Jeg har så mange ufærdige projekter kørende i øjeblikket at jeg ikke kunne beslutte mig for hvor jeg skulle starte. Selvfølgelig valgte jeg  at starte med et af de projekter jeg ikke selv er herre over.

Det er ved at være 2 uger siden, jeg var til PDA gennemgang hos Center For Syn Og Kommunikation, og de har stadig ikke sendt min ansøgning om valg af PDA til kommunen. Jeg prøvede at kontakte den ansvarlige igen, men hun tog ikke sin telefon. Derefter ringede jeg til hendes chef, for at få oplyst den generelle sagsbehandlingstid for den slags sager. Jeg fik en sludder for en sladder om systemer der var nede osv. osv.

Da jeg havde fået det ud af verden var jeg endnu mere irriteret. Jeg gik ud i køkkenet og satte Enia på iPod Hi Fi´et, fandt sandpapir, spartel og spartelmasse frem og gik i gang med at ordne fodpaneler og andre småting jeg havde udskud i alt for lang tid.

Det er ufatteligt befriende at glemme alt og bare fordybe sig i et “gør det selv”  projekt. Efter et stykke tid var jeg ikke stresset og irritabel mere, jeg var et med spartelmassen. Ikke noget med at sjuske og få det overstået i en fart. Langsomme bevægelser og lige så mange gentagelser som var nødvendigt før resultatet blev perfekt og lige som jeg ville have det. Jeg tog fingre og hænder i brug der hvor det var nødvendigt.

Imens jeg lå på køkkengulvet, med hænderne smurt ind i spartelmasse og lyttede til Enia, tænkte jeg, at det er min måde at meditere på.

Nogen mediterer ved at sidde i skrædderstilling med lukkede øjne, andre ligger på en sømmåtte, men jeg mediterer og slapper af når jeg laver praktiske, håndværksmæssige opgaver i min lejlighed.

Egentlig handler meditation vel også bare om opmærksomt nærvær. At være 100% til stede i det man er i gang med.

Så hvis du en dag møder en eller anden irriterende type, der spørger dig hvorfor du ikke kan være i din egen krop, fordi du ikke kan sidde musestille på en stol med lukkede øjne, men hellere vil løbe, skrige, spartle eller noget andet. Så spørg hende, om hun har brug for hjælp, til at få det kosteskaft ud, som hun åbenbart har siddende bagi.

Før i tiden kunne den slags ikke lade sig gøre. Jeg ville blive meget hurtigt stresset af de mange mennesker, indebrændt over andre menneskers uhøflighed og det er ofte sket at jeg har forladt min plads i køen og gået ud af butikken fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at stå i kø og vente. Især ikke hvis jeg kommer til at fokusere på hvor langsom ekspedienten er og at der måske kun er en kasse åben. Da jeg gik i gruppeterapi på Riget, hvor vi lærte personlig færdighedstræning, Lærte jeg nogle “hold ud” teknikker.

Det var strategier for at komme igennem kriser. Jeg skulle opøve evnen til at udholde smertefulde hændelser og følelser, når jeg ikke kunne forbedre situationen med det samme, fx når jeg stod i kø i Netto.
Jeg lærte skam også at distrahere mig selv. Jeg er begyndt at læse ugebladene der står ved kassen når jeg står i kø. På den måde er jeg underholdt indtil det bliver min tur.

Jeg har også prøvet at være bevidst om at smile til ekspedienten. Det har også virket nogle gange. Sagen er, at jeg hver gang skulle være bevidst om at gøre en særlig indsats for at undgå en ubehagelig situation. Jeg kunne altid mærke irritationen lige så stille glide ned langs min hals. Jeg begyndte at spænde i kæberne og nakkemusklerne og trække skuldrene op. At tage et ugeblad og læse det imens jeg ventede, virkede for mig som når et barn stikker fingene i ørerne og synger naa naa naa naaaa naa for at undgå at høre et eller andet.

I denne uge har jeg ikke haft brug for teknikker og strategier, jeg har bare haft overskudet til at gøre tingene uden ubehag.

Jeg lejede en bil i fredags så jeg kunne komme i Ikea og Silvan og købe alt det jeg skulle bruge uden at skulle bekymre mig om hjemtransport. Jeg havde lejet bilen hos  “Lej et lig” og det var lige hvad det var, et gammelt lig. En gammel bulet Fiat Punto uden servostyring eller centrallås, men den kunne køre og det var det vigtigste. Det var faktisk ret skønt at køre i bil igen. Jeg måtte sælge min bil sidste år fordi jeg ikke havde råd til at have den længre. Der er en stor frihed i at have bil og slippe for offentlige transportmidler, men med den frihed følger lige så mange udgifter og stress over buler og ridser især hvis det er en ny bil.
Jeg var faktisk i Ikea hele to gange og begge gange var der masser af mennesker. Ikke noget problem, jeg klarede det uden kriser. Lørdag var jeg både i Ikea og Silvan og til slut lige et smut i Netto inden jeg kørte hjem uden spændte kæber og indebrændthed.

I dag søndag var jeg oppe kl. 07.00. Jeg skulle aflevere bilen senest kl 08.00 her til morgen. Jeg afleverede den på Islands Brygge og tog metroen hjem. På hjemvejen lige inden mit sidste stop kan jeg se min ejendom. Jeg lagde mærke til, at der var lys på anden sal. Her bor en meget sød, intelligent og hjælpsom kvinde med sin søn. Hun har ofte gjort mig tjenester og vil aldrig have noget til gengæld. Jeg så derfor mit snit til at overraske dem med frisk morgenbrød fra bageren. Min cykel stod ved metroen og  jeg kørte hen til bageren og købte morgenmad til underboerne og mig selv. Det er en skøn fornemmelse at gøre sådan en lille ting for nogen uden særlig grund. Især når det er en person som altid er klar til at hjælpe mig selvom vi ikke er veninder. Det er dejligt og betryggende at have en god nabo, det sætter jeg stor pris på.

Det har været en ekseptionel, overskudsagtig uge på mange måder. Jeg håber, det ikke bare er et tilfælde, men et skridt i den rigtige retning mod et nyt og bedre liv.

Lige nu er vi kun 2 kunder hos frisøren. Det er første gang jeg har oplevet det – det er skønt. Ingen larm og ingen stress – just the way I like it.

Så er der en kop kaffe på vej og jeg tror faktisk jeg ender med at blive tilfreds med min hårfarve i dag. Nogle gange er livet lige til at holde ud.