skal kæmpes eller flygtes)

• Blodkar i visse områder udvides (fx i arme og ben)

Alt dette sker for at kroppen fysisk kan præstere så meget som mulig – og uden disse reaktioner ville der ikke være mennesker på jorden i dag. Problemerne med stress opstår, når stresspåvirkningen bliver mere eller mindre permanent.

Det er så en forvirrende forklaring på hvad effexor kan gøre.

Ritalin virker opkvikkende ved at øge mængden af visse signalstoffer i hjernen, bl.a. dopamin.

Dopamin er kemi i hjernen, og dermed er dopamin en af de afgørende elementer for, at hjernen overhovedet kan fungere. Hjernen fungerer via elektro-kemiske processer. Kommunikationen mellem cellerne i hjernen sker ved, at en nervecelle igangsætter et elektrisk signal, som udløser et kemisk transmitterstof. Dette stof hjælper til at forstærke, modificere og viderebringe det elektriske signal fra den ene hjernecelle til den anden. Dopamin er et sådant transmitterstof. Der produceres mange forskellige transmitterstoffer i hjernen. Et transmitterstofs helt unikke sammensætning gør, at det kun kan formidle elektriske signaler til en bestemt slags af hjernecellens receptorer, som opfanger det elektriske signal.

Uden transmitterstoffer – og uden dopamin – kan hjernen ikke fungere ordentligt. F.eks. skyldes Parkinsons sygdom mangel på dopamin pga. tab af dopaminproducerende hjerneceller.
Dopamin findes i tre områder i hjernen, som kaldes putamen, nukleus caudatus og nukleus accumbens. Putamen er involveret i motorisk og sensoriske processer, og Parkinsons sygdom, der forårsages bl.a. af dopaminmangel i specielt putamen, giver sig derfor især udtryk i motoriske problemer som f.eks. rysten.

For at dette indlæg ikke skal blive for kedeligt vil jeg afrunde ved at konkludere, at effexor har dæmpet nogle af de uheldige symptomer der var ved min ADHD. Samtidig har effexor hjulpet mig ud af de depressioner jeg har haft gennem årene. Depressioner jeg har fået fordi jeg ikke har kunnet leve op til mine egne og andres krav til mig selv og fordi jeg ikke kunne ændre min, til tider, uheldige adfærd uanset hvor meget jeg prøvede.

Hvis jeg var blevet diagnosticeret i tide og havde fået ritalin, kunne jeg måske være sluppet for at skulle igennem utallige depressioner. Ritalinen går jo ind og øger produktionen af dopamin i hjernen.

Der er forskellige teorier der relaterer Dopamin direkte til belønning og en af forklaringerne på hvorfor en ADHDér har svært ved at tage sig sammen til at gøre ting er, at en ADHD hjerne ikke producerer nok Dopamin og derfor ikke får den vigtige kemiske belønning for at udføre opgaven.

Jeg kan derfor konkludere, at effexor og alle de andre slags lykkepiller jeg har fået igennem årene har sørget for at dope mig så jeg lige har kunnet holde næsen over vandet. Lykkepillerne har i mit tilfælde været et lille plaster på såret. Et sår som ikke ville hele og bare blev ved og ved med at bløde.
Ritalinen er medicinen som kan få såret til at holde op med at bløde. Måske kan ritalin også få såret til at hele, men pga min sene diagnosticering vil der altid være et meget stort ar tilbage.

De sidste par år har jeg dagligt indtaget Effexor Depot 300 mg. Det er åbenbart en ret høj dosis, for mit “team” synes jeg skal trappe ned så jeg kan få mere energi. Jeg har derfor kun indtaget 275 mg Effexor sammen med Ritalin naturligvis. Jeg ved ikke om det er pga den lavere dosis, men jeg sover ikke ret mange timer pr. nat længere. Som jeg har nævnt før, har jeg altid været meget træt og sløv. I spøg plejer jeg at sige, at jeg lider af permanent ungsomssløvsind. Det er derfor meget underligt for mig at være vågen i så mange timer hver dag uden at være træt.

Jeg går i seng mellem kl. 22.00 – 23.00, det tager noget tid før jeg falder i søvn. Jeg har i mange år haft problemer med at falde i søvn. Jeg har stadig svært ved at falde i søvn, men nu har jeg til gengæld ingen problemer med at vågne, tværtimod. Før kunne jeg aldrig komme op om morgenen, det føltes som om jeg havde hovedet fuld af vat. Jeg var som en zombie i flere timer, det føltes nærmest som om jeg gik rundt i en osteklokke. Nu ligger jeg i sengen og er pludselig lysvågen når klokken er 06.00 om morgenen. Dvs. jeg kun sover 6-7 timer. Nogle gange vågner jeg ved 3-4-tiden om natten og er lysvågen, så står jeg op og ser lidt dvd og prøver derefter at falde i søvn igen. I en hel uge har jeg kun sovet 5-7 timer i døgnet, det er sgu lidt underligt.

Effexor virker ved at øge mængden af signalstofferne serotonin og noradrenalin, som har betydning for impulsoverførslen i hjernen. Fejlregulering af disse impulser synes at spille en vis rolle ved udvikling af depression, men den nøjagtige virkningsmekanisme kendes ikke.

Kan det være, at jeg er blevet fejlmedicineret i alle disse år? Ritalin anvendes ved den sjældne sygdom narkolepsi, der viser sig ved en pludselig, uimodståelig søvntrang, som kan medføre talrige daglige anfald af kortvarig søvn.
Midlet anvendes endvidere til behandling af forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet (ADHD). Det virker opkvikkende ved at øge mængden af visse signalstoffer i hjernen, bl.a. dopamin.

Jeg føler mig som lidt af et eksperiment. Først den ene medicin og så den anden. Jeg har det helt klart bedre efter jeg begyndte at få Ritalin og endnu bedre efter at have reduceret min dosis Effexor.

Det er fantastisk hvad der er sket med min hjerne. Det er som om jeg har været låst inde i et lille mørkt rum hele mit liv og nu har jeg pludselig fået nøglen og kan åbne døren og gå ud hvis jeg har lyst. Men som de fleste der har været i fangeskab hele livet skal jeg lige vænne mig til alt det nye. Jeg tør ikke helt tro på det endnu.

Jeg er som sagt den snakkende og impulsive type. Medicinen har hjulpet mig med at kunne koncentrere mig bedre i længere til og ikke handle så impulsivt længere. Men den har absolut ikke hjulpet på min uendelige ordstrøm. Jeg var derfor nervøs for hvordan mødet ville gå. Om jeg ville blive skældt ud af nogen som synes jeg var for irriterende. Jeg blev ikke skældt ud, der var en stor rummelighed. Hvilket nok også er nødvendigt med en lokale fyldt med voksne med ADHD. Jeg er ikke helt overbevist om at det ikke vil gå galt for mig og det ender med at jeg bliver ked af det og derefter ikke har lyst til at komme til møderne mere, men jeg giver det alligevel en chance og har meldt mig til næste møde.

Tilbage til mødet. Der blev udleveret en dagsorden og forskellige praktiske lister. Den ene var en liste over vanskeligheder som unge og voksne med ADHD kan have:

• Impulsive, rastløse, glemsomme

• Lover mere end de kan holde

• Tendens til at handle og tale uden tanke for konsekvenserne

• Problemer med at administrere tid

• Lav frustrationstærskel

• Svært ved at kontrollere temperamentet

• Generelt uorganiseret, forsinket, forjaget, uforberedte

• Problemer med at tage beslutninger, impulsive eller tvangs prægede

• Problemer med opmærksomhed og koncentration

• Koncentrerer sig fint så længe de er motiverede

• Kan koncentrere sig ved computeren i timer

• Fuldføre ikke påbegyndte opgaver

• Ofte kortlivede interesser

• Deres præstationer modsvarer ikke deres evner

• Ringe selvtillid og selvværd

• Urealistiske forestillinger om voksenlivet, arbejde og indkomst

• Kan ikke koncentrere sig ved læsning

• Tankerne har en tendens til at vandre når de skal lytte til nogen

• Under aktive efter tidligere at have været over aktive

• Har svært ved at finde sengen om aftenen

• Har svært ved at komme op om morgenen

• Svært ved at få ordnet daglige gøremål

• Kan ikke styre økonomien

• Skifter ofte uddannelse, job, bopæl

• Kan ikke klare undervisning og rutinepræget arbejde

• Problemer med at holde på kammerater

• Problemer med kæresterne

• Tendens til at søge sammen med uheldige elementer

• Risiko for misbrug

• Perioder med depression

• Kan reagere med angst

Ingen tvivl om, at jeg genkender mig selv i ovennævnte sætninger. Her gik jeg lige og troede, at grunden til at jeg kunne sidde i timevis og nørde ved pc´en var fordi jeg nu får Ritalin. Men når jeg tænker mig om, så har pc´en faktisk altid været min foretrukne overspringshandling. Jeg har lært mig selv at designe hjemmesider i Dreamweaver og Frontpage og billedbehandle i Photoshop. Jeg blev særligt god til det da jeg skulle skrive mit sidste speciale på seminariet.

Summa summarum, netværksmødet var en succes. Folk var søde, imødekommende og rummelige og der var en dejlig stemning. Vi diskuterede tips og tricks til hvordan man kan få dagligdagen til at fungere. Og her fandt jeg ud af, at jeg ikke er den eneste der bruger whiteboard, har svært ved at få lavet aftensmad og købt de rigtige ting, støvsuge osv.
Tak til Birgitte og Jytte for at have startet gruppen og tak til alle voksne ADHD´ere fordi I var med til at gøre mit første netværksmøde til en succes. Vi ses om 3 uger

Lovgivningsmæssigt skal sagsbehandlingsregler sikre et godt møde mellem borger og forvaltning og sikre, at borgeren får den hjælp, han eller hun har krav på.

Ovennævnte beskriver mit møde med det offentlige system. Den første sagsbehandler jeg fik da jeg blev sygemeldt pga. en svær depression var absolut ikke interesseret i at hjælpe mig. Min oplevelse af hende var, at hun kun var interesseret i statistikker. Dvs. at få mig hurtigt ud af sygedagpengesystemet og over på kontanthjælp, så kommunen kunne spare nogle penge.

På det tidspunkt vidste jeg ikke at jeg havde ADHD, jeg vidste kun, at der var noget galt og hvis jeg ikke snart fandt ud af hvad det var, ville det gå rigtigt galt. Jeg havde haft flere tilbagevendende svære depressioner som invaliderede mig i en sådan grad at jeg ikke kunne længere kunne arbejde som lærer. Jeg blev medicineret og depressionen aftog, men der var stadig noget der ikke var som det skulle være. Depressionerne var kun følgevirkninger af det egentlige problem.

Jeg bor alene, har ingen børn, mand eller ret meget familie. Jeg var altså overladt til mig selv. Min daværende læge mente, at jeg bare havde en livskrise og at et nyt job og lidt antidepressiva ville løse alle mine problemer. Jeg gik samtidig hos en psykiater. Han havde kun fokus på min depression. Han blev nærmest irriteret da jeg hentydede, at det ikke var depressionen der var det primære problem. Han gik modvilligt med til at teste mig for andre lidelser. Det endte med, at jeg fik at vide, at jeg havde forskellige personlighedsforstyrrelser og hvis jeg ville vide mere om det måtte jeg gå hjem og læse om det på nettet. Jeg var dybt rystet og spurgte om jeg kunne blive helbredt. Han svarede, måske men det vil tage mange, mange år og meget intensiv terapi. Han kom desuden med en bemærkning om, at jeg nok burde tage i kloster fordi jeg er så sensitiv overfor andre mennesker og hælder lidt til at være dyssocial.

Jeg får en krise. Det er meget ubehageligt at blive stemplet på den måde og samtidig ikke at have nogen til at støtte og hjælpe sig. Jeg begynder at søge på nettet og finder et site der hedder Depnet. Her er forskellige fora hvor jeg kan få kontakt med andre, som har tilsvarende problemer. På Depnet taler jeg med én som fortæller, at der er noget der hedder dialektisk adfærdsterapi (DAT) for personer med EUP borderline. Jeg kontakter min læge og beder ham finde nærmeste sted hvor denne behandling tilbydes og jeg får en henvisning til Rigshospitalet. De er ikke meget for at lukke mig ind. De har meget travlt med at understrege, at jeg bor på i en anden kommune og at Rigshospitalet er i København. Jeg indretter mig og siger de ting de gerne vil høre og får derved lov til at deltage i gruppeterapien hvor vi lærer forskellige færdigheder.

Jeg har en del konflikter med den psykolog som jeg samtidig går til individuelle samtaler hos. Kemien er dårlig og jeg føler hun dømmer mig. Da jeg har deltaget i behandlingsforløbet 1 år tilbyder de mig at fortsætte et ekstra modul, men for at bevare min selvrespekt vælger jeg at takke nej.

Tilbage til sagsbehandler nr. 1. Hun gør intet for at hjælpe mig. Det virker faktisk som om, at hun slet ikke tror der er noget i vejen med mig. Det ender da også med, at jeg bliver kaldt ind til en samtale lige efter psykiateren har testet mig og diagnosticeret mig med en personlighedsforstyrrelse. Jeg får at vide at jeg ikke længere hører til i sygedagpenge afdelingen og at de stopper udbetalingerne fra dags dato. Sagsbehandler nr. 1 fortæller mig hvor kontanthjælpskontoret er hvis jeg har brug for økonomisk hjælp. Jeg siger til sagsbehandler Nr.1, at jeg ikke kan forstå hvordan jeg bare kan blive smidt ud af systemet. Hun siger, at på grund af min diagnose, ser det ikke ud til at jeg vil komme i arbejde foreløbig, der skal en længerevarende behandling til, derfor hører jeg ikke til i sygedagpengeafdelingen længere.

Sagsbehandler nr. 1 er ikke min medspiller, hun er klart min modspiller. Der er ingen vejledning om, hvilke rettigheder, pligter og muligheder jeg har efter lovgivningen.

Jeg er lige ved at give op, da en person viser mig nogle artikler om andre i samme situation som mig. Det viser sig, at:

ifølge Lov om sygedagpenge §28, skal kommunen anvende arbejdsevnemetoden i form af beskrivelse, udvikling og vurdering af en persons arbejdsevne med henblik på at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, visitation til fleksjob eller førtidspension, Før udbetalingen af sygedagpenge kan ophøre på grund af varighedsbegrænsningen, jf. §§ 24 og 27.

Jeg klager over afgørelsen og beder samtidig om, at min klage skal sendes direkte videre til staten hvis kommunen afviser min klage. Kommunen er selvfølgelig enig med sig selv og min klage bliver sendt videre til staten. Der går næsten ½ år før der kommer en afgørelse. Staten gav mig ret og underkendte kommunens afgørelse. Sagsbehandlingen havde været mangelfuld og jeg har derfor stadig ret til sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.

Jeg må selv kontakte kommunen og bede om at få en samtale med min sagsbehandler. Jeg møder sagsbehandler nr. 2. Hun virker i starten som om hun gerne vil hjælpe mig. Jeg har på det tidspunkt diagnosen borderline og skal i gang med DAT behandling. Jeg søger om revalidering til en kortvarig uddannelse og det bliver bevilliget. Jeg starter behandlingen imens jeg venter på svar, om jeg er blevet optaget på uddannelsen. Jeg får afslag, men får samtidig at vide fra tidligere elever, at det er normalt at skulle søge mere end en gang. Kommunen tager derefter sagen op igen.

Det næste år går jeg i behandling og venter på kommunens svar. Kommunen trækker min revalidering tilbage og jeg får ikke lov til at søge igen. Jeg får beskeden, at jeg nu har 4 uger til at finde ud af hvad jeg vil med resten af mit liv. Jeg går i panik og i desperation vælger jeg at bygge videre på min læreruddannelse. Det er da i det mindste bedre end at blive smidt ud af systemet uden at få nogen hjælp.

Der går ikke ret lang tid. Så får jeg beskeden om, at kommunen vurderer, at jeg er for syg til revalidering. Jeg bliver vred og reagerer kraftigt på beskeden. Sagsbehandler nr. 2 (som er nyuddannet, og måske endog slet ikke færdig uddannet) informerer mig om at, de i gruppen vil diskutere min sag og, at det nok ender med, at jeg ryger ud af systemet. Jeg siger til hende, at jeg synes det er en underlig sagsbehandling og at jeg helt klart vil klage over afgørelsen igen hvis de smider mig ud. Hun siger, at hun bestemt synes jeg bør klage.

Det næste jeg hører fra kommunen er da et brev dumper ind ad brevsprækken. Jeg skal møde op til samtale hos sagsbehandler nr. 3. Min sag (ankesag) er pludselig blevet udliciteret til et firma som skal viderebehandle den. Jeg når at have to samtaler med den nye sagsbehandler, så hører jeg ikke noget i lang tid. Det næste jeg hører fra “firmaet” er, at jeg skal møde op til en samtale hos sagsbehandler nr. 4. Vi er efterhånden kommet ind i år 2009. Jeg har nogle samtaler med sagsbehandler nr. 4, jeg udfylder min ressource profil og overvejer min fremtid. Under min sidste samtale med sagsbehandler nr. 4 aftaler vi, at jeg skal i arbejdsprøvning som er en del af arbejdsevnemetoden beskrevet i Lov om Sygedagpenge § 24.

I løbet af den tid jeg har kæmpet for at finde ud af hvad der var i vejen med mig og samtidig kæmpet for at få kommunen til at høre mig og hjælpe mig har jeg nogle store nedture. Det medfører at jeg tyr til selvmedicinering. Jeg stopper selvmedicineringen da jeg starter i DAT behandling, men har nogle tilbagefald et par gange efter når jeg har været psykisk ude af balance.

Det sker sidste gang i slutningen af maj 2009. Jeg er vred på mig selv og forstår ikke hvorfor jeg ikke har mere kontrol over mig selv. Jeg søger derfor hjælp.

Jeg tror det var skæbnen der førte mig hen til hjælpen som er et Rådgivnings Center. Jeg var til flere samtaler hvor jeg fortalte om hele mit forløb med det kommunale system, om alle de behandlere jeg havde været hos, om mine diagnoser, den behandling jeg havde fået, samt hvilken medicin jeg fik og om hele mit forløb med selvmedicinering. Jeg fortalte om hvor fortvivlet jeg var, fordi jeg ikke kunne styre mine impulser. Min manglende impulskontrol var kun en af brikkerne i puslespillet. Jeg fortalte hele min livshistorie og begyndte at gå til samtaler hos en fast kontaktperson. Efter nogle uger siger hun, at hun og gruppen mener, at jeg har ADHD. På det tidspunkt ved jeg ikke noget om ADHD. Jeg får anbefalet nogle bøger og begynder at få medicin for ADHD (Ritalin).

Jeg læser alt hvad jeg kan finde om ADHD, især når det handler om voksne. Jo mere viden jeg får des flere brikker falder der på plads for mig. Samtidig begynder medicinen at virke. Jeg kan pludselig koncentrere mig i længere tid af gangen. Jeg kan sidde stille i lang tid, hvor jeg før i tiden altid har siddet uroligt og skulle skifte stilling lige så ofte som andre blinker. Medicinen har nogle fordele, men man skal ikke tro, at man får et nyt liv af Ritalin alene. Jeg er en voksen kvinde som har måttet kæmpe det meste af mit liv. Jeg har en stærk retfærdighedssans og stor mistro overfor autoriteter. Min personlighed blev dannet og cementeret for mange år siden. Ritalin kan ikke ændre på min grundlæggende personlighed.

Men nu ved jeg i det mindste at jeg har ADHD. Jeg har et handicap som medfører en funktionsnedsættelse pga. den måde samfundet er indrettet på.

Voksne med ADHD kan på grund af deres funktionsnedsættelse have krav på handicapkompensation. Kompensationsprincippet er et grundlæggende princip i dansk handicappolitik, som betyder at samfundet tilbyder mennesker med en funktionsnedsættelse forskellige former for hjælp, der skal være med til at udligne konsekvenserne af deres funktionsnedsættelse. Voksne med ADHD vil ofte have brug for kompensation for at sikre, at de kan få en uddannelse og et arbejde på lige fod med andre. Fordi man ikke kan se på den voksne med ADHD, at de har en funktionsnedsættelse, er det meget vigtigt, at den kommunale sagsbehandler har kendskab til ADHD hos voksne. Nogle af de problemer, voksne med ADHD har, er problemer, som de fleste kender til, bare i langt mindre grad. Hvis den kommunale sagsbehandler ikke har viden om ADHD, kan det føre til, at sagsbehandleren opfatter den voksnes problemer som et udslag af dovenskab eller mangel på samarbejdsvilje og ikke forstår, at problemerne har bund i de vanskeligheder, som ADHD giver. Det kan betyde, at sagsbehandleren enten slet ikke er opmærksom på, at der er et behov for handicapkompensation, eller at der måske iværksættes hjælp, der i bedste fald ikke har nogen effekt og i værste fald giver den voksne for nederlag.

I slutningen af september 2009, fik jeg igen brev fra kommunen. Jeg blev indkaldt til samtale hos min nye sagsbehandler. Lad os bare kalde hende sagsbehandler nr. 5. Inden samtalen sendte jeg hende nogle artikler om voksne med ADHD og forklarede at jeg havde fået diagnosen og derfor ville være sikker på at blive hørt og forstået denne gang. Jeg kommer til samtalen og det viser sig faktisk at sagsbehandler nr. 5 ved noget om ADHD hos voksne. Hun har haft en anden voksen borger med ADHD og har derfor været på kurser og lært noget om det. Det er faktisk et tilfælde, for på daværende tidspunkt vidste sygedagpenge afdelingen ikke at jeg havde fået diagnosen.

Vi diskuterede min fremtid og jeg blev som altid emotionel og græd, fordi jeg skulle fortælle min historie for hundrede tusinde gang. Det er vel ikke så underligt når man tænker på alt hvad jeg har været igennem. Sagsbehandler nr.5 ville gerne have mig udredt hos en uvildig psykiater. Hun spurgte mig om jeg mon nu også var klar til den arbejdsprøvning som jeg havde bedt om. Det var ganske forståeligt, for hun reagerede på min spontane gråd fordi hun ikke kendte mig.

Jeg kommer let til at græde når jeg tænker eller taler om noget der berører mig dybt. Jeg er altid den der græder højst og i længst tid til en begravelse, også selv om det er en person jeg slet ikke kender der ligger i kisten. Det er stemningen der smitter af på mig. I vores samfund er vi ikke vant til den slags intense følelses udbrud og folk bliver derfor forskrækkede når jeg begynder at græde. Eller de fortolker min gråd subjektivt, ligesom sagsbehandler nr. 5 gjorde.

Jeg skulle gennem en større operation et par dage efter samtalen så vi blev enige om, at jeg ville få nogle uger til at komme mig efter operationen, derefter skulle jeg udredes hos en uvildig psykiater og så burde jeg være klar til arbejdsprøvning.

Lige nu er vi i slutningen af november 2009. Jeg har været til udredning hos en psykiater som er ekspert i de forskellige typer ADHD og hvordan de skal behandles. Efter at have svaret på spørgsmål i næsten 2 timer (som fløj af sted) konkluderede han, at der ikke er nogen tvivl om, at jeg har ADHD. Jeg fik end dog at vide, at jeg er den klassiske intelligente ADHD type. Han sagde også at jeg samtidig har fået en personlighedsforstyrrelse, nemlig EUP, som er en emotionel ustabil personlighedsstruktur. Han slog samtidig fast at jeg absolut ikke var af borderline typen. Han var meget positiv og imødekommende. Det var befriende at opleve en behandler i “systemet” som kunne forstå mig og ikke dømte mig.

Han sagde, at jeg skulle have en ADHD coach og gå til samtaler hos ham (psykiateren). Det ville han meddele kommunen. Jeg har endnu ikke hørt noget fra sagsbehandler nr.5, men med hjælp fra min engel på Rådgivnings Centeret er jeg gået i gang med at søge om at få en kontaktperson som kommunen tildeler mig. En person som kan hjælpe mig med de dagligdags ting som ofte føles uoverskuelige for mig og andre med ADHD. At strukturere alle de trivielle opgaver som de fleste bare udfører uden at tænke nærmere over det.

I mellemtiden håber jeg, at sagsbehandler nr. 5 ikke blot er blevet tildelt mig af kommunen, men af en højere magt, fordi jeg har været sej og har kæmpet til det sidste uden at give op. Og fordi det vist nok snart er min tur til at få en succes oplevelse.