Da jeg havde læst mailen blev jeg helt stresset. Jeg fik fat på lægen og forklarede situationen. Han lød selv meget stresset og fraværende, anede ikke hvem jeg var og han virkede ret irritabel. Han fik cpr nr og stillede spm, imens kunne jeg høre en anden tlf i baggrunden alt imens han blev mere og mere kort for hovedet.

Han tog den anden tlf og da han vendte tilbage fik jeg skæld ud fordi jeg havde ringet på et tidspunkt der kun  var til akutte opkald.

Jeg fik dog forklaret det jeg skulle og sluttede samtalen.

Lige pludselig sidder jeg her flere timer senere og drømmer om en lille bitte pille som får alt til at forsvinde for evigt imens jeg stor tuder.

Hvorfor skal min egen læge nu også skælde mig ud? Har jeg ikke fået nok skæld ud i mit liv. Hvis jeg er så pisse dum og besværlig hvorfor skyder I mig så ikke bare. Lad os da for fanden få det overstået.

Jeg er pisse træt af at være forkert, irriterende og anderledes.

I vinters prøvede jeg i et svagt øjeblik at gøre noget ved det. Jeg slugte alle de piller jeg havde liggende fordi jeg bare ville væk. Men ukrudt forgår ikke så let, for jeg er her stadig.

Lige nu sidder jeg og tuder og orker bare ikke mere. Heldigvis kunne min lille mis mærke, at jeg havde brug for trøst og lige nu ligger hun på mit skød og giver mig varme.

Lige nu føler jeg mig lidt bims i låget hvis jeg skal huske for mange ting eller skynde mig, ja bare hvis jeg er tvunget til at være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.

Flere gange i løbet af dagen oplever jeg at mit hjerte pludselig “galoperer”. Det er som om det banker meget hurtigt og hårdt og nærmest sidder oppe i halsen. Jeg sveder mere end normalt og kommer hurtigt til at lugte grimt under armene.

I dag har jeg fået ryddet lidt op og været  i Netto og købe ind. Jeg tog en hylde frem som jeg har haft længe fordi jeg ville sætte den op, men måtte lægge den væk fordi jeg begyndte at svede meget og blev underlig træt i hovedet.

Jeg glæder mig uendeligt til min arbejdsprøvning er forbi så jeg kan få lidt fred. Har ikke haft ferie i over 5 år fordi jeg har været sygemeldt og i den tid konstant prøvet at finde ud af hvad der var i vejen med mig. 5 år i evig stress, med kommunens klamme ånde  i nakken og deres konstante forsøg på at smide mig ud af systemet i stedet for at hjælpe mig.

På nogle måder har jeg fået det bedre og på andre har jeg fået det værre. Én ting er sikkert, jeg er meget meget træt og trænger til fred på den ene eller den anden måde.

Jeg arbejder i et keramikværksted med en værkstedsleder som er ganske flink, men desværre er han ikke uddannet til at tage vare på personer med særlige behov. Han ved absolut intet om ADHD og er ufatteligt konfliktsky.

Jeg har det meget svært med konfliktsky mennesker fordi jeg ikke kan forstå dem. De udsender uklare/utydelige signaler som forvirrer mig. Og desværre må jeg indrømme at de provokerer mig. Jeg er vokset op med en mor som var svag, vag og uklar. Det medførte, at jeg konstant overskred hendes grænser og fik ballade. Det er ikke fordi jeg sætter mig ned og planlægger, at nu skal jeg gøre noget jeg nok ikke må. Det sker simpelthen automatisk. Like a moth to a flame.

I starten synes jeg det var super hyggeligt og det gik også fint. Efter kort tid begyndte jeg at blive irritabel, stresset og glemsom. Fordi jeg er begyndt at blive mere glemsom tager alting længere tid. Nogle gange føler jeg mig som en høne med afhugget hoved, der styrter formålsløst rundt. Selvom jeg har et whiteboard på væggen til hver dag, en iPhone hvor jeg skriver alt ned og en iMac som er synkroniseret med iPhone, glemmer jeg aftaler og andre ting jeg skal nå.

Min hukommelse er blevet alarmerende dårlig, jeg har ikke overskud til at foretage mig noget når jeg har fri. Jeg får ikke dyrket motion, kan ikke tage mig sammen til at lave sund mad til mig selv så jeg spiser junkfood og tager endnu mere på.

Jeg føler mig stresset og irritabel, har voldsomme humørsvingninger og MEGET kort lunte.

Jeg har klart fået det dårligere af at komme i arbejdsprøvning og derfor har jeg bedt min sagsbehandler om at indstille mig til førtidspension. Mit største ønske er, at jeg får den bevilliget hurtigst muligt så jeg kan få ro.

Desværre er ADHD foreningen ligesom min kommune – ikke til at komme i kontakt med. Efter en måned har jeg stadig ikke fået svar. Man skulle tro de var offentligt ansatte.

Som voksen med ADHD må jeg desværre erkende, at jeg er overladt til mig selv. Jeg er færdig med at spilde min tid og mine penge på formålsløse projekter som ADHD foreningen. Desværre kan jeg ikke holde op med at betale skat, selvom mine skattekroner ville være til lige så stor gavn hvis jeg brugte dem til at fyre op i brændeovnen.

Fuck hvor er jeg træt af at være til grin for mine egne skattekroner.

Igår var jeg til ADHD-netværksmøde i Valby, jeg gik i pausen. En socialrådgiver var inviteret til at tale og svare på spørgsmål. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at hun ikke havde noget at fortælle som jeg ikke allerede vidste. Og hun kunne ikke/ville ikke svare på de spørgsmål jeg havde. Samtidig var nogle af de ting hun fortalte forkerte. Fx i forbindelse med når man søger om en pda.

Jeg har selv søgt en pda og fået den bevilliget som forbrugsgode. Dvs. jeg selv skulle betale 50% af indkøbsprisen og, at det fremover er min ejendom. Hvis den går i stykker skal jeg selv betale reparation og jeg kan kun få den bevilliget én gang.

Det har jeg valgt at acceptere, fordi jeg ville have en iPhone. Hvis jeg bedt om en handyphone, som er særligt fremstillet til personer med ringe eksekutive  færdigheder, skulle jeg ikke selv betale noget. jeg ved, at der er mange ADHDére derude som kæmper meget mere end mig i hverdagen, jeg mødte én af dem igår til mødet. Jeg håber hun får sin familie til at hjælpe med at søge en handyphone.

Du skal søge om at få en PDA jf. Servicelovens § 112. Når man søger efter § 112 betaler kommunen for det hjælpemiddel du søger, hvis du får det bevilliget. Hvis du søger efter andre §§ skal du selv betale noget af beløbet. Det kommer til at tage nogle måneder, men du skal nok få din handyphone i sidste ende.

Jeg har indset, at det er for besværligt for mig at få hjælp gennem kommunen. Det er en krig der ikke er værd at kæmpe. Desværre er det ikke alle der har muligheden for, at tage samme beslutning, fordi de ikke har andre måder at få hjælp på.

Resultatet var manglende selvfølelse og lavt selvværd. Jeg var en kamæleon  som prøvede at indrette mig efter omgivelserne for at få accept. Det gik ikke så godt, det er der sjældent noget der gør når man er nødt til konstant at anstrenge sig.

Da jeg fik diagnosen og blev medicineret ændrede jeg mig som person. Før var jeg zombie, nu er jeg vågen og levende. Det meste af mit liv har jeg følt, at jeg havde permanent ungdomssløvsind og er blevet skældt ud hele mit liv fordi jeg ikke kunne tage mig sammen.

Pludselig kan jeg tage mig sammen. Alting er ikke en længere en kamp for mig.

Det kræver dog tilvænning og omstilling. Jeg skal vænne mig til, at jeg ikke bliver udmattet på samme måde som før jeg fik medicin. Jeg slipper for de ekstreme humørsvingninger og er ikke  end rappenskralde i samme grad som før – fordi alting ikke  længere er en evig kamp.

Nu er jeg vågen, klar og målrettet. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil bruge mere tid på at kæmpe for at få hjælp fra det offentlige/kommunen. Det er en kamp der har tappet mig for energi.

I dag er jeg glad. Det er forår og solen har skinnet. Jeg føler, at jeg er på rette vej. På vej til et nyt liv hvor jeg bestemmer og ikke prøver at lave om på mig selv for at please andre.

For hver dag der går får jeg det  bedre og føler mig stærkere. Jeg bliver bedre til at acceptere min ADHD som en styrke i stedet for en svaghed.

Jeg er færdig med at prøve at være som alle andre. For det er jeg ikke.

Jeg vælger at anerkende mig selv, både mine styrker og svagheder.

Det er ikke alle der kan rumme en stærk og selvstændig personlighed som min. Til det kan jeg kun sig: “It´s not me ´- it´s you!

I formiddags fik jeg følgende brev:

“Afslag på ansøgning om socialpædagogisk støtte i henhold til Servicelovens § 85. Din ansøgning om socialpædagogisk støtte i eget hjem har været behandlet på visitationsmøde d. 1.3.2010. Der er truffet følgende afgørelse:
På baggrund af oplysninger om funktionsevne og diagnose, gives der afslag på støtte i eget hjem, idet det vurderes, at det beskrevne behov ikke kan dækkes, ved støtte i henhold til Servicelovens § 85.

Du henvises til at søge om hjælp til dine problemer hos egen læge.

Denne afgørelse kan indbringes for Det Sociale Nævn. Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen sendes til XXX, inden 4 uger fra modtagelsen af dette brev.

Visitationsteamet vil herefter vurdere din ansøgning igen, og du vil få skriftlig besked om, hvorvidt afslaget fastholdes eller ændres.
Hvis afslaget fastholdes, sendes sagen efterfølgende herfra til Det Sociale Nævn.

Venlig hilsen…”

Nå for søren, mit handicap/ADHD = mine problemer, som Kommunen ikke vil hjælpe mig med. Jeg må gå til lægen med mine problemer (læs ADHD)

Da jeg læste brevet blev jeg overvældet af afmagt og tristhed. Uanset hvad og hvor meget jeg beder om at få hjælp til at kunne klare mig på lige fod med alle andre, på trods af mit handicap, bliver jeg afvist og mistænkeliggjort.

Jeg havde brug for at tale med én som kunne forstå hvordan jeg har det og ringede til en pige i Århus som også har ADHD. Vi havde en meget lang og god samtale. Jeg begyndte at græde, men efter 10 minutter gik følelsen over og min uudslukkelige ADHD-gnist tændte igen. Pludselig var det klart og tydeligt for mig.

Jeg er færdig med at spilde min tid på at prøve at få den hjælp som jeg har krav på i kommunen.

Det kommunale system suger livsenergien ud af mig og i sidste ende får jeg alligevel afslag.

Min stedfar havde et motto: “Tag røven på samfundet før det tager røven på dig”.

Desværre har jeg langt om længe indset, at han nok havde ret.

Når jeg vælger at tage kampen op mod Kommunen og systemet, fordi jeg bliver vred og forarget over, at de ikke overholder loven og samtidig behandler de svageste i samfundet med foragt og nedladenhed, er det ikke kun fordi jeg ikke får det jeg peger på.

Jeg kan simpelthen ikke holde ud at leve i en verden der er så falsk og rådden. Jeg har det meget svært med, at leve med bevidstheden om, at min kommune ikke har noget problem med at malke mig for penge via skat, afgifter mv, men når jeg pludselig får brug for hjælp fordi jeg er syg og har et handicap, så bliver jeg mødt med mistænksomhed og ligegyldighed. De penge jeg i mange år har indbetalt til “demokratiet” bliver brugt til at aflønne inkompetente, kommunale medarbejdere som behandler mig som andenrangsborger .

Jeg er ikke kun vred, forurettet og forarget på mine egne vegne. Jeg er det på demokratiets vegne.

Hvor er demokratiet egentlig blevet af?

Det er druknet i bureaukrati.

Så vågn lige op verden – måske har dit ufødte barn ADHD. Måske former dit liv sig ikke som forventet og du får brug for hjælp.

Som ex. folkeskolelærer ved jeg hvor stor en indsats man gør for børn med særlige behov i dag. For mange år siden var jeg et af de børn. Dengang gjorde man ikke noget. I dag er jeg voksen og man gør stadig ikke noget.

Børn med særlige behov som fx ADHD bliver på et tidspunkt voksne. ADHD forsvinder ikke, det er en stationær tilstand.

Næste gang du afgiver din stemme til folketingsvalg eller kommunalvalg så tænk lige på hvem du helst vil have til at bestemme hvis du, din familie eller dit barn skulle få brug for hjælp fra det offentlige!

Ro, renlighed og regelmæssighed er åbenbart ikke kun for små børn.

Faktisk har jeg altid sammenlignet min adhd-side som barnlig og primitiv. Jeg har altid troet, at jeg bare var umoden og det ville gå over når jeg blev voksen. Men jeg blev aldrig voksen, jeg blev bare træt og desillusioneret.

På et tidspunkt i mit liv kunne jeg ikke holde facaden længere, jeg krakelerede og måtte erkende, at der nok var noget alvorligt galt. Jeg søgte hjælp og blev diagnosticeret. Siden har jeg prøvet at få kommunen til at hjælpe mig, så jeg kan lære at leve med og håndtere mit handicap, uden held.

Jeg synes ikke jeg stiller urimelige krav, jeg ønsker blot hjælp til selvhjælp. Men det er åbenbart for meget forlangt.

Lige nu står jeg på en skillevej. Jeg kan vælge den gode eller den dårlige vej. Den gode vej er den vanskeligste og den klarer jeg ikke alene.

Den sidste uge har jeg følt mig meget træt og stresset. Træt af at prøve at få hjælp, så jeg kan vælge den gode vej og stresset fordi jeg bliver ledt rundt i manegen som en dresseret hund. Kommunen har snart opnået sit mål. Få smidt mig mig ud af systemet, så de slipper for at hjælpe mig og så sparer de langt om længe nogle penge. Så kan den lille sagsbehandler endelig indkassere sin ynkelige lille bonus.

Når man som jeg, ikke fungerer optimalt hele tiden, når man til et punkt hvor man ikke orker at kæmpe længere. Jeg er snart nået dertil.

Hvad er det lige der gør, at jeg konstant bliver mødt af ligegyldighed, ignorance og manglende forståelse af de mange sagsbehandlere i min kommune?

Er det fordi de tror, at jeg fører en luxus tilværelse på sygedagpenge i min lille 2v lejlighed. Jeg har selv læst min efterhånden omfattende journal, den er trods alt 5 år gammel. Når jeg læser den, er min første tanke ikke, at her har vi en succes historie, tværtimod. Jeg kan faktisk ikke læse min egen journal uden at begynde at tude. Her ser jeg mig selv og min sørgelige tilværelse beskrevet på en måde der ikke kan udtrykkes på andre måder end: “beskrivelsen af en sølle taber”.

Uanset hvor meget jeg skriver og hvor meget jeg kæmper kan det aldrig ændre det faktum, at jeg er en samfundstaber. Det var ikke lige den fremtid jeg havde drømt om for mig selv! Alligevel vil min kommune ikke hjælpe mig, men vil hellere bruge skattekroner på at mistænkeliggøre mig og få mig smidt ud af sygedagpengesystemet så de kan spare lidt småpenge.

Jeg synes det er betænkeligt, den måde regeringen vælger at skalte og valte med skattekronerne på.