Når jeg bliver voksen vil jeg være…
Af CARM den 14. december 2009 kl. 13.29
Dyrlæge, kok, bolighaj, cand.polit, cand. jur osv.
Jeg er misundelig på andre mennesker der har et talent og forstår at udnytte det i form at uddannelse og job. Jeg synes ikke selv jeg har et specifikt talent. Der er nogle ting jeg er bedre til end andre fx er jeg bedre til sprog end matematik. Jeg er god till at formulere mig skriftligt og mundtligt. Jeg er allerbedst til er at få fantastiske idéer. Hvis jeg bliver fanget af et emne eller en ting har jeg det med at blive ekstremt begejstret i starten. Jeg har altid undret mig over, hvorfor andre mennesker ikke kan begejstres på samme måde som mig. Desværre går det næsten altid over på et tidspunkt og så starter jeg forfra.
Da jeg var barn vidste jeg at, jeg ville være selvstændig og at jeg ville tjene mange penge. Jeg hørte noget om boligspekulation fra de voksne og i mange år var jeg helt overbevist om at det var det jeg skulle være. Senere i livet kom jeg til “fornuft”. Bogligspekulant var da ikke et rigtigt arbejde, jeg skulle have en uddannelse.
Jeg har altid elsket dyr og derfor ville jeg være dyrlæge. Jeg fandt ud af at, det var en meget lang uddannelse og at jeg skulle beskæftige mig med andet end søde kæledyr, så det blev droppet.
Så købte min stedfar et hotel. Jeg fik et fritidsjob i køkkenet og ville derefter være kok. Efter nogen tid i køkkenet fandt jeg ud af at det ikke var ret glamurøst at være kok. Det var hårdt, varmt og stressende, så det blev droppet.
Jeg begyndte at få meget gode karakterer i skolen, især i dansk og jeg var en af de få der altid blev taget med udenfor klassen, for i fred og ro, at kunne diskutere styrker og svagheder ved arbejdet og hvordan jeg kunne forbedre mig til næste gang. Jeg blev grebet af skolearbejdet og blev senere besat af at få en akademisk uddannelse.
Jeg vidste dog ikke hvilken uddannelse det skulle være så jeg valgte handelsskolen. Desværre havde jeg ikke talent for regnskab og tal. Samtidig var jeg inde i en periode hvor jeg havde stort behov for at feste og have det sjovt, så jeg fik et middelmådigt gennemsnit. Det fik jeg dog rettet op på med en HF fordi jeg på HH var blevet meget interesseret i erhvervsret og derfor ville læse jura.
Jeg arbejdede om dagen og tog HF om aftenen. Jeg fik et meget højt snit og kom direkte ind på jura studiet på Københavns Universitet. Jeg brændte virkelig for studiet i starten. Desværre kunne jeg ikke finde ud af at være seriøs hele tiden. Jeg var den der altid holdt fest og fyrede den af. Derfor blev jeg ikke taget seriøst af de seriøse og jeg havde ikke noget til fælles med de useriøse, som for de flestes vedkommende var født med en sølvske i munden. Jeg færdiggjorde første år på jura studiet og den første måned på andet år. En dag sad jeg til en forelæsning i retshistorie og kunne ikke forestille mig hvordan jeg skulle komme igennem noget så kedeligt. Selvom jeg sad på første række, pakkede jeg midt i forelæsningen straks mine bøger sammen, og gik op på studiekontoret og meldte mig ud.
Jeg skulle nu finde på noget nyt. Jeg tænkte på min barndoms drøm og sørgede for at komme til samtale hos en ejendomsmægler. Jeg havde samtidig en masse forskellige vikar jobs. Jeg fik ikke lærepladsen og valgte derfor at blive folkeskolelærer. Jeg havde en veninde som var i gang med læreruddannelsen og ud fra det hun fortalte virkede det meget spændende. Vi var begge enige om, at man sagtens kunne bruge læreruddannelsen til andet end job i folkekolen.
Nogle siger, at hvis man ikke kan blive andet, kan man altid blive folkeskolelærer. Det er ikke helt løgn. Der var absolut ikke de samme høje krav på lærer seminariet som på universitetet.
Jeg blev færdig som lærer efter 6 år. Det tog 2 år længere end normeret fordi jeg havde et par meget store livskriser midt i det hele. Der blev selvfølgelig også festet igennem på alle måder.
I dag mange år senere, med diagnosen ADHD og papir på, at jeg ikke længere kan arbejde som lærer, skal jeg igen finde ud af hvad jeg vil med min fremtid.
Det er dog lettere sagt end gjort for alle mine idéer løber løbsk – i dag mere end nogensinde.
Først ville jeg importere og sælge lukusbiler. Godt det ikke blev til noget pga. the big “F”.
Så ville jeg ind i wellness branchen, men det ville kommunen ikke støtte. Min mor går til fodterapi og synes det kunne være et godt job, så jeg kom i en kort praktik og søgte ind på skolen. Jeg fik afslag pga. min alder og fik derefter trukket revalideringen tilbage. Samtidig fik jeg at vide, at jeg havde 1 måned til at finde ud af hvad jeg ville med resten af mit liv. I desperation bad jeg om at få lov til at tage et nyt linjefag, dansk.
Noget jeg altid har været god til er at gå i skole, på denne måde kunne jeg i det mindste få fred i to år. Jeg fik at vide, at de vurderede at jeg på daværende tidspunkt var for syg og ikke kunne få revalidering. Det var før min ADHD diagnose.
Efter ADHD diagnosen har jeg spekuleret som en gal på hvad der vil være realistisk for mig at lave i fremtiden. Sagsbehandler nr. 4 opfordrede mig til at prøve at overføre mine interesser på et arbejde. Mine interesser er fitness træning og dyr. Jeg skulle altså enten være fitness træner eller arbejde med dyr. Længere kom vi ikke.
Siden da har jeg overvejet førtidspension (når alt føles uoverskueligt og håbløst), dyretræner, professionel blogger, e-handel, designer af brugskunst, snedker (så jeg selv kan lave mine designs). Jeg er så fyldt med idéer at jeg ikke selv kan se hvad der er realistisk og hvad der ikke er. Under alle omstændigheder indebærer de alle, at jeg får én eller anden form for uddannelse/kursus så jeg kan få kvalifikationerne til at lave de forskellige ting.
Jeg er derfor nået frem til følgende konklusion, før jeg kaster mig ud i noget som helst vil jeg i arbejdsprøvning for at finde ud af hvad jeg i det hele taget kan klare. Kan jeg klare et fuldtidsjob eller studie? Hvis jeg ikke kan klare et fuldtidsjob hvad skal jeg så lave?
Der er så mange ubesvarede spørgsmål og der dukker hele tiden flere op. Derfor har jeg besluttet mig til at lukke helt af for idéerne. Jeg vil kun fokusere på den kommende arbejdsprøvning og betragte mine fritidsinteresser som fritidsinteresser og bare hygge mig med dem. Det er trods alt dem der fylder min dag.
Desværre er virkeligheden alt for påtrængende. Jeg er ikke herre over mit eget liv så længe jeg er i det offentlige system.
Kommunen har fra 1. dag valgt at have mistillid til mig, som de har med alle i systemet. Det er derfor ikke så underligt at jeg har mistillid til dem.
Man har ikke behandlet mig som en borger med et handicap, men hele tiden prøvet at “køre mig træt” og prøvet at “smide mig ud” af systemet.
I disse dage kan man vel godt sige, at kommunen ikke har opført sig særligt klimavenligt.
I stedet for at have tillid til borgerne, som man ikke har noget problem med at malke for penge når de er velfungerende, har kommunen som udgangspunkt mistillid.
I mit tilfælde har det medført ukorrekt sagsbehandling og medfølgende ankesag. Stor spild af skatteborgernes penge.
Alt sammen fordi der skal spares. Når der skal spares får sagsbehandlerne en større arbejdsbyrde og de sjusker med sagsbehandlingen og det koster flere penge.
Jeg kunne blive ved, men det er sent og jeg skal snart sove. Jeg har meget at tilføje under dette emne.
Hvis andre skal kunne holde ud at læse om det, må jeg skrive flere indlæg.
- Forrige indlæg: Stress er invaliderende
- Næste indlæg: Fuck den evige kamp med kommunen.. Det fixer Rita
Endnu ingen kommentarer.