På daværende tidspunkt virkede min hjerne ikke så godt pga al den stress jeg havde været igennem, så jeg orkede heller ikke rigtigt at beskæftige mig med noget der krævede den mindste smule hjerneaktivitet.

Nu har jeg fået bogen lagt ind på min iPad og den kommer igen med til Thailand. Jeg satser på at få den læst i løbet af vinteren og vil skrive om den her på bloggen. Jeg har allerede bidt mærke i nogle overskrifter som har givet mig lyst til at læse den: “Selvkontrol – Hvordan du får de ting du vil have.”  “Kend din ADHD.” “En forklaring, ikke en undskyldning.” “Det er ikke din skyld at du har ADHD, men det er dit ansvar at acceptere det.” “En brugsanvisning til ADHD.” “Hvorfor det giver mening, at prøve medicin.” Osv osv.

Bogen er fuld af guldkorn der kan hjælpe voksne med ADHD i dagligdagen.

Jeg vil gerne dele disse guldkorn med andre voksne med ADHD så vi alle sammen kan få et bedre og lettere liv.

Bagsiden af bogen:

Hvis du er blandt de millioner af voksne med ADHD-eller tror du er, har du brug for de nyeste videnskabelige fakta om sygdommen og dens behandling. Du har brug for praktiske strategier til at hjælpe dig med koncentration, opmærksomhed, at blive organiseret, og få kontrol over dine følelser og handlinger. Og du har brug for effektive måder at udvikle dine styrker og nå dine mål, uanset om det er på jobbet, i familieforhold, eller stræben efter personlig mål. Dr. Barkley beskriver teknikker der er lette at lære, du kan bruge dem hver dag for at styre dine symptomer og opbygge kompetencer der kan hjælpe dig til at få succes. Han giver også klare svar på ofte stillede spørgsmål om medicin og andre behandlinger.

 

Time Timer fungerer som et nedtællingsur. Den røde skive viser, hvor meget tid, der er tilbage. Det er for mange lettere at forstå tiden, når man kan se den røde skive blive mindre og mindre. Urskiven vises med 5-minutters intervaller, hvor mange minutter, der er tilbage. På den måde behøver man ikke at skulle huske på, hvad til man begyndte en aktivitet, eller hvornår man skal ophøre med den igen.

Time Timer kan være en stor støtte især for urolige børn, da de kan se, hvor lang tid, der er tilbage af timen, eller hvornår de skal være færdig med en given aktivitet. Den kan også med fordel bruges i hjemmet.

Time Timer er ikke kun for børn. Mange voksne kan på samme måde have stor gavn af den. F.eks. i forbindelse med møder, kurser, præsentationer osv., hvor man er dybt engageret og kan have let ved helt at glemme tiden, kan en Time Timer være et fantastisk redskab til overholdelse af tiden.

Time Timer fås i forskellige størrelser – til skolen, kontoret og hjemmet. Den kan også fås som armbåndsur og CD-ROM, der kan installeres på din computer, så du også der kan holde styr på tiden.

Du kan læse mere om Time Timer på Four Esses.

KONKURRENCE: Four Esses er sponsor af ADHD Awareness Week
Hvis du deltager i spørgeundersøgelsen på hjemmesiden, har du ved lodtrækning mulighed for at vinde den Time Timer (18x18cm), vi sætter på højkant.

Du kan derudover deltage i konkurrencen på Facebook gruppen, hvor du også har mulighed for at vinde en Time Timer (18x18cm).

Det nye er, at folketingsmedlemmerne samt en lang række af de 1000 ansatte har fået tilbudt en gratis iPhone.

Argumentet lyder, at de har testet en række mobiler og er kommet frem til at iPhone dækker behovene bedst.

NÅ for søren, jeg troede ellers at folketinget benyttede PC og ikke Mac.

Hvis man arbejder med PC og Windows er der langt billigere, kompatible smartphones på markedet.

Jeg har selv fået ½ gratis iPhone fordi jeg har et handicap (ADHD). Jeg skulle altså selv hoste op med halvdelen af udgiften til telefonen selvom jeg er handicappet på den laveste overførselsindkomst.

Der er også lige blevet spildt et par 100 milliarder på et sygehusbyggeri i Århus.

Det er ret deprimerende at vende hjem til alt det bøvl.

Samtidig var der en meddelelse fra kommunen om at der bliver skåret i min månedlige ydelse fordi jeg har fået udbetalt et beløb fra mit pensionsselskab for de sidste 3 år, altså med tilbagevirkende kraft.

Jeg glæder mig ufatteligt meget til at rejse ud i verden igen, væk fra lille, sørgelige, patetiske, jantelovs Danmark.

Danmark får mine ADHD symptomer til at blusse op.

Om dagen prøvede jeg at sidde med den over benene i sofaen fordi jeg havde fået at vide at jeg skulle vænne mig til den langsomt og nok ikke kunne sove med den hele natten med det samme.

Ved 23-tiden lagde jeg mig ind i min seng for at se lidt fjernsyn inden jeg skulle sove. Jeg lagde kugledynen over mig og allerede efter få minutter var det som om der bredte sig en varme og ro i hele min krop. Efter ca. 10 minutter blev jeg meget døsig.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive den fornemmelse jeg fik i kroppen af kugledynen – en form for ubeskrivelig velvære.

Desværre sker der i disse dage mange ting i mit liv som kører rundt i mit hoved. Derfor kunne jeg ikke falde i søvn med det samme selvom jeg var døsig.

Kl. 23.30 tog jeg kugledynen af fordi jeg tænkte, at jeg nok ikke kunne falde i søvn med den første nat. Men efter 5 minutter med en almindelig dyne (som ellers er tungere end alm. dyner) savnede jeg kugledynen.

Jeg tog derfor kugledynen på igen og accepterede, at der ville gå lidt tid før jeg ville falde til ro.

På et tidspunkt stod jeg op og fik mig en bedtime snack. Mad har som regel en beroligende effekt på mig, hvilket kan ses på mit BMI.

Der gik ikke ret lang tid før jeg døsede af.

For første gang i meget lang tid sov jeg igennem hele natten. Vågnede ikke en eneste gang som jeg plejer at gøre. Til gengæld vågnede jeg allerede kl. 8.00 om morgenen og følte mig frisk og udhvilet.

Damn siger jeg bare, crazy kugledyne.

Jeg glæder mig allerede til i aften når jeg skal begraves under min 7 kg kugledyne og igen mærke fornemmelsen af mystisk velvære og ro.

Hvis du har forslag til en bedre oversættelse, så mail den til mig på carmdk@gmail.com

Dr. Russell Barkley er professor i psykiatri og neurologi ved University of Massachusetts Medical Center i Worcester. Han har skrevet adskillige bøger om ADHD, herunder ADHD and the Nature of Self-Control and Attention og Taking Charge of Aduld ADHD.

Video nr 4 ADHD Mere ansvarlighed Ikke Mindre

Mit barn blev smidt ud af skolen i går pga dårlig opførsel vil du være så venlig, at få ham meldt ind igen, han er ikke ansvarlig for sine handlinger, for har du ikke lige sagt, at ADHD er en neuro genetisk lidelse?

Lad mig hjælpe dig med at forstå hvad jeg lige har sagt:

ADHD er ikke et konsekvens-problem, det er et tids-problem. Det var den forsinkede konsekvens der gjorde dig handicappet. Hvilket betyder at jeg vil gøre det modsatte af hvad denne mor beder mig om. Jeg vil øge ansvarligheden i stedet for at sænke den og øge hyppigheden, hastigheden og timingen af konsekvens.

Mennesker med ADHD har brug for mere ansvarlighed ikke ingen ansvarlighed.

De som betragter ADHD som en eksekutiv lidelse vil sige, at hvis du argumenterer for mindre ansvarlighed vil du forværre lidelsen, ikke bedre den.

For problemet er forsinkelsen, og alle afgørende konsekvenser er forsinkede.

Det betyder, at vi er nødt til at anvende adfærdsbehandling. B-mod programmet, mønterne, kort, smølfeklistermærker mv. Formålet med disse er ikke at undervise, deres formål er at drysse kunstig konsekvens hen over forsinkelserne i det daglige miljø for at øge ansvarligheden. Adfærdsbehandlingen skal altså opveje ansvarsunderskuds lidelsen.

ADHD børn lærer ikke noget ved adfærds regulering, men det motiverer dem til at vise hvad de kan.

Ved at gøre dem mere ansvarlige, oftere og i nærmiljøet får man mindre ADHD.

Hvis man bliver fritaget for konsekvenserne får man mere ADHD.

Så jeg vil gerne have jer til at forstå noget, der er 2 grunde til at vi beder jer om at bruge adfærdsregulering. Den ene er for at instruere.

Dette er grunden til, at vi underviser familier med autistiske og retarderede børn i adfærdsregulering. Så de kan lære deres børn ting de ikke allerede ved.

Men den anden grund til at man benytter adfærdsregulering har ikke noget med instruktion at gøre det er pga motivation. For at opveje underskuddet af motivation som denne lidelse indebærer. Så hvis man adfærdsregulerer for motivationens skyld skal man fortsætte med det, man må ikke pludselig stoppe det. Hvis man stopper det så fjerner man motivationen.

Hvis man adfærdsregulerer for at instruere/undervise, kan man godt stoppe igen, for så snart de har lært færdigheden der skulle læres så benytter de den og man behøver ikke at tænke mere over det.

Kan I se en kontrast her? De fleste forældre og næsten alle de lærere jeg har haft med at gøre, tror at man adfærdsregulerer for at instruere/undervise.

Når man skal undervise en lærer på en skole i at indføre et belønningssystem er hans første spørgsmål altid: ”Hvor længe skal jeg gøre det her? Hvor lang tid går der før eleven har lært færdighederne?”

Og mit svar er: ”Aldrig”.

Så længe eleven er i din klasse er du nødt til at sørge for ”kunstig” konsekvens for at erstatte de forsinkede konsekvenser. Og hvis du ikke gøre det får du ikke eleven til at samarbejde.

Så jeg vil have jer til at tænke på belønningssystemer og andre adfærdsregulerende systemer som synonym til en rampe ved indgangen til denne bygning.

Denne rampe er der, så personer der er fysisk handicappede kan blive mindre motorisk begrænsede. De kan komme ind i bygningen i deres rullestole eller i andre hjælpemidler de måtte bruge.

Men ville du nogensinde sig til sådan en person: ”Nu har du i 30 dage brugt rampen med succes, så….. (hele salen griner). I ved hvad jeg mener, i kender pointen,

”kan jeg fjerne rampen?” Har de handicappede indlært rampen? Selvfølge kan jeg ikke det, rampen var der ikke for at undervise den handicappede, rampen er en protese.

En protese er en kunstig måde at reducere konsekvenserne af din lidelse det er ikke for at træne dig i noget som helst. Uanset hvor mange gange man benytter rampen vil man altid have brug for den.

Og uanset hvor meget man adfærdsregulerer vil man altid have brug for den.

Disse mennesker vil altid have behov meget hyppige konsekvenser omkring dem i forhold til andre mennesker for at kunne yde det samme som andre mennesker.

Igår var jeg til ADHD-netværksmøde i Valby, jeg gik i pausen. En socialrådgiver var inviteret til at tale og svare på spørgsmål. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at hun ikke havde noget at fortælle som jeg ikke allerede vidste. Og hun kunne ikke/ville ikke svare på de spørgsmål jeg havde. Samtidig var nogle af de ting hun fortalte forkerte. Fx i forbindelse med når man søger om en pda.

Jeg har selv søgt en pda og fået den bevilliget som forbrugsgode. Dvs. jeg selv skulle betale 50% af indkøbsprisen og, at det fremover er min ejendom. Hvis den går i stykker skal jeg selv betale reparation og jeg kan kun få den bevilliget én gang.

Det har jeg valgt at acceptere, fordi jeg ville have en iPhone. Hvis jeg bedt om en handyphone, som er særligt fremstillet til personer med ringe eksekutive  færdigheder, skulle jeg ikke selv betale noget. jeg ved, at der er mange ADHDére derude som kæmper meget mere end mig i hverdagen, jeg mødte én af dem igår til mødet. Jeg håber hun får sin familie til at hjælpe med at søge en handyphone.

Du skal søge om at få en PDA jf. Servicelovens § 112. Når man søger efter § 112 betaler kommunen for det hjælpemiddel du søger, hvis du får det bevilliget. Hvis du søger efter andre §§ skal du selv betale noget af beløbet. Det kommer til at tage nogle måneder, men du skal nok få din handyphone i sidste ende.

Jeg har indset, at det er for besværligt for mig at få hjælp gennem kommunen. Det er en krig der ikke er værd at kæmpe. Desværre er det ikke alle der har muligheden for, at tage samme beslutning, fordi de ikke har andre måder at få hjælp på.

Jeg gik ind på min kommunes hjemmeside for at finde den blanket jeg skulle bruge. Pdf filen kunne selvfølgelig ikke åbnes og derfor var jeg nødt til at ringe til kommunen og bede om at få blanketten tilsendt.

Ansøgning om hjælpemiddel/forbrugsgode/boligindretning efter lov om social service §§ 112/113/116.

Du skal søge om at få en PDA jf. Servicelovens § 112. Når man søger efter § 112 betaler kommunen for det hjælpemiddel du søger, hvis du får det bevilliget. Hvis du søger efter andre §§ skal du selv betale noget af beløbet.

Jeg sendte min ansøgning af sted i september 2009. Jeg har fået bevilliget en PDA, har været ude på Center For Syn Og Kommunikation og prøvet forskellige modeller af, og venter nu på, at personen på Center For Syn Og Kommunikation skal sende ansøgning til min kommune om den PDA type jeg godt kunne tænke mig. Desværre skal hun starte på nyt job fra 1. februar så hun har sikkert ikke specielt travlt med at få min ansøgning afsted og så er der lige en ny person der skal overtage sagen så det bliver trukket endnu længere ud… suuuuk.

Jeg fik vist forskellige PDA typer. Der var HP som er Windows styret og en anden jeg ikke kan huske som også var Windows styret, så var der en iPod touch og en Handy phone.

Da jeg er Mac bruger vil jeg helst have en iPhone. Jeg fik at vide, at det skal jeg ikke regne med at kommunen vil gå med til fordi det er PDA og telefon i én. Men en handy phone er også en PDA og telefon i én. Så fik jeg argumentet, at Handy phone er udviklet specielt til personer med eksekutive vanskeligheder og derfor kan den bevilliges selvom der er telefon i. Tjaa iPhone har faktisk noget software der kan det samme som en Handy Phone, den er bare mere moderne og up to date.

Handy Phone kan ikke synkronisere med computeren som iPhone og den kan ikke gå på nettet.

Hvis kommunen ikke vil bevillige en iPhone med argumentet, at de ikke vil betale for telefon delen må jeg gå den tunge vej og klage over afgørelsen til Staten. For hvis man kan bevillige en Handy Phone med telefon kan man også bevillige en iPhone med tilsvarende funktioner, især når den er mere funktionel i forhold til den funktionsnedsættelse der er tale om.

De fleste med ADHD er glemsomme, ustrukturerede og let afledelige. Derfor er det vel afgørende at man vælger det optimale hjælpemiddel i stedet for at være snæversynet og holde fast i  “det man plejer” at gøre.

For nogle er Handy Phone bedst. Fx hvis man ikke er god til teknik, computer og internet.

For andre er HP med Windows bedst. Fx. hvis man er vant til Windows og bruger internet og mail.

Så er der iPod touch. Det er som en iPhone bare uden telefon og internet adgang. Den passer fint til personer som ikke har eller ikke vil have mobil telefon eller internet.

Til sidst har vi iPhone. Den er perfekt til mig fordi jeg allerede er Mac bruger. Den kan synkronisere med min kalender på Mac. Jeg skal ikke bruge energi på at lære flere forskellige brugerflader og systemer at kende og sidst men ikke mindst, er det 2 i 1. Jeg skal altså ikke både huske telefon og PDA. Næsten uden undtagelse, glemmer jeg altid mindst én ting når jeg skal ud af døren, så der er ingen grund til at gøre livet mere besværligt end det allerede er.

Med lidt held har jeg min nye PDA til jul, med den fart kommunen og Center For Syn Og Kommunikation har på.

Lovgivningsmæssigt skal sagsbehandlingsregler sikre et godt møde mellem borger og forvaltning og sikre, at borgeren får den hjælp, han eller hun har krav på.

Ovennævnte beskriver mit møde med det offentlige system. Den første sagsbehandler jeg fik da jeg blev sygemeldt pga. en svær depression var absolut ikke interesseret i at hjælpe mig. Min oplevelse af hende var, at hun kun var interesseret i statistikker. Dvs. at få mig hurtigt ud af sygedagpengesystemet og over på kontanthjælp, så kommunen kunne spare nogle penge.

På det tidspunkt vidste jeg ikke at jeg havde ADHD, jeg vidste kun, at der var noget galt og hvis jeg ikke snart fandt ud af hvad det var, ville det gå rigtigt galt. Jeg havde haft flere tilbagevendende svære depressioner som invaliderede mig i en sådan grad at jeg ikke kunne længere kunne arbejde som lærer. Jeg blev medicineret og depressionen aftog, men der var stadig noget der ikke var som det skulle være. Depressionerne var kun følgevirkninger af det egentlige problem.

Jeg bor alene, har ingen børn, mand eller ret meget familie. Jeg var altså overladt til mig selv. Min daværende læge mente, at jeg bare havde en livskrise og at et nyt job og lidt antidepressiva ville løse alle mine problemer. Jeg gik samtidig hos en psykiater. Han havde kun fokus på min depression. Han blev nærmest irriteret da jeg hentydede, at det ikke var depressionen der var det primære problem. Han gik modvilligt med til at teste mig for andre lidelser. Det endte med, at jeg fik at vide, at jeg havde forskellige personlighedsforstyrrelser og hvis jeg ville vide mere om det måtte jeg gå hjem og læse om det på nettet. Jeg var dybt rystet og spurgte om jeg kunne blive helbredt. Han svarede, måske men det vil tage mange, mange år og meget intensiv terapi. Han kom desuden med en bemærkning om, at jeg nok burde tage i kloster fordi jeg er så sensitiv overfor andre mennesker og hælder lidt til at være dyssocial.

Jeg får en krise. Det er meget ubehageligt at blive stemplet på den måde og samtidig ikke at have nogen til at støtte og hjælpe sig. Jeg begynder at søge på nettet og finder et site der hedder Depnet. Her er forskellige fora hvor jeg kan få kontakt med andre, som har tilsvarende problemer. På Depnet taler jeg med én som fortæller, at der er noget der hedder dialektisk adfærdsterapi (DAT) for personer med EUP borderline. Jeg kontakter min læge og beder ham finde nærmeste sted hvor denne behandling tilbydes og jeg får en henvisning til Rigshospitalet. De er ikke meget for at lukke mig ind. De har meget travlt med at understrege, at jeg bor på i en anden kommune og at Rigshospitalet er i København. Jeg indretter mig og siger de ting de gerne vil høre og får derved lov til at deltage i gruppeterapien hvor vi lærer forskellige færdigheder.

Jeg har en del konflikter med den psykolog som jeg samtidig går til individuelle samtaler hos. Kemien er dårlig og jeg føler hun dømmer mig. Da jeg har deltaget i behandlingsforløbet 1 år tilbyder de mig at fortsætte et ekstra modul, men for at bevare min selvrespekt vælger jeg at takke nej.

Tilbage til sagsbehandler nr. 1. Hun gør intet for at hjælpe mig. Det virker faktisk som om, at hun slet ikke tror der er noget i vejen med mig. Det ender da også med, at jeg bliver kaldt ind til en samtale lige efter psykiateren har testet mig og diagnosticeret mig med en personlighedsforstyrrelse. Jeg får at vide at jeg ikke længere hører til i sygedagpenge afdelingen og at de stopper udbetalingerne fra dags dato. Sagsbehandler nr. 1 fortæller mig hvor kontanthjælpskontoret er hvis jeg har brug for økonomisk hjælp. Jeg siger til sagsbehandler Nr.1, at jeg ikke kan forstå hvordan jeg bare kan blive smidt ud af systemet. Hun siger, at på grund af min diagnose, ser det ikke ud til at jeg vil komme i arbejde foreløbig, der skal en længerevarende behandling til, derfor hører jeg ikke til i sygedagpengeafdelingen længere.

Sagsbehandler nr. 1 er ikke min medspiller, hun er klart min modspiller. Der er ingen vejledning om, hvilke rettigheder, pligter og muligheder jeg har efter lovgivningen.

Jeg er lige ved at give op, da en person viser mig nogle artikler om andre i samme situation som mig. Det viser sig, at:

ifølge Lov om sygedagpenge §28, skal kommunen anvende arbejdsevnemetoden i form af beskrivelse, udvikling og vurdering af en persons arbejdsevne med henblik på at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, visitation til fleksjob eller førtidspension, Før udbetalingen af sygedagpenge kan ophøre på grund af varighedsbegrænsningen, jf. §§ 24 og 27.

Jeg klager over afgørelsen og beder samtidig om, at min klage skal sendes direkte videre til staten hvis kommunen afviser min klage. Kommunen er selvfølgelig enig med sig selv og min klage bliver sendt videre til staten. Der går næsten ½ år før der kommer en afgørelse. Staten gav mig ret og underkendte kommunens afgørelse. Sagsbehandlingen havde været mangelfuld og jeg har derfor stadig ret til sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.

Jeg må selv kontakte kommunen og bede om at få en samtale med min sagsbehandler. Jeg møder sagsbehandler nr. 2. Hun virker i starten som om hun gerne vil hjælpe mig. Jeg har på det tidspunkt diagnosen borderline og skal i gang med DAT behandling. Jeg søger om revalidering til en kortvarig uddannelse og det bliver bevilliget. Jeg starter behandlingen imens jeg venter på svar, om jeg er blevet optaget på uddannelsen. Jeg får afslag, men får samtidig at vide fra tidligere elever, at det er normalt at skulle søge mere end en gang. Kommunen tager derefter sagen op igen.

Det næste år går jeg i behandling og venter på kommunens svar. Kommunen trækker min revalidering tilbage og jeg får ikke lov til at søge igen. Jeg får beskeden, at jeg nu har 4 uger til at finde ud af hvad jeg vil med resten af mit liv. Jeg går i panik og i desperation vælger jeg at bygge videre på min læreruddannelse. Det er da i det mindste bedre end at blive smidt ud af systemet uden at få nogen hjælp.

Der går ikke ret lang tid. Så får jeg beskeden om, at kommunen vurderer, at jeg er for syg til revalidering. Jeg bliver vred og reagerer kraftigt på beskeden. Sagsbehandler nr. 2 (som er nyuddannet, og måske endog slet ikke færdig uddannet) informerer mig om at, de i gruppen vil diskutere min sag og, at det nok ender med, at jeg ryger ud af systemet. Jeg siger til hende, at jeg synes det er en underlig sagsbehandling og at jeg helt klart vil klage over afgørelsen igen hvis de smider mig ud. Hun siger, at hun bestemt synes jeg bør klage.

Det næste jeg hører fra kommunen er da et brev dumper ind ad brevsprækken. Jeg skal møde op til samtale hos sagsbehandler nr. 3. Min sag (ankesag) er pludselig blevet udliciteret til et firma som skal viderebehandle den. Jeg når at have to samtaler med den nye sagsbehandler, så hører jeg ikke noget i lang tid. Det næste jeg hører fra “firmaet” er, at jeg skal møde op til en samtale hos sagsbehandler nr. 4. Vi er efterhånden kommet ind i år 2009. Jeg har nogle samtaler med sagsbehandler nr. 4, jeg udfylder min ressource profil og overvejer min fremtid. Under min sidste samtale med sagsbehandler nr. 4 aftaler vi, at jeg skal i arbejdsprøvning som er en del af arbejdsevnemetoden beskrevet i Lov om Sygedagpenge § 24.

I løbet af den tid jeg har kæmpet for at finde ud af hvad der var i vejen med mig og samtidig kæmpet for at få kommunen til at høre mig og hjælpe mig har jeg nogle store nedture. Det medfører at jeg tyr til selvmedicinering. Jeg stopper selvmedicineringen da jeg starter i DAT behandling, men har nogle tilbagefald et par gange efter når jeg har været psykisk ude af balance.

Det sker sidste gang i slutningen af maj 2009. Jeg er vred på mig selv og forstår ikke hvorfor jeg ikke har mere kontrol over mig selv. Jeg søger derfor hjælp.

Jeg tror det var skæbnen der førte mig hen til hjælpen som er et Rådgivnings Center. Jeg var til flere samtaler hvor jeg fortalte om hele mit forløb med det kommunale system, om alle de behandlere jeg havde været hos, om mine diagnoser, den behandling jeg havde fået, samt hvilken medicin jeg fik og om hele mit forløb med selvmedicinering. Jeg fortalte om hvor fortvivlet jeg var, fordi jeg ikke kunne styre mine impulser. Min manglende impulskontrol var kun en af brikkerne i puslespillet. Jeg fortalte hele min livshistorie og begyndte at gå til samtaler hos en fast kontaktperson. Efter nogle uger siger hun, at hun og gruppen mener, at jeg har ADHD. På det tidspunkt ved jeg ikke noget om ADHD. Jeg får anbefalet nogle bøger og begynder at få medicin for ADHD (Ritalin).

Jeg læser alt hvad jeg kan finde om ADHD, især når det handler om voksne. Jo mere viden jeg får des flere brikker falder der på plads for mig. Samtidig begynder medicinen at virke. Jeg kan pludselig koncentrere mig i længere tid af gangen. Jeg kan sidde stille i lang tid, hvor jeg før i tiden altid har siddet uroligt og skulle skifte stilling lige så ofte som andre blinker. Medicinen har nogle fordele, men man skal ikke tro, at man får et nyt liv af Ritalin alene. Jeg er en voksen kvinde som har måttet kæmpe det meste af mit liv. Jeg har en stærk retfærdighedssans og stor mistro overfor autoriteter. Min personlighed blev dannet og cementeret for mange år siden. Ritalin kan ikke ændre på min grundlæggende personlighed.

Men nu ved jeg i det mindste at jeg har ADHD. Jeg har et handicap som medfører en funktionsnedsættelse pga. den måde samfundet er indrettet på.

Voksne med ADHD kan på grund af deres funktionsnedsættelse have krav på handicapkompensation. Kompensationsprincippet er et grundlæggende princip i dansk handicappolitik, som betyder at samfundet tilbyder mennesker med en funktionsnedsættelse forskellige former for hjælp, der skal være med til at udligne konsekvenserne af deres funktionsnedsættelse. Voksne med ADHD vil ofte have brug for kompensation for at sikre, at de kan få en uddannelse og et arbejde på lige fod med andre. Fordi man ikke kan se på den voksne med ADHD, at de har en funktionsnedsættelse, er det meget vigtigt, at den kommunale sagsbehandler har kendskab til ADHD hos voksne. Nogle af de problemer, voksne med ADHD har, er problemer, som de fleste kender til, bare i langt mindre grad. Hvis den kommunale sagsbehandler ikke har viden om ADHD, kan det føre til, at sagsbehandleren opfatter den voksnes problemer som et udslag af dovenskab eller mangel på samarbejdsvilje og ikke forstår, at problemerne har bund i de vanskeligheder, som ADHD giver. Det kan betyde, at sagsbehandleren enten slet ikke er opmærksom på, at der er et behov for handicapkompensation, eller at der måske iværksættes hjælp, der i bedste fald ikke har nogen effekt og i værste fald giver den voksne for nederlag.

I slutningen af september 2009, fik jeg igen brev fra kommunen. Jeg blev indkaldt til samtale hos min nye sagsbehandler. Lad os bare kalde hende sagsbehandler nr. 5. Inden samtalen sendte jeg hende nogle artikler om voksne med ADHD og forklarede at jeg havde fået diagnosen og derfor ville være sikker på at blive hørt og forstået denne gang. Jeg kommer til samtalen og det viser sig faktisk at sagsbehandler nr. 5 ved noget om ADHD hos voksne. Hun har haft en anden voksen borger med ADHD og har derfor været på kurser og lært noget om det. Det er faktisk et tilfælde, for på daværende tidspunkt vidste sygedagpenge afdelingen ikke at jeg havde fået diagnosen.

Vi diskuterede min fremtid og jeg blev som altid emotionel og græd, fordi jeg skulle fortælle min historie for hundrede tusinde gang. Det er vel ikke så underligt når man tænker på alt hvad jeg har været igennem. Sagsbehandler nr.5 ville gerne have mig udredt hos en uvildig psykiater. Hun spurgte mig om jeg mon nu også var klar til den arbejdsprøvning som jeg havde bedt om. Det var ganske forståeligt, for hun reagerede på min spontane gråd fordi hun ikke kendte mig.

Jeg kommer let til at græde når jeg tænker eller taler om noget der berører mig dybt. Jeg er altid den der græder højst og i længst tid til en begravelse, også selv om det er en person jeg slet ikke kender der ligger i kisten. Det er stemningen der smitter af på mig. I vores samfund er vi ikke vant til den slags intense følelses udbrud og folk bliver derfor forskrækkede når jeg begynder at græde. Eller de fortolker min gråd subjektivt, ligesom sagsbehandler nr. 5 gjorde.

Jeg skulle gennem en større operation et par dage efter samtalen så vi blev enige om, at jeg ville få nogle uger til at komme mig efter operationen, derefter skulle jeg udredes hos en uvildig psykiater og så burde jeg være klar til arbejdsprøvning.

Lige nu er vi i slutningen af november 2009. Jeg har været til udredning hos en psykiater som er ekspert i de forskellige typer ADHD og hvordan de skal behandles. Efter at have svaret på spørgsmål i næsten 2 timer (som fløj af sted) konkluderede han, at der ikke er nogen tvivl om, at jeg har ADHD. Jeg fik end dog at vide, at jeg er den klassiske intelligente ADHD type. Han sagde også at jeg samtidig har fået en personlighedsforstyrrelse, nemlig EUP, som er en emotionel ustabil personlighedsstruktur. Han slog samtidig fast at jeg absolut ikke var af borderline typen. Han var meget positiv og imødekommende. Det var befriende at opleve en behandler i “systemet” som kunne forstå mig og ikke dømte mig.

Han sagde, at jeg skulle have en ADHD coach og gå til samtaler hos ham (psykiateren). Det ville han meddele kommunen. Jeg har endnu ikke hørt noget fra sagsbehandler nr.5, men med hjælp fra min engel på Rådgivnings Centeret er jeg gået i gang med at søge om at få en kontaktperson som kommunen tildeler mig. En person som kan hjælpe mig med de dagligdags ting som ofte føles uoverskuelige for mig og andre med ADHD. At strukturere alle de trivielle opgaver som de fleste bare udfører uden at tænke nærmere over det.

I mellemtiden håber jeg, at sagsbehandler nr. 5 ikke blot er blevet tildelt mig af kommunen, men af en højere magt, fordi jeg har været sej og har kæmpet til det sidste uden at give op. Og fordi det vist nok snart er min tur til at få en succes oplevelse.

Det er genialt for mig, at kunne smide den lille sag i håndtasken og senere kunne hive den frem i situationer hvor jeg kan mærke jeg begyner at blive rastløs. Hos frisøren er det ikke altid at ugebladene lige er blevet opdateret og nogle gange er der travlt og mange kunder presset ind på for kort tid så man må vente. Jeg har flere gange oplevet at jeg i sådanne situationer bliver stresset, irritabel og kort for hovedet. Det gør jeg ikke når jeg kan hive min mini pc op af tasken og logge på nettet for at surfe. Jeg kan sidde og læse ugens tilbudsaviser og lave indkøbsseddel. Jeg kan læse de opdaterede nyheder eller ligefrem se web tv.

Fordelen ved at logge på nettet eller bare at sidde og lave et udkast til min blog er, at jeg bliver så koncentreret om det der foregår på skærmen, at jeg undgår at blive stresset over ventetid, støj og uro. Samtidig bliver jeg stimuleret af at surfe da der hele tiden foregår noget på skærmen. Det er interaktivt – der sker noget. Hvis en ting er kedelig kan jeg surfe videre til noget andet.

Det er en kæmpe fordel er være bevidst om sine begrænsninger. Nu hvor jeg ved, at jeg reagerer uhensigtsmæssigt på stress, støj og lang ventetid pga ADHD kan jeg undersøge hvordan jeg kan mindske dette. Jeg har læst rigtigt mange bøger og artikler om ADHD og ellers prøvet mig frem. En mini pc der kan være i næsten alle håndtasker er blevet mit uundværlige hjælpemiddel - måske kan det også hjælpe dig.