Russell Barkley (RB) skriver, at jo flere spørgsmål du kan svare ja til, des større er sandsynligheden for, at du har ADHD.

ADHD kan få folk til at bruge en hel månedsløn, årsopsparing eller næste termins betaling på noget de har lyst til her og nu. Det er som om det er helt uimodståeligt. ADHD kan få folk til at sige og gøre alt muligt som de senere fortryder.

Mange vil sige, men jeg kan umuligt have ADHD for jeg er ikke hyperaktiv. Min bror (eller søster, nevø, barndomsven, klassekammerat) havde ADHD og var konstant rastløs, hyperaktiv og altid i centrum på en pinlig måde. Sådan er jeg ikke.

Man behøver ikke være hyperaktiv for at have ADHD.

Én af de ting man er begyndt at forstå omkring voksen ADHD er, at hyperaktiviteten ses mere hos børn der har lidelsen, men som årene går og barnet bliver ældre aftager det mere og mere. Ofte er det eneste der er tilbage af rastløsheden en følelse af rastløshed og et behov for hele tiden at være i gang med et eller andet.

Kort og godt, hvis du har en mistanke om, at du evt. har ADHD så få det undersøgt, der er hjælp at hente.

Hvor længe har du haft problemer?

Hvis du kun har haft symptomerne i en kortere periode er sandsynligheden for at du har ADHD lille.

98 % af alle dem der blev diagnosticeret med ADHD på steder hvor RB er tilknyttet, havde symptomer før de fyldte 16 år.

Hvis du ikke kan huske om du havde symptomer så spørg nogen der kender dig godt. Dine forældre, bror, søster eller barndomsven.

Man kan sagtens have en høj intelligens og samtidig have ADHD. Men en høj intelligens kan ikke beskytte én mod de vanskeligheder ADHD medfører.

Det er ikke nok med en høj faglig intelligens i forbindelse med familie relationer, sociale relationer, at færdes i trafikken, i forhold til kriminalitet og stofmisbrug, parforhold og ægteskab. Ja faktisk i alle relationer i det hele taget.

Børn og teenagere som RB har fulgt ind i voksenlivet er ofte ikke klar over omfanget af deres egne symptomer eller hvor meget disse symptomer har påvirket deres liv. Det er ikke før 27-32 års alderen, at  voksne med ADHD får den samme opfattelse af sig selv som andre har af dem.

Hvad er dine symptomer?

RB skriver en række symptomer som du kan krydse af hvis de passer på dig. Han understreger dog, at du kun kan få vished om du virkelig har ADHD ved at blive udredt hos en professionel. Checklisten er blot en start.

Hvordan påvirker disse symptomer dit liv?

ADHD er ikke noget du enten har eller ikke har. Det er ikke som graviditet. Det er mere som højde eller intelligens. Man kan have ADHD i svær eller mindre grad. Der er også forskel på hvordan ADHD påvirker i barndommen og i voksenlivet.

Typiske barndoms problemer   

1. Familie stress, konflikt.
2. Dårlige relationer til venner.
3. Få eller ingen nære venskaber.
4. Forstyrrende opførsel i butikker og andre offentlige steder i den grad at du bliver bedt om ikke at komme igen
5. Ringe hensyn til personlig sikkerhed/kommer ofte til skade pga uheld.
6. Langsom udvikling af egenomsorg, at tage vare på sig selv.
7. Forsinket udvikling af personligt ansvar.
8. Klarer sig ikke godt i skolen, eller lever ikke op til sit potentiale.
9. Markant færre år i uddannelssystemet.

Typiske teenage og voksen problemer

1. Nedsat arbejdsevne.
2. Hyppige jobskift.
3. Risikabel, sexuel adfæd/større risiko for teenage graviditet og kønssygdomme.
4. Til fare for andre i trafikken (kører for hurtigt, mange uheld).
5. Vanskeligheder med at klare økonomien (impulskøb, overtræk på kontoen, får ikke betalt af på lån, lille eller ingen opsparing).
6. Problemer i parforhold og ægteskab.
7. Problemet er ikke lige så hyppigt hos voksne.
8. Antisociale aktiviteter (lyver, stjæler, slås) som fører til hyppig kontakt med politi, arrestationer og i endog fængsel, ofte med større risiko for brug og misbrug af stoffer.
9. Generelt mindre sund livsstil (mindre motion, stillesiddende selvunderholdning, som videospil, tv, internet surfing; overspisning eller bulimi, dårlig ernæring; større brug af cigaretter og alkohol) og som konsekvens deraf, større risiko for hjerte kar sygdomme.

Hvis du stadig tror du har ADHD er det nu du bør opsøge din læge og blive henvist til en specialist.

ADHD er som udgangspunkt ikke noget at råbe hurra for, det er et handicap, men når jeg nu engang er født med det her handicap synes jeg det er vigtigt at fokusere på det positive.

Pga min impulsivitet har jeg fået en masse oplevelser som jeg nok ikke havde fået uden ADHD. Da jeg gik på lærer seminariet og skulle i 3. års praktik købte jeg en billet til et sted på den anden side af jordkloden. 3. års praktikken er fri praktik, dvs man må tage i praktik lige hvor man har lyst til. Det behøver ikke være en folkeskole og det behøver ikke være i Danmark. Jeg havde været til et foredrag om den 9. indsigt i Astrologihuset i Valby og kvinden der holdt fordraget fortalte noget om, at hvis man ville have noget til at ske skulle man handle aktivt, fx ved at sige det højt eller købe en billet til det sted man ville hen. Så ville alt falde på plads af sig selv.

Alting faldt faktisk også på plads af sig selv og jeg boede gratis hos en lokal familie i 6 uger. Jeg underviste i en engelsktalende skole, bl.a. underviste jeg en 5. klasse i dansk og der blev skrevet en artikel om mig i den lokale avis.

Senere endte det med, at jeg faktisk fik startet en tradition med, at andre danske lærerstuderende hvert år tog i 3. års praktik til “min” udenlandske skole.

Da jeg startede på lærerseminariet, arbejdede jeg samtidig som tilkalde vikar på forskellige skoler i nærheden af min bopæl. En af skolerne havde et overtal af børn med “særlige” behov og kom fra socialt belastede familier. Jeg havde en del samarbejde med skolens leder fordi jeg også hjalp hende med enkelte kontor opgaver. Grunden til at jeg stadig husker hende den dag i dag er pga en kommentar hun kom med en af de første dage jeg arbejdede på skolen. Hun sagde: “Hvor er det vidunderligt med en vikar der kan tænke selv”.

Da jeg var færdiguddannet lærer og blev fastansat på en skole følte jeg mig næsten altid konstant stresset. Alligevel har jeg holdt fast i nogle af de positive oplevelser. Flere af mine kollegaer gav udtryk for, at de synes jeg var en god lærer og at de gerne ville arbejde sammen med mig.

Fordelen ved at have ADHD, er jo at man har det med at blive MEGET engageret når man falder over et emne som interesserer én og det engagement har det med at smitte.

At det så også har en bagside vil jeg slet ikke komme ind på her.

Min ADHD type “kan selv – vil selv” og det har faktisk været en fordel i mange situationer. Jeg har altid kaldt en spade for en spade og nægtet at finde mig i uretfærdigheder og forskelsbehandling. Jeg synes ikke der er nogen der er mere eller mindre værd end mig og jeg vil ikke finde mig i, at blive mobbet eller forskelsbehandlet fordi jeg ikke er god til “politik” (slikke røv på dem længere oppe i hierarkiet).

Før i tiden vidste jeg ikke hvorfor jeg var så “rebelsk” og handlekraftig. Nu ved jeg, at det er fordi jeg har ADHD og måske også har en snert af det Russel Barkley kalder “oppositional defiant disorder” (trodsighedsforstyrrelse).

Heldigvis har jeg en rimelig intelligens og evnen til at se tilbage og reflektere. Samtidig har jeg fået den ro jeg har behov for og den rette medicinering så jeg ikke længere er ustyrlig impulsiv.

Og vigtigst af alt: Russel Barkleys Rule 8: Have a sense of humor (vær humoristisk/hav selvironi)!

Går man ind på PsykiatriFondens hjemmeside under bogen “Frem i lyset” af Anne Marie Geisler Andersen møder man følgende uddrag fra hendes bog:

“Mit navn er Anne Marie Geisler Andersen. Jeg er 30 år gammel og har læst statskundskab ved Københavns Universitet, før jeg blev medlem af folketinget for Radikale Venstre. Jeg er mit partis psykiatriordfører, og min mission er at forbedre forholdene for mennesker med psykisk sygdom i Danmark. Det er derfor, jeg er gået ind i politik, og derfor jeg har skrevet denne bog. Jeg er vokset op med en far, som lider af depressioner. I perioder har han været meget syg. Så syg, at han har forsøgt selvmord og været indlagt på den lukkede afdeling. Jeg har arvet min fars sind og har også flere gange været ramt af stress og depressioner. For nylig er jeg endvidere blevet diagnosticeret med ADHD. Når jeg har nedskrevet min personlige beretning, er det for at nedbryde de tabuer, der stadig klæber til psykisk sygdom.”

Anne Marie Geisler Andersen valgte i 2010 at stå frem og være åben omkring sit liv med depressioner og ADHD. Dette til trods for hendes position på den politiske arena. Det må have været en vanskelig beslutning og krævet stort mod, så hun fortjener den dybeste respekt.

Anne Marie Geisler Andersen har i forbindelse med dette års ADHD Awareness Week skrevet “ADHD Awareness Week nuancerer billedet”. Foråbentlig kan det også være med til at ændre på en række fordomme om ADHD og samtidig give håb til dem, der enten selv har diagnosen eller på anden måde er berørt af den. Læs det her!

Du kan læse mere om hendes bog “Frem i lyset” på PsykiatriFondens hjemmeside.

KONKURRENCE: PsykiatriFonden er sponsor af ADHD Awareness Week
Hvis du deltager i spørgeundersøgelsen på hjemmesiden, har du ved lodtrækning mulighed for at vinde bogen “Frem i lyset”.

Du kan derudover deltage i konkurrencen på Facebook gruppen, hvor du også har mulighed for at vinde et eksemplar af ”Frem i lyset”.

Fordi jeg havde en høj intelligens forventede jeg selv og andre, at jeg udrettede noget med mit liv. Jeg fik ikke den hjælp jeg havde behov for fordi ingen kunne finde ud af hvad der var i vejen med mig. Det var først da jeg gav slip, opgav kontrollen og lod mit liv sejle, at jeg kom ind på den vej der til sidst skulle lede mig til det sted hvor jeg fik diagnosen ADHD.

Hele mit liv har jeg “spillet skuespil” jeg har skjult hvor hårdt jeg har haft det og når jeg ind imellem ikke orkede mere blev jeg beskyldt for at være doven og umoden. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at passe ind i samfundet og være ligesom alle andre, men med årene blev det sværere og sværere.

For ca. 1 år siden fik jeg tilkendt førtidspension. I starten tænkte jeg, at det ikke nødvendigvis skulle være for evigt, at jeg nu havde fred og ro så jeg måske kunne finde mit “kald”. Men helt ærligt så tror jeg aldrig jeg finder mit “kald”. Min hjerne fungerer ikke ordenligt mere, eller i hvert fald ikke lige så godt som før alle depressionerne. Selvom jeg får medicin har jeg stadig ADHD af svær grad af impulsivtypen. Det at være så impulsiv gør, at jeg har svært ved at have nære relationer til andre. Folk bliver ofte lidt stressede og utrygge i mit selskab fordi det er så tydeligt at jeg har gang i så mange forskellige ting på samme tid. Selv den psykiater der i sin tid bekræftede min ADHD diagnose sagde, at han følte, at han ikke rigtigt kunne stole på mig (tak for kaffe). Jeg er flyvsk og det forvirrer selv de klogeste hoveder.

Min impulsivitet gør også, at jeg næsten interesserer mig for alt. Det betyder også, at jeg ved lidt om rigtigt mange ting, men at jeg samtidig kan have svært ved at fastholde interessen ret længe af gangen. Én ting har jeg dog altid været god til, nemlig at tale og skrive. Jeg har altid været velformuleret, måske er det også derfor at jeg stadig skriver på bloggen og har holdt fast i den gennem hele forløbet.

Mine forventninger til mig selv er ikke længere urealistiske. Jeg har accepteret, at jeg har ADHD og at det er et handicap som ikke forsvinder bare fordi jeg tager medicin og kost tilskud.

Fordi jeg har arbejdet med mig selv i flere år, har læst alt hvad jeg kunne komme i nærheden af om ADHD, kost, medicin og behandling for at få det bedre, har skruet forventningerne til mig selv ned og lært at acceptere, at det er hårdt arbejde at være mig og derfor er den bedste løsning, at jeg er på førtidspension.

Desværre er det ikke alle der kan forstå det. Mennesker som kun kender mig overfladisk og som ikke er klar over alt hvad jeg har været igennem, synes at jeg virker intelligent og velfungerende og derfor burde jeg i det mindste lave lidt. Jeg kan da ikke bare leve resten af mit liv som nasser og kun modtage.

Hvem er det lige der skal vurdere hvor meget jeg kan klare? Før jeg fik pension var jeg stresset, depressiv og overvægtig. Nu har jeg tabt mig, er ikke depressiv længere og tager én dag af gangen, jeg skal ikke nå noget og jeg bestemmer selv farten. Jeg er den eneste der kan vurdere hvor meget jeg kan klare og jeg begår ikke den fejl igen at overbelaste mig selv, for det ender galt. Så inden du dømmer mig fordi jeg er på førtidspension og har fået et godt liv, så spørg dig selv om du kunne tænke dig at bytte liv med mig?

Pigen Julie har de samme problemer som jeg havde som barn. Jeg har bare siddet og tænkt, at pigen har ADHD. For lidt siden siger moren, at Julie er blevet testet for ADHD, men det har hun ikke fordi hendes intelligens er for høj.

AHHHHHHHHHHHH så fat det dog tosser. ADHD og intelligens har ikke noget med hinanden at gøre.

Nu kan stakkels Julie få lov til at fucke sit liv op og udvikle diverse co – morbiditeter indtil hun måske er så heldig at falde over nogen som har mere styr på tingene end de klaphatte der har udtalt, at hun ikke har ADHD fordi hendes intelligens er for høj.

Lige nu er jeg bare pisse træt af lille Danmark og alt det vi ikke forstår her.

Hun har de samme erfaringer med laktose, gluten som jeg måske endnu mere fordi hun har en søn med ADHD som hun tydeligt kan se forandringer hos hvis han får noget af det “giftige”.

Det er altså noget med de der morfinpeptider som kroppen danner når vi spiser disse ting. Morfin er noget der bedøver og sløver. Det meste af mit liv har jeg levet i en osteklokke med kronisk ungdomssløvsind og har kun fået det værre med årene.

Maveproblemer næsten dagligt – tiltagende stress og uro i kroppen på trods af sløvheden og ugideligheden – koncentrations vanskeligheder – autoimmun hudlidelse – led problemer – slidgigt – kort lunte og svingende vægt.

Inden jeg fik konstateret ADHD havde jeg allerede læst “Kernesund Familie” og “10 år yngre på 10 uger”. Desværre havde jeg ikke den viden som jeg har nu og jeg kunne heller ikke overskue at lægge mit liv så drastisk om på det tidspunkt.

For det er MEGET drastisk. Der er jo næsten sukker i alt – der er næsten laktose i alt og der er næsten gluten i alt.

Samtidig er det dyrt at leve sundt.

En klog person sagde: “Hvis en producent har behov for at reklamere for sit produkt, er det overvejende sandsynligt, at det ikke er værd at købe fordi det ikke er noget der gavner dit helbred”.

Næste gang du ser reklamer, så læg mærke til om det er rigtigt.

Så er der de praktiserende læger som er stressede og ikke uddannet til at være holistiske. Selvom alt det jeg fejler hænger sammen, har min praktiserende læge ikke set sammenhængen.

Jeg bebrejder ikke lægerne. De har nok at se til og man kan ikke være ekspert i alt. Men det er trods alt bedre at forebygge end at helbrede, så måske er det på tide, at ændre på gamle vaner!

Én ting er sikkert, jeg lærer hele tiden nye ting som jeg tager til mig. Selvom jeg har en intelligens som er over det normale “hæ hæ hæ – sagt med et smil på læben”, så er jeg ikke for fin til at ændre mening og være lydhør overfor andres idéer, selvom de i første omgang kan virke absurde i min verden.

Livet er en rejse. En rejse som jeg gerne vil gøre så behagelig og skøn som muligt. For mig handler det ikke om at nå i mål, for hvis livet er en rejse er målet jo slutningen – døden.

Nogle gange bliver man mast ind i en lille ubekvemt turistbus, fx når man skal have hjælp af det offentlige fordi livet kom ud på et sidespor. Andre gange bliver man opgraderet til businessclass hos SAS og får serveret champagne  – fordi man var heldig at være på det rette sted på det rette tidspunkt og møde et menneske som fx Ida eller Mill.

Hov – nu kom jeg vist lidt langt væk fra laktose – gluten problematikken.

Pointen er, at jeg faktisk er i stand til at  gøre min rejse behageligere ved at lade være med at indtage disse giftstoffer.

Jeg kan bare ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg selv skal “opfinde den dybe tallerken” i min evige søgen efter løsningen på mit problem – ADHD.

Lovgivningsmæssigt skal sagsbehandlingsregler sikre et godt møde mellem borger og forvaltning og sikre, at borgeren får den hjælp, han eller hun har krav på.

Ovennævnte beskriver mit møde med det offentlige system. Den første sagsbehandler jeg fik da jeg blev sygemeldt pga. en svær depression var absolut ikke interesseret i at hjælpe mig. Min oplevelse af hende var, at hun kun var interesseret i statistikker. Dvs. at få mig hurtigt ud af sygedagpengesystemet og over på kontanthjælp, så kommunen kunne spare nogle penge.

På det tidspunkt vidste jeg ikke at jeg havde ADHD, jeg vidste kun, at der var noget galt og hvis jeg ikke snart fandt ud af hvad det var, ville det gå rigtigt galt. Jeg havde haft flere tilbagevendende svære depressioner som invaliderede mig i en sådan grad at jeg ikke kunne længere kunne arbejde som lærer. Jeg blev medicineret og depressionen aftog, men der var stadig noget der ikke var som det skulle være. Depressionerne var kun følgevirkninger af det egentlige problem.

Jeg bor alene, har ingen børn, mand eller ret meget familie. Jeg var altså overladt til mig selv. Min daværende læge mente, at jeg bare havde en livskrise og at et nyt job og lidt antidepressiva ville løse alle mine problemer. Jeg gik samtidig hos en psykiater. Han havde kun fokus på min depression. Han blev nærmest irriteret da jeg hentydede, at det ikke var depressionen der var det primære problem. Han gik modvilligt med til at teste mig for andre lidelser. Det endte med, at jeg fik at vide, at jeg havde forskellige personlighedsforstyrrelser og hvis jeg ville vide mere om det måtte jeg gå hjem og læse om det på nettet. Jeg var dybt rystet og spurgte om jeg kunne blive helbredt. Han svarede, måske men det vil tage mange, mange år og meget intensiv terapi. Han kom desuden med en bemærkning om, at jeg nok burde tage i kloster fordi jeg er så sensitiv overfor andre mennesker og hælder lidt til at være dyssocial.

Jeg får en krise. Det er meget ubehageligt at blive stemplet på den måde og samtidig ikke at have nogen til at støtte og hjælpe sig. Jeg begynder at søge på nettet og finder et site der hedder Depnet. Her er forskellige fora hvor jeg kan få kontakt med andre, som har tilsvarende problemer. På Depnet taler jeg med én som fortæller, at der er noget der hedder dialektisk adfærdsterapi (DAT) for personer med EUP borderline. Jeg kontakter min læge og beder ham finde nærmeste sted hvor denne behandling tilbydes og jeg får en henvisning til Rigshospitalet. De er ikke meget for at lukke mig ind. De har meget travlt med at understrege, at jeg bor på i en anden kommune og at Rigshospitalet er i København. Jeg indretter mig og siger de ting de gerne vil høre og får derved lov til at deltage i gruppeterapien hvor vi lærer forskellige færdigheder.

Jeg har en del konflikter med den psykolog som jeg samtidig går til individuelle samtaler hos. Kemien er dårlig og jeg føler hun dømmer mig. Da jeg har deltaget i behandlingsforløbet 1 år tilbyder de mig at fortsætte et ekstra modul, men for at bevare min selvrespekt vælger jeg at takke nej.

Tilbage til sagsbehandler nr. 1. Hun gør intet for at hjælpe mig. Det virker faktisk som om, at hun slet ikke tror der er noget i vejen med mig. Det ender da også med, at jeg bliver kaldt ind til en samtale lige efter psykiateren har testet mig og diagnosticeret mig med en personlighedsforstyrrelse. Jeg får at vide at jeg ikke længere hører til i sygedagpenge afdelingen og at de stopper udbetalingerne fra dags dato. Sagsbehandler nr. 1 fortæller mig hvor kontanthjælpskontoret er hvis jeg har brug for økonomisk hjælp. Jeg siger til sagsbehandler Nr.1, at jeg ikke kan forstå hvordan jeg bare kan blive smidt ud af systemet. Hun siger, at på grund af min diagnose, ser det ikke ud til at jeg vil komme i arbejde foreløbig, der skal en længerevarende behandling til, derfor hører jeg ikke til i sygedagpengeafdelingen længere.

Sagsbehandler nr. 1 er ikke min medspiller, hun er klart min modspiller. Der er ingen vejledning om, hvilke rettigheder, pligter og muligheder jeg har efter lovgivningen.

Jeg er lige ved at give op, da en person viser mig nogle artikler om andre i samme situation som mig. Det viser sig, at:

ifølge Lov om sygedagpenge §28, skal kommunen anvende arbejdsevnemetoden i form af beskrivelse, udvikling og vurdering af en persons arbejdsevne med henblik på at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, visitation til fleksjob eller førtidspension, Før udbetalingen af sygedagpenge kan ophøre på grund af varighedsbegrænsningen, jf. §§ 24 og 27.

Jeg klager over afgørelsen og beder samtidig om, at min klage skal sendes direkte videre til staten hvis kommunen afviser min klage. Kommunen er selvfølgelig enig med sig selv og min klage bliver sendt videre til staten. Der går næsten ½ år før der kommer en afgørelse. Staten gav mig ret og underkendte kommunens afgørelse. Sagsbehandlingen havde været mangelfuld og jeg har derfor stadig ret til sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.

Jeg må selv kontakte kommunen og bede om at få en samtale med min sagsbehandler. Jeg møder sagsbehandler nr. 2. Hun virker i starten som om hun gerne vil hjælpe mig. Jeg har på det tidspunkt diagnosen borderline og skal i gang med DAT behandling. Jeg søger om revalidering til en kortvarig uddannelse og det bliver bevilliget. Jeg starter behandlingen imens jeg venter på svar, om jeg er blevet optaget på uddannelsen. Jeg får afslag, men får samtidig at vide fra tidligere elever, at det er normalt at skulle søge mere end en gang. Kommunen tager derefter sagen op igen.

Det næste år går jeg i behandling og venter på kommunens svar. Kommunen trækker min revalidering tilbage og jeg får ikke lov til at søge igen. Jeg får beskeden, at jeg nu har 4 uger til at finde ud af hvad jeg vil med resten af mit liv. Jeg går i panik og i desperation vælger jeg at bygge videre på min læreruddannelse. Det er da i det mindste bedre end at blive smidt ud af systemet uden at få nogen hjælp.

Der går ikke ret lang tid. Så får jeg beskeden om, at kommunen vurderer, at jeg er for syg til revalidering. Jeg bliver vred og reagerer kraftigt på beskeden. Sagsbehandler nr. 2 (som er nyuddannet, og måske endog slet ikke færdig uddannet) informerer mig om at, de i gruppen vil diskutere min sag og, at det nok ender med, at jeg ryger ud af systemet. Jeg siger til hende, at jeg synes det er en underlig sagsbehandling og at jeg helt klart vil klage over afgørelsen igen hvis de smider mig ud. Hun siger, at hun bestemt synes jeg bør klage.

Det næste jeg hører fra kommunen er da et brev dumper ind ad brevsprækken. Jeg skal møde op til samtale hos sagsbehandler nr. 3. Min sag (ankesag) er pludselig blevet udliciteret til et firma som skal viderebehandle den. Jeg når at have to samtaler med den nye sagsbehandler, så hører jeg ikke noget i lang tid. Det næste jeg hører fra “firmaet” er, at jeg skal møde op til en samtale hos sagsbehandler nr. 4. Vi er efterhånden kommet ind i år 2009. Jeg har nogle samtaler med sagsbehandler nr. 4, jeg udfylder min ressource profil og overvejer min fremtid. Under min sidste samtale med sagsbehandler nr. 4 aftaler vi, at jeg skal i arbejdsprøvning som er en del af arbejdsevnemetoden beskrevet i Lov om Sygedagpenge § 24.

I løbet af den tid jeg har kæmpet for at finde ud af hvad der var i vejen med mig og samtidig kæmpet for at få kommunen til at høre mig og hjælpe mig har jeg nogle store nedture. Det medfører at jeg tyr til selvmedicinering. Jeg stopper selvmedicineringen da jeg starter i DAT behandling, men har nogle tilbagefald et par gange efter når jeg har været psykisk ude af balance.

Det sker sidste gang i slutningen af maj 2009. Jeg er vred på mig selv og forstår ikke hvorfor jeg ikke har mere kontrol over mig selv. Jeg søger derfor hjælp.

Jeg tror det var skæbnen der førte mig hen til hjælpen som er et Rådgivnings Center. Jeg var til flere samtaler hvor jeg fortalte om hele mit forløb med det kommunale system, om alle de behandlere jeg havde været hos, om mine diagnoser, den behandling jeg havde fået, samt hvilken medicin jeg fik og om hele mit forløb med selvmedicinering. Jeg fortalte om hvor fortvivlet jeg var, fordi jeg ikke kunne styre mine impulser. Min manglende impulskontrol var kun en af brikkerne i puslespillet. Jeg fortalte hele min livshistorie og begyndte at gå til samtaler hos en fast kontaktperson. Efter nogle uger siger hun, at hun og gruppen mener, at jeg har ADHD. På det tidspunkt ved jeg ikke noget om ADHD. Jeg får anbefalet nogle bøger og begynder at få medicin for ADHD (Ritalin).

Jeg læser alt hvad jeg kan finde om ADHD, især når det handler om voksne. Jo mere viden jeg får des flere brikker falder der på plads for mig. Samtidig begynder medicinen at virke. Jeg kan pludselig koncentrere mig i længere tid af gangen. Jeg kan sidde stille i lang tid, hvor jeg før i tiden altid har siddet uroligt og skulle skifte stilling lige så ofte som andre blinker. Medicinen har nogle fordele, men man skal ikke tro, at man får et nyt liv af Ritalin alene. Jeg er en voksen kvinde som har måttet kæmpe det meste af mit liv. Jeg har en stærk retfærdighedssans og stor mistro overfor autoriteter. Min personlighed blev dannet og cementeret for mange år siden. Ritalin kan ikke ændre på min grundlæggende personlighed.

Men nu ved jeg i det mindste at jeg har ADHD. Jeg har et handicap som medfører en funktionsnedsættelse pga. den måde samfundet er indrettet på.

Voksne med ADHD kan på grund af deres funktionsnedsættelse have krav på handicapkompensation. Kompensationsprincippet er et grundlæggende princip i dansk handicappolitik, som betyder at samfundet tilbyder mennesker med en funktionsnedsættelse forskellige former for hjælp, der skal være med til at udligne konsekvenserne af deres funktionsnedsættelse. Voksne med ADHD vil ofte have brug for kompensation for at sikre, at de kan få en uddannelse og et arbejde på lige fod med andre. Fordi man ikke kan se på den voksne med ADHD, at de har en funktionsnedsættelse, er det meget vigtigt, at den kommunale sagsbehandler har kendskab til ADHD hos voksne. Nogle af de problemer, voksne med ADHD har, er problemer, som de fleste kender til, bare i langt mindre grad. Hvis den kommunale sagsbehandler ikke har viden om ADHD, kan det føre til, at sagsbehandleren opfatter den voksnes problemer som et udslag af dovenskab eller mangel på samarbejdsvilje og ikke forstår, at problemerne har bund i de vanskeligheder, som ADHD giver. Det kan betyde, at sagsbehandleren enten slet ikke er opmærksom på, at der er et behov for handicapkompensation, eller at der måske iværksættes hjælp, der i bedste fald ikke har nogen effekt og i værste fald giver den voksne for nederlag.

I slutningen af september 2009, fik jeg igen brev fra kommunen. Jeg blev indkaldt til samtale hos min nye sagsbehandler. Lad os bare kalde hende sagsbehandler nr. 5. Inden samtalen sendte jeg hende nogle artikler om voksne med ADHD og forklarede at jeg havde fået diagnosen og derfor ville være sikker på at blive hørt og forstået denne gang. Jeg kommer til samtalen og det viser sig faktisk at sagsbehandler nr. 5 ved noget om ADHD hos voksne. Hun har haft en anden voksen borger med ADHD og har derfor været på kurser og lært noget om det. Det er faktisk et tilfælde, for på daværende tidspunkt vidste sygedagpenge afdelingen ikke at jeg havde fået diagnosen.

Vi diskuterede min fremtid og jeg blev som altid emotionel og græd, fordi jeg skulle fortælle min historie for hundrede tusinde gang. Det er vel ikke så underligt når man tænker på alt hvad jeg har været igennem. Sagsbehandler nr.5 ville gerne have mig udredt hos en uvildig psykiater. Hun spurgte mig om jeg mon nu også var klar til den arbejdsprøvning som jeg havde bedt om. Det var ganske forståeligt, for hun reagerede på min spontane gråd fordi hun ikke kendte mig.

Jeg kommer let til at græde når jeg tænker eller taler om noget der berører mig dybt. Jeg er altid den der græder højst og i længst tid til en begravelse, også selv om det er en person jeg slet ikke kender der ligger i kisten. Det er stemningen der smitter af på mig. I vores samfund er vi ikke vant til den slags intense følelses udbrud og folk bliver derfor forskrækkede når jeg begynder at græde. Eller de fortolker min gråd subjektivt, ligesom sagsbehandler nr. 5 gjorde.

Jeg skulle gennem en større operation et par dage efter samtalen så vi blev enige om, at jeg ville få nogle uger til at komme mig efter operationen, derefter skulle jeg udredes hos en uvildig psykiater og så burde jeg være klar til arbejdsprøvning.

Lige nu er vi i slutningen af november 2009. Jeg har været til udredning hos en psykiater som er ekspert i de forskellige typer ADHD og hvordan de skal behandles. Efter at have svaret på spørgsmål i næsten 2 timer (som fløj af sted) konkluderede han, at der ikke er nogen tvivl om, at jeg har ADHD. Jeg fik end dog at vide, at jeg er den klassiske intelligente ADHD type. Han sagde også at jeg samtidig har fået en personlighedsforstyrrelse, nemlig EUP, som er en emotionel ustabil personlighedsstruktur. Han slog samtidig fast at jeg absolut ikke var af borderline typen. Han var meget positiv og imødekommende. Det var befriende at opleve en behandler i “systemet” som kunne forstå mig og ikke dømte mig.

Han sagde, at jeg skulle have en ADHD coach og gå til samtaler hos ham (psykiateren). Det ville han meddele kommunen. Jeg har endnu ikke hørt noget fra sagsbehandler nr.5, men med hjælp fra min engel på Rådgivnings Centeret er jeg gået i gang med at søge om at få en kontaktperson som kommunen tildeler mig. En person som kan hjælpe mig med de dagligdags ting som ofte føles uoverskuelige for mig og andre med ADHD. At strukturere alle de trivielle opgaver som de fleste bare udfører uden at tænke nærmere over det.

I mellemtiden håber jeg, at sagsbehandler nr. 5 ikke blot er blevet tildelt mig af kommunen, men af en højere magt, fordi jeg har været sej og har kæmpet til det sidste uden at give op. Og fordi det vist nok snart er min tur til at få en succes oplevelse.