Her på planeten er der igen der forstår mig, og jeg forstår ikke de indfødte.

Jeg er træt, ulykkelig og vil gerne hjem nu.

So please.. beam me up Scotty, it´s crazy down here!

Resultatet var manglende selvfølelse og lavt selvværd. Jeg var en kamæleon  som prøvede at indrette mig efter omgivelserne for at få accept. Det gik ikke så godt, det er der sjældent noget der gør når man er nødt til konstant at anstrenge sig.

Da jeg fik diagnosen og blev medicineret ændrede jeg mig som person. Før var jeg zombie, nu er jeg vågen og levende. Det meste af mit liv har jeg følt, at jeg havde permanent ungdomssløvsind og er blevet skældt ud hele mit liv fordi jeg ikke kunne tage mig sammen.

Pludselig kan jeg tage mig sammen. Alting er ikke en længere en kamp for mig.

Det kræver dog tilvænning og omstilling. Jeg skal vænne mig til, at jeg ikke bliver udmattet på samme måde som før jeg fik medicin. Jeg slipper for de ekstreme humørsvingninger og er ikke  end rappenskralde i samme grad som før – fordi alting ikke  længere er en evig kamp.

Nu er jeg vågen, klar og målrettet. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil bruge mere tid på at kæmpe for at få hjælp fra det offentlige/kommunen. Det er en kamp der har tappet mig for energi.

I dag er jeg glad. Det er forår og solen har skinnet. Jeg føler, at jeg er på rette vej. På vej til et nyt liv hvor jeg bestemmer og ikke prøver at lave om på mig selv for at please andre.

For hver dag der går får jeg det  bedre og føler mig stærkere. Jeg bliver bedre til at acceptere min ADHD som en styrke i stedet for en svaghed.

Jeg er færdig med at prøve at være som alle andre. For det er jeg ikke.

Jeg vælger at anerkende mig selv, både mine styrker og svagheder.

Det er ikke alle der kan rumme en stærk og selvstændig personlighed som min. Til det kan jeg kun sig: “It´s not me ´- it´s you!

I formiddags fik jeg følgende brev:

“Afslag på ansøgning om socialpædagogisk støtte i henhold til Servicelovens § 85. Din ansøgning om socialpædagogisk støtte i eget hjem har været behandlet på visitationsmøde d. 1.3.2010. Der er truffet følgende afgørelse:
På baggrund af oplysninger om funktionsevne og diagnose, gives der afslag på støtte i eget hjem, idet det vurderes, at det beskrevne behov ikke kan dækkes, ved støtte i henhold til Servicelovens § 85.

Du henvises til at søge om hjælp til dine problemer hos egen læge.

Denne afgørelse kan indbringes for Det Sociale Nævn. Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen sendes til XXX, inden 4 uger fra modtagelsen af dette brev.

Visitationsteamet vil herefter vurdere din ansøgning igen, og du vil få skriftlig besked om, hvorvidt afslaget fastholdes eller ændres.
Hvis afslaget fastholdes, sendes sagen efterfølgende herfra til Det Sociale Nævn.

Venlig hilsen…”

Nå for søren, mit handicap/ADHD = mine problemer, som Kommunen ikke vil hjælpe mig med. Jeg må gå til lægen med mine problemer (læs ADHD)

Da jeg læste brevet blev jeg overvældet af afmagt og tristhed. Uanset hvad og hvor meget jeg beder om at få hjælp til at kunne klare mig på lige fod med alle andre, på trods af mit handicap, bliver jeg afvist og mistænkeliggjort.

Jeg havde brug for at tale med én som kunne forstå hvordan jeg har det og ringede til en pige i Århus som også har ADHD. Vi havde en meget lang og god samtale. Jeg begyndte at græde, men efter 10 minutter gik følelsen over og min uudslukkelige ADHD-gnist tændte igen. Pludselig var det klart og tydeligt for mig.

Jeg er færdig med at spilde min tid på at prøve at få den hjælp som jeg har krav på i kommunen.

Det kommunale system suger livsenergien ud af mig og i sidste ende får jeg alligevel afslag.

Min stedfar havde et motto: “Tag røven på samfundet før det tager røven på dig”.

Desværre har jeg langt om længe indset, at han nok havde ret.

Ro, renlighed og regelmæssighed er åbenbart ikke kun for små børn.

Faktisk har jeg altid sammenlignet min adhd-side som barnlig og primitiv. Jeg har altid troet, at jeg bare var umoden og det ville gå over når jeg blev voksen. Men jeg blev aldrig voksen, jeg blev bare træt og desillusioneret.

På et tidspunkt i mit liv kunne jeg ikke holde facaden længere, jeg krakelerede og måtte erkende, at der nok var noget alvorligt galt. Jeg søgte hjælp og blev diagnosticeret. Siden har jeg prøvet at få kommunen til at hjælpe mig, så jeg kan lære at leve med og håndtere mit handicap, uden held.

Jeg synes ikke jeg stiller urimelige krav, jeg ønsker blot hjælp til selvhjælp. Men det er åbenbart for meget forlangt.

Lige nu står jeg på en skillevej. Jeg kan vælge den gode eller den dårlige vej. Den gode vej er den vanskeligste og den klarer jeg ikke alene.

Den sidste uge har jeg følt mig meget træt og stresset. Træt af at prøve at få hjælp, så jeg kan vælge den gode vej og stresset fordi jeg bliver ledt rundt i manegen som en dresseret hund. Kommunen har snart opnået sit mål. Få smidt mig mig ud af systemet, så de slipper for at hjælpe mig og så sparer de langt om længe nogle penge. Så kan den lille sagsbehandler endelig indkassere sin ynkelige lille bonus.

Når man som jeg, ikke fungerer optimalt hele tiden, når man til et punkt hvor man ikke orker at kæmpe længere. Jeg er snart nået dertil.

Hvad er det lige der gør, at jeg konstant bliver mødt af ligegyldighed, ignorance og manglende forståelse af de mange sagsbehandlere i min kommune?

Er det fordi de tror, at jeg fører en luxus tilværelse på sygedagpenge i min lille 2v lejlighed. Jeg har selv læst min efterhånden omfattende journal, den er trods alt 5 år gammel. Når jeg læser den, er min første tanke ikke, at her har vi en succes historie, tværtimod. Jeg kan faktisk ikke læse min egen journal uden at begynde at tude. Her ser jeg mig selv og min sørgelige tilværelse beskrevet på en måde der ikke kan udtrykkes på andre måder end: “beskrivelsen af en sølle taber”.

Uanset hvor meget jeg skriver og hvor meget jeg kæmper kan det aldrig ændre det faktum, at jeg er en samfundstaber. Det var ikke lige den fremtid jeg havde drømt om for mig selv! Alligevel vil min kommune ikke hjælpe mig, men vil hellere bruge skattekroner på at mistænkeliggøre mig og få mig smidt ud af sygedagpengesystemet så de kan spare lidt småpenge.

Jeg synes det er betænkeligt, den måde regeringen vælger at skalte og valte med skattekronerne på.

Jeg ved selv hvor frustrerende mødet med det offentlige er. Følelsen af, at blive mistænkeliggjort og ikke få den hjælp man har behov for og krav på.

Der er ingen tvivl om, at jeg ligger langt fra den dårligst fungerende gruppe i det sociale system. Alligevel oplever jeg konstant en følelse af afmagt og irritation når jeg henvender mig til kommunen for at få hjælp.

Derfor er jeg langt fra overrasket over, at høre om mordet på den stakkels socialrådgiver. Faktisk undrer det mig, at det ikke sker oftere.

Den forfærdelige begivenhed, som jeg naturligvis tager afstand fra, er et symptom på et forkrøblet velfærdssamfund som ikke eksisterer. Vi har ikke noget velfærdssamfund, det er en myte. Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Life is pain, get use to it!

Tænk hvis medierne gad at skrive sandheden. Roden til problemet/forbrydelsen, nemlig, at de aller svageste i samfundet ikke får den hjælp de har behov for og krav på.

Når man ligger ned og skraber bunden og intet har at miste, er det her man gør uovervejede ting.

Lad os sætte fokus på problemet nemlig vores nuværende regering som sparer velfærdsstaten væk, giver skattelettelser til de rige og til sig selv.

Sæt kryds ved FADBAMSEMINISTEREN  og få råd til ekstra bøffer og rødvin, bagefter kan lave en profil på Facebook hvor du samler ind til en katastrofe i de varme lande og have god samvittighed over at have gjort en god gerning.

Min ADHD-kontakt ringer igen til nr. 5 imens jeg er til stede og får endelig fat i hende. Ud fra det der bliver sagt, får jeg indtryk af at nr. 5 siger, at hun ikke mener, at jeg er berettiget til sygedagpenge længere. Min ADHD kontakt forklarer, at jeg er frustreret over ikke at have hørt fra nr. 5 i næsten 3 måneder og at jeg heller ikke kan forstå hvorfor jeg ikke har fået den hjælp jeg har søgt om og som jeg har krav på som handicappet borger. Hun forklarer også, at jeg går og venter på at komme i arbejdsprøvning som vi havde aftalt ved vores første og eneste møde.
Nr. 5 lover at kontakte mig med henblik på en samtale.

Da samtalen er slut og vi taler om det der blev sagt, bliver jeg overvældet af en gammel, velkendt følelse. Det er en underlig blanding af afmagt, frustration og raseri. Jeg bliver et kort øjeblik overmandet af mine følelser. Heldigvis er jeg hos min ADHD-kontakt. Hun hjælper mig med at komme hurtigt ud af den gamle, ukonstruktive sindsstemning. For hver gang vi mødes, lærer hun mig nogle små simple teknikker der kan hjælpe mig med at bevare fokus og et køligt overblik. Hun lytter til hvad jeg siger, hun hører hvad jeg siger og aller vigtigst hun forstår hvad jeg siger. Vi mødes kun 1 time hver anden uge og alligevel er hun den person der har hjulpet mig aller mest i hele den vaskelige proces jeg har været igennem de sidste 5 år.

Det er som om alle er ligeglade med mig. Ingen har villet hjælpe mig selvom jeg har bedt om hjælp. Jeg har haft kæmpe op og nedture, i min kamp for at få hjælp og finde ud af, hvad der egentlig var i vejen med mig. Hvis jeg ikke var blevet ved med at kæmpe og ikke var blevet ved med selv at opsøge hjælpen, var der simpelthen ikke sket noget som helst.

Lige nu sidder jeg med en fornemmelse af, at nr. 5 er lige så uinteresseret i at hjælpe mig som sine 4 forgængere. Mistillid skaber mistillid. Kommunen har fra første færd haft mistillid til mig. Det har medført, at jeg har fået mistillid til dem. Denne mistillid vokser dag for dag med god grund. Min kommune overholder nemlig ikke loven. Jeg har allerede vundet en ankesag over kommunen fordi den ikke fulgte reglerne. Jeg har efterfølgende brugt meget tid på at sætte mig ind i forskellige love. Fx Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, Lov om social service og aktiv socialpolitik, Lov om sygedagpenge mv. Jeg har desuden brugt meget tid på internettet og har fundet flere sider der er værd at bruge tid på for personer som på en eller anden måde er i det sociale system.

Jeg vil anbefale en side der hedder www.k10.dk som er en side hvor mennesker som på en eller anden måde er i det sociale system, hjælper hinanden med relevante love, bekendtgørelser, afgørelser og fakta.

Fakta er, at der er mange kommuner der ikke overholder dansk lovgivning. på K10 er der forskellige fora, hvor man læse om, hvor almindeligt det er at kommunerne prøver at snyde borgerne. Man kan læse sig til rigtigt mange vundne ankesager og rigtigt mange historier om borgere, som må kæmpe for at få kommunen til at give dem det de hele tiden har haft krav på i følge dansk lov.

Damn! Something is rotten in Denmark.

Man kan ligeledes læse om hvordan mange kommuner direkte bryder loven. Jfr. Retssikkerhedslovens §3, stk.2 skal kommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse. Fristerne skal offentliggøres.
Der er desværre mange kommuner der ikke overholder denne lov. Man kan læse hvilke kommuner det drejer sig om på K10.

De sidste par dage har jeg brugt mange timer på, at læse love, formulere et høfligt og korrekt brev til nr. 5 inkl. henvisninger til relevante love, finde oplysninger på nettet osv. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at blive lidt rundtosset af alle de informationer jeg sugede til mig.

Så tog Rita mig i hånden og sagde, “du er ikke socialrådgiver eller jurist, det er hverken rimeligt eller realistisk at du skal sætte dig ind i alt det stof for at være sikker på at få den hjælp du har krav på i følge loven. Du må indse, at du kun er et menneske og at du har dine begrænsninger. Du kan simpelthen ikke klare alting selv. Jeg synes du skal koncentrere dig om at blive stærkere og få det bedre og lade andre ordne de ting for dig som du ikke selv kan klare.”

Rita stak mig telefonen og jeg ringede til et firma som tilbyder privat socialrådgivning. Jeg har nu bedt firmaet om, at sørge for, at jeg får den hjælp jeg har krav på. Det er en uddannet socialrådgiver der varetager mine interesser og som kender love, regler og sagsbehandling. På den måde slipper jeg for stress og emotionelle rutcheture når jeg læser hvad alle de “kloge” mennesker har skrevet om mig. Jeg sikrer mig også at reglerne bliver overholdt.

Den evige kamp med kommunen er pludselig ikke så uoverskuelig længere takket være Rita og hendes venner Strattera og Effexor.

• Tag dig lige sammen din fucking taber
• Du kan ikke finde ud af en skid
• Du bliver aldrig til noget
• Du ender som bumserne nede på bænken, du er ihvertfald lige så taberagtig

osv. jeg bliver nødt til at stoppe her for det er ikke så behageligt at se det på skrift. Det får mig til seriøst at overveje at tage et banklån og investere pengene i noget kognitiv terapi, så jeg kan få slettet de gamle negative sætninger i en fart og få dem erstattet med nye positive og livsbekræftende sætninger.

Det kan godt være, at Rita har hjulpet mig med ikke at være impulsiv og det er blevet lettere at tage sig sammen til at gøre ting, men mht. de store vigtige fremtidsbeslutninger tøver jeg stadig. Den gamle frygt er der stadig pga. manglende tiltro til mig selv. Det lave selvværd pga. de mange nederlag og den lille indre diktator der hele tiden hvisker i mit øre, at jeg ikke er god nok.

Jeg er færdig med kaffen skal børste tænder og ud af døren. Jeg vil lave en handleplan for mig selv i denne uge. Nu sidder der en lille prinsesse på min skulder der får mig til at smile. Livet er alligevel til at holde ud.

Jeg ønsker alle en god dag og vil opfordre jer til at smile lidt mere og sætte farten lidt ned og mærk at I lever.

Nedenstående er fundet på  Center for ligebehandling af handicappedes hjemmeside

Vigtig læsning for voksne med ADHD fordi det offentlige ikke ved ret meget om ADHD hos voksne og derfor ikke automatisk tilbyder den hjælp vi har krav på.

Retssikkerhedsbegrebet handler om forholdet mellem borger og myndighed.

Retssikkerhed betyder, at borgerne skal sikres en retfærdig behandling, når de bliver direkte berørt af offentlige myndigheders afgørelser. Sagsbehandlingen skal være åben og gennemskuelig, og borgere skal have mulighed for at forudsige deres retsstilling.

Retssikkerhed betyder også, at borgerne sikres mod, at offentlige myndigheder griber unødigt ind i hans eller hendes personlige integritet.

Retssikkerhed indebærer, at der føres en ordentlig kontrol med de myndigheder, der træffer afgørelser i relation til borgerne, for eksempel ved at sikre et effektivt klagesystem.

Ved at stille særlige krav til myndighedernes sagsbehandling styrkes sikkerheden for, at der træffes rigtige afgørelser

Retssikkerhed og borgere med funktionsnedsættelse

Problemer med retssikkerheden rammer naturligvis alle samfundets borgere. Borgere med funktionsnedsættelse risikerer dog at blive ramt ekstra hårdt.

Mennesker med funktionsnedsættelse er ofte afhængige af hjælp fra det sociale system, for eksempel en handicaphjælper, hjælpemidler og handicapbil. Hjælpen fra det sociale system afhjælper og begrænser konsekvenserne af funktionsnedsættelsen mest muligt. Hjælpen opfylder således det grundlæggende handicappolitiske princip om, at borgere med funktionsnedsættelse skal kompenseres for deres handicap, så de kan få et så lige udgangspunkt med ikke-handicappede medborgere som overhovedet muligt.

Borgere med funktionsnedsættelse er altså i mange tilfælde afhængige af, at det sociale system fungerer gnidningsfrit for at opnå ligebehandling.

Reglerne bruges ikke systematisk

En undersøgelse gennemført af Socialministeriet vedrørende retssikkerhedslovens § 4 viser dog, at kommunerne ikke bruger sagsbehandlingsreglerne i retssikkerhedsloven systematisk. Der er ikke nok opmærksomhed på sagsbehandlingsreglerne, og derfor inddrager sagsbehandlerne borgerne, når de synes, det er ”hensigtsmæssigt”.

En undersøgelse om voksne med ADHD og deres oplevelse af mødet med systemet lavet af CLH i 2005 tegner også et billede af, at i hvert fald nogle borgere med funktionsnedsættelse mangler oplevelsen af at blive inddraget i sagsbehandlingen. De fleste af undersøgelsens deltagere har nemlig en generel oplevelse af, at der ikke blev lyttet til den viden og de holdninger, de selv har om egne behov.

Dårlig rådgivning og vejledning

Det fremgår af forvaltningsloven, at en forvaltningsmyndighed skal yde vejledning og bistand til personer, der henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. I serviceloven pålægges kommunen mange steder at yde rådgivning til borgere, der henvender sig om hjælp. Det fremgår også af retssikkerhedsloven, at kommunerne skal yde rådgivning og vejledning.

Desværre er det langt fra alle borgere, der oplever, at de har fået den rådgivning og den vejledning, de har behov for.

Manglende information

En undersøgelse lavet af CLH i 2004 blandt forældre til børn med funktionsnedsættelse på døgninstitution viste for eksempel, at hovedparten (85%) af de forældre, der medvirkede i undersøgelsen, ikke mente, at de havde fået vejledning om, hvilke muligheder de har for at søge om støtte til handicapkompenserende ydelser i forbindelse med, at deres barn flyttede på institution.

Retssikkerhedsloven

Det centrale i retssikkerhedsbegrebet er relationen mellem borger og myndighed. På det sociale område opstilles der i Retssikkerhedsloven (RSL) en række regler for, hvordan myndighederne skal behandle en konkret sag i forhold til en borger. En af retssikkerhedslovens erklærede formål er at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager.

Forvaltningsloven

Forvaltningsloven (FVL), som gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, indeholder blandt andet regler om inhabilitet, vejledning, repræsentation, partens aktindsigt, partshøring, begrundelse, klagevejledning og tavshedspligt med videre.

Serviceloven

Også serviceloven (SEL) indeholder sagsbehandlingsregler. I serviceloven pålægges kommunen og amtskommunen endvidere flere steder en specifik rådgivningsforpligtelse.

Nogle væsentlige retssikkerhedsgarantier er:

* Vejledning og rådgivning (FVL § 7, RSL § 5, SEL § 1, § 3, § 5, § 34 og §§ 68-69)
* Medinddragelse (RSL § 1 og § 4, SEL § 112)
* Partshøring (FVL §§ 19-21)
* Frister for sagsbehandling (RSL § 3, stk. 2)
* Skriftlighed (FVL § 23)
* Begrundelser (FVL §§ 22-24)
* Klagevejledning (FVL §§ 25-26)
* Helhed (RSL § 5)
* Hurtighed (RSL § 3)

Medinddragelse

Retssikkerhedslovens formål er blandt andet at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager. Borgerne skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af deres sag. Derfor har kommunerne pligt til at tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgerne kan udnytte denne mulighed. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 4.Læs mere om

• Rådgivning og vejledning på Socialministeriets hjemmeside

• Pjecen ”Kend spillereglerne” giver svar på spørgsmål om sagsbehandling – fra De Samvirkende Invalideorganisationer (nu Danske Handicaporganisationer)

Det er lidt ligesom i en tegnefilm hvor man ser en af figurerne blive slået i hovedet, hvorpå sol måne og sjerner danser rundt om hovedet imens øjnene svømmer rundt i hovedet.

Heldigvis kan ingen se det på mig. Eller måske uheldigvis, for det er præcis en af de ting der gør at andre mennesker ikke kan forstå hvordan det er at have ADHD.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg fortsætte kampen med at ændre mit indre eller skal jeg acceptere mig selv som jeg er på godt og ondt?

Livet ville være meget lettere hvis jeg fik forståelse for de ting jeg ikke kan ændre på ved tilværelsen.

Men hvordan skal jeg kunne acceptere mig selv som jeg er når der er en masse kloge fagpersoner der ikke accepterer ADHD. De nægter at det findes.

ADHD er som med mange andre psykiske lidelser en subjektiv lidelse. Der findes ikke én måde at diagnostisere på. Det er vigtigt at få hele patientens livshistorie for at kunne vurdere om det drejer som om AHDH. Den slags uvidenskabelige metoder bryder kloge videnskabsfolk sig ikke om. Derfor vil de ikke acceptere at ADHD er et reelt problem.

I mit liv har jeg været tvunget til at håndtere komplicerede, svære og smertefulde ting. Det er ikke altid lykkes og smerten og ubehaget er gået over i et alvorligere og langt mere invaliderende stadium – det blev til lidelse. Lidelsen udviklede sig til sidst til depression fordi jeg nægtede at acceptere mig selv. Jeg kæmpede for at ændre mit indre og lod samtidig som om jeg var ligesom alle andre så ingen opdagede hvordan jeg kæmpede for at holde ballancen.

Måske kan accept være en vej til at få det bedre.

Med accept mener jeg, at vælge at se, rumme og udholde både den indre og den ydre virkelighed uden at flygte, undvige, forvrænge eller dømme den og at handle konstruktivt ud fra denne virkelighed på en måde, som fører én imod ens egne værdier og mål.

Ordet accept betyder stort set, at godtage noget eller nogen uden forbehold. Begregrebet accept er egentlig en juridisk term, som indebærer, at man godtager noget uden forandringer, en overenskomst eller en kontrakt.

Når nogen ikke accepterer mig, fordi jeg pga. min ADHD snakker for meget, springer for meget i samtalen, virker barnlig, er for impulsiv osv. gør det ondt. Det gør ondt når andre ikke vil godtage én uden forbehold. Det er derfor vigtigt for mig at kunne acceptere den smerte jeg bliver påført når jeg ikke bliver accepteret. Når jeg accepterer at ikke alle kan lide mig og accepterer den smerte det udløser hos mig, er det ikke ensbetydende med, at jeg synes det er rimeligt, retfærdigt eller rigtigt. Jeg ser virkeligheden som den er, uden skyklapper og uden at vurdere den.

Jeg kan øve mig på hvordan jeg vil reagere på virkeligheden og hvordan jeg vil handle. Det kræver MEGET øvelse og virker ikke hver gang. Jeg kan vælge hvordan jeg vil reagere på at få diagnosen ADHDd som voksen. Jeg kan vælge at se det som en udfordring og fremover indrette mit liv derefter eller jeg kan vælge at se det som et handicap der sætter begrænsninger for mig.