Strattera er ligesom Concerta den eneste ADHD medicin som ikke er centralnerve stimulerende og den eneste medicin som ikke kan misbruges af narkomaner og andre som tager stoffer for sjov.

Jeg opdagede sidste vinter at jeg havde det bedst med en høj dosis Strattera og i dag tager jeg hver morgen 100 mg.

Det er ikke en mirakel pille som har fået min ADHD til at forsvinde, men den har hjulpet mig med at forstå min ADHD. Jeg har jo hele livet vidst at der var noget i vejen med mig, men jeg vidste ikke hvad og kunne heller ikke selv se hvad der var i vejen. Jeg lærte ikke af de uendelige mange fejltagelser jeg begik og jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle lave om.

Det er som om Strattera har hjulpet mig til at se mig selv i et mere realistisk lys, på både godt og ondt. For min ADHD er den usympatiske slags. I pressede situationer bliver jeg irritabel og snerrer af folk. Hvis der er noget jeg er godt til, så er det at brænde broer. Derfor er mit netværk uendeligt lille.

Fordi jeg nu har været på Strattera i snart 2 år har jeg haft mulighed for at sætte tempoet ned både inde i mit hoved og udenfor. Det er gået op for mig at jeg mangler en intelligens, nemlig den følelsesmæssige.

Det er ikke empati der mangler, men den der lille ubeskrivelige ting folk gør når de mødes. De viser hinanden at de er interesserede i hinanden uden at de egentlig siger det, men som udenforstående er man ikke i tvivl om hvad det er der foregår. Især nu er det gået op for mig, at det er det, der foregår og det er gået op for mig, at det er noget jeg mangler, jeg forstår det ikke. Det er som at bo i et fremmed land hvor man hverken kan tale eller forstå sproget.

Pludselig er det gået op for mig hvilket kæmpe arbejde det har været for mig at prøve, at skjule min manglende forståelse for omverden.

Faktisk tænker jeg, at det grænser til det autistiske, men ikke nok til at det blev opdaget.

Russell Barkley (RB) skriver, at jo flere spørgsmål du kan svare ja til, des større er sandsynligheden for, at du har ADHD.

ADHD kan få folk til at bruge en hel månedsløn, årsopsparing eller næste termins betaling på noget de har lyst til her og nu. Det er som om det er helt uimodståeligt. ADHD kan få folk til at sige og gøre alt muligt som de senere fortryder.

Mange vil sige, men jeg kan umuligt have ADHD for jeg er ikke hyperaktiv. Min bror (eller søster, nevø, barndomsven, klassekammerat) havde ADHD og var konstant rastløs, hyperaktiv og altid i centrum på en pinlig måde. Sådan er jeg ikke.

Man behøver ikke være hyperaktiv for at have ADHD.

Én af de ting man er begyndt at forstå omkring voksen ADHD er, at hyperaktiviteten ses mere hos børn der har lidelsen, men som årene går og barnet bliver ældre aftager det mere og mere. Ofte er det eneste der er tilbage af rastløsheden en følelse af rastløshed og et behov for hele tiden at være i gang med et eller andet.

Kort og godt, hvis du har en mistanke om, at du evt. har ADHD så få det undersøgt, der er hjælp at hente.

Hvor længe har du haft problemer?

Hvis du kun har haft symptomerne i en kortere periode er sandsynligheden for at du har ADHD lille.

98 % af alle dem der blev diagnosticeret med ADHD på steder hvor RB er tilknyttet, havde symptomer før de fyldte 16 år.

Hvis du ikke kan huske om du havde symptomer så spørg nogen der kender dig godt. Dine forældre, bror, søster eller barndomsven.

Man kan sagtens have en høj intelligens og samtidig have ADHD. Men en høj intelligens kan ikke beskytte én mod de vanskeligheder ADHD medfører.

Det er ikke nok med en høj faglig intelligens i forbindelse med familie relationer, sociale relationer, at færdes i trafikken, i forhold til kriminalitet og stofmisbrug, parforhold og ægteskab. Ja faktisk i alle relationer i det hele taget.

Børn og teenagere som RB har fulgt ind i voksenlivet er ofte ikke klar over omfanget af deres egne symptomer eller hvor meget disse symptomer har påvirket deres liv. Det er ikke før 27-32 års alderen, at  voksne med ADHD får den samme opfattelse af sig selv som andre har af dem.

Hvad er dine symptomer?

RB skriver en række symptomer som du kan krydse af hvis de passer på dig. Han understreger dog, at du kun kan få vished om du virkelig har ADHD ved at blive udredt hos en professionel. Checklisten er blot en start.

Hvordan påvirker disse symptomer dit liv?

ADHD er ikke noget du enten har eller ikke har. Det er ikke som graviditet. Det er mere som højde eller intelligens. Man kan have ADHD i svær eller mindre grad. Der er også forskel på hvordan ADHD påvirker i barndommen og i voksenlivet.

Typiske barndoms problemer   

1. Familie stress, konflikt.
2. Dårlige relationer til venner.
3. Få eller ingen nære venskaber.
4. Forstyrrende opførsel i butikker og andre offentlige steder i den grad at du bliver bedt om ikke at komme igen
5. Ringe hensyn til personlig sikkerhed/kommer ofte til skade pga uheld.
6. Langsom udvikling af egenomsorg, at tage vare på sig selv.
7. Forsinket udvikling af personligt ansvar.
8. Klarer sig ikke godt i skolen, eller lever ikke op til sit potentiale.
9. Markant færre år i uddannelssystemet.

Typiske teenage og voksen problemer

1. Nedsat arbejdsevne.
2. Hyppige jobskift.
3. Risikabel, sexuel adfæd/større risiko for teenage graviditet og kønssygdomme.
4. Til fare for andre i trafikken (kører for hurtigt, mange uheld).
5. Vanskeligheder med at klare økonomien (impulskøb, overtræk på kontoen, får ikke betalt af på lån, lille eller ingen opsparing).
6. Problemer i parforhold og ægteskab.
7. Problemet er ikke lige så hyppigt hos voksne.
8. Antisociale aktiviteter (lyver, stjæler, slås) som fører til hyppig kontakt med politi, arrestationer og i endog fængsel, ofte med større risiko for brug og misbrug af stoffer.
9. Generelt mindre sund livsstil (mindre motion, stillesiddende selvunderholdning, som videospil, tv, internet surfing; overspisning eller bulimi, dårlig ernæring; større brug af cigaretter og alkohol) og som konsekvens deraf, større risiko for hjerte kar sygdomme.

Hvis du stadig tror du har ADHD er det nu du bør opsøge din læge og blive henvist til en specialist.

2.dec. 2011

Lige nu sidder jeg og nyder udsigten fra den lille åbne strandhytte hvor jeg lige har indtaget min morgenmad.

Jeg er i Indonesien, på en lille ø øst for Bali der hedder Gili Air. Air betyder vand på indonesisk.

Det er udenfor saison på øen og derfor er her ikke ret mange turister. Der er ingen motorkøretøjer på øen, kun cykler og små hestevogne. Man kan køre hele øen rundt på under en time hvis man cykler.

De eneste lyde jeg kan høre er lyden af bølgernes brusen langt ude, hanernes galen, cikaderne sang, fuglenes kvidren og motoren fra en båd i det fjerne.

Tiden er ligegyldig. Lige nu er det umuligt ikke at leve i nuet og derfor er der rig mulighed for at lade tankerne flyve, de.r er ikke noget jeg skal nå.

Imens jeg kigger ud over vandet passerer en tanke gennem mit hoved. Gad vide hvorfor jeg pludselig har fået sådan en enerm rejselyst? De fleste som rejser rundt i flere måneder af gangen er i tyverne eller trediverne.

Og så slår det mig, at på det tidspunkt i mit liv havde jeg travlt med at kaempe en daglig kamp for at vaere normal. Jeg brugte al min energi på at prøve, at vaere ligesom alle andre, at jeg ikke havde overskud til at udleve drømme. Faktisk havde jeg slet ikke overskud til at drømme. Al min energi blev brugt på at kaempe mig igennem en uddannelse, arbejde og prøve at vaere ligesom alle de andre omkring mig.

Det bedste der nogensinde er sket for mig er, at få stillet diagnosen ADHD. For der er absolut ingen tvivl om, at det er den rette diagnose. Det naestbedste der er sket for mig er, at jeg fik tilkendt førtidspension så jeg kunne få fred og ro til at gøre tingene i mit eget tempo.

Nu har jeg tid til at drømme og udleve mine drømme. Jeg har pludselig fået muligheden for at leve et ordenligt liv. For hver dag der går kan jeg maerke, at det bliver lettere at vaere mig fordi jeg bliver bedre til at acceptere den jeg er.

I dag er jeg taknemmelig for, at jeg er dansk statsborger. Der er så mange mennesker rundt omkring i verden der ikke har den samme økonomiske tryghed som vi har. Selvom jeg ikke får nogen form for behandling eller tilbud om behandling, føler jeg mig taknemmelig og priviligeret over, at vaere borger i et land hvor vi har en langt større økonomisk tryghed og sikkerhed end i andre lande.

I dag og fremover vil jeg huske, at vaere taknemmelig over det jeg har og få det bedste ud af min situation uanset hvordan den ser ud.

Det handler om at leve sit liv – ikke om at vinde en krig!

Lige nu er jeg på min tredje uge i Thailand og det har både været skønt og anstrengende. Når man rejser møder man konstant nye mennesker og der er sjældent to af dem der er ens.

Pga ADHD har jeg det med at suge alle indtryk til mig. Er som udgangspunk åben overfor alle de nye mennesker jeg møder og jeg må desværre indrømme, at noget af det jeg bedst kan lide ved at rejse, er, at mødet med disse nye mennesker er uforpligtende og jeg ved vi på et eller andet tidspunkt skal hver til sit igen. Jeg har brug for mere alene tid end de fleste, har brug for længere tid til at bearbejde alt det nye. Selvom jeg får medicin og motionerer osv er jeg stadig mere følsom fordi jeg stadig tager ALLE indtryk ind.

Forleden mødte jeg en italiener som jeg havde lært sporadisk at kende under mit tidligere besøg. Det viste sig at han var meget betaget af mig og vi havde en sjov aften og nat sammen, men bagefter har han bare været så klæbende at jeg ikke føler, at jeg kan få luft. Han vil hele tiden være sammen med mig og får en småfornærmet attitude når jeg skal noget andet eller være sammen med andre end ham.

Det har medført, at jeg nu slet ikke kan lide ham mere. Jeg kan ikke holde ud at være sammen med et andet menneske 24/7. Er det fordi jeg har ADHD at jeg har det sådan?

Jeg har ikke været i et fast parforhold/boet sammen med en mand i 15 år. Jeg har ikke ligefrem levet i cølibat, men der skal ufatteligt meget til for at jeg kan bevare interessen for det modsatte køn.

Lige nu er jeg sat ud af spillet (heldigvis), jeg har fået influenza og har derfor en legal undskyldning for at afvise de mænd jeg har set mens jeg har været her.

Det er det samme med sex. Når jeg er kommet gider jeg ikke mere så må de godt lade mig vaere i fred. Desværre er italienske mænd overdrevent virilie og kan absolut ikke forstå den slags.

Er det en ADHD ting, eller er det bare mig der har udviklet mig på en underlig måde fordi jeg har haft en udiagnosticeret, ubehandlet ADHD i 43 år? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at mange af os udvikler andre lidelser fordi vi i mange år er blevet fejldiagnosticerede og fodret med lykkepiller i stedet for at få den hjælp vi egentlig har brug for.

Da jeg ikke går i nogen form for behandling, har jeg stadig en masse spørgsmål til hvorfor jeg er som jeg er og gør som jeg gør.

Så hvis der sidder nogen derude der har det på samme måde vil jeg meget gerne høre fra jer, det vil være en enorm lettelse.

Selvom det fremmede sted var mørkt, koldt og ubehageligt, tænkte den lille pige, at det nok skulle gå alt sammen….

Men det gjorde det ikke…

Godnat og sov godt.

Da jeg havde læst mailen blev jeg helt stresset. Jeg fik fat på lægen og forklarede situationen. Han lød selv meget stresset og fraværende, anede ikke hvem jeg var og han virkede ret irritabel. Han fik cpr nr og stillede spm, imens kunne jeg høre en anden tlf i baggrunden alt imens han blev mere og mere kort for hovedet.

Han tog den anden tlf og da han vendte tilbage fik jeg skæld ud fordi jeg havde ringet på et tidspunkt der kun  var til akutte opkald.

Jeg fik dog forklaret det jeg skulle og sluttede samtalen.

Lige pludselig sidder jeg her flere timer senere og drømmer om en lille bitte pille som får alt til at forsvinde for evigt imens jeg stor tuder.

Hvorfor skal min egen læge nu også skælde mig ud? Har jeg ikke fået nok skæld ud i mit liv. Hvis jeg er så pisse dum og besværlig hvorfor skyder I mig så ikke bare. Lad os da for fanden få det overstået.

Jeg er pisse træt af at være forkert, irriterende og anderledes.

I vinters prøvede jeg i et svagt øjeblik at gøre noget ved det. Jeg slugte alle de piller jeg havde liggende fordi jeg bare ville væk. Men ukrudt forgår ikke så let, for jeg er her stadig.

Lige nu sidder jeg og tuder og orker bare ikke mere. Heldigvis kunne min lille mis mærke, at jeg havde brug for trøst og lige nu ligger hun på mit skød og giver mig varme.

Når vi får en tanke så handler vi, i stedet for at vende og dreje det i en uendelighed.

Vi er ikke onde, men bliver nogle gange opfattet sådan fordi vi er direkte og konfronterende i stedetfor at pakke tingene ind så de bliver lettere at fordøje.

Derfor er vi dårlige til politik og røvslikkeri. Ups det var vist en dobbeltkonfekt.

Jeg er træt af at leve i en verden hvor det kun er én bestemt type mennesker/adfærd der tolereres.

I folkeskoleloven står der noget om demokrati og rummelighed. Det holder bare ikke i virkeligheden. Måske er det derfor alle brokker sig over folkeskolen.

Her på planeten er der igen der forstår mig, og jeg forstår ikke de indfødte.

Jeg er træt, ulykkelig og vil gerne hjem nu.

So please.. beam me up Scotty, it´s crazy down here!

Meeeen jeg er en crazy ADHD-chick, derfor kan min respons bedst illustreres med lyd på – især omkvædet …. sååååå klik og lyt : Soundtrack of my life

Jeg stiller spørgsmålstegn ved hvor rummelig folkeskolen egenlig er. De små poder kommer ind i den ene ende og bliver spyttet ud i den anden, uden at være specielt rummelige. Da jeg arbejdede som lærer havde jeg selv nogle gange svært ved at rumme elever der faldt udenfor normalen (udenfor gennemsnittet) og ved at mine kollegaer havde det på samme måde. Der er for mange elever, for meget larm og for lidt tid.

Vi er et samfund hvor personer der er anderledes marginaliseres og ignoreres. Psykiske lidelser er tabu, vi taler ikke om den slags, det er pinligt og væmmeligt. Tænk hvis det smitter.

Det har jeg mærket på egen krop. Jeg reagerer nogle gange voldsomt. Dvs. voldsomt ifht. hvad der er acceptabelt. Når jeg er særligt sårbar eller taler om noget der berører mig dybt kan jeg komme til at græde. Når det er sket har jeg ofte oplevet at folk tager afstand fra mig. Jeg skal ikke gisne om hvad deres bevæggrund er, det eneste jeg kan gøre er, at informere om hvem jeg er, hvorfor jeg som jeg er og at jeg ikke på nogen måde er farlig.

Man er ikke skør eller sindsyg når man har ADHD. Man er født med en hjernefejl som højst sansynligt er arvelig. De forskellige dele af hjernen kommunikerer ikke sammen på samme måde som det ,der i vores samfund betragtes som normalt, man kan sige at dirigenten mangler. En person med ADHD ville passe fint ind i et jæger/samler samfund. Her er det ikke en dyd at sidde på sin flade dagen lang. Man skal bevæge sig og handle hurtigt og instintivt.

En del voksne med ADHD ender med at blive henvist med andre diagnoser såsom affektive lidelser, angsttilstande, personlighedsforstyrrelser mv. Det er bl.a. fordi mange stadig tror, at ADHD forsvinder når man bliver voksen. For lidt viden om ADHD samt komorbiditet (samtidig optræden af to indbyrdes uafhængige lidelser) medfører i mange tilfælde et langt liv med psykisk belastning pga. en ikke anderkendt funktionsnedsættelse.

Der er ingen grund til at dømme den voksne med ADHD, det klarer vi ganske glimrende selv. Voksne med ADHD har ofte en negativ selvopfattelse og ser sig selv som dovne, dumme eller endda sære. Kan det være fordi vi i det danske samfund ikke er rummelige?