2.dec. 2011

Lige nu sidder jeg og nyder udsigten fra den lille åbne strandhytte hvor jeg lige har indtaget min morgenmad.

Jeg er i Indonesien, på en lille ø øst for Bali der hedder Gili Air. Air betyder vand på indonesisk.

Det er udenfor saison på øen og derfor er her ikke ret mange turister. Der er ingen motorkøretøjer på øen, kun cykler og små hestevogne. Man kan køre hele øen rundt på under en time hvis man cykler.

De eneste lyde jeg kan høre er lyden af bølgernes brusen langt ude, hanernes galen, cikaderne sang, fuglenes kvidren og motoren fra en båd i det fjerne.

Tiden er ligegyldig. Lige nu er det umuligt ikke at leve i nuet og derfor er der rig mulighed for at lade tankerne flyve, de.r er ikke noget jeg skal nå.

Imens jeg kigger ud over vandet passerer en tanke gennem mit hoved. Gad vide hvorfor jeg pludselig har fået sådan en enerm rejselyst? De fleste som rejser rundt i flere måneder af gangen er i tyverne eller trediverne.

Og så slår det mig, at på det tidspunkt i mit liv havde jeg travlt med at kaempe en daglig kamp for at vaere normal. Jeg brugte al min energi på at prøve, at vaere ligesom alle andre, at jeg ikke havde overskud til at udleve drømme. Faktisk havde jeg slet ikke overskud til at drømme. Al min energi blev brugt på at kaempe mig igennem en uddannelse, arbejde og prøve at vaere ligesom alle de andre omkring mig.

Det bedste der nogensinde er sket for mig er, at få stillet diagnosen ADHD. For der er absolut ingen tvivl om, at det er den rette diagnose. Det naestbedste der er sket for mig er, at jeg fik tilkendt førtidspension så jeg kunne få fred og ro til at gøre tingene i mit eget tempo.

Nu har jeg tid til at drømme og udleve mine drømme. Jeg har pludselig fået muligheden for at leve et ordenligt liv. For hver dag der går kan jeg maerke, at det bliver lettere at vaere mig fordi jeg bliver bedre til at acceptere den jeg er.

I dag er jeg taknemmelig for, at jeg er dansk statsborger. Der er så mange mennesker rundt omkring i verden der ikke har den samme økonomiske tryghed som vi har. Selvom jeg ikke får nogen form for behandling eller tilbud om behandling, føler jeg mig taknemmelig og priviligeret over, at vaere borger i et land hvor vi har en langt større økonomisk tryghed og sikkerhed end i andre lande.

I dag og fremover vil jeg huske, at vaere taknemmelig over det jeg har og få det bedste ud af min situation uanset hvordan den ser ud.

Det handler om at leve sit liv – ikke om at vinde en krig!

Fordi jeg havde en høj intelligens forventede jeg selv og andre, at jeg udrettede noget med mit liv. Jeg fik ikke den hjælp jeg havde behov for fordi ingen kunne finde ud af hvad der var i vejen med mig. Det var først da jeg gav slip, opgav kontrollen og lod mit liv sejle, at jeg kom ind på den vej der til sidst skulle lede mig til det sted hvor jeg fik diagnosen ADHD.

Hele mit liv har jeg “spillet skuespil” jeg har skjult hvor hårdt jeg har haft det og når jeg ind imellem ikke orkede mere blev jeg beskyldt for at være doven og umoden. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at passe ind i samfundet og være ligesom alle andre, men med årene blev det sværere og sværere.

For ca. 1 år siden fik jeg tilkendt førtidspension. I starten tænkte jeg, at det ikke nødvendigvis skulle være for evigt, at jeg nu havde fred og ro så jeg måske kunne finde mit “kald”. Men helt ærligt så tror jeg aldrig jeg finder mit “kald”. Min hjerne fungerer ikke ordenligt mere, eller i hvert fald ikke lige så godt som før alle depressionerne. Selvom jeg får medicin har jeg stadig ADHD af svær grad af impulsivtypen. Det at være så impulsiv gør, at jeg har svært ved at have nære relationer til andre. Folk bliver ofte lidt stressede og utrygge i mit selskab fordi det er så tydeligt at jeg har gang i så mange forskellige ting på samme tid. Selv den psykiater der i sin tid bekræftede min ADHD diagnose sagde, at han følte, at han ikke rigtigt kunne stole på mig (tak for kaffe). Jeg er flyvsk og det forvirrer selv de klogeste hoveder.

Min impulsivitet gør også, at jeg næsten interesserer mig for alt. Det betyder også, at jeg ved lidt om rigtigt mange ting, men at jeg samtidig kan have svært ved at fastholde interessen ret længe af gangen. Én ting har jeg dog altid været god til, nemlig at tale og skrive. Jeg har altid været velformuleret, måske er det også derfor at jeg stadig skriver på bloggen og har holdt fast i den gennem hele forløbet.

Mine forventninger til mig selv er ikke længere urealistiske. Jeg har accepteret, at jeg har ADHD og at det er et handicap som ikke forsvinder bare fordi jeg tager medicin og kost tilskud.

Fordi jeg har arbejdet med mig selv i flere år, har læst alt hvad jeg kunne komme i nærheden af om ADHD, kost, medicin og behandling for at få det bedre, har skruet forventningerne til mig selv ned og lært at acceptere, at det er hårdt arbejde at være mig og derfor er den bedste løsning, at jeg er på førtidspension.

Desværre er det ikke alle der kan forstå det. Mennesker som kun kender mig overfladisk og som ikke er klar over alt hvad jeg har været igennem, synes at jeg virker intelligent og velfungerende og derfor burde jeg i det mindste lave lidt. Jeg kan da ikke bare leve resten af mit liv som nasser og kun modtage.

Hvem er det lige der skal vurdere hvor meget jeg kan klare? Før jeg fik pension var jeg stresset, depressiv og overvægtig. Nu har jeg tabt mig, er ikke depressiv længere og tager én dag af gangen, jeg skal ikke nå noget og jeg bestemmer selv farten. Jeg er den eneste der kan vurdere hvor meget jeg kan klare og jeg begår ikke den fejl igen at overbelaste mig selv, for det ender galt. Så inden du dømmer mig fordi jeg er på førtidspension og har fået et godt liv, så spørg dig selv om du kunne tænke dig at bytte liv med mig?

Da jeg for mange år siden gik på lærerseminariet blev jeg ven med én fra min klasse. Vi begyndte at arbejde sammen og samtidig havde vi nogle fælles fritidsinteresser, så vi tilbragte noget tid sammen. På daværende tidspunkt havde jeg bil og derfor tilbød jeg at hente min klassekammerat et par gange. Vi boede et stykke fra hinanden og på et tidspunkt da vi var i praktik var jeg træt af, at skulle køre en omvej hver dag så jeg sagde til hende, at hvis hun ville blive ved med at køre gratis med mig i min bil, måtte hun selv sørge for at transportere sig til min bopæl og det samme gjaldt selvfølgelig på hjemvejen.

Det blev hun meget fornærmet over og vi endte med at blive uvenner.

For et par år siden møder jeg hende igen på Rådhuset. På daværende tidspunkt er jeg i fuld gang med at prøve at få styr på mit liv og opsøger en erhvervsvejleder i Borgerservice. Jeg møder tidligt op, bliver skrevet på venteliste og sætter mig til at vente fordi en anden er kommet før mig og erhvervsvejlederen er optaget. Da jeg har ventet ca. 40-45 minutter bliver han ledig og jeg går hen til hans skrivebord og sætter mig ned. Samtidig kommer der en sur dame hen og insisterer på, at hun skal til fordi hun ikke har tid til at vente længere. Jeg kigger op og ser min tidligere studiekammerat.

Hun er lige så usympatisk som hun var dengang og mere til. Hun stiller sig op og laver en scene fordi hun vil springe mig over, jeg har allerede ventet længe nok og har ADHD så det kan hun godt glemme og erhvervsvejlederen er konfliktsky og kan ikke sige fra så det ender med, at jeg må gøre det.

Bagefter kommer jeg til at tænke, at det er underligt, at jeg lige skal støde ind i hende igen, men kan ikke finde meningen.

For nylig bliver jeg igen konfronteret med den gamle klassekammerat. I samme øjeblik det går op for mig, at det virkelig er hende fyldes jeg af et enormt ubehag. Jeg tænker over det i et par dage og så pludselige går det op for mig, at hun nok også har ADHD!

Derfor har jeg fundet ud af, at jeg bliver nødt til at opstille mål for mig selv og have en fast/realistisk tidsramme. På den måde bliver opgaven pludselig mere spænende og lettere at komme i gang med.

Siden jeg fik diagnosen, har jeg fået en masse viden om ADHD. En ADHD hjerne fungerer som en træt hjerne. Når jeg ikke kan sidde stille og koncentrere mig er det fordi min krop laver afledningsmanøvrer for at holde min hjerne vågen og når jeg virker fraværende er det fordi min hjerne er ved at falde i søvn.

Den viden har medført, at jeg ikke længere stiller urealistiske krav til mig selv, eller i hvert fald ikke lige så ofte som før. Hvis jeg ikke får støvsuget hver uge skælder jeg ikke længere mig selv ud. I stedet prøver jeg at finde en løsning på problemet og slipper derfor for hele tiden at glide ind i depression når jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger. I et stykke tid havde jeg en rengøringsdame der kom hver anden uge og gjorde hele lejligheden ren. Jeg har også overvejet, at købe en robotstøvsuger, men synes den er lidt dyr så lige nu støvsuger jeg når jeg orker det.

Det tager tid før diagnosen synker ind og det kræver tålmodighed over én selv fordi man som voksen har tillagt sig en masse vaner for at kompensere for sit handicap. Manglende impulskontrol er noget der forbindes med umodne børn og er derfor nok det sværeste at leve med som voksen især fordi omverden ofte er uforstående overfor det skjulte handicap som ADHD er.

Det jeg har det aller mest svært med, er når ufaglærte udtaler, at der ikke er noget der hedder ADHD og at man kan få sine ADHD symptomer til at forsvinde blot ved at omlægge kosten eller, at ADHD ikke findes og at mine symptomer er opstået fordi min mor spiste en forkert kost da hun var gravid.

Det passer absolut ikke.

Min ADHD forsvinder ikke når jeg ændrer min kost, men jeg kan minimere mange symptomer ved at spise en kost der er rig på protein og undgå for meget kulhydrat, stivelse og sukker. Det hjælper også at dyrke motion især når jeg får sved på panden.

Jeg fandt en ap til min iPhone der hedder 25 ADHD tips, her står i tip nr. 14 at motion er den vigtigste medicin til voksne med ADHD. Videnskaben har vist, at 30-45 minutters daglig motion booster de lave neurotransmitore til deres normale niveau i mindst 2 timer lige efter man har dyrket motion. Man har fundet ud af, at personer er i stand til at huske bedre indenfor disse to timer.

Jeg tackler min ADHD ved at lære mere om ADHD og tilpasse min verden til mig med ADHD i stedet for, at prøve at være som en person uden ADHD og slå mig selv oven i hovedet når det slår fejl. Jeg er blevet et gladere menneske som hviler mere i mig selv fordi jeg samtidig heller ikke går så meget op i hvad andre tænker om mig.

Kære CARM,

det lyder helt fantastisk for dig (turen til Thailand). Jeg håber du kommer til at nyde det i fuldt omfang.

Hos mig går alting mere end fantastisk godt. Jeg har været igennem et meget intensivt terapeutisk forløb – helt tilfældigt, det kan desværre ikke overføres på andre – og føler nu at hele mit liv giver mening, og at jeg er et fantastisk heldigt menneske. Selv mine handicaps ser jeg i dette lys. Jeg er glad for både de evner og de begrænsninger jeg har.

Så altså jeg har været fantastisk heldig, hov forresten det går lige op for mig, at du har haft en afgørende indflydelse på dette held, for det hele startede vist med, at jeg lyttede til Russell Barkley pga. af det link, du har lagt ud på din blog.

Super mange tak – du aner ikke, hvad det har betydet for mig og min familie og sandsynligvis en masse andre mennesker, forhåbentlig også for dig på et senere tidspunkt. Uden din blog havde jeg gået resten af mit liv og været små- eller stordeprimeret, men nu tror jeg alting løser sig på en eller anden måde, og at jeg nok skal få et meningsfyldt liv, ikke bare nu, men også fremover.

Jeg ville frygtelig gerne fortælle dig mere så hurtig som muligt (du ved ADHD), men jeg skal til møde med kommunen idag, og jeg skal også se min psykiater og begge dele kræver af forskellige grunde en masse forberedelse, som jeg sidder og laver nu.
Kærligst og tusind mange overdådige og respektfulde og alt muligt andet tak.

Capricornia

PS: Du har ingen anelse om hvor mange menneskers liv din blog har ændret og vil ændre i positiv og i nogle tilfælde (mindst fire – sandsynligvis fem) afgørende retning.Foreløbig har den i hvert fald haft stor betydning for syv (mig selv inklusive).

Bliv ved med dit arbejde med bloggen det er mere meningsfyldt end du tror.

Pga. min nye situation (ikke arbejdsmæssige – den er den samme som før, men det har jeg ikke tid til at beskæftige mig med lige nu) har jeg fået vanvittigt travlt, så jeg har ikke tid til at bidrage til din blog foreløbig, men som jeg kan forstå klarer du det også ganske godt på egen hånd.

Hvor jeg før syntes det var imponerende (synes jeg stadigt – respekt!), at du kunne holde gang i denne blog, synes jeg nu at det er vanvittigt vigtigt at du fortsætter. Så please fortsæt, det er ikke alt der er lige vigtigt for alle at høre, men det er umuligt at sige, hvad der er vigtigt for hvem – så bare fortsæt på samme måde som hidtil, med blandede billeder af dine tanker, dit daglige liv og informationer, du falder over, som er vigtige.

Fortsæt – fortsæt – fortsæt – du har betydning – masser af betydning!

Jeg er dybt rørt over denne mail.

Hvad mere kan jeg ønske mig?  Intet job, fritids interesse eller uddannelse har nogensinde givet mig denne form for anerkendelse. Jeg er dybt rørt og stolt og mere motiveret end nogensinde til at fortsætte bloggen.

Tak Capricornia og Russell Barkley

Hvorfor er folk pludselig så venlige, smilende og imødekommende overfor mig?

I starten tænkte jeg, måske er det en person jeg kender et eller andet sted fra. Men det fortsætter og jeg kender simpelthen ikke alle de mennesker.

Jeg er kommet frem til, at det måske har noget at gøre med min udstråling, min måde at se ud på og den måde jeg er på.

I dag da jeg læste i en rejseguide gik op for mig, at jeg har igennem flere år har inkorporeret den buddhistiske tankegang mere og mere i mit liv og min hverdag.

Man kan ikke flygte fra smertelige tab, sygdom, alder eller død og derfor kan man lige så godt bestræbe sig på, at gøre livet så behageligt som muligt.

Hele mit liv har jeg søgt efter en forklaring på hvad der var galt med mig. For et års tid siden fik jeg omsider forklaringen – ADHD.

ADHD kan ikke trænes væk, kan ikke bearbejdes væk hos psykologen og forsvinder ikke hvis man tager medicin.

Men nu ved jeg i det mindste, at problemet er ADHD og kan derfor rette mit liv ind efter det. Jeg skal ikke længere “tage mig sammen” og stille krav til mig selv som er urealistiske.

En person der mangler begge ben og sidder i rullestol indretter på en måde så handicappet hæmmer h*n så lidt som muligt i dagligdagen. Ingen fornuftige mennesker siger til personen uden ben, at h*n skal tage sig sammen.

Mai pen rai.

De sidste par uger var jeg et nervevrag. Brød ud i gråd over de mindste ting og havde konstant hjertebanken og svedeture.

Samtidig havde jeg ikke overskud til almindelige dagligdags ting som at købe ind, lave mad, rydde op og gøre rent. Fordi jeg orkede mindre og mindre gik det ned af bakke med den personlige pleje og jeg holdt op med at træne.

Det er nu 4 uger siden jeg stoppede og jeg er stille og roligt begyndt at få det bedre. Jeg har søgt om førtidspension og i starten stressede jeg over “hvad nu hvis jeg får afslag osv”.

Så var jeg til samtale hos min ADHD rådgiver, hun lånte mig en bog der hedder “Mindfulness i din hverdag”. Da jeg læste et par kapitler i den gik det op for mig at jeg skal øve mig på at slappe af. Jeg havde tidligere lånt en bog der hedder “Nærvær i nuet” med tilhørende cd med vejrtrækningsøvelser.

Jeg er nu begyndt at lytte til afspændingsøvelserne om aftenen når jeg skal sove. Det hjælper mig at blive guidet igennem øvelserne af en stemme fordi jeg har svært ved at slappe af og mine tanker let kommer på afveje.

Vejrtrækningsøvelser, mindfulness, egenomsorg, struktur og planlægning er nogle af de redskaber jeg bruger for at få det godt igen.

Jeg har mine 7 magnetiske glasplader på væggen i stuen så jeg har overblik over dagene og jeg sørger for ikke at planlægge mere end 2 forskellige ting dagligt.

Hvis jeg ikke når alt hvad jeg har planlagt siger jeg til mig selv, at det er i orden og at jeg kan få det gjort en anden dag.

Jeg øver mig på, at nyde livet, droppe mine bekymringer og sætte tempoet ned.

I fredags stod jeg tidligt op og cyklede til stranden. Jeg var der allerede kl 9.00 om morgenen og tog først hjem kl. 17.00. Det var en skøn dag uden bekymringer. Sol, saltvand og godt selskab. Noget der hjalp med at lade batterierne op igen.

Jeg er glad for, at jeg endelig har taget beslutningen om at søge pension og sætte tempoet ned. Mit motto er jo netop: At leve et liv, ikke vinde en krig.

Når vi får en tanke så handler vi, i stedet for at vende og dreje det i en uendelighed.

Vi er ikke onde, men bliver nogle gange opfattet sådan fordi vi er direkte og konfronterende i stedetfor at pakke tingene ind så de bliver lettere at fordøje.

Derfor er vi dårlige til politik og røvslikkeri. Ups det var vist en dobbeltkonfekt.

Jeg er træt af at leve i en verden hvor det kun er én bestemt type mennesker/adfærd der tolereres.

I folkeskoleloven står der noget om demokrati og rummelighed. Det holder bare ikke i virkeligheden. Måske er det derfor alle brokker sig over folkeskolen.

Her er soundtracket

Kan afspille med Adobe Media player – gratis.