I formiddags fik jeg følgende brev:

“Afslag på ansøgning om socialpædagogisk støtte i henhold til Servicelovens § 85. Din ansøgning om socialpædagogisk støtte i eget hjem har været behandlet på visitationsmøde d. 1.3.2010. Der er truffet følgende afgørelse:
På baggrund af oplysninger om funktionsevne og diagnose, gives der afslag på støtte i eget hjem, idet det vurderes, at det beskrevne behov ikke kan dækkes, ved støtte i henhold til Servicelovens § 85.

Du henvises til at søge om hjælp til dine problemer hos egen læge.

Denne afgørelse kan indbringes for Det Sociale Nævn. Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen sendes til XXX, inden 4 uger fra modtagelsen af dette brev.

Visitationsteamet vil herefter vurdere din ansøgning igen, og du vil få skriftlig besked om, hvorvidt afslaget fastholdes eller ændres.
Hvis afslaget fastholdes, sendes sagen efterfølgende herfra til Det Sociale Nævn.

Venlig hilsen…”

Nå for søren, mit handicap/ADHD = mine problemer, som Kommunen ikke vil hjælpe mig med. Jeg må gå til lægen med mine problemer (læs ADHD)

Da jeg læste brevet blev jeg overvældet af afmagt og tristhed. Uanset hvad og hvor meget jeg beder om at få hjælp til at kunne klare mig på lige fod med alle andre, på trods af mit handicap, bliver jeg afvist og mistænkeliggjort.

Jeg havde brug for at tale med én som kunne forstå hvordan jeg har det og ringede til en pige i Århus som også har ADHD. Vi havde en meget lang og god samtale. Jeg begyndte at græde, men efter 10 minutter gik følelsen over og min uudslukkelige ADHD-gnist tændte igen. Pludselig var det klart og tydeligt for mig.

Jeg er færdig med at spilde min tid på at prøve at få den hjælp som jeg har krav på i kommunen.

Det kommunale system suger livsenergien ud af mig og i sidste ende får jeg alligevel afslag.

Min stedfar havde et motto: “Tag røven på samfundet før det tager røven på dig”.

Desværre har jeg langt om længe indset, at han nok havde ret.

Jeg ved selv hvor frustrerende mødet med det offentlige er. Følelsen af, at blive mistænkeliggjort og ikke få den hjælp man har behov for og krav på.

Der er ingen tvivl om, at jeg ligger langt fra den dårligst fungerende gruppe i det sociale system. Alligevel oplever jeg konstant en følelse af afmagt og irritation når jeg henvender mig til kommunen for at få hjælp.

Derfor er jeg langt fra overrasket over, at høre om mordet på den stakkels socialrådgiver. Faktisk undrer det mig, at det ikke sker oftere.

Den forfærdelige begivenhed, som jeg naturligvis tager afstand fra, er et symptom på et forkrøblet velfærdssamfund som ikke eksisterer. Vi har ikke noget velfærdssamfund, det er en myte. Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Life is pain, get use to it!

Tænk hvis medierne gad at skrive sandheden. Roden til problemet/forbrydelsen, nemlig, at de aller svageste i samfundet ikke får den hjælp de har behov for og krav på.

Når man ligger ned og skraber bunden og intet har at miste, er det her man gør uovervejede ting.

Lad os sætte fokus på problemet nemlig vores nuværende regering som sparer velfærdsstaten væk, giver skattelettelser til de rige og til sig selv.

Sæt kryds ved FADBAMSEMINISTEREN  og få råd til ekstra bøffer og rødvin, bagefter kan lave en profil på Facebook hvor du samler ind til en katastrofe i de varme lande og have god samvittighed over at have gjort en god gerning.

Jeg har derfor lavet en vigtig huskeliste som jeg bruger når jeg har kontakt med nogen fra kommunen.

1. Skriftlighed er vigtigt. Hvis jeg skal søge om noget tager jeg en kopi af min ansøgning. Møder personligt op og får stemplet kopien med dags dato. På den måde har jeg kvittering.

2. Jeg beder om, at få sagsbehandlingstiden oplyst. I følge loven har alle kommuner pligt til, at fastsætte generelle sagsbehandlingstider for de forskellige forvaltninger (afdelinger). Hvis man er så uheldig, at få fat i en kommunal ansat som ikke kender sagsbehandlingstiden, skal man insistere på, at han eller hun undersøger det og vender tilbage med denne oplysning indenfor meget kort tid.

3. Hvis sagsbehandlingstiden overskrides, skal kommunen informere om dette skriftligt. Det gør de bare ikke. Det er derfor en god idé, allerede i første brev, at bede om at få oplyst, skriftligt hvis sagsbehandlingstiden overskrides.

4. På et tidspunkt får man enten det man har bedt om/søgt om eller man får et brev hvor kommunen skriver, at de vurderer, at man ikke er berettiget til det man har søgt om. Dette brev er et partshøringsbrev. Det vil sige, at man som borger har mulighed for at tilføje yderligere oplysninger og kommunen skal efterfølgende inddrage disse oplysninger i deres vurdering. Derfor skal kommunen vedlægge de oplysninger som ligger til grund for deres vurdering.

Det gør de ikke altid og derfor sender man dem et brev hvor man beder om, at få de oplysninger der ligger til grund for deres vurdering. Man skriver samtidig, at man forudsætter, at partshøringsfristen, som er på 10 dage, ikke træder i kraft før man har modtaget de oplysninger der ligger til grund for vurderingen.

5. Til sidst beder man om, i tilfælde af afslag, at få en skriftlig begrundelse og klagevejledning.

Jeg er først for nyligt selv blevet klar over, at man ikke skal tage alt hvad kommunen siger for givet. Men som voksen med ADHD har det altid virket uoverskueligt for mig, at tage kampen op. Faktisk har jeg ikke engang kunnet overskue at få udfyldt et ansøgningsskema og få det sendt afsted.

Derfor har jeg nu oprettet en mappe for hver gang jeg har søgt noget hos kommunen. På den måde kan jeg kopiere forløbet hvis jeg igen får brug for at søge efter samme paragraf.

Jeg vil også meget gerne hjælpe andre med ADHD som ikke kan finde rundt i den kommunale jungle af regler og love.

Loven gælder for alle også for kommunerne. Desværre er det sjældent, at en person med ADHD kan gennemskue om kommunen nu også overholder loven. Derfor er det ofte, at vi ikke får den hjælp vi har behov for og krav på.

Skriv til mig hvis du har brug for hjælp til at formulere en ansøgning eller et brev til din kommune. Du er også velkommen til at skrive, hvis du har brug for vejledning i hvilke rettigheder du har fx. ifht. sygedagpenge, fleksjob mv.

Du er også velkommen til at skrive, hvis du selv kan/vil hjælpe andre.

Nedenstående er fundet på  Center for ligebehandling af handicappedes hjemmeside

Vigtig læsning for voksne med ADHD fordi det offentlige ikke ved ret meget om ADHD hos voksne og derfor ikke automatisk tilbyder den hjælp vi har krav på.

Retssikkerhedsbegrebet handler om forholdet mellem borger og myndighed.

Retssikkerhed betyder, at borgerne skal sikres en retfærdig behandling, når de bliver direkte berørt af offentlige myndigheders afgørelser. Sagsbehandlingen skal være åben og gennemskuelig, og borgere skal have mulighed for at forudsige deres retsstilling.

Retssikkerhed betyder også, at borgerne sikres mod, at offentlige myndigheder griber unødigt ind i hans eller hendes personlige integritet.

Retssikkerhed indebærer, at der føres en ordentlig kontrol med de myndigheder, der træffer afgørelser i relation til borgerne, for eksempel ved at sikre et effektivt klagesystem.

Ved at stille særlige krav til myndighedernes sagsbehandling styrkes sikkerheden for, at der træffes rigtige afgørelser

Retssikkerhed og borgere med funktionsnedsættelse

Problemer med retssikkerheden rammer naturligvis alle samfundets borgere. Borgere med funktionsnedsættelse risikerer dog at blive ramt ekstra hårdt.

Mennesker med funktionsnedsættelse er ofte afhængige af hjælp fra det sociale system, for eksempel en handicaphjælper, hjælpemidler og handicapbil. Hjælpen fra det sociale system afhjælper og begrænser konsekvenserne af funktionsnedsættelsen mest muligt. Hjælpen opfylder således det grundlæggende handicappolitiske princip om, at borgere med funktionsnedsættelse skal kompenseres for deres handicap, så de kan få et så lige udgangspunkt med ikke-handicappede medborgere som overhovedet muligt.

Borgere med funktionsnedsættelse er altså i mange tilfælde afhængige af, at det sociale system fungerer gnidningsfrit for at opnå ligebehandling.

Reglerne bruges ikke systematisk

En undersøgelse gennemført af Socialministeriet vedrørende retssikkerhedslovens § 4 viser dog, at kommunerne ikke bruger sagsbehandlingsreglerne i retssikkerhedsloven systematisk. Der er ikke nok opmærksomhed på sagsbehandlingsreglerne, og derfor inddrager sagsbehandlerne borgerne, når de synes, det er ”hensigtsmæssigt”.

En undersøgelse om voksne med ADHD og deres oplevelse af mødet med systemet lavet af CLH i 2005 tegner også et billede af, at i hvert fald nogle borgere med funktionsnedsættelse mangler oplevelsen af at blive inddraget i sagsbehandlingen. De fleste af undersøgelsens deltagere har nemlig en generel oplevelse af, at der ikke blev lyttet til den viden og de holdninger, de selv har om egne behov.

Dårlig rådgivning og vejledning

Det fremgår af forvaltningsloven, at en forvaltningsmyndighed skal yde vejledning og bistand til personer, der henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. I serviceloven pålægges kommunen mange steder at yde rådgivning til borgere, der henvender sig om hjælp. Det fremgår også af retssikkerhedsloven, at kommunerne skal yde rådgivning og vejledning.

Desværre er det langt fra alle borgere, der oplever, at de har fået den rådgivning og den vejledning, de har behov for.

Manglende information

En undersøgelse lavet af CLH i 2004 blandt forældre til børn med funktionsnedsættelse på døgninstitution viste for eksempel, at hovedparten (85%) af de forældre, der medvirkede i undersøgelsen, ikke mente, at de havde fået vejledning om, hvilke muligheder de har for at søge om støtte til handicapkompenserende ydelser i forbindelse med, at deres barn flyttede på institution.

Retssikkerhedsloven

Det centrale i retssikkerhedsbegrebet er relationen mellem borger og myndighed. På det sociale område opstilles der i Retssikkerhedsloven (RSL) en række regler for, hvordan myndighederne skal behandle en konkret sag i forhold til en borger. En af retssikkerhedslovens erklærede formål er at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager.

Forvaltningsloven

Forvaltningsloven (FVL), som gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, indeholder blandt andet regler om inhabilitet, vejledning, repræsentation, partens aktindsigt, partshøring, begrundelse, klagevejledning og tavshedspligt med videre.

Serviceloven

Også serviceloven (SEL) indeholder sagsbehandlingsregler. I serviceloven pålægges kommunen og amtskommunen endvidere flere steder en specifik rådgivningsforpligtelse.

Nogle væsentlige retssikkerhedsgarantier er:

* Vejledning og rådgivning (FVL § 7, RSL § 5, SEL § 1, § 3, § 5, § 34 og §§ 68-69)
* Medinddragelse (RSL § 1 og § 4, SEL § 112)
* Partshøring (FVL §§ 19-21)
* Frister for sagsbehandling (RSL § 3, stk. 2)
* Skriftlighed (FVL § 23)
* Begrundelser (FVL §§ 22-24)
* Klagevejledning (FVL §§ 25-26)
* Helhed (RSL § 5)
* Hurtighed (RSL § 3)

Medinddragelse

Retssikkerhedslovens formål er blandt andet at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager. Borgerne skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af deres sag. Derfor har kommunerne pligt til at tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgerne kan udnytte denne mulighed. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 4.Læs mere om

• Rådgivning og vejledning på Socialministeriets hjemmeside

• Pjecen ”Kend spillereglerne” giver svar på spørgsmål om sagsbehandling – fra De Samvirkende Invalideorganisationer (nu Danske Handicaporganisationer)

Lovgivningsmæssigt skal sagsbehandlingsregler sikre et godt møde mellem borger og forvaltning og sikre, at borgeren får den hjælp, han eller hun har krav på.

Ovennævnte beskriver mit møde med det offentlige system. Den første sagsbehandler jeg fik da jeg blev sygemeldt pga. en svær depression var absolut ikke interesseret i at hjælpe mig. Min oplevelse af hende var, at hun kun var interesseret i statistikker. Dvs. at få mig hurtigt ud af sygedagpengesystemet og over på kontanthjælp, så kommunen kunne spare nogle penge.

På det tidspunkt vidste jeg ikke at jeg havde ADHD, jeg vidste kun, at der var noget galt og hvis jeg ikke snart fandt ud af hvad det var, ville det gå rigtigt galt. Jeg havde haft flere tilbagevendende svære depressioner som invaliderede mig i en sådan grad at jeg ikke kunne længere kunne arbejde som lærer. Jeg blev medicineret og depressionen aftog, men der var stadig noget der ikke var som det skulle være. Depressionerne var kun følgevirkninger af det egentlige problem.

Jeg bor alene, har ingen børn, mand eller ret meget familie. Jeg var altså overladt til mig selv. Min daværende læge mente, at jeg bare havde en livskrise og at et nyt job og lidt antidepressiva ville løse alle mine problemer. Jeg gik samtidig hos en psykiater. Han havde kun fokus på min depression. Han blev nærmest irriteret da jeg hentydede, at det ikke var depressionen der var det primære problem. Han gik modvilligt med til at teste mig for andre lidelser. Det endte med, at jeg fik at vide, at jeg havde forskellige personlighedsforstyrrelser og hvis jeg ville vide mere om det måtte jeg gå hjem og læse om det på nettet. Jeg var dybt rystet og spurgte om jeg kunne blive helbredt. Han svarede, måske men det vil tage mange, mange år og meget intensiv terapi. Han kom desuden med en bemærkning om, at jeg nok burde tage i kloster fordi jeg er så sensitiv overfor andre mennesker og hælder lidt til at være dyssocial.

Jeg får en krise. Det er meget ubehageligt at blive stemplet på den måde og samtidig ikke at have nogen til at støtte og hjælpe sig. Jeg begynder at søge på nettet og finder et site der hedder Depnet. Her er forskellige fora hvor jeg kan få kontakt med andre, som har tilsvarende problemer. På Depnet taler jeg med én som fortæller, at der er noget der hedder dialektisk adfærdsterapi (DAT) for personer med EUP borderline. Jeg kontakter min læge og beder ham finde nærmeste sted hvor denne behandling tilbydes og jeg får en henvisning til Rigshospitalet. De er ikke meget for at lukke mig ind. De har meget travlt med at understrege, at jeg bor på i en anden kommune og at Rigshospitalet er i København. Jeg indretter mig og siger de ting de gerne vil høre og får derved lov til at deltage i gruppeterapien hvor vi lærer forskellige færdigheder.

Jeg har en del konflikter med den psykolog som jeg samtidig går til individuelle samtaler hos. Kemien er dårlig og jeg føler hun dømmer mig. Da jeg har deltaget i behandlingsforløbet 1 år tilbyder de mig at fortsætte et ekstra modul, men for at bevare min selvrespekt vælger jeg at takke nej.

Tilbage til sagsbehandler nr. 1. Hun gør intet for at hjælpe mig. Det virker faktisk som om, at hun slet ikke tror der er noget i vejen med mig. Det ender da også med, at jeg bliver kaldt ind til en samtale lige efter psykiateren har testet mig og diagnosticeret mig med en personlighedsforstyrrelse. Jeg får at vide at jeg ikke længere hører til i sygedagpenge afdelingen og at de stopper udbetalingerne fra dags dato. Sagsbehandler nr. 1 fortæller mig hvor kontanthjælpskontoret er hvis jeg har brug for økonomisk hjælp. Jeg siger til sagsbehandler Nr.1, at jeg ikke kan forstå hvordan jeg bare kan blive smidt ud af systemet. Hun siger, at på grund af min diagnose, ser det ikke ud til at jeg vil komme i arbejde foreløbig, der skal en længerevarende behandling til, derfor hører jeg ikke til i sygedagpengeafdelingen længere.

Sagsbehandler nr. 1 er ikke min medspiller, hun er klart min modspiller. Der er ingen vejledning om, hvilke rettigheder, pligter og muligheder jeg har efter lovgivningen.

Jeg er lige ved at give op, da en person viser mig nogle artikler om andre i samme situation som mig. Det viser sig, at:

ifølge Lov om sygedagpenge §28, skal kommunen anvende arbejdsevnemetoden i form af beskrivelse, udvikling og vurdering af en persons arbejdsevne med henblik på at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, visitation til fleksjob eller førtidspension, Før udbetalingen af sygedagpenge kan ophøre på grund af varighedsbegrænsningen, jf. §§ 24 og 27.

Jeg klager over afgørelsen og beder samtidig om, at min klage skal sendes direkte videre til staten hvis kommunen afviser min klage. Kommunen er selvfølgelig enig med sig selv og min klage bliver sendt videre til staten. Der går næsten ½ år før der kommer en afgørelse. Staten gav mig ret og underkendte kommunens afgørelse. Sagsbehandlingen havde været mangelfuld og jeg har derfor stadig ret til sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.

Jeg må selv kontakte kommunen og bede om at få en samtale med min sagsbehandler. Jeg møder sagsbehandler nr. 2. Hun virker i starten som om hun gerne vil hjælpe mig. Jeg har på det tidspunkt diagnosen borderline og skal i gang med DAT behandling. Jeg søger om revalidering til en kortvarig uddannelse og det bliver bevilliget. Jeg starter behandlingen imens jeg venter på svar, om jeg er blevet optaget på uddannelsen. Jeg får afslag, men får samtidig at vide fra tidligere elever, at det er normalt at skulle søge mere end en gang. Kommunen tager derefter sagen op igen.

Det næste år går jeg i behandling og venter på kommunens svar. Kommunen trækker min revalidering tilbage og jeg får ikke lov til at søge igen. Jeg får beskeden, at jeg nu har 4 uger til at finde ud af hvad jeg vil med resten af mit liv. Jeg går i panik og i desperation vælger jeg at bygge videre på min læreruddannelse. Det er da i det mindste bedre end at blive smidt ud af systemet uden at få nogen hjælp.

Der går ikke ret lang tid. Så får jeg beskeden om, at kommunen vurderer, at jeg er for syg til revalidering. Jeg bliver vred og reagerer kraftigt på beskeden. Sagsbehandler nr. 2 (som er nyuddannet, og måske endog slet ikke færdig uddannet) informerer mig om at, de i gruppen vil diskutere min sag og, at det nok ender med, at jeg ryger ud af systemet. Jeg siger til hende, at jeg synes det er en underlig sagsbehandling og at jeg helt klart vil klage over afgørelsen igen hvis de smider mig ud. Hun siger, at hun bestemt synes jeg bør klage.

Det næste jeg hører fra kommunen er da et brev dumper ind ad brevsprækken. Jeg skal møde op til samtale hos sagsbehandler nr. 3. Min sag (ankesag) er pludselig blevet udliciteret til et firma som skal viderebehandle den. Jeg når at have to samtaler med den nye sagsbehandler, så hører jeg ikke noget i lang tid. Det næste jeg hører fra “firmaet” er, at jeg skal møde op til en samtale hos sagsbehandler nr. 4. Vi er efterhånden kommet ind i år 2009. Jeg har nogle samtaler med sagsbehandler nr. 4, jeg udfylder min ressource profil og overvejer min fremtid. Under min sidste samtale med sagsbehandler nr. 4 aftaler vi, at jeg skal i arbejdsprøvning som er en del af arbejdsevnemetoden beskrevet i Lov om Sygedagpenge § 24.

I løbet af den tid jeg har kæmpet for at finde ud af hvad der var i vejen med mig og samtidig kæmpet for at få kommunen til at høre mig og hjælpe mig har jeg nogle store nedture. Det medfører at jeg tyr til selvmedicinering. Jeg stopper selvmedicineringen da jeg starter i DAT behandling, men har nogle tilbagefald et par gange efter når jeg har været psykisk ude af balance.

Det sker sidste gang i slutningen af maj 2009. Jeg er vred på mig selv og forstår ikke hvorfor jeg ikke har mere kontrol over mig selv. Jeg søger derfor hjælp.

Jeg tror det var skæbnen der førte mig hen til hjælpen som er et Rådgivnings Center. Jeg var til flere samtaler hvor jeg fortalte om hele mit forløb med det kommunale system, om alle de behandlere jeg havde været hos, om mine diagnoser, den behandling jeg havde fået, samt hvilken medicin jeg fik og om hele mit forløb med selvmedicinering. Jeg fortalte om hvor fortvivlet jeg var, fordi jeg ikke kunne styre mine impulser. Min manglende impulskontrol var kun en af brikkerne i puslespillet. Jeg fortalte hele min livshistorie og begyndte at gå til samtaler hos en fast kontaktperson. Efter nogle uger siger hun, at hun og gruppen mener, at jeg har ADHD. På det tidspunkt ved jeg ikke noget om ADHD. Jeg får anbefalet nogle bøger og begynder at få medicin for ADHD (Ritalin).

Jeg læser alt hvad jeg kan finde om ADHD, især når det handler om voksne. Jo mere viden jeg får des flere brikker falder der på plads for mig. Samtidig begynder medicinen at virke. Jeg kan pludselig koncentrere mig i længere tid af gangen. Jeg kan sidde stille i lang tid, hvor jeg før i tiden altid har siddet uroligt og skulle skifte stilling lige så ofte som andre blinker. Medicinen har nogle fordele, men man skal ikke tro, at man får et nyt liv af Ritalin alene. Jeg er en voksen kvinde som har måttet kæmpe det meste af mit liv. Jeg har en stærk retfærdighedssans og stor mistro overfor autoriteter. Min personlighed blev dannet og cementeret for mange år siden. Ritalin kan ikke ændre på min grundlæggende personlighed.

Men nu ved jeg i det mindste at jeg har ADHD. Jeg har et handicap som medfører en funktionsnedsættelse pga. den måde samfundet er indrettet på.

Voksne med ADHD kan på grund af deres funktionsnedsættelse have krav på handicapkompensation. Kompensationsprincippet er et grundlæggende princip i dansk handicappolitik, som betyder at samfundet tilbyder mennesker med en funktionsnedsættelse forskellige former for hjælp, der skal være med til at udligne konsekvenserne af deres funktionsnedsættelse. Voksne med ADHD vil ofte have brug for kompensation for at sikre, at de kan få en uddannelse og et arbejde på lige fod med andre. Fordi man ikke kan se på den voksne med ADHD, at de har en funktionsnedsættelse, er det meget vigtigt, at den kommunale sagsbehandler har kendskab til ADHD hos voksne. Nogle af de problemer, voksne med ADHD har, er problemer, som de fleste kender til, bare i langt mindre grad. Hvis den kommunale sagsbehandler ikke har viden om ADHD, kan det føre til, at sagsbehandleren opfatter den voksnes problemer som et udslag af dovenskab eller mangel på samarbejdsvilje og ikke forstår, at problemerne har bund i de vanskeligheder, som ADHD giver. Det kan betyde, at sagsbehandleren enten slet ikke er opmærksom på, at der er et behov for handicapkompensation, eller at der måske iværksættes hjælp, der i bedste fald ikke har nogen effekt og i værste fald giver den voksne for nederlag.

I slutningen af september 2009, fik jeg igen brev fra kommunen. Jeg blev indkaldt til samtale hos min nye sagsbehandler. Lad os bare kalde hende sagsbehandler nr. 5. Inden samtalen sendte jeg hende nogle artikler om voksne med ADHD og forklarede at jeg havde fået diagnosen og derfor ville være sikker på at blive hørt og forstået denne gang. Jeg kommer til samtalen og det viser sig faktisk at sagsbehandler nr. 5 ved noget om ADHD hos voksne. Hun har haft en anden voksen borger med ADHD og har derfor været på kurser og lært noget om det. Det er faktisk et tilfælde, for på daværende tidspunkt vidste sygedagpenge afdelingen ikke at jeg havde fået diagnosen.

Vi diskuterede min fremtid og jeg blev som altid emotionel og græd, fordi jeg skulle fortælle min historie for hundrede tusinde gang. Det er vel ikke så underligt når man tænker på alt hvad jeg har været igennem. Sagsbehandler nr.5 ville gerne have mig udredt hos en uvildig psykiater. Hun spurgte mig om jeg mon nu også var klar til den arbejdsprøvning som jeg havde bedt om. Det var ganske forståeligt, for hun reagerede på min spontane gråd fordi hun ikke kendte mig.

Jeg kommer let til at græde når jeg tænker eller taler om noget der berører mig dybt. Jeg er altid den der græder højst og i længst tid til en begravelse, også selv om det er en person jeg slet ikke kender der ligger i kisten. Det er stemningen der smitter af på mig. I vores samfund er vi ikke vant til den slags intense følelses udbrud og folk bliver derfor forskrækkede når jeg begynder at græde. Eller de fortolker min gråd subjektivt, ligesom sagsbehandler nr. 5 gjorde.

Jeg skulle gennem en større operation et par dage efter samtalen så vi blev enige om, at jeg ville få nogle uger til at komme mig efter operationen, derefter skulle jeg udredes hos en uvildig psykiater og så burde jeg være klar til arbejdsprøvning.

Lige nu er vi i slutningen af november 2009. Jeg har været til udredning hos en psykiater som er ekspert i de forskellige typer ADHD og hvordan de skal behandles. Efter at have svaret på spørgsmål i næsten 2 timer (som fløj af sted) konkluderede han, at der ikke er nogen tvivl om, at jeg har ADHD. Jeg fik end dog at vide, at jeg er den klassiske intelligente ADHD type. Han sagde også at jeg samtidig har fået en personlighedsforstyrrelse, nemlig EUP, som er en emotionel ustabil personlighedsstruktur. Han slog samtidig fast at jeg absolut ikke var af borderline typen. Han var meget positiv og imødekommende. Det var befriende at opleve en behandler i “systemet” som kunne forstå mig og ikke dømte mig.

Han sagde, at jeg skulle have en ADHD coach og gå til samtaler hos ham (psykiateren). Det ville han meddele kommunen. Jeg har endnu ikke hørt noget fra sagsbehandler nr.5, men med hjælp fra min engel på Rådgivnings Centeret er jeg gået i gang med at søge om at få en kontaktperson som kommunen tildeler mig. En person som kan hjælpe mig med de dagligdags ting som ofte føles uoverskuelige for mig og andre med ADHD. At strukturere alle de trivielle opgaver som de fleste bare udfører uden at tænke nærmere over det.

I mellemtiden håber jeg, at sagsbehandler nr. 5 ikke blot er blevet tildelt mig af kommunen, men af en højere magt, fordi jeg har været sej og har kæmpet til det sidste uden at give op. Og fordi det vist nok snart er min tur til at få en succes oplevelse.

Denne blog skal fortælle om hvordan det er at kæmpe mod en usynlig fjende hele tiden. Et usynligt handicap. Hvilke glæder og sorger der har været undervejs. En vejviser til hvordan man kan få hjælp. Hvilke rettigheder man har som borger med en funktionsnedsættelse.