Her sidder jeg og med mit ADHD handicap og min personlighedsforstyrrelse. Jeg går i behandling for at få redskaber til at kunne løse problemer i dagligdagen og i relationer til andre. Når jeg så støder på en konflikt i sådan en relation og adresserer den på en afbalanceret måde, som jeg har lært, møder jeg i 9 ud af 10 tilfælde en barnlig og ukonstruktiv reaktion.

Man behøver ikke at have et psykisk handicap for at være dårlig til at løse/tackle/konfrontere konflikter i relationer. Faktisk er de fleste mennesker så konfliktsky, at de foretrækker at tie konflikten ihjel i stedet for at løse problemet på en stille og rolig måde.

De fleste med ADHD har en ekstrem retfærdighedssans. Vi er impulsive og tager ofte tingene alt for personligt. Når man har det sådan er det klart, at man prøver at undgå konflikter – det gør simpelthen for ond at blive “angrebet” så personligt

Men hvad så med alle jer andre “normale” ? Hvad med at I lige tager jer lidt sammen, i stedet for at tie konflikten ihjel? Det eneste I opnår er, at få et stort, uønsket kæledyr – nemlig den berømte elefant.

Hvis man øver sig, kan det faktisk godt lade sig gøre at sige tingene på en stille og rolig måde uden at blive uvenner. Er man, i tvivl om man har fået formuleret sig uheldigt, kan man jo bare sige det til modtageren. På den måde kan man forhåbentlig løse konflikten.

Det lyder meget klogt og voksent, men virker ikke altid. Heller ikke selvom man har gået i kognitiv terapi og personlig færdighedstræning. Nogle gange må man bare indse, at der findes mennesker som er så ufleksible og arrogante, at de ikke har behov for eller lyst til at lytte til andres mening end deres egen.

Det er svært at have et psykisk handicap i en verden fyldt med mennesker der har nogle gange er endnu mere handicappede end man selv er!

Før i tiden kunne den slags ikke lade sig gøre. Jeg ville blive meget hurtigt stresset af de mange mennesker, indebrændt over andre menneskers uhøflighed og det er ofte sket at jeg har forladt min plads i køen og gået ud af butikken fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at stå i kø og vente. Især ikke hvis jeg kommer til at fokusere på hvor langsom ekspedienten er og at der måske kun er en kasse åben. Da jeg gik i gruppeterapi på Riget, hvor vi lærte personlig færdighedstræning, Lærte jeg nogle “hold ud” teknikker.

Det var strategier for at komme igennem kriser. Jeg skulle opøve evnen til at udholde smertefulde hændelser og følelser, når jeg ikke kunne forbedre situationen med det samme, fx når jeg stod i kø i Netto.
Jeg lærte skam også at distrahere mig selv. Jeg er begyndt at læse ugebladene der står ved kassen når jeg står i kø. På den måde er jeg underholdt indtil det bliver min tur.

Jeg har også prøvet at være bevidst om at smile til ekspedienten. Det har også virket nogle gange. Sagen er, at jeg hver gang skulle være bevidst om at gøre en særlig indsats for at undgå en ubehagelig situation. Jeg kunne altid mærke irritationen lige så stille glide ned langs min hals. Jeg begyndte at spænde i kæberne og nakkemusklerne og trække skuldrene op. At tage et ugeblad og læse det imens jeg ventede, virkede for mig som når et barn stikker fingene i ørerne og synger naa naa naa naaaa naa for at undgå at høre et eller andet.

I denne uge har jeg ikke haft brug for teknikker og strategier, jeg har bare haft overskudet til at gøre tingene uden ubehag.

Jeg lejede en bil i fredags så jeg kunne komme i Ikea og Silvan og købe alt det jeg skulle bruge uden at skulle bekymre mig om hjemtransport. Jeg havde lejet bilen hos  “Lej et lig” og det var lige hvad det var, et gammelt lig. En gammel bulet Fiat Punto uden servostyring eller centrallås, men den kunne køre og det var det vigtigste. Det var faktisk ret skønt at køre i bil igen. Jeg måtte sælge min bil sidste år fordi jeg ikke havde råd til at have den længre. Der er en stor frihed i at have bil og slippe for offentlige transportmidler, men med den frihed følger lige så mange udgifter og stress over buler og ridser især hvis det er en ny bil.
Jeg var faktisk i Ikea hele to gange og begge gange var der masser af mennesker. Ikke noget problem, jeg klarede det uden kriser. Lørdag var jeg både i Ikea og Silvan og til slut lige et smut i Netto inden jeg kørte hjem uden spændte kæber og indebrændthed.

I dag søndag var jeg oppe kl. 07.00. Jeg skulle aflevere bilen senest kl 08.00 her til morgen. Jeg afleverede den på Islands Brygge og tog metroen hjem. På hjemvejen lige inden mit sidste stop kan jeg se min ejendom. Jeg lagde mærke til, at der var lys på anden sal. Her bor en meget sød, intelligent og hjælpsom kvinde med sin søn. Hun har ofte gjort mig tjenester og vil aldrig have noget til gengæld. Jeg så derfor mit snit til at overraske dem med frisk morgenbrød fra bageren. Min cykel stod ved metroen og  jeg kørte hen til bageren og købte morgenmad til underboerne og mig selv. Det er en skøn fornemmelse at gøre sådan en lille ting for nogen uden særlig grund. Især når det er en person som altid er klar til at hjælpe mig selvom vi ikke er veninder. Det er dejligt og betryggende at have en god nabo, det sætter jeg stor pris på.

Det har været en ekseptionel, overskudsagtig uge på mange måder. Jeg håber, det ikke bare er et tilfælde, men et skridt i den rigtige retning mod et nyt og bedre liv.