De sidste par uger var jeg et nervevrag. Brød ud i gråd over de mindste ting og havde konstant hjertebanken og svedeture.

Samtidig havde jeg ikke overskud til almindelige dagligdags ting som at købe ind, lave mad, rydde op og gøre rent. Fordi jeg orkede mindre og mindre gik det ned af bakke med den personlige pleje og jeg holdt op med at træne.

Det er nu 4 uger siden jeg stoppede og jeg er stille og roligt begyndt at få det bedre. Jeg har søgt om førtidspension og i starten stressede jeg over “hvad nu hvis jeg får afslag osv”.

Så var jeg til samtale hos min ADHD rådgiver, hun lånte mig en bog der hedder “Mindfulness i din hverdag”. Da jeg læste et par kapitler i den gik det op for mig at jeg skal øve mig på at slappe af. Jeg havde tidligere lånt en bog der hedder “Nærvær i nuet” med tilhørende cd med vejrtrækningsøvelser.

Jeg er nu begyndt at lytte til afspændingsøvelserne om aftenen når jeg skal sove. Det hjælper mig at blive guidet igennem øvelserne af en stemme fordi jeg har svært ved at slappe af og mine tanker let kommer på afveje.

Vejrtrækningsøvelser, mindfulness, egenomsorg, struktur og planlægning er nogle af de redskaber jeg bruger for at få det godt igen.

Jeg har mine 7 magnetiske glasplader på væggen i stuen så jeg har overblik over dagene og jeg sørger for ikke at planlægge mere end 2 forskellige ting dagligt.

Hvis jeg ikke når alt hvad jeg har planlagt siger jeg til mig selv, at det er i orden og at jeg kan få det gjort en anden dag.

Jeg øver mig på, at nyde livet, droppe mine bekymringer og sætte tempoet ned.

I fredags stod jeg tidligt op og cyklede til stranden. Jeg var der allerede kl 9.00 om morgenen og tog først hjem kl. 17.00. Det var en skøn dag uden bekymringer. Sol, saltvand og godt selskab. Noget der hjalp med at lade batterierne op igen.

Jeg er glad for, at jeg endelig har taget beslutningen om at søge pension og sætte tempoet ned. Mit motto er jo netop: At leve et liv, ikke vinde en krig.

Lige nu føler jeg mig lidt bims i låget hvis jeg skal huske for mange ting eller skynde mig, ja bare hvis jeg er tvunget til at være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.

Flere gange i løbet af dagen oplever jeg at mit hjerte pludselig “galoperer”. Det er som om det banker meget hurtigt og hårdt og nærmest sidder oppe i halsen. Jeg sveder mere end normalt og kommer hurtigt til at lugte grimt under armene.

I dag har jeg fået ryddet lidt op og været  i Netto og købe ind. Jeg tog en hylde frem som jeg har haft længe fordi jeg ville sætte den op, men måtte lægge den væk fordi jeg begyndte at svede meget og blev underlig træt i hovedet.

Jeg glæder mig uendeligt til min arbejdsprøvning er forbi så jeg kan få lidt fred. Har ikke haft ferie i over 5 år fordi jeg har været sygemeldt og i den tid konstant prøvet at finde ud af hvad der var i vejen med mig. 5 år i evig stress, med kommunens klamme ånde  i nakken og deres konstante forsøg på at smide mig ud af systemet i stedet for at hjælpe mig.

På nogle måder har jeg fået det bedre og på andre har jeg fået det værre. Én ting er sikkert, jeg er meget meget træt og trænger til fred på den ene eller den anden måde.

Jeg arbejder i et keramikværksted med en værkstedsleder som er ganske flink, men desværre er han ikke uddannet til at tage vare på personer med særlige behov. Han ved absolut intet om ADHD og er ufatteligt konfliktsky.

Jeg har det meget svært med konfliktsky mennesker fordi jeg ikke kan forstå dem. De udsender uklare/utydelige signaler som forvirrer mig. Og desværre må jeg indrømme at de provokerer mig. Jeg er vokset op med en mor som var svag, vag og uklar. Det medførte, at jeg konstant overskred hendes grænser og fik ballade. Det er ikke fordi jeg sætter mig ned og planlægger, at nu skal jeg gøre noget jeg nok ikke må. Det sker simpelthen automatisk. Like a moth to a flame.

I starten synes jeg det var super hyggeligt og det gik også fint. Efter kort tid begyndte jeg at blive irritabel, stresset og glemsom. Fordi jeg er begyndt at blive mere glemsom tager alting længere tid. Nogle gange føler jeg mig som en høne med afhugget hoved, der styrter formålsløst rundt. Selvom jeg har et whiteboard på væggen til hver dag, en iPhone hvor jeg skriver alt ned og en iMac som er synkroniseret med iPhone, glemmer jeg aftaler og andre ting jeg skal nå.

Min hukommelse er blevet alarmerende dårlig, jeg har ikke overskud til at foretage mig noget når jeg har fri. Jeg får ikke dyrket motion, kan ikke tage mig sammen til at lave sund mad til mig selv så jeg spiser junkfood og tager endnu mere på.

Jeg føler mig stresset og irritabel, har voldsomme humørsvingninger og MEGET kort lunte.

Jeg har klart fået det dårligere af at komme i arbejdsprøvning og derfor har jeg bedt min sagsbehandler om at indstille mig til førtidspension. Mit største ønske er, at jeg får den bevilliget hurtigst muligt så jeg kan få ro.

Jeg skal i arbejdsprøvning. Det har jeg bedt om at komme i over 1 år, men fordi tidligere sagsbehandlere ikke har gjort deres arbejde ordenligt og fordi jeg ikke fik den rigtige diagnose før september 2009 er tiden blevet brugt på, at få mig ud af dagpenge systemet selvom jeg ikke var afklaret.

Mødet var faktisk ret positivt. Jeg oplevede, at sagsbehandler nr. 5 anerkendte, at jeg faktisk har ADHD og at det er fornuftigt, at jeg får noget støtte og visse hjælpemidler så jeg via denne hjælp kan komme til at fungere på lige niveau med personer uden ADHD eller andre handicaps.

Imorgen tæller uret ned. Første dag af de 26 uger jeg har tilbage i sygedagpengesystemet starter imorgen. Første dag i et nyt kapitel begynder.

Jeg er glad for at jeg i det mindste har 6 måneder mere inden de smider mig ud. Jeg kan mærke, at jeg får mere og mere styr på mit liv og min hverdag. Den eneste forandring er, at jeg nu får Ritalin og næsten ingen Effexor.

Rita – my best friend forever