De sidste par uger var jeg et nervevrag. Brød ud i gråd over de mindste ting og havde konstant hjertebanken og svedeture.

Samtidig havde jeg ikke overskud til almindelige dagligdags ting som at købe ind, lave mad, rydde op og gøre rent. Fordi jeg orkede mindre og mindre gik det ned af bakke med den personlige pleje og jeg holdt op med at træne.

Det er nu 4 uger siden jeg stoppede og jeg er stille og roligt begyndt at få det bedre. Jeg har søgt om førtidspension og i starten stressede jeg over “hvad nu hvis jeg får afslag osv”.

Så var jeg til samtale hos min ADHD rådgiver, hun lånte mig en bog der hedder “Mindfulness i din hverdag”. Da jeg læste et par kapitler i den gik det op for mig at jeg skal øve mig på at slappe af. Jeg havde tidligere lånt en bog der hedder “Nærvær i nuet” med tilhørende cd med vejrtrækningsøvelser.

Jeg er nu begyndt at lytte til afspændingsøvelserne om aftenen når jeg skal sove. Det hjælper mig at blive guidet igennem øvelserne af en stemme fordi jeg har svært ved at slappe af og mine tanker let kommer på afveje.

Vejrtrækningsøvelser, mindfulness, egenomsorg, struktur og planlægning er nogle af de redskaber jeg bruger for at få det godt igen.

Jeg har mine 7 magnetiske glasplader på væggen i stuen så jeg har overblik over dagene og jeg sørger for ikke at planlægge mere end 2 forskellige ting dagligt.

Hvis jeg ikke når alt hvad jeg har planlagt siger jeg til mig selv, at det er i orden og at jeg kan få det gjort en anden dag.

Jeg øver mig på, at nyde livet, droppe mine bekymringer og sætte tempoet ned.

I fredags stod jeg tidligt op og cyklede til stranden. Jeg var der allerede kl 9.00 om morgenen og tog først hjem kl. 17.00. Det var en skøn dag uden bekymringer. Sol, saltvand og godt selskab. Noget der hjalp med at lade batterierne op igen.

Jeg er glad for, at jeg endelig har taget beslutningen om at søge pension og sætte tempoet ned. Mit motto er jo netop: At leve et liv, ikke vinde en krig.

Når vi får en tanke så handler vi, i stedet for at vende og dreje det i en uendelighed.

Vi er ikke onde, men bliver nogle gange opfattet sådan fordi vi er direkte og konfronterende i stedetfor at pakke tingene ind så de bliver lettere at fordøje.

Derfor er vi dårlige til politik og røvslikkeri. Ups det var vist en dobbeltkonfekt.

Jeg er træt af at leve i en verden hvor det kun er én bestemt type mennesker/adfærd der tolereres.

I folkeskoleloven står der noget om demokrati og rummelighed. Det holder bare ikke i virkeligheden. Måske er det derfor alle brokker sig over folkeskolen.

Her er soundtracket

Kan afspille med Adobe Media player – gratis.

Resultatet var manglende selvfølelse og lavt selvværd. Jeg var en kamæleon  som prøvede at indrette mig efter omgivelserne for at få accept. Det gik ikke så godt, det er der sjældent noget der gør når man er nødt til konstant at anstrenge sig.

Da jeg fik diagnosen og blev medicineret ændrede jeg mig som person. Før var jeg zombie, nu er jeg vågen og levende. Det meste af mit liv har jeg følt, at jeg havde permanent ungdomssløvsind og er blevet skældt ud hele mit liv fordi jeg ikke kunne tage mig sammen.

Pludselig kan jeg tage mig sammen. Alting er ikke en længere en kamp for mig.

Det kræver dog tilvænning og omstilling. Jeg skal vænne mig til, at jeg ikke bliver udmattet på samme måde som før jeg fik medicin. Jeg slipper for de ekstreme humørsvingninger og er ikke  end rappenskralde i samme grad som før – fordi alting ikke  længere er en evig kamp.

Nu er jeg vågen, klar og målrettet. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil bruge mere tid på at kæmpe for at få hjælp fra det offentlige/kommunen. Det er en kamp der har tappet mig for energi.

I dag er jeg glad. Det er forår og solen har skinnet. Jeg føler, at jeg er på rette vej. På vej til et nyt liv hvor jeg bestemmer og ikke prøver at lave om på mig selv for at please andre.

For hver dag der går får jeg det  bedre og føler mig stærkere. Jeg bliver bedre til at acceptere min ADHD som en styrke i stedet for en svaghed.

Jeg er færdig med at prøve at være som alle andre. For det er jeg ikke.

Jeg vælger at anerkende mig selv, både mine styrker og svagheder.

Det er ikke alle der kan rumme en stærk og selvstændig personlighed som min. Til det kan jeg kun sig: “It´s not me ´- it´s you!

Det er lidt ligesom i en tegnefilm hvor man ser en af figurerne blive slået i hovedet, hvorpå sol måne og sjerner danser rundt om hovedet imens øjnene svømmer rundt i hovedet.

Heldigvis kan ingen se det på mig. Eller måske uheldigvis, for det er præcis en af de ting der gør at andre mennesker ikke kan forstå hvordan det er at have ADHD.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg fortsætte kampen med at ændre mit indre eller skal jeg acceptere mig selv som jeg er på godt og ondt?

Livet ville være meget lettere hvis jeg fik forståelse for de ting jeg ikke kan ændre på ved tilværelsen.

Men hvordan skal jeg kunne acceptere mig selv som jeg er når der er en masse kloge fagpersoner der ikke accepterer ADHD. De nægter at det findes.

ADHD er som med mange andre psykiske lidelser en subjektiv lidelse. Der findes ikke én måde at diagnostisere på. Det er vigtigt at få hele patientens livshistorie for at kunne vurdere om det drejer som om AHDH. Den slags uvidenskabelige metoder bryder kloge videnskabsfolk sig ikke om. Derfor vil de ikke acceptere at ADHD er et reelt problem.

I mit liv har jeg været tvunget til at håndtere komplicerede, svære og smertefulde ting. Det er ikke altid lykkes og smerten og ubehaget er gået over i et alvorligere og langt mere invaliderende stadium – det blev til lidelse. Lidelsen udviklede sig til sidst til depression fordi jeg nægtede at acceptere mig selv. Jeg kæmpede for at ændre mit indre og lod samtidig som om jeg var ligesom alle andre så ingen opdagede hvordan jeg kæmpede for at holde ballancen.

Måske kan accept være en vej til at få det bedre.

Med accept mener jeg, at vælge at se, rumme og udholde både den indre og den ydre virkelighed uden at flygte, undvige, forvrænge eller dømme den og at handle konstruktivt ud fra denne virkelighed på en måde, som fører én imod ens egne værdier og mål.

Ordet accept betyder stort set, at godtage noget eller nogen uden forbehold. Begregrebet accept er egentlig en juridisk term, som indebærer, at man godtager noget uden forandringer, en overenskomst eller en kontrakt.

Når nogen ikke accepterer mig, fordi jeg pga. min ADHD snakker for meget, springer for meget i samtalen, virker barnlig, er for impulsiv osv. gør det ondt. Det gør ondt når andre ikke vil godtage én uden forbehold. Det er derfor vigtigt for mig at kunne acceptere den smerte jeg bliver påført når jeg ikke bliver accepteret. Når jeg accepterer at ikke alle kan lide mig og accepterer den smerte det udløser hos mig, er det ikke ensbetydende med, at jeg synes det er rimeligt, retfærdigt eller rigtigt. Jeg ser virkeligheden som den er, uden skyklapper og uden at vurdere den.

Jeg kan øve mig på hvordan jeg vil reagere på virkeligheden og hvordan jeg vil handle. Det kræver MEGET øvelse og virker ikke hver gang. Jeg kan vælge hvordan jeg vil reagere på at få diagnosen ADHDd som voksen. Jeg kan vælge at se det som en udfordring og fremover indrette mit liv derefter eller jeg kan vælge at se det som et handicap der sætter begrænsninger for mig.