Når vi får en tanke så handler vi, i stedet for at vende og dreje det i en uendelighed.

Vi er ikke onde, men bliver nogle gange opfattet sådan fordi vi er direkte og konfronterende i stedetfor at pakke tingene ind så de bliver lettere at fordøje.

Derfor er vi dårlige til politik og røvslikkeri. Ups det var vist en dobbeltkonfekt.

Jeg er træt af at leve i en verden hvor det kun er én bestemt type mennesker/adfærd der tolereres.

I folkeskoleloven står der noget om demokrati og rummelighed. Det holder bare ikke i virkeligheden. Måske er det derfor alle brokker sig over folkeskolen.

Jeg er som sagt den snakkende og impulsive type. Medicinen har hjulpet mig med at kunne koncentrere mig bedre i længere til og ikke handle så impulsivt længere. Men den har absolut ikke hjulpet på min uendelige ordstrøm. Jeg var derfor nervøs for hvordan mødet ville gå. Om jeg ville blive skældt ud af nogen som synes jeg var for irriterende. Jeg blev ikke skældt ud, der var en stor rummelighed. Hvilket nok også er nødvendigt med en lokale fyldt med voksne med ADHD. Jeg er ikke helt overbevist om at det ikke vil gå galt for mig og det ender med at jeg bliver ked af det og derefter ikke har lyst til at komme til møderne mere, men jeg giver det alligevel en chance og har meldt mig til næste møde.

Tilbage til mødet. Der blev udleveret en dagsorden og forskellige praktiske lister. Den ene var en liste over vanskeligheder som unge og voksne med ADHD kan have:

• Impulsive, rastløse, glemsomme

• Lover mere end de kan holde

• Tendens til at handle og tale uden tanke for konsekvenserne

• Problemer med at administrere tid

• Lav frustrationstærskel

• Svært ved at kontrollere temperamentet

• Generelt uorganiseret, forsinket, forjaget, uforberedte

• Problemer med at tage beslutninger, impulsive eller tvangs prægede

• Problemer med opmærksomhed og koncentration

• Koncentrerer sig fint så længe de er motiverede

• Kan koncentrere sig ved computeren i timer

• Fuldføre ikke påbegyndte opgaver

• Ofte kortlivede interesser

• Deres præstationer modsvarer ikke deres evner

• Ringe selvtillid og selvværd

• Urealistiske forestillinger om voksenlivet, arbejde og indkomst

• Kan ikke koncentrere sig ved læsning

• Tankerne har en tendens til at vandre når de skal lytte til nogen

• Under aktive efter tidligere at have været over aktive

• Har svært ved at finde sengen om aftenen

• Har svært ved at komme op om morgenen

• Svært ved at få ordnet daglige gøremål

• Kan ikke styre økonomien

• Skifter ofte uddannelse, job, bopæl

• Kan ikke klare undervisning og rutinepræget arbejde

• Problemer med at holde på kammerater

• Problemer med kæresterne

• Tendens til at søge sammen med uheldige elementer

• Risiko for misbrug

• Perioder med depression

• Kan reagere med angst

Ingen tvivl om, at jeg genkender mig selv i ovennævnte sætninger. Her gik jeg lige og troede, at grunden til at jeg kunne sidde i timevis og nørde ved pc´en var fordi jeg nu får Ritalin. Men når jeg tænker mig om, så har pc´en faktisk altid været min foretrukne overspringshandling. Jeg har lært mig selv at designe hjemmesider i Dreamweaver og Frontpage og billedbehandle i Photoshop. Jeg blev særligt god til det da jeg skulle skrive mit sidste speciale på seminariet.

Summa summarum, netværksmødet var en succes. Folk var søde, imødekommende og rummelige og der var en dejlig stemning. Vi diskuterede tips og tricks til hvordan man kan få dagligdagen til at fungere. Og her fandt jeg ud af, at jeg ikke er den eneste der bruger whiteboard, har svært ved at få lavet aftensmad og købt de rigtige ting, støvsuge osv.
Tak til Birgitte og Jytte for at have startet gruppen og tak til alle voksne ADHD´ere fordi I var med til at gøre mit første netværksmøde til en succes. Vi ses om 3 uger

Det er lidt ligesom i en tegnefilm hvor man ser en af figurerne blive slået i hovedet, hvorpå sol måne og sjerner danser rundt om hovedet imens øjnene svømmer rundt i hovedet.

Heldigvis kan ingen se det på mig. Eller måske uheldigvis, for det er præcis en af de ting der gør at andre mennesker ikke kan forstå hvordan det er at have ADHD.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg fortsætte kampen med at ændre mit indre eller skal jeg acceptere mig selv som jeg er på godt og ondt?

Livet ville være meget lettere hvis jeg fik forståelse for de ting jeg ikke kan ændre på ved tilværelsen.

Men hvordan skal jeg kunne acceptere mig selv som jeg er når der er en masse kloge fagpersoner der ikke accepterer ADHD. De nægter at det findes.

ADHD er som med mange andre psykiske lidelser en subjektiv lidelse. Der findes ikke én måde at diagnostisere på. Det er vigtigt at få hele patientens livshistorie for at kunne vurdere om det drejer som om AHDH. Den slags uvidenskabelige metoder bryder kloge videnskabsfolk sig ikke om. Derfor vil de ikke acceptere at ADHD er et reelt problem.

I mit liv har jeg været tvunget til at håndtere komplicerede, svære og smertefulde ting. Det er ikke altid lykkes og smerten og ubehaget er gået over i et alvorligere og langt mere invaliderende stadium – det blev til lidelse. Lidelsen udviklede sig til sidst til depression fordi jeg nægtede at acceptere mig selv. Jeg kæmpede for at ændre mit indre og lod samtidig som om jeg var ligesom alle andre så ingen opdagede hvordan jeg kæmpede for at holde ballancen.

Måske kan accept være en vej til at få det bedre.

Med accept mener jeg, at vælge at se, rumme og udholde både den indre og den ydre virkelighed uden at flygte, undvige, forvrænge eller dømme den og at handle konstruktivt ud fra denne virkelighed på en måde, som fører én imod ens egne værdier og mål.

Ordet accept betyder stort set, at godtage noget eller nogen uden forbehold. Begregrebet accept er egentlig en juridisk term, som indebærer, at man godtager noget uden forandringer, en overenskomst eller en kontrakt.

Når nogen ikke accepterer mig, fordi jeg pga. min ADHD snakker for meget, springer for meget i samtalen, virker barnlig, er for impulsiv osv. gør det ondt. Det gør ondt når andre ikke vil godtage én uden forbehold. Det er derfor vigtigt for mig at kunne acceptere den smerte jeg bliver påført når jeg ikke bliver accepteret. Når jeg accepterer at ikke alle kan lide mig og accepterer den smerte det udløser hos mig, er det ikke ensbetydende med, at jeg synes det er rimeligt, retfærdigt eller rigtigt. Jeg ser virkeligheden som den er, uden skyklapper og uden at vurdere den.

Jeg kan øve mig på hvordan jeg vil reagere på virkeligheden og hvordan jeg vil handle. Det kræver MEGET øvelse og virker ikke hver gang. Jeg kan vælge hvordan jeg vil reagere på at få diagnosen ADHDd som voksen. Jeg kan vælge at se det som en udfordring og fremover indrette mit liv derefter eller jeg kan vælge at se det som et handicap der sætter begrænsninger for mig.