Når vi får en tanke så handler vi, i stedet for at vende og dreje det i en uendelighed.

Vi er ikke onde, men bliver nogle gange opfattet sådan fordi vi er direkte og konfronterende i stedetfor at pakke tingene ind så de bliver lettere at fordøje.

Derfor er vi dårlige til politik og røvslikkeri. Ups det var vist en dobbeltkonfekt.

Jeg er træt af at leve i en verden hvor det kun er én bestemt type mennesker/adfærd der tolereres.

I folkeskoleloven står der noget om demokrati og rummelighed. Det holder bare ikke i virkeligheden. Måske er det derfor alle brokker sig over folkeskolen.

Når jeg vælger at tage kampen op mod Kommunen og systemet, fordi jeg bliver vred og forarget over, at de ikke overholder loven og samtidig behandler de svageste i samfundet med foragt og nedladenhed, er det ikke kun fordi jeg ikke får det jeg peger på.

Jeg kan simpelthen ikke holde ud at leve i en verden der er så falsk og rådden. Jeg har det meget svært med, at leve med bevidstheden om, at min kommune ikke har noget problem med at malke mig for penge via skat, afgifter mv, men når jeg pludselig får brug for hjælp fordi jeg er syg og har et handicap, så bliver jeg mødt med mistænksomhed og ligegyldighed. De penge jeg i mange år har indbetalt til “demokratiet” bliver brugt til at aflønne inkompetente, kommunale medarbejdere som behandler mig som andenrangsborger .

Jeg er ikke kun vred, forurettet og forarget på mine egne vegne. Jeg er det på demokratiets vegne.

Hvor er demokratiet egentlig blevet af?

Det er druknet i bureaukrati.

Så vågn lige op verden – måske har dit ufødte barn ADHD. Måske former dit liv sig ikke som forventet og du får brug for hjælp.

Som ex. folkeskolelærer ved jeg hvor stor en indsats man gør for børn med særlige behov i dag. For mange år siden var jeg et af de børn. Dengang gjorde man ikke noget. I dag er jeg voksen og man gør stadig ikke noget.

Børn med særlige behov som fx ADHD bliver på et tidspunkt voksne. ADHD forsvinder ikke, det er en stationær tilstand.

Næste gang du afgiver din stemme til folketingsvalg eller kommunalvalg så tænk lige på hvem du helst vil have til at bestemme hvis du, din familie eller dit barn skulle få brug for hjælp fra det offentlige!

Det giver derfor god mening at jeg tager effexor. Jeg har i et helt liv oparbejdet en stor mistillid til andre mennesker fordi jeg pga. min ADHD har oplevet det ene sociale nederlag efter det andet. Jeg vil ikke ligefrem sige, at jeg har en social fobi, men jeg har indrettet mit liv på en måde så jeg slipper for at blive udsat for andre mennesker mere end højst nødvendigt. Det er ikke fordi jeg har angst eller har en social fobi, det er simpelthen for at skåne mig selv for ubehagelige oplevelser.

Effexor øger mængden af signalstofferne serotonin og noradrenalin. Serotonin er med til at regulere humør, søvn, appetit og hukommelse under normale forhold.

Serotonin er et af hjernens signalstoffer. I hjernen indgår serotonin i en kæde der også involverer proteiner der kan binde stoffet. Ecstacy påvirker flere forskellige signalstofsystemer, men ecstacy binder sig især til et protein i serotonin-systemet.

Noradrenalin er et stresshormon og en neurotransmittor som bl.a. er tilknyttet kroppens “flugt eller kamp” respons. Det er i familie med adrenalin.

Stressmekanismen i menneskekroppen er skabt i en tid, hvor stress skulle gøre os bedre i stand til at kæmpe eller flygte fra en fysisk fare; et overfald fra et vildt dyr, en anden stamme der angriber osv. Kæmp eller flygt! Stress er skabt af en bevidsthed eller en tanke, som sætter gang i en kæde af fysiske reaktioner, som skal gøre kroppen i stand til at kæmpe eller flygte så effektivt og med så stor kraft som muligt. Derfor giver stress;

• Højere puls (så der komme mere blod ud til musklerne der skal arbejde – tror kroppen)

• Højere blodtryk (så blodet kan pumpes hurtigere rundt)

• Frigivelse af fedt fra fedtdepoterne (så der er energi til at kæmpe eller flygte)

• Frigivelse af glykogen (sukker) fra leveren (så der er hurtig energi til at kæmpe eller flygte)

• Blodet bliver en smule tykkere (så man ikke mister for meget blod, hvis man bliver såret)

• Blodkar i visse områder afklemmes (fx omkring tarmene – der skal ikke bruges energi til fordøjelse når der skal kæmpes eller flygtes)

• Blodkar i visse områder udvides (fx i arme og ben)

Alt dette sker for at kroppen fysisk kan præstere så meget som mulig – og uden disse reaktioner ville der ikke være mennesker på jorden i dag. Problemerne med stress opstår, når stresspåvirkningen bliver mere eller mindre permanent.

Det er så en forvirrende forklaring på hvad effexor kan gøre.

Ritalin virker opkvikkende ved at øge mængden af visse signalstoffer i hjernen, bl.a. dopamin.

Dopamin er kemi i hjernen, og dermed er dopamin en af de afgørende elementer for, at hjernen overhovedet kan fungere. Hjernen fungerer via elektro-kemiske processer. Kommunikationen mellem cellerne i hjernen sker ved, at en nervecelle igangsætter et elektrisk signal, som udløser et kemisk transmitterstof. Dette stof hjælper til at forstærke, modificere og viderebringe det elektriske signal fra den ene hjernecelle til den anden. Dopamin er et sådant transmitterstof. Der produceres mange forskellige transmitterstoffer i hjernen. Et transmitterstofs helt unikke sammensætning gør, at det kun kan formidle elektriske signaler til en bestemt slags af hjernecellens receptorer, som opfanger det elektriske signal.

Uden transmitterstoffer – og uden dopamin – kan hjernen ikke fungere ordentligt. F.eks. skyldes Parkinsons sygdom mangel på dopamin pga. tab af dopaminproducerende hjerneceller.
Dopamin findes i tre områder i hjernen, som kaldes putamen, nukleus caudatus og nukleus accumbens. Putamen er involveret i motorisk og sensoriske processer, og Parkinsons sygdom, der forårsages bl.a. af dopaminmangel i specielt putamen, giver sig derfor især udtryk i motoriske problemer som f.eks. rysten.

For at dette indlæg ikke skal blive for kedeligt vil jeg afrunde ved at konkludere, at effexor har dæmpet nogle af de uheldige symptomer der var ved min ADHD. Samtidig har effexor hjulpet mig ud af de depressioner jeg har haft gennem årene. Depressioner jeg har fået fordi jeg ikke har kunnet leve op til mine egne og andres krav til mig selv og fordi jeg ikke kunne ændre min, til tider, uheldige adfærd uanset hvor meget jeg prøvede.

Hvis jeg var blevet diagnosticeret i tide og havde fået ritalin, kunne jeg måske være sluppet for at skulle igennem utallige depressioner. Ritalinen går jo ind og øger produktionen af dopamin i hjernen.

Der er forskellige teorier der relaterer Dopamin direkte til belønning og en af forklaringerne på hvorfor en ADHDér har svært ved at tage sig sammen til at gøre ting er, at en ADHD hjerne ikke producerer nok Dopamin og derfor ikke får den vigtige kemiske belønning for at udføre opgaven.

Jeg kan derfor konkludere, at effexor og alle de andre slags lykkepiller jeg har fået igennem årene har sørget for at dope mig så jeg lige har kunnet holde næsen over vandet. Lykkepillerne har i mit tilfælde været et lille plaster på såret. Et sår som ikke ville hele og bare blev ved og ved med at bløde.
Ritalinen er medicinen som kan få såret til at holde op med at bløde. Måske kan ritalin også få såret til at hele, men pga min sene diagnosticering vil der altid være et meget stort ar tilbage.

De sidste par år har jeg dagligt indtaget Effexor Depot 300 mg. Det er åbenbart en ret høj dosis, for mit “team” synes jeg skal trappe ned så jeg kan få mere energi. Jeg har derfor kun indtaget 275 mg Effexor sammen med Ritalin naturligvis. Jeg ved ikke om det er pga den lavere dosis, men jeg sover ikke ret mange timer pr. nat længere. Som jeg har nævnt før, har jeg altid været meget træt og sløv. I spøg plejer jeg at sige, at jeg lider af permanent ungsomssløvsind. Det er derfor meget underligt for mig at være vågen i så mange timer hver dag uden at være træt.

Jeg går i seng mellem kl. 22.00 – 23.00, det tager noget tid før jeg falder i søvn. Jeg har i mange år haft problemer med at falde i søvn. Jeg har stadig svært ved at falde i søvn, men nu har jeg til gengæld ingen problemer med at vågne, tværtimod. Før kunne jeg aldrig komme op om morgenen, det føltes som om jeg havde hovedet fuld af vat. Jeg var som en zombie i flere timer, det føltes nærmest som om jeg gik rundt i en osteklokke. Nu ligger jeg i sengen og er pludselig lysvågen når klokken er 06.00 om morgenen. Dvs. jeg kun sover 6-7 timer. Nogle gange vågner jeg ved 3-4-tiden om natten og er lysvågen, så står jeg op og ser lidt dvd og prøver derefter at falde i søvn igen. I en hel uge har jeg kun sovet 5-7 timer i døgnet, det er sgu lidt underligt.

Effexor virker ved at øge mængden af signalstofferne serotonin og noradrenalin, som har betydning for impulsoverførslen i hjernen. Fejlregulering af disse impulser synes at spille en vis rolle ved udvikling af depression, men den nøjagtige virkningsmekanisme kendes ikke.

Kan det være, at jeg er blevet fejlmedicineret i alle disse år? Ritalin anvendes ved den sjældne sygdom narkolepsi, der viser sig ved en pludselig, uimodståelig søvntrang, som kan medføre talrige daglige anfald af kortvarig søvn.
Midlet anvendes endvidere til behandling af forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet (ADHD). Det virker opkvikkende ved at øge mængden af visse signalstoffer i hjernen, bl.a. dopamin.

Jeg føler mig som lidt af et eksperiment. Først den ene medicin og så den anden. Jeg har det helt klart bedre efter jeg begyndte at få Ritalin og endnu bedre efter at have reduceret min dosis Effexor.

Det er fantastisk hvad der er sket med min hjerne. Det er som om jeg har været låst inde i et lille mørkt rum hele mit liv og nu har jeg pludselig fået nøglen og kan åbne døren og gå ud hvis jeg har lyst. Men som de fleste der har været i fangeskab hele livet skal jeg lige vænne mig til alt det nye. Jeg tør ikke helt tro på det endnu.

Lovgivningsmæssigt skal sagsbehandlingsregler sikre et godt møde mellem borger og forvaltning og sikre, at borgeren får den hjælp, han eller hun har krav på.

Ovennævnte beskriver mit møde med det offentlige system. Den første sagsbehandler jeg fik da jeg blev sygemeldt pga. en svær depression var absolut ikke interesseret i at hjælpe mig. Min oplevelse af hende var, at hun kun var interesseret i statistikker. Dvs. at få mig hurtigt ud af sygedagpengesystemet og over på kontanthjælp, så kommunen kunne spare nogle penge.

På det tidspunkt vidste jeg ikke at jeg havde ADHD, jeg vidste kun, at der var noget galt og hvis jeg ikke snart fandt ud af hvad det var, ville det gå rigtigt galt. Jeg havde haft flere tilbagevendende svære depressioner som invaliderede mig i en sådan grad at jeg ikke kunne længere kunne arbejde som lærer. Jeg blev medicineret og depressionen aftog, men der var stadig noget der ikke var som det skulle være. Depressionerne var kun følgevirkninger af det egentlige problem.

Jeg bor alene, har ingen børn, mand eller ret meget familie. Jeg var altså overladt til mig selv. Min daværende læge mente, at jeg bare havde en livskrise og at et nyt job og lidt antidepressiva ville løse alle mine problemer. Jeg gik samtidig hos en psykiater. Han havde kun fokus på min depression. Han blev nærmest irriteret da jeg hentydede, at det ikke var depressionen der var det primære problem. Han gik modvilligt med til at teste mig for andre lidelser. Det endte med, at jeg fik at vide, at jeg havde forskellige personlighedsforstyrrelser og hvis jeg ville vide mere om det måtte jeg gå hjem og læse om det på nettet. Jeg var dybt rystet og spurgte om jeg kunne blive helbredt. Han svarede, måske men det vil tage mange, mange år og meget intensiv terapi. Han kom desuden med en bemærkning om, at jeg nok burde tage i kloster fordi jeg er så sensitiv overfor andre mennesker og hælder lidt til at være dyssocial.

Jeg får en krise. Det er meget ubehageligt at blive stemplet på den måde og samtidig ikke at have nogen til at støtte og hjælpe sig. Jeg begynder at søge på nettet og finder et site der hedder Depnet. Her er forskellige fora hvor jeg kan få kontakt med andre, som har tilsvarende problemer. På Depnet taler jeg med én som fortæller, at der er noget der hedder dialektisk adfærdsterapi (DAT) for personer med EUP borderline. Jeg kontakter min læge og beder ham finde nærmeste sted hvor denne behandling tilbydes og jeg får en henvisning til Rigshospitalet. De er ikke meget for at lukke mig ind. De har meget travlt med at understrege, at jeg bor på i en anden kommune og at Rigshospitalet er i København. Jeg indretter mig og siger de ting de gerne vil høre og får derved lov til at deltage i gruppeterapien hvor vi lærer forskellige færdigheder.

Jeg har en del konflikter med den psykolog som jeg samtidig går til individuelle samtaler hos. Kemien er dårlig og jeg føler hun dømmer mig. Da jeg har deltaget i behandlingsforløbet 1 år tilbyder de mig at fortsætte et ekstra modul, men for at bevare min selvrespekt vælger jeg at takke nej.

Tilbage til sagsbehandler nr. 1. Hun gør intet for at hjælpe mig. Det virker faktisk som om, at hun slet ikke tror der er noget i vejen med mig. Det ender da også med, at jeg bliver kaldt ind til en samtale lige efter psykiateren har testet mig og diagnosticeret mig med en personlighedsforstyrrelse. Jeg får at vide at jeg ikke længere hører til i sygedagpenge afdelingen og at de stopper udbetalingerne fra dags dato. Sagsbehandler nr. 1 fortæller mig hvor kontanthjælpskontoret er hvis jeg har brug for økonomisk hjælp. Jeg siger til sagsbehandler Nr.1, at jeg ikke kan forstå hvordan jeg bare kan blive smidt ud af systemet. Hun siger, at på grund af min diagnose, ser det ikke ud til at jeg vil komme i arbejde foreløbig, der skal en længerevarende behandling til, derfor hører jeg ikke til i sygedagpengeafdelingen længere.

Sagsbehandler nr. 1 er ikke min medspiller, hun er klart min modspiller. Der er ingen vejledning om, hvilke rettigheder, pligter og muligheder jeg har efter lovgivningen.

Jeg er lige ved at give op, da en person viser mig nogle artikler om andre i samme situation som mig. Det viser sig, at:

ifølge Lov om sygedagpenge §28, skal kommunen anvende arbejdsevnemetoden i form af beskrivelse, udvikling og vurdering af en persons arbejdsevne med henblik på at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, visitation til fleksjob eller førtidspension, Før udbetalingen af sygedagpenge kan ophøre på grund af varighedsbegrænsningen, jf. §§ 24 og 27.

Jeg klager over afgørelsen og beder samtidig om, at min klage skal sendes direkte videre til staten hvis kommunen afviser min klage. Kommunen er selvfølgelig enig med sig selv og min klage bliver sendt videre til staten. Der går næsten ½ år før der kommer en afgørelse. Staten gav mig ret og underkendte kommunens afgørelse. Sagsbehandlingen havde været mangelfuld og jeg har derfor stadig ret til sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.

Jeg må selv kontakte kommunen og bede om at få en samtale med min sagsbehandler. Jeg møder sagsbehandler nr. 2. Hun virker i starten som om hun gerne vil hjælpe mig. Jeg har på det tidspunkt diagnosen borderline og skal i gang med DAT behandling. Jeg søger om revalidering til en kortvarig uddannelse og det bliver bevilliget. Jeg starter behandlingen imens jeg venter på svar, om jeg er blevet optaget på uddannelsen. Jeg får afslag, men får samtidig at vide fra tidligere elever, at det er normalt at skulle søge mere end en gang. Kommunen tager derefter sagen op igen.

Det næste år går jeg i behandling og venter på kommunens svar. Kommunen trækker min revalidering tilbage og jeg får ikke lov til at søge igen. Jeg får beskeden, at jeg nu har 4 uger til at finde ud af hvad jeg vil med resten af mit liv. Jeg går i panik og i desperation vælger jeg at bygge videre på min læreruddannelse. Det er da i det mindste bedre end at blive smidt ud af systemet uden at få nogen hjælp.

Der går ikke ret lang tid. Så får jeg beskeden om, at kommunen vurderer, at jeg er for syg til revalidering. Jeg bliver vred og reagerer kraftigt på beskeden. Sagsbehandler nr. 2 (som er nyuddannet, og måske endog slet ikke færdig uddannet) informerer mig om at, de i gruppen vil diskutere min sag og, at det nok ender med, at jeg ryger ud af systemet. Jeg siger til hende, at jeg synes det er en underlig sagsbehandling og at jeg helt klart vil klage over afgørelsen igen hvis de smider mig ud. Hun siger, at hun bestemt synes jeg bør klage.

Det næste jeg hører fra kommunen er da et brev dumper ind ad brevsprækken. Jeg skal møde op til samtale hos sagsbehandler nr. 3. Min sag (ankesag) er pludselig blevet udliciteret til et firma som skal viderebehandle den. Jeg når at have to samtaler med den nye sagsbehandler, så hører jeg ikke noget i lang tid. Det næste jeg hører fra “firmaet” er, at jeg skal møde op til en samtale hos sagsbehandler nr. 4. Vi er efterhånden kommet ind i år 2009. Jeg har nogle samtaler med sagsbehandler nr. 4, jeg udfylder min ressource profil og overvejer min fremtid. Under min sidste samtale med sagsbehandler nr. 4 aftaler vi, at jeg skal i arbejdsprøvning som er en del af arbejdsevnemetoden beskrevet i Lov om Sygedagpenge § 24.

I løbet af den tid jeg har kæmpet for at finde ud af hvad der var i vejen med mig og samtidig kæmpet for at få kommunen til at høre mig og hjælpe mig har jeg nogle store nedture. Det medfører at jeg tyr til selvmedicinering. Jeg stopper selvmedicineringen da jeg starter i DAT behandling, men har nogle tilbagefald et par gange efter når jeg har været psykisk ude af balance.

Det sker sidste gang i slutningen af maj 2009. Jeg er vred på mig selv og forstår ikke hvorfor jeg ikke har mere kontrol over mig selv. Jeg søger derfor hjælp.

Jeg tror det var skæbnen der førte mig hen til hjælpen som er et Rådgivnings Center. Jeg var til flere samtaler hvor jeg fortalte om hele mit forløb med det kommunale system, om alle de behandlere jeg havde været hos, om mine diagnoser, den behandling jeg havde fået, samt hvilken medicin jeg fik og om hele mit forløb med selvmedicinering. Jeg fortalte om hvor fortvivlet jeg var, fordi jeg ikke kunne styre mine impulser. Min manglende impulskontrol var kun en af brikkerne i puslespillet. Jeg fortalte hele min livshistorie og begyndte at gå til samtaler hos en fast kontaktperson. Efter nogle uger siger hun, at hun og gruppen mener, at jeg har ADHD. På det tidspunkt ved jeg ikke noget om ADHD. Jeg får anbefalet nogle bøger og begynder at få medicin for ADHD (Ritalin).

Jeg læser alt hvad jeg kan finde om ADHD, især når det handler om voksne. Jo mere viden jeg får des flere brikker falder der på plads for mig. Samtidig begynder medicinen at virke. Jeg kan pludselig koncentrere mig i længere tid af gangen. Jeg kan sidde stille i lang tid, hvor jeg før i tiden altid har siddet uroligt og skulle skifte stilling lige så ofte som andre blinker. Medicinen har nogle fordele, men man skal ikke tro, at man får et nyt liv af Ritalin alene. Jeg er en voksen kvinde som har måttet kæmpe det meste af mit liv. Jeg har en stærk retfærdighedssans og stor mistro overfor autoriteter. Min personlighed blev dannet og cementeret for mange år siden. Ritalin kan ikke ændre på min grundlæggende personlighed.

Men nu ved jeg i det mindste at jeg har ADHD. Jeg har et handicap som medfører en funktionsnedsættelse pga. den måde samfundet er indrettet på.

Voksne med ADHD kan på grund af deres funktionsnedsættelse have krav på handicapkompensation. Kompensationsprincippet er et grundlæggende princip i dansk handicappolitik, som betyder at samfundet tilbyder mennesker med en funktionsnedsættelse forskellige former for hjælp, der skal være med til at udligne konsekvenserne af deres funktionsnedsættelse. Voksne med ADHD vil ofte have brug for kompensation for at sikre, at de kan få en uddannelse og et arbejde på lige fod med andre. Fordi man ikke kan se på den voksne med ADHD, at de har en funktionsnedsættelse, er det meget vigtigt, at den kommunale sagsbehandler har kendskab til ADHD hos voksne. Nogle af de problemer, voksne med ADHD har, er problemer, som de fleste kender til, bare i langt mindre grad. Hvis den kommunale sagsbehandler ikke har viden om ADHD, kan det føre til, at sagsbehandleren opfatter den voksnes problemer som et udslag af dovenskab eller mangel på samarbejdsvilje og ikke forstår, at problemerne har bund i de vanskeligheder, som ADHD giver. Det kan betyde, at sagsbehandleren enten slet ikke er opmærksom på, at der er et behov for handicapkompensation, eller at der måske iværksættes hjælp, der i bedste fald ikke har nogen effekt og i værste fald giver den voksne for nederlag.

I slutningen af september 2009, fik jeg igen brev fra kommunen. Jeg blev indkaldt til samtale hos min nye sagsbehandler. Lad os bare kalde hende sagsbehandler nr. 5. Inden samtalen sendte jeg hende nogle artikler om voksne med ADHD og forklarede at jeg havde fået diagnosen og derfor ville være sikker på at blive hørt og forstået denne gang. Jeg kommer til samtalen og det viser sig faktisk at sagsbehandler nr. 5 ved noget om ADHD hos voksne. Hun har haft en anden voksen borger med ADHD og har derfor været på kurser og lært noget om det. Det er faktisk et tilfælde, for på daværende tidspunkt vidste sygedagpenge afdelingen ikke at jeg havde fået diagnosen.

Vi diskuterede min fremtid og jeg blev som altid emotionel og græd, fordi jeg skulle fortælle min historie for hundrede tusinde gang. Det er vel ikke så underligt når man tænker på alt hvad jeg har været igennem. Sagsbehandler nr.5 ville gerne have mig udredt hos en uvildig psykiater. Hun spurgte mig om jeg mon nu også var klar til den arbejdsprøvning som jeg havde bedt om. Det var ganske forståeligt, for hun reagerede på min spontane gråd fordi hun ikke kendte mig.

Jeg kommer let til at græde når jeg tænker eller taler om noget der berører mig dybt. Jeg er altid den der græder højst og i længst tid til en begravelse, også selv om det er en person jeg slet ikke kender der ligger i kisten. Det er stemningen der smitter af på mig. I vores samfund er vi ikke vant til den slags intense følelses udbrud og folk bliver derfor forskrækkede når jeg begynder at græde. Eller de fortolker min gråd subjektivt, ligesom sagsbehandler nr. 5 gjorde.

Jeg skulle gennem en større operation et par dage efter samtalen så vi blev enige om, at jeg ville få nogle uger til at komme mig efter operationen, derefter skulle jeg udredes hos en uvildig psykiater og så burde jeg være klar til arbejdsprøvning.

Lige nu er vi i slutningen af november 2009. Jeg har været til udredning hos en psykiater som er ekspert i de forskellige typer ADHD og hvordan de skal behandles. Efter at have svaret på spørgsmål i næsten 2 timer (som fløj af sted) konkluderede han, at der ikke er nogen tvivl om, at jeg har ADHD. Jeg fik end dog at vide, at jeg er den klassiske intelligente ADHD type. Han sagde også at jeg samtidig har fået en personlighedsforstyrrelse, nemlig EUP, som er en emotionel ustabil personlighedsstruktur. Han slog samtidig fast at jeg absolut ikke var af borderline typen. Han var meget positiv og imødekommende. Det var befriende at opleve en behandler i “systemet” som kunne forstå mig og ikke dømte mig.

Han sagde, at jeg skulle have en ADHD coach og gå til samtaler hos ham (psykiateren). Det ville han meddele kommunen. Jeg har endnu ikke hørt noget fra sagsbehandler nr.5, men med hjælp fra min engel på Rådgivnings Centeret er jeg gået i gang med at søge om at få en kontaktperson som kommunen tildeler mig. En person som kan hjælpe mig med de dagligdags ting som ofte føles uoverskuelige for mig og andre med ADHD. At strukturere alle de trivielle opgaver som de fleste bare udfører uden at tænke nærmere over det.

I mellemtiden håber jeg, at sagsbehandler nr. 5 ikke blot er blevet tildelt mig af kommunen, men af en højere magt, fordi jeg har været sej og har kæmpet til det sidste uden at give op. Og fordi det vist nok snart er min tur til at få en succes oplevelse.

Det er lidt ligesom i en tegnefilm hvor man ser en af figurerne blive slået i hovedet, hvorpå sol måne og sjerner danser rundt om hovedet imens øjnene svømmer rundt i hovedet.

Heldigvis kan ingen se det på mig. Eller måske uheldigvis, for det er præcis en af de ting der gør at andre mennesker ikke kan forstå hvordan det er at have ADHD.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg fortsætte kampen med at ændre mit indre eller skal jeg acceptere mig selv som jeg er på godt og ondt?

Livet ville være meget lettere hvis jeg fik forståelse for de ting jeg ikke kan ændre på ved tilværelsen.

Men hvordan skal jeg kunne acceptere mig selv som jeg er når der er en masse kloge fagpersoner der ikke accepterer ADHD. De nægter at det findes.

ADHD er som med mange andre psykiske lidelser en subjektiv lidelse. Der findes ikke én måde at diagnostisere på. Det er vigtigt at få hele patientens livshistorie for at kunne vurdere om det drejer som om AHDH. Den slags uvidenskabelige metoder bryder kloge videnskabsfolk sig ikke om. Derfor vil de ikke acceptere at ADHD er et reelt problem.

I mit liv har jeg været tvunget til at håndtere komplicerede, svære og smertefulde ting. Det er ikke altid lykkes og smerten og ubehaget er gået over i et alvorligere og langt mere invaliderende stadium – det blev til lidelse. Lidelsen udviklede sig til sidst til depression fordi jeg nægtede at acceptere mig selv. Jeg kæmpede for at ændre mit indre og lod samtidig som om jeg var ligesom alle andre så ingen opdagede hvordan jeg kæmpede for at holde ballancen.

Måske kan accept være en vej til at få det bedre.

Med accept mener jeg, at vælge at se, rumme og udholde både den indre og den ydre virkelighed uden at flygte, undvige, forvrænge eller dømme den og at handle konstruktivt ud fra denne virkelighed på en måde, som fører én imod ens egne værdier og mål.

Ordet accept betyder stort set, at godtage noget eller nogen uden forbehold. Begregrebet accept er egentlig en juridisk term, som indebærer, at man godtager noget uden forandringer, en overenskomst eller en kontrakt.

Når nogen ikke accepterer mig, fordi jeg pga. min ADHD snakker for meget, springer for meget i samtalen, virker barnlig, er for impulsiv osv. gør det ondt. Det gør ondt når andre ikke vil godtage én uden forbehold. Det er derfor vigtigt for mig at kunne acceptere den smerte jeg bliver påført når jeg ikke bliver accepteret. Når jeg accepterer at ikke alle kan lide mig og accepterer den smerte det udløser hos mig, er det ikke ensbetydende med, at jeg synes det er rimeligt, retfærdigt eller rigtigt. Jeg ser virkeligheden som den er, uden skyklapper og uden at vurdere den.

Jeg kan øve mig på hvordan jeg vil reagere på virkeligheden og hvordan jeg vil handle. Det kræver MEGET øvelse og virker ikke hver gang. Jeg kan vælge hvordan jeg vil reagere på at få diagnosen ADHDd som voksen. Jeg kan vælge at se det som en udfordring og fremover indrette mit liv derefter eller jeg kan vælge at se det som et handicap der sætter begrænsninger for mig.

Denne blog skal fortælle om hvordan det er at kæmpe mod en usynlig fjende hele tiden. Et usynligt handicap. Hvilke glæder og sorger der har været undervejs. En vejviser til hvordan man kan få hjælp. Hvilke rettigheder man har som borger med en funktionsnedsættelse.