Something is rotten in the state of Denmark and it has spread to my head!
Af CARM den 8. maj 2010 kl. 13.22
Sådan føles det lige nu. Hele mit liv har jeg prøvet at tage mig sammen. Ingen har rigtigt taget mig seriøst eller gidet hjælpe mig.
Det meste af tiden har jeg virket normal og været i stand til at få omverden til at tro at jeg kunne klare det samme som andre.
Jeg har åbenbart haft en intelligens over det normale og har derfor opfattet ting hurtigere end de fleste, hvilket var heldigt fordi jeg ikke kunne koncentrere mig i ret lang tid af gangen.
Jeg gik engang op til en terminsprøve i dansk i gymnasiet. Kom direkte fra en uges ferie i Spanien hvor jeg havde ligget i sprit hele ferien og ikke fået sovet ret meget. Jeg kom for sent til prøven, men blev alligevel lukket ind. Jeg skrev opgaven direkte ind og gik en time før tid. Jeg fik 11 for opgaven.
Pga min intelligens har jeg nægtet at acceptere min svage side. Min EUP side. Jeg har en sårbar og skrøbelig side som jeg ikke har kontrol over. Jeg hader den side mere end noget andet. Det er min taber side som trækker mig ned og ødelægger mit liv.
Den svage side bliver svagere og mere sårbar med alderen. Der skal mindre og mindre til før jeg bliver stresset og bryder sammen. Jeg kan ikke leve op til de krav der stilles til voksne mennesker i vores samfund.
Bare tanken om at skulle skrive en jobansøgning, sælge mig selv og i sidste ende igen blive afvist får mig til at bryde sammen og græde.
Alting er så svært. Livet er en kamp og jeg er alene.
Jeg troede, at kommunen ville hjælpe mig hvis jeg var ærlig og fortalte hvordan jeg havde det, men det vil de ikke.
I torsdags mødte jeg op til arbejdsprøvning selvom jeg havde det dårligt. Jeg havde grædt siden jeg vågnede og valgte alligevel at tage derhen.
Jeg brød ud i gråd så snart jeg ankom. Lederen af mit værksted og en anden kursist var de første jeg mødte. Lederen af værkstedet så helt forskrækket ud og vidste ikke hvad han skulle gøre. Det var faktisk en anden pige som arbejder på værkstedet som tog hånd om mig.
Værkstedslederen sagde, at jeg måtte huske at fortælle min sagsbehandler hvordan jeg havde det den dag til vores næste møde. Mere gjorde han ikke.
Er det den måde der bliver taget hånd om syge borgere i kommunen? Hvad er formålet med at jeg skal være der hvis der alligevel ikke er nogen med en professionel baggrund til at observere hvordan det går og hvis det kun er mig selv der skal holde styr på hvordan jeg har det.
I 5 år har jeg kæmpet med kommunen, de tror åbenbart ikke på hvad jeg siger og jeg har derfor været igennem et hav at undersøgelser og behandlinger. Alligevel vælger de at sende mig i arbejdsprøvning et sted hvor der ikke er nogle professionelle til at vurdere situationen.
Så i sidste ende har de kun mit ord for hvordan jeg synes det er gået. Og da mit ord åbenbart ikke er godt nok så er vi lige vidt.
De sidste 10 år er mine humørsvingninger blevet hyppigere og længerevarende. Jeg har haft utallige depressioner og har fået antidepressiva i 10 år og har som følge deraf taget meget på (hvilket kun har gjort mit humør værre).
Min hukommelse er samtidig blevet dårligere og dårligere. Jeg må skrive ALT ned for at huske og alligevel glemmer jeg aftaler, nøgler eller bare hvorfor jeg gik fra A til B.
Indtil for nylig havde jeg stadig en barnlig naiv tro på, at jeg nok skulle klare mig. Jeg var i fuld gang med at undersøge muligheder for omskoling så jeg kan komme til at klare mig selv.
Det blev for stressende for mig og filmen knækkede. Nu kan jeg kun græde og græde.
Jeg gider ikke kæmpe for at få et normalt liv mere. Jeg gider ikke kæmpe for at komme til at klare mig selv. Jeg gider ikke mere, jeg vil have fred og ro.
Jeg føler mig svigtet af samfundet.
Hej CARM
Jeg håber, at du er ved at komme ovenpå igen, og at du er på vej tilbage i målrammen, så du kan finde ud af, hvad der skal til for at det lykkes at gå arbejdsprøvningen igennem med hovedet hævet og ro på følelserne.
Gode tanker herfra.
Jeg kommer ikke ovenpå før den dag jeg får tilkendt pension så jeg kan få fred og økonomisk tryghed.
Men tak for dine tanker og opmuntring.
Jeg er ked af, du har det så skidt. Jeg ved nøjatig, hvordan du har det, for sådan havde jeg det også, inden jeg fik pension. Jeg ved ikke, hvad du har været igennem, men prøv at få dem til at lave en psykologisk testning af dig. Måske du har fået en sådan. Men det var en sådan der helt tydeligtgjorde, at jeg ikke kan fungerer og at jeg fik min pension.
Beskæftigelsesministeren søger iøvrigt historier der anskueliggør bureaukratiet:
http://www.e-pages.dk/urban/84/8/?query=buraukrati
Hej Deborah,
Tak for din kommentar, den bekræfter mig i at en pension er det eneste rigtige.
Jeg har været igennem adskillige tests som i sig selv gav udtryk for at det nok ikke går så godt for mig. Har også en udtalelse fra Rigshospitalet om, at uanset hvilket job jeg får i fremtiden vil jeg altid have vanskeligheder.
Jeg har adhd af svær grad + en personlighedsforstyrrelse og lige nu har jeg sikkert kronisk stress og en mini depression for det er ikke normalt for mig ikke at kunne komme ud af sengen på denne årstid.
Jeg håber ikke jeg skal igennem endnu en depression i mit forsøg på at få førtidspension