Da jeg havde læst mailen blev jeg helt stresset. Jeg fik fat på lægen og forklarede situationen. Han lød selv meget stresset og fraværende, anede ikke hvem jeg var og han virkede ret irritabel. Han fik cpr nr og stillede spm, imens kunne jeg høre en anden tlf i baggrunden alt imens han blev mere og mere kort for hovedet.

Han tog den anden tlf og da han vendte tilbage fik jeg skæld ud fordi jeg havde ringet på et tidspunkt der kun  var til akutte opkald.

Jeg fik dog forklaret det jeg skulle og sluttede samtalen.

Lige pludselig sidder jeg her flere timer senere og drømmer om en lille bitte pille som får alt til at forsvinde for evigt imens jeg stor tuder.

Hvorfor skal min egen læge nu også skælde mig ud? Har jeg ikke fået nok skæld ud i mit liv. Hvis jeg er så pisse dum og besværlig hvorfor skyder I mig så ikke bare. Lad os da for fanden få det overstået.

Jeg er pisse træt af at være forkert, irriterende og anderledes.

I vinters prøvede jeg i et svagt øjeblik at gøre noget ved det. Jeg slugte alle de piller jeg havde liggende fordi jeg bare ville væk. Men ukrudt forgår ikke så let, for jeg er her stadig.

Lige nu sidder jeg og tuder og orker bare ikke mere. Heldigvis kunne min lille mis mærke, at jeg havde brug for trøst og lige nu ligger hun på mit skød og giver mig varme.

Her på planeten er der igen der forstår mig, og jeg forstår ikke de indfødte.

Jeg er træt, ulykkelig og vil gerne hjem nu.

So please.. beam me up Scotty, it´s crazy down here!

Jeg ved selv hvor frustrerende mødet med det offentlige er. Følelsen af, at blive mistænkeliggjort og ikke få den hjælp man har behov for og krav på.

Der er ingen tvivl om, at jeg ligger langt fra den dårligst fungerende gruppe i det sociale system. Alligevel oplever jeg konstant en følelse af afmagt og irritation når jeg henvender mig til kommunen for at få hjælp.

Derfor er jeg langt fra overrasket over, at høre om mordet på den stakkels socialrådgiver. Faktisk undrer det mig, at det ikke sker oftere.

Den forfærdelige begivenhed, som jeg naturligvis tager afstand fra, er et symptom på et forkrøblet velfærdssamfund som ikke eksisterer. Vi har ikke noget velfærdssamfund, det er en myte. Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Life is pain, get use to it!

Tænk hvis medierne gad at skrive sandheden. Roden til problemet/forbrydelsen, nemlig, at de aller svageste i samfundet ikke får den hjælp de har behov for og krav på.

Når man ligger ned og skraber bunden og intet har at miste, er det her man gør uovervejede ting.

Lad os sætte fokus på problemet nemlig vores nuværende regering som sparer velfærdsstaten væk, giver skattelettelser til de rige og til sig selv.

Sæt kryds ved FADBAMSEMINISTEREN  og få råd til ekstra bøffer og rødvin, bagefter kan lave en profil på Facebook hvor du samler ind til en katastrofe i de varme lande og have god samvittighed over at have gjort en god gerning.

Det er alle informationerne og alle de nye ting der sker i mit liv der pludselig bliver for meget. Først den ene diagnose og så den anden. Så skulle diagnosen lige udredes af en uvildig læge. Kommunen som arbejder i sneglefart tror ikke på hvad jeg siger og skal dobbelt checke alting før noget går igennem. Imens prøver jeg at leve et liv, helt alene, i sneglefart udenpå og med lysets hastighed inde i mit hoved.

Jeg går til samtaler hos en sygeplejerske ca. 1 time hver anden uge. Vi taler om medicinering og hvordan jeg takler min dagligdag. Sidst begyndte hun at tale om min fremtid som om hun regnede med at jeg en dag ville komme til at arbejde i et almindeligt job på fuldtid som de fleste andre. Hun begyndte også at spørge meget til min tid som lærer. Jeg fik det meget dårligt over hendes spørgsmål og har haft det underligt indeni lige siden. Jeg kan slet ikke overskue tanken om at skulle arbejde som lærer nogensinde igen og har faktisk også svært ved at se mig selv på arbejdsmarkedet i et fuldtidsjob.

Jeg har været stresset lige siden samtalen i onsdags. Det er en underlig form for stress, for den er inde i mit hoved. Når jeg har denne form for stress skal der ikke ret meget til før jeg bliver slået ud. Jeg har næsten igen overskud og de daglige opgaver som vi alle har i hverdagen tapper mig for alt energi så jeg ikke har overskud til andet. I dag var jeg ude for at købe ind og finde en ny daggrysimulator. Jeg har ledt og ledt på nettet efter den helt rigtige,men i butikkerne kunne jeg ikke få den ville have. Jeg var rundt i byen i 3 timer i alt og da jeg endelig kom hjem, uden ny daggrysimulator, var jeg totalt udmattet.

Lige nu føler jeg mig magtesløs. Det ene øjeblik har jeg en overdreven mængde energi, masser af håb for fremtiden og er overbevist om, at jeg sagtens kan komme til at leve et normalt liv. Det næste øjeblik kan jeg ikke engang overskue hvordan jeg skal klare opvasken og få lagt vasketøj sammen. Bitte små dagligdags ting bliver helt uoverskuelige, så hvordan skal jeg kunne klare et arbejde ude i det “virkelige liv” blandt alle de mennesker der ikke kan forstå hvordan jeg har det indeni og som også er pisse ligeglade. De har travlt, travlt, travlt med at tjene penge til fladskærme, hjørnesofaer og pensoinsopsparinger.

Ritalin kan ikke trylle. Jeg slipper ikke af med alle de handicaps som min ADHD medfører og jeg slipper ikke af med de psykiske vanskeligheder jeg har fået fordi jeg hele mit liv har måttet kæmpe med problemer uden at få hjælp eller forståelse. Jeg er blevet bedre til at koncentrere mig i længere tid og er ikke så hæmningsløst impulsiv mere, men jeg magter ikke at udsætte mig selv for flere personer der tror, at fordi jeg er intelligent og velformuleret, så burde jeg også kunne klare de samme ting som alle andre.

Jeg er træt af at blive sammenlignet med mennesker som ikke har en funktionsnedsættelse, jeg er træt af mennesker, jeg er træt af det hele.

Hvis der tilfældigvis skulle sidde en mangemillionær derude som er i besiddelse af en sydhavsø for meget så er jeg meget interesseret og klar til pakke kufferten med det samme.