Når man ikke fungerer optimalt hele tiden..

For nylig gik det op for mig, at jeg stille og roligt er begyndt at få mere struktur ind i mit liv.

Ro, renlighed og regelmæssighed er åbenbart ikke kun for små børn.

Faktisk har jeg altid sammenlignet min adhd-side som barnlig og primitiv. Jeg har altid troet, at jeg bare var umoden og det ville gå over når jeg blev voksen. Men jeg blev aldrig voksen, jeg blev bare træt og desillusioneret.

På et tidspunkt i mit liv kunne jeg ikke holde facaden længere, jeg krakelerede og måtte erkende, at der nok var noget alvorligt galt. Jeg søgte hjælp og blev diagnosticeret. Siden har jeg prøvet at få kommunen til at hjælpe mig, så jeg kan lære at leve med og håndtere mit handicap, uden held.

Jeg synes ikke jeg stiller urimelige krav, jeg ønsker blot hjælp til selvhjælp. Men det er åbenbart for meget forlangt.

Lige nu står jeg på en skillevej. Jeg kan vælge den gode eller den dårlige vej. Den gode vej er den vanskeligste og den klarer jeg ikke alene.

Den sidste uge har jeg følt mig meget træt og stresset. Træt af at prøve at få hjælp, så jeg kan vælge den gode vej og stresset fordi jeg bliver ledt rundt i manegen som en dresseret hund. Kommunen har snart opnået sit mål. Få smidt mig mig ud af systemet, så de slipper for at hjælpe mig og så sparer de langt om længe nogle penge. Så kan den lille sagsbehandler endelig indkassere sin ynkelige lille bonus.

Når man som jeg, ikke fungerer optimalt hele tiden, når man til et punkt hvor man ikke orker at kæmpe længere. Jeg er snart nået dertil.

• Forrige indlæg: Gad godt at slippe for at være samfundstaber
• Næste indlæg: Jeg kan absolut ikke anbefale Kavaleriet

Skriv en kommentar