Russell Barkley (RB) skriver, at jo flere spørgsmål du kan svare ja til, des større er sandsynligheden for, at du har ADHD.

ADHD kan få folk til at bruge en hel månedsløn, årsopsparing eller næste termins betaling på noget de har lyst til her og nu. Det er som om det er helt uimodståeligt. ADHD kan få folk til at sige og gøre alt muligt som de senere fortryder.

Mange vil sige, men jeg kan umuligt have ADHD for jeg er ikke hyperaktiv. Min bror (eller søster, nevø, barndomsven, klassekammerat) havde ADHD og var konstant rastløs, hyperaktiv og altid i centrum på en pinlig måde. Sådan er jeg ikke.

Man behøver ikke være hyperaktiv for at have ADHD.

Én af de ting man er begyndt at forstå omkring voksen ADHD er, at hyperaktiviteten ses mere hos børn der har lidelsen, men som årene går og barnet bliver ældre aftager det mere og mere. Ofte er det eneste der er tilbage af rastløsheden en følelse af rastløshed og et behov for hele tiden at være i gang med et eller andet.

Kort og godt, hvis du har en mistanke om, at du evt. har ADHD så få det undersøgt, der er hjælp at hente.

Hvor længe har du haft problemer?

Hvis du kun har haft symptomerne i en kortere periode er sandsynligheden for at du har ADHD lille.

98 % af alle dem der blev diagnosticeret med ADHD på steder hvor RB er tilknyttet, havde symptomer før de fyldte 16 år.

Hvis du ikke kan huske om du havde symptomer så spørg nogen der kender dig godt. Dine forældre, bror, søster eller barndomsven.

Man kan sagtens have en høj intelligens og samtidig have ADHD. Men en høj intelligens kan ikke beskytte én mod de vanskeligheder ADHD medfører.

Det er ikke nok med en høj faglig intelligens i forbindelse med familie relationer, sociale relationer, at færdes i trafikken, i forhold til kriminalitet og stofmisbrug, parforhold og ægteskab. Ja faktisk i alle relationer i det hele taget.

Børn og teenagere som RB har fulgt ind i voksenlivet er ofte ikke klar over omfanget af deres egne symptomer eller hvor meget disse symptomer har påvirket deres liv. Det er ikke før 27-32 års alderen, at  voksne med ADHD får den samme opfattelse af sig selv som andre har af dem.

Hvad er dine symptomer?

RB skriver en række symptomer som du kan krydse af hvis de passer på dig. Han understreger dog, at du kun kan få vished om du virkelig har ADHD ved at blive udredt hos en professionel. Checklisten er blot en start.

Hvordan påvirker disse symptomer dit liv?

ADHD er ikke noget du enten har eller ikke har. Det er ikke som graviditet. Det er mere som højde eller intelligens. Man kan have ADHD i svær eller mindre grad. Der er også forskel på hvordan ADHD påvirker i barndommen og i voksenlivet.

Typiske barndoms problemer   

1. Familie stress, konflikt.
2. Dårlige relationer til venner.
3. Få eller ingen nære venskaber.
4. Forstyrrende opførsel i butikker og andre offentlige steder i den grad at du bliver bedt om ikke at komme igen
5. Ringe hensyn til personlig sikkerhed/kommer ofte til skade pga uheld.
6. Langsom udvikling af egenomsorg, at tage vare på sig selv.
7. Forsinket udvikling af personligt ansvar.
8. Klarer sig ikke godt i skolen, eller lever ikke op til sit potentiale.
9. Markant færre år i uddannelssystemet.

Typiske teenage og voksen problemer

1. Nedsat arbejdsevne.
2. Hyppige jobskift.
3. Risikabel, sexuel adfæd/større risiko for teenage graviditet og kønssygdomme.
4. Til fare for andre i trafikken (kører for hurtigt, mange uheld).
5. Vanskeligheder med at klare økonomien (impulskøb, overtræk på kontoen, får ikke betalt af på lån, lille eller ingen opsparing).
6. Problemer i parforhold og ægteskab.
7. Problemet er ikke lige så hyppigt hos voksne.
8. Antisociale aktiviteter (lyver, stjæler, slås) som fører til hyppig kontakt med politi, arrestationer og i endog fængsel, ofte med større risiko for brug og misbrug af stoffer.
9. Generelt mindre sund livsstil (mindre motion, stillesiddende selvunderholdning, som videospil, tv, internet surfing; overspisning eller bulimi, dårlig ernæring; større brug af cigaretter og alkohol) og som konsekvens deraf, større risiko for hjerte kar sygdomme.

Hvis du stadig tror du har ADHD er det nu du bør opsøge din læge og blive henvist til en specialist.

Det startede da jeg begyndte at arbejde som lærer og efter kun en måned havde følelsen af, “Hvis det her er sådan, at resten af mit liv kommer til at se ud, vil jeg gerne have det overstået NU”.

Jeg kontaktede selvfølgelig min læge og sad stortudende foran ham og forklarede hvordan jeg havde det. Han udskrev “lykkepiller” og jeg holdt den kørende på piller i et års tid.

Fra det øjeblik jeg begyndte at spise “lykkepiller” begyndte min vægt at stige. Jeg er en høj og velproportioneret kvinde. Er 182cm høj og dengang vejede jeg 82 kg og alt sad som det skulle, måske fordi jeg altid har motioneret og dyrket sport.

Jeg har flere gange trappet “lykkepillerne” ned. Helt ned og væk. Men pga udiagnosticeret ADHD og co morbiditeter røg jeg hver gang ud i en ny depression.

Det endte med, at jeg vænnede mig til at være overvægtig pga antidepressiva og fordi min omgangskreds altid sagde, at jeg jo var høj og kunne bære det.

Nu gider jeg bare ikke være fed mere. Men det er desværre ikke så nemt at smide vægten som det var før i tiden.

Jeg har fået konstateret laktose intolerance hvilket udelukker nupo og De Danske Vægtkonsulenter + så meget andet. Slankepiller er “no-go” pga bivirkninger og fordi man ikke kan få nogen der virker mere.

Jeg har derfor kontaktet min læge som har henvist mig til en kommunal diætist. Samtidig har jeg bestilt en tid hos det kommunale sundhedscenter hos en person som skal hjælpe mig med at finde den rette træning.

Som prikken over iét har jeg booket en fly billet til Bangkok i Thailand. Jeg rejser i november og bliver der i ca. 3 måneder. Jeg havde tænkt mig et tage på et detox ophold hvor jeg kunne rense ud, smide nogle kg og ændre vaner. Men i dag talte jeg med lægen som frarådede det fordi det indebar faste som hun mente kunne være skadeligt for min ADHD.

Det passer mig nu fint. Har ikke lyst til at planlægge alt for meget. Gider ikke stresse for at nå noget. Vil hellere have mulighed for at rejse rundt med min rygsæk fra sted til sted som det passer mig.

Men jeg skal stadig tabe mig og nu har jeg fået en tid hos diætisten i september.

I dag har jeg lånt en bog på biblioteket som sætter tankerne i gang. “Kost og hyperaktivitet ADHD – DAMP” af ernæringsekspert Karen Nørby. Jeg kan kun anbefale at I læser bogen. Man bliver både oplyst og  lidt forvirret.

Man får bekræftet at ADHD er en forbandelse og ikke en gave og at det er pisse besværligt at have ADHD.

Jeg vejer lige nu 105 kg og vil fremover skrive om kampen mod kiloene her på bloggen. Jeg glæder mig usigeligt til at ligge på stranden i Thailand og lytte til lydbøger i min iPhone, svømme, vandre osv.

Min rejse til Thailand er en form for rekreation og samtidig en rejse der skal hjælpe mig af med den overvægt der dukkede op samtidig med ADHD – depressionerne.

Hvis du har forslag til en bedre oversættelse, så mail den til mig på carmdk@gmail.com

Dr. Russell Barkley er professor i psykiatri og neurologi ved University of Massachusetts Medical Center i Worcester. Han har skrevet adskillige bøger om ADHD, herunder ADHD and the Nature of Self-Control and Attention og Taking Charge of Aduld ADHD.

Video nr 4 ADHD Mere ansvarlighed Ikke Mindre

Mit barn blev smidt ud af skolen i går pga dårlig opførsel vil du være så venlig, at få ham meldt ind igen, han er ikke ansvarlig for sine handlinger, for har du ikke lige sagt, at ADHD er en neuro genetisk lidelse?

Lad mig hjælpe dig med at forstå hvad jeg lige har sagt:

ADHD er ikke et konsekvens-problem, det er et tids-problem. Det var den forsinkede konsekvens der gjorde dig handicappet. Hvilket betyder at jeg vil gøre det modsatte af hvad denne mor beder mig om. Jeg vil øge ansvarligheden i stedet for at sænke den og øge hyppigheden, hastigheden og timingen af konsekvens.

Mennesker med ADHD har brug for mere ansvarlighed ikke ingen ansvarlighed.

De som betragter ADHD som en eksekutiv lidelse vil sige, at hvis du argumenterer for mindre ansvarlighed vil du forværre lidelsen, ikke bedre den.

For problemet er forsinkelsen, og alle afgørende konsekvenser er forsinkede.

Det betyder, at vi er nødt til at anvende adfærdsbehandling. B-mod programmet, mønterne, kort, smølfeklistermærker mv. Formålet med disse er ikke at undervise, deres formål er at drysse kunstig konsekvens hen over forsinkelserne i det daglige miljø for at øge ansvarligheden. Adfærdsbehandlingen skal altså opveje ansvarsunderskuds lidelsen.

ADHD børn lærer ikke noget ved adfærds regulering, men det motiverer dem til at vise hvad de kan.

Ved at gøre dem mere ansvarlige, oftere og i nærmiljøet får man mindre ADHD.

Hvis man bliver fritaget for konsekvenserne får man mere ADHD.

Så jeg vil gerne have jer til at forstå noget, der er 2 grunde til at vi beder jer om at bruge adfærdsregulering. Den ene er for at instruere.

Dette er grunden til, at vi underviser familier med autistiske og retarderede børn i adfærdsregulering. Så de kan lære deres børn ting de ikke allerede ved.

Men den anden grund til at man benytter adfærdsregulering har ikke noget med instruktion at gøre det er pga motivation. For at opveje underskuddet af motivation som denne lidelse indebærer. Så hvis man adfærdsregulerer for motivationens skyld skal man fortsætte med det, man må ikke pludselig stoppe det. Hvis man stopper det så fjerner man motivationen.

Hvis man adfærdsregulerer for at instruere/undervise, kan man godt stoppe igen, for så snart de har lært færdigheden der skulle læres så benytter de den og man behøver ikke at tænke mere over det.

Kan I se en kontrast her? De fleste forældre og næsten alle de lærere jeg har haft med at gøre, tror at man adfærdsregulerer for at instruere/undervise.

Når man skal undervise en lærer på en skole i at indføre et belønningssystem er hans første spørgsmål altid: ”Hvor længe skal jeg gøre det her? Hvor lang tid går der før eleven har lært færdighederne?”

Og mit svar er: ”Aldrig”.

Så længe eleven er i din klasse er du nødt til at sørge for ”kunstig” konsekvens for at erstatte de forsinkede konsekvenser. Og hvis du ikke gøre det får du ikke eleven til at samarbejde.

Så jeg vil have jer til at tænke på belønningssystemer og andre adfærdsregulerende systemer som synonym til en rampe ved indgangen til denne bygning.

Denne rampe er der, så personer der er fysisk handicappede kan blive mindre motorisk begrænsede. De kan komme ind i bygningen i deres rullestole eller i andre hjælpemidler de måtte bruge.

Men ville du nogensinde sig til sådan en person: ”Nu har du i 30 dage brugt rampen med succes, så….. (hele salen griner). I ved hvad jeg mener, i kender pointen,

”kan jeg fjerne rampen?” Har de handicappede indlært rampen? Selvfølge kan jeg ikke det, rampen var der ikke for at undervise den handicappede, rampen er en protese.

En protese er en kunstig måde at reducere konsekvenserne af din lidelse det er ikke for at træne dig i noget som helst. Uanset hvor mange gange man benytter rampen vil man altid have brug for den.

Og uanset hvor meget man adfærdsregulerer vil man altid have brug for den.

Disse mennesker vil altid have behov meget hyppige konsekvenser omkring dem i forhold til andre mennesker for at kunne yde det samme som andre mennesker.

Dengang gik jeg ind på WordPress.org og prøvede at downloade programmet. Jeg fattede ikke en meter så jeg droppede det og glemte lykkeligt alt om WordPress.

Og her en lille ADHD forklaring: Som jeg har nævnt tidligere har jeg en meget underudviklet impulskontrol. I min hverdag giver det sig til udtryk ved at jeg har svært ved at vente på, at det bliver min tur, jeg må tage særlige tekniker i brug når jeg står i en lang supermarkedskø (har lært disse tekniker – DAT – i et gruppeterapiforløb). Jeg har det med at bryde ind i andre folks samtaler hvis jeg synes jeg har brug for at bidrage med noget, også selvom jeg ikke kender dem.

Kort og godt så har jeg meget svært ved at udsætte mine behov, noget jeg ellers burde mestre som voksen. Tålmodighed er en del af mit ordforråd, men jeg har ingen anelse om hvad det betyder i praksis.

Hvordan i alverden skal jeg så kunne bruge et program som WordPress? Hvis man vil bruge WordPress skal man åbenbart have en ret stor IT nørd i maven. Man skal kunne finde rundt i koder og vide noget om alt muligt. Jeg er et typisk damp-barn, dvs. hands on, learning by doing. Men der er dog visse ting som jeg bare ikke har talent for.

Pluselig hyperfokuserer jeg på en idè om at samle mit tankevirvar i en blog og falder over WordPress. Det skulle jeg aldrig have gjort. Som en bruger på WP.dk skrev starter jeg med at gabe over for meget.

Ohh yeahh tell me about it – story of my life. Hvis det ikke er vildt og omfattende fanger det jo ikke min interesse.

Jeg har fået lidt hjælp på wordpress.dk af nogle it supermænd, så jeg giver lige WordPress en uge mere. Hvis det stadig ikke kører må jeg bide i det sure æble og tage den nemme løsning på en af de sider der tilbyder at man kan oprette en gratis blog. Suuuuuuuuuuuuuuuuuuuuuk

Nogle gange er dette en fordel. Jeg er ofte blevet rost for min handlekraft og evne til at træffe hurtige beslutninger.

Andre gange er det ikke så heldigt. Jeg har rodet mig ud i mange underlige situationer fordi jeg ikke har nogen impulskontrol.

Jeg har ikke besluttet mig for hvor ærlig jeg vil være om min fortid på denne blog. Den er indtil videre ret anonym så jeg overvejer at være ærlig overfor mig selv og bloggen. Min usikkerhed består i om det vil komme tilbage senere og for at sige det på godt gammeldaws english “Bite me in the ass”

Under alle omstændigheder skal denne side rumme indlæg om konsekvenser, gode og dårlige.