Ritalin og Effexor

Af CARM den 29. november 2009 kl. 14.36

Jeg har taget antidepressiva i en del år efterhånden. Jeg har altid troet at det kun skulle være for en periode og har også været trappet ud af medicinen, men har desværre altid fået tilbagefald. Det er som om jeg bliver mere sårbar og skøbelig uden “lykkepiller”. Jeg foretrækker at kalde dem “teflonpiller” for når jeg tager dem kan jeg bedre holde alting ud. Jeg er ikke lige så sensitiv overfor den måde andre mennesker reagerer på min specielle måde at være på. Jeg har lettere ved at acceptere mig selv og være ligeglad med andre.

De sidste par år har jeg dagligt indtaget Effexor Depot 300 mg. Det er åbenbart en ret høj dosis, for mit “team” synes jeg skal trappe ned så jeg kan få mere energi. Jeg har derfor kun indtaget 275 mg Effexor sammen med Ritalin naturligvis. Jeg ved ikke om det er pga den lavere dosis, men jeg sover ikke ret mange timer pr. nat længere. Som jeg har nævnt før, har jeg altid været meget træt og sløv. I spøg plejer jeg at sige, at jeg lider af permanent ungsomssløvsind. Det er derfor meget underligt for mig at være vågen i så mange timer hver dag uden at være træt.

Jeg går i seng mellem kl. 22.00 – 23.00, det tager noget tid før jeg falder i søvn. Jeg har i mange år haft problemer med at falde i søvn. Jeg har stadig svært ved at falde i søvn, men nu har jeg til gengæld ingen problemer med at vågne, tværtimod. Før kunne jeg aldrig komme op om morgenen, det føltes som om jeg havde hovedet fuld af vat. Jeg var som en zombie i flere timer, det føltes nærmest som om jeg gik rundt i en osteklokke. Nu ligger jeg i sengen og er pludselig lysvågen når klokken er 06.00 om morgenen. Dvs. jeg kun sover 6-7 timer. Nogle gange vågner jeg ved 3-4-tiden om natten og er lysvågen, så står jeg op og ser lidt dvd og prøver derefter at falde i søvn igen. I en hel uge har jeg kun sovet 5-7 timer i døgnet, det er sgu lidt underligt.

Effexor virker ved at øge mængden af signalstofferne serotonin og noradrenalin, som har betydning for impulsoverførslen i hjernen. Fejlregulering af disse impulser synes at spille en vis rolle ved udvikling af depression, men den nøjagtige virkningsmekanisme kendes ikke.

Kan det være, at jeg er blevet fejlmedicineret i alle disse år? Ritalin anvendes ved den sjældne sygdom narkolepsi, der viser sig ved en pludselig, uimodståelig søvntrang, som kan medføre talrige daglige anfald af kortvarig søvn.
Midlet anvendes endvidere til behandling af forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet (ADHD). Det virker opkvikkende ved at øge mængden af visse signalstoffer i hjernen, bl.a. dopamin.

Jeg føler mig som lidt af et eksperiment. Først den ene medicin og så den anden. Jeg har det helt klart bedre efter jeg begyndte at få Ritalin og endnu bedre efter at have reduceret min dosis Effexor.

Det er fantastisk hvad der er sket med min hjerne. Det er som om jeg har været låst inde i et lille mørkt rum hele mit liv og nu har jeg pludselig fået nøglen og kan åbne døren og gå ud hvis jeg har lyst. Men som de fleste der har været i fangeskab hele livet skal jeg lige vænne mig til alt det nye. Jeg tør ikke helt tro på det endnu.

Kategorier: ADHD | Mit Liv


Endnu ingen kommentarer.

Skriv en kommentar

Spam Protection by WP-SpamFree