Russell Barkley (RB) skriver, at jo flere spørgsmål du kan svare ja til, des større er sandsynligheden for, at du har ADHD.

ADHD kan få folk til at bruge en hel månedsløn, årsopsparing eller næste termins betaling på noget de har lyst til her og nu. Det er som om det er helt uimodståeligt. ADHD kan få folk til at sige og gøre alt muligt som de senere fortryder.

Mange vil sige, men jeg kan umuligt have ADHD for jeg er ikke hyperaktiv. Min bror (eller søster, nevø, barndomsven, klassekammerat) havde ADHD og var konstant rastløs, hyperaktiv og altid i centrum på en pinlig måde. Sådan er jeg ikke.

Man behøver ikke være hyperaktiv for at have ADHD.

Én af de ting man er begyndt at forstå omkring voksen ADHD er, at hyperaktiviteten ses mere hos børn der har lidelsen, men som årene går og barnet bliver ældre aftager det mere og mere. Ofte er det eneste der er tilbage af rastløsheden en følelse af rastløshed og et behov for hele tiden at være i gang med et eller andet.

Kort og godt, hvis du har en mistanke om, at du evt. har ADHD så få det undersøgt, der er hjælp at hente.

Hvor længe har du haft problemer?

Hvis du kun har haft symptomerne i en kortere periode er sandsynligheden for at du har ADHD lille.

98 % af alle dem der blev diagnosticeret med ADHD på steder hvor RB er tilknyttet, havde symptomer før de fyldte 16 år.

Hvis du ikke kan huske om du havde symptomer så spørg nogen der kender dig godt. Dine forældre, bror, søster eller barndomsven.

Man kan sagtens have en høj intelligens og samtidig have ADHD. Men en høj intelligens kan ikke beskytte én mod de vanskeligheder ADHD medfører.

Det er ikke nok med en høj faglig intelligens i forbindelse med familie relationer, sociale relationer, at færdes i trafikken, i forhold til kriminalitet og stofmisbrug, parforhold og ægteskab. Ja faktisk i alle relationer i det hele taget.

Børn og teenagere som RB har fulgt ind i voksenlivet er ofte ikke klar over omfanget af deres egne symptomer eller hvor meget disse symptomer har påvirket deres liv. Det er ikke før 27-32 års alderen, at  voksne med ADHD får den samme opfattelse af sig selv som andre har af dem.

Hvad er dine symptomer?

RB skriver en række symptomer som du kan krydse af hvis de passer på dig. Han understreger dog, at du kun kan få vished om du virkelig har ADHD ved at blive udredt hos en professionel. Checklisten er blot en start.

Hvordan påvirker disse symptomer dit liv?

ADHD er ikke noget du enten har eller ikke har. Det er ikke som graviditet. Det er mere som højde eller intelligens. Man kan have ADHD i svær eller mindre grad. Der er også forskel på hvordan ADHD påvirker i barndommen og i voksenlivet.

Typiske barndoms problemer   

1. Familie stress, konflikt.
2. Dårlige relationer til venner.
3. Få eller ingen nære venskaber.
4. Forstyrrende opførsel i butikker og andre offentlige steder i den grad at du bliver bedt om ikke at komme igen
5. Ringe hensyn til personlig sikkerhed/kommer ofte til skade pga uheld.
6. Langsom udvikling af egenomsorg, at tage vare på sig selv.
7. Forsinket udvikling af personligt ansvar.
8. Klarer sig ikke godt i skolen, eller lever ikke op til sit potentiale.
9. Markant færre år i uddannelssystemet.

Typiske teenage og voksen problemer

1. Nedsat arbejdsevne.
2. Hyppige jobskift.
3. Risikabel, sexuel adfæd/større risiko for teenage graviditet og kønssygdomme.
4. Til fare for andre i trafikken (kører for hurtigt, mange uheld).
5. Vanskeligheder med at klare økonomien (impulskøb, overtræk på kontoen, får ikke betalt af på lån, lille eller ingen opsparing).
6. Problemer i parforhold og ægteskab.
7. Problemet er ikke lige så hyppigt hos voksne.
8. Antisociale aktiviteter (lyver, stjæler, slås) som fører til hyppig kontakt med politi, arrestationer og i endog fængsel, ofte med større risiko for brug og misbrug af stoffer.
9. Generelt mindre sund livsstil (mindre motion, stillesiddende selvunderholdning, som videospil, tv, internet surfing; overspisning eller bulimi, dårlig ernæring; større brug af cigaretter og alkohol) og som konsekvens deraf, større risiko for hjerte kar sygdomme.

Hvis du stadig tror du har ADHD er det nu du bør opsøge din læge og blive henvist til en specialist.

Som så mange andre med ADHD er jeg SÅ nysgerrig når noget fanger min interesse, at jeg studerer emnet indtil jeg nærmest har tilegnet mig en phd. Jeg bruger selvfølgelig stadig mig selv som forsøgskanin og indtil videre går det ret godt. Ikke kun pga nye kost og motions vaner, men også fordi jeg er medicineret og ved hvad det er der er galt med mig så jeg ikke længere skal famle i blinde.

Samtidig følger jeg med i den sidste nye forskning indenfor området og tager det med i mine overvejelser.

I starten af min søgen, fandt jeg en undersøgelse der viste, at mange ADHDére var laktose intolerante, en anden undersøgelse viste, at ADHDére havde gavn af en kost der var fri for stivelse og sukker. En nyere undersøgelse peger på, at ADHDére og Asbergere har nogle fælles gener og at ADHD er en genfejl. Som jeg forstod det, mangler vi nogle gener der skal sørge for at vi kan fordøje visse fødevarer. Når man ikke kan fordøje en fødevare ligger den og gærer i tarmen, tarmen svulmer op, man får luft i maven og på længere sigt opstår “leaky gut syndrom” (små huller i tarmen). Den ufordøjede føde kan ikke optages i kroppen fordi det enzym der skal spalte proteinet ikke bliver produceret pga et manglende gen, eller også er mængden af det producerede enzym for lille og derfor fordøjes al føden ikke.

Når ufordøjede proteiner svømmer rundt i blodbanen går kroppens forsvar i gang. Immunforsvaret bliver skruet op og sat på overarbejde. På længere sigt kan dette medføre autoimmune sygdomme fx Granuloma Annulare, som jeg selv har.

Kort tid inden jeg fik diagnosen ADHD fik jeg at vide, at jeg er laktose intolerant. I mere end 40 år har jeg derfor forgiftet min krop med et produkt som den ikke kunne fordøje og derved skadet mig selv uden at vide det. I øvrigt er det ikke kun mælkeprodukter der indeholder laktose. De fleste piller vi kan købe på apoteket indeholder laktose, fx Concerta og Ritalin tabletter. Den psykiater der udskrev min ADHD medicin syntes det var noget pjat, at jeg kun ville have medicin uden laktose. (Jeg har erfarret, at de “kloge” mennesker ikke lytter til sådan nogle som mig, men senere erfaret at en af de ting jeg fremlagde for hende og som hun forkastede har hun senere taget til sig som sin egen idé).

Udover laktose intolerants er jeg også hypermobil, har dårligt bindevæv og pga det og mange års overtræning har jeg fået slidgigt i knæene.

Da jeg var i Thailand dyrkede jeg thaiboksning i næsten 4 måneder og i slutningen af forløbet begyndte jeg desværre også at løbe træne. Det ville mine knæ ikke være med til og jeg har derfor haltet på det ene ben i 6 måneder.

For ca. 1 måned siden havde jeg rigtigt meget luft i maven og fik ved et tilfælde øje på et pille glas med Bromelin. Bromelin er et proteinspaltende enzym som findes i ananas og kan købes som kosttilskud til fordøjelses problemer.

Jeg snuppede derfor en tablet og 1 time senere havde jeg for første gang i 6 måneder ikke ondt i mit skadede knæ. Nu tager jeg 1 tablet 3 gange dagligt og er smertefri og humper ikke længere. Samtidig har jeg ikke mave problemer længere. Der er faktisk sket noget underligt efter jeg er begyndt at spise bromelin: JEG BLIVER MÆT NÅR JEG HAR SPIST OG JEG SPISER MEGET MINDRE END FØR!

Hmmm ADHD – genfejl – manglende fordøjelses enzym – aldrig ordenligt mæt – overvægt – maveproblemer…

Der sidder sikkert nogen derude som vil rulle med øjnene og ryste på hovedet af min teori, men jeg er overbevist om, at der er en sammenhæng. Gennem hele min barndom har jeg været en rigtig grovæder, det var som om jeg ikke kunne blive rigtigt mæt. Det kan jeg nu.

Jeg undgår så vidt muligt laktose. Samtidig har jeg droppet alle former for brød, ris, kartofler, pasta mm. min eneste stivelsesholdige last er bananer. Elsker bananer. Selvfølgelig sørger jeg for at købe bananer der er lidt grønne. Jo mere gule og modne bananer er des mere sukker indeholder de og jeg skal helst undgå for meget sukker da det stresser min krop.

Min nye tommelfinger regel er, at jeg så vidt muligt kun spiser noget jeg selv har tilberedt og det skal være så lidt tilberedt som muligt. Jeg hopper dog aldrig på raw food bølgen, for jeg elsker kød og det gør min krop også.

De sidste 10 måneder har jeg tabt ca. 25 kg ved hjælp af nye kost og motions vaner samt en mere stressfri dagligdag.

Mine personlige erfaringer er uvidenskabelige og jeg prøver ikke at forkynde mine erfaringer som den eneste sandhed. Men jeg synes det er vigtigt ikke at forkaste kostens betydning for en ADHDér. På mange måder er vi mere sensitive end andre og derfor skal vi passes bedre på. Prøv jer frem uden at blive helt fanatiske ligesom visse helsebogs skribenter.

Vi er alle forskellige og derfor er det ikke det samme der virker på alle.

Her på planeten er der igen der forstår mig, og jeg forstår ikke de indfødte.

Jeg er træt, ulykkelig og vil gerne hjem nu.

So please.. beam me up Scotty, it´s crazy down here!

Jeg stiller spørgsmålstegn ved hvor rummelig folkeskolen egenlig er. De små poder kommer ind i den ene ende og bliver spyttet ud i den anden, uden at være specielt rummelige. Da jeg arbejdede som lærer havde jeg selv nogle gange svært ved at rumme elever der faldt udenfor normalen (udenfor gennemsnittet) og ved at mine kollegaer havde det på samme måde. Der er for mange elever, for meget larm og for lidt tid.

Vi er et samfund hvor personer der er anderledes marginaliseres og ignoreres. Psykiske lidelser er tabu, vi taler ikke om den slags, det er pinligt og væmmeligt. Tænk hvis det smitter.

Det har jeg mærket på egen krop. Jeg reagerer nogle gange voldsomt. Dvs. voldsomt ifht. hvad der er acceptabelt. Når jeg er særligt sårbar eller taler om noget der berører mig dybt kan jeg komme til at græde. Når det er sket har jeg ofte oplevet at folk tager afstand fra mig. Jeg skal ikke gisne om hvad deres bevæggrund er, det eneste jeg kan gøre er, at informere om hvem jeg er, hvorfor jeg som jeg er og at jeg ikke på nogen måde er farlig.

Man er ikke skør eller sindsyg når man har ADHD. Man er født med en hjernefejl som højst sansynligt er arvelig. De forskellige dele af hjernen kommunikerer ikke sammen på samme måde som det ,der i vores samfund betragtes som normalt, man kan sige at dirigenten mangler. En person med ADHD ville passe fint ind i et jæger/samler samfund. Her er det ikke en dyd at sidde på sin flade dagen lang. Man skal bevæge sig og handle hurtigt og instintivt.

En del voksne med ADHD ender med at blive henvist med andre diagnoser såsom affektive lidelser, angsttilstande, personlighedsforstyrrelser mv. Det er bl.a. fordi mange stadig tror, at ADHD forsvinder når man bliver voksen. For lidt viden om ADHD samt komorbiditet (samtidig optræden af to indbyrdes uafhængige lidelser) medfører i mange tilfælde et langt liv med psykisk belastning pga. en ikke anderkendt funktionsnedsættelse.

Der er ingen grund til at dømme den voksne med ADHD, det klarer vi ganske glimrende selv. Voksne med ADHD har ofte en negativ selvopfattelse og ser sig selv som dovne, dumme eller endda sære. Kan det være fordi vi i det danske samfund ikke er rummelige?

Det er lidt ligesom i en tegnefilm hvor man ser en af figurerne blive slået i hovedet, hvorpå sol måne og sjerner danser rundt om hovedet imens øjnene svømmer rundt i hovedet.

Heldigvis kan ingen se det på mig. Eller måske uheldigvis, for det er præcis en af de ting der gør at andre mennesker ikke kan forstå hvordan det er at have ADHD.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg fortsætte kampen med at ændre mit indre eller skal jeg acceptere mig selv som jeg er på godt og ondt?

Livet ville være meget lettere hvis jeg fik forståelse for de ting jeg ikke kan ændre på ved tilværelsen.

Men hvordan skal jeg kunne acceptere mig selv som jeg er når der er en masse kloge fagpersoner der ikke accepterer ADHD. De nægter at det findes.

ADHD er som med mange andre psykiske lidelser en subjektiv lidelse. Der findes ikke én måde at diagnostisere på. Det er vigtigt at få hele patientens livshistorie for at kunne vurdere om det drejer som om AHDH. Den slags uvidenskabelige metoder bryder kloge videnskabsfolk sig ikke om. Derfor vil de ikke acceptere at ADHD er et reelt problem.

I mit liv har jeg været tvunget til at håndtere komplicerede, svære og smertefulde ting. Det er ikke altid lykkes og smerten og ubehaget er gået over i et alvorligere og langt mere invaliderende stadium – det blev til lidelse. Lidelsen udviklede sig til sidst til depression fordi jeg nægtede at acceptere mig selv. Jeg kæmpede for at ændre mit indre og lod samtidig som om jeg var ligesom alle andre så ingen opdagede hvordan jeg kæmpede for at holde ballancen.

Måske kan accept være en vej til at få det bedre.

Med accept mener jeg, at vælge at se, rumme og udholde både den indre og den ydre virkelighed uden at flygte, undvige, forvrænge eller dømme den og at handle konstruktivt ud fra denne virkelighed på en måde, som fører én imod ens egne værdier og mål.

Ordet accept betyder stort set, at godtage noget eller nogen uden forbehold. Begregrebet accept er egentlig en juridisk term, som indebærer, at man godtager noget uden forandringer, en overenskomst eller en kontrakt.

Når nogen ikke accepterer mig, fordi jeg pga. min ADHD snakker for meget, springer for meget i samtalen, virker barnlig, er for impulsiv osv. gør det ondt. Det gør ondt når andre ikke vil godtage én uden forbehold. Det er derfor vigtigt for mig at kunne acceptere den smerte jeg bliver påført når jeg ikke bliver accepteret. Når jeg accepterer at ikke alle kan lide mig og accepterer den smerte det udløser hos mig, er det ikke ensbetydende med, at jeg synes det er rimeligt, retfærdigt eller rigtigt. Jeg ser virkeligheden som den er, uden skyklapper og uden at vurdere den.

Jeg kan øve mig på hvordan jeg vil reagere på virkeligheden og hvordan jeg vil handle. Det kræver MEGET øvelse og virker ikke hver gang. Jeg kan vælge hvordan jeg vil reagere på at få diagnosen ADHDd som voksen. Jeg kan vælge at se det som en udfordring og fremover indrette mit liv derefter eller jeg kan vælge at se det som et handicap der sætter begrænsninger for mig.