Kontakt med det kommunale system
Af CARM den 22. november 2009 kl. 20.26
Mange voksne med ADHD oplever et problematisk møde med det offentlige system. To undersøgelser fra 2005 viser, at der er stor utilfredshed og modløshed blandt voksne med ADHD i forhold til den kommunale sagsbehandling. De voksne beskriver kontakten til det kommunale præget af mistillid, og de har oplevelsen af, at den kommunale sagsbehandler er en modstander snarere end en medspiller. Problemerne kan betyde, at den voksne med ADHD har svært ved at få den rigtige hjælp til at klare tilværelsen. Undersøgelserne peger på, at en væsentlig årsag til problemerne er, at kommunerne mangler viden om ADHD hos voksne.
Lovgivningsmæssigt skal sagsbehandlingsregler sikre et godt møde mellem borger og forvaltning og sikre, at borgeren får den hjælp, han eller hun har krav på.
Ovennævnte beskriver mit møde med det offentlige system. Den første sagsbehandler jeg fik da jeg blev sygemeldt pga. en svær depression var absolut ikke interesseret i at hjælpe mig. Min oplevelse af hende var, at hun kun var interesseret i statistikker. Dvs. at få mig hurtigt ud af sygedagpengesystemet og over på kontanthjælp, så kommunen kunne spare nogle penge.
På det tidspunkt vidste jeg ikke at jeg havde ADHD, jeg vidste kun, at der var noget galt og hvis jeg ikke snart fandt ud af hvad det var, ville det gå rigtigt galt. Jeg havde haft flere tilbagevendende svære depressioner som invaliderede mig i en sådan grad at jeg ikke kunne længere kunne arbejde som lærer. Jeg blev medicineret og depressionen aftog, men der var stadig noget der ikke var som det skulle være. Depressionerne var kun følgevirkninger af det egentlige problem.
Jeg bor alene, har ingen børn, mand eller ret meget familie. Jeg var altså overladt til mig selv. Min daværende læge mente, at jeg bare havde en livskrise og at et nyt job og lidt antidepressiva ville løse alle mine problemer. Jeg gik samtidig hos en psykiater. Han havde kun fokus på min depression. Han blev nærmest irriteret da jeg hentydede, at det ikke var depressionen der var det primære problem. Han gik modvilligt med til at teste mig for andre lidelser. Det endte med, at jeg fik at vide, at jeg havde forskellige personlighedsforstyrrelser og hvis jeg ville vide mere om det måtte jeg gå hjem og læse om det på nettet. Jeg var dybt rystet og spurgte om jeg kunne blive helbredt. Han svarede, måske men det vil tage mange, mange år og meget intensiv terapi. Han kom desuden med en bemærkning om, at jeg nok burde tage i kloster fordi jeg er så sensitiv overfor andre mennesker og hælder lidt til at være dyssocial.
Jeg får en krise. Det er meget ubehageligt at blive stemplet på den måde og samtidig ikke at have nogen til at støtte og hjælpe sig. Jeg begynder at søge på nettet og finder et site der hedder Depnet. Her er forskellige fora hvor jeg kan få kontakt med andre, som har tilsvarende problemer. På Depnet taler jeg med én som fortæller, at der er noget der hedder dialektisk adfærdsterapi (DAT) for personer med EUP borderline. Jeg kontakter min læge og beder ham finde nærmeste sted hvor denne behandling tilbydes og jeg får en henvisning til Rigshospitalet. De er ikke meget for at lukke mig ind. De har meget travlt med at understrege, at jeg bor på i en anden kommune og at Rigshospitalet er i København. Jeg indretter mig og siger de ting de gerne vil høre og får derved lov til at deltage i gruppeterapien hvor vi lærer forskellige færdigheder.
Jeg har en del konflikter med den psykolog som jeg samtidig går til individuelle samtaler hos. Kemien er dårlig og jeg føler hun dømmer mig. Da jeg har deltaget i behandlingsforløbet 1 år tilbyder de mig at fortsætte et ekstra modul, men for at bevare min selvrespekt vælger jeg at takke nej.
Tilbage til sagsbehandler nr. 1. Hun gør intet for at hjælpe mig. Det virker faktisk som om, at hun slet ikke tror der er noget i vejen med mig. Det ender da også med, at jeg bliver kaldt ind til en samtale lige efter psykiateren har testet mig og diagnosticeret mig med en personlighedsforstyrrelse. Jeg får at vide at jeg ikke længere hører til i sygedagpenge afdelingen og at de stopper udbetalingerne fra dags dato. Sagsbehandler nr. 1 fortæller mig hvor kontanthjælpskontoret er hvis jeg har brug for økonomisk hjælp. Jeg siger til sagsbehandler Nr.1, at jeg ikke kan forstå hvordan jeg bare kan blive smidt ud af systemet. Hun siger, at på grund af min diagnose, ser det ikke ud til at jeg vil komme i arbejde foreløbig, der skal en længerevarende behandling til, derfor hører jeg ikke til i sygedagpengeafdelingen længere.
Sagsbehandler nr. 1 er ikke min medspiller, hun er klart min modspiller. Der er ingen vejledning om, hvilke rettigheder, pligter og muligheder jeg har efter lovgivningen.
Jeg er lige ved at give op, da en person viser mig nogle artikler om andre i samme situation som mig. Det viser sig, at:
ifølge Lov om sygedagpenge §28, skal kommunen anvende arbejdsevnemetoden i form af beskrivelse, udvikling og vurdering af en persons arbejdsevne med henblik på at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, visitation til fleksjob eller førtidspension, Før udbetalingen af sygedagpenge kan ophøre på grund af varighedsbegrænsningen, jf. §§ 24 og 27.
Jeg klager over afgørelsen og beder samtidig om, at min klage skal sendes direkte videre til staten hvis kommunen afviser min klage. Kommunen er selvfølgelig enig med sig selv og min klage bliver sendt videre til staten. Der går næsten ½ år før der kommer en afgørelse. Staten gav mig ret og underkendte kommunens afgørelse. Sagsbehandlingen havde været mangelfuld og jeg har derfor stadig ret til sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.
Jeg må selv kontakte kommunen og bede om at få en samtale med min sagsbehandler. Jeg møder sagsbehandler nr. 2. Hun virker i starten som om hun gerne vil hjælpe mig. Jeg har på det tidspunkt diagnosen borderline og skal i gang med DAT behandling. Jeg søger om revalidering til en kortvarig uddannelse og det bliver bevilliget. Jeg starter behandlingen imens jeg venter på svar, om jeg er blevet optaget på uddannelsen. Jeg får afslag, men får samtidig at vide fra tidligere elever, at det er normalt at skulle søge mere end en gang. Kommunen tager derefter sagen op igen.
Det næste år går jeg i behandling og venter på kommunens svar. Kommunen trækker min revalidering tilbage og jeg får ikke lov til at søge igen. Jeg får beskeden, at jeg nu har 4 uger til at finde ud af hvad jeg vil med resten af mit liv. Jeg går i panik og i desperation vælger jeg at bygge videre på min læreruddannelse. Det er da i det mindste bedre end at blive smidt ud af systemet uden at få nogen hjælp.
Der går ikke ret lang tid. Så får jeg beskeden om, at kommunen vurderer, at jeg er for syg til revalidering. Jeg bliver vred og reagerer kraftigt på beskeden. Sagsbehandler nr. 2 (som er nyuddannet, og måske endog slet ikke færdig uddannet) informerer mig om at, de i gruppen vil diskutere min sag og, at det nok ender med, at jeg ryger ud af systemet. Jeg siger til hende, at jeg synes det er en underlig sagsbehandling og at jeg helt klart vil klage over afgørelsen igen hvis de smider mig ud. Hun siger, at hun bestemt synes jeg bør klage.
Det næste jeg hører fra kommunen er da et brev dumper ind ad brevsprækken. Jeg skal møde op til samtale hos sagsbehandler nr. 3. Min sag (ankesag) er pludselig blevet udliciteret til et firma som skal viderebehandle den. Jeg når at have to samtaler med den nye sagsbehandler, så hører jeg ikke noget i lang tid. Det næste jeg hører fra “firmaet” er, at jeg skal møde op til en samtale hos sagsbehandler nr. 4. Vi er efterhånden kommet ind i år 2009. Jeg har nogle samtaler med sagsbehandler nr. 4, jeg udfylder min ressource profil og overvejer min fremtid. Under min sidste samtale med sagsbehandler nr. 4 aftaler vi, at jeg skal i arbejdsprøvning som er en del af arbejdsevnemetoden beskrevet i Lov om Sygedagpenge § 24.
I løbet af den tid jeg har kæmpet for at finde ud af hvad der var i vejen med mig og samtidig kæmpet for at få kommunen til at høre mig og hjælpe mig har jeg nogle store nedture. Det medfører at jeg tyr til selvmedicinering. Jeg stopper selvmedicineringen da jeg starter i DAT behandling, men har nogle tilbagefald et par gange efter når jeg har været psykisk ude af balance.
Det sker sidste gang i slutningen af maj 2009. Jeg er vred på mig selv og forstår ikke hvorfor jeg ikke har mere kontrol over mig selv. Jeg søger derfor hjælp.
Jeg tror det var skæbnen der førte mig hen til hjælpen som er et Rådgivnings Center. Jeg var til flere samtaler hvor jeg fortalte om hele mit forløb med det kommunale system, om alle de behandlere jeg havde været hos, om mine diagnoser, den behandling jeg havde fået, samt hvilken medicin jeg fik og om hele mit forløb med selvmedicinering. Jeg fortalte om hvor fortvivlet jeg var, fordi jeg ikke kunne styre mine impulser. Min manglende impulskontrol var kun en af brikkerne i puslespillet. Jeg fortalte hele min livshistorie og begyndte at gå til samtaler hos en fast kontaktperson. Efter nogle uger siger hun, at hun og gruppen mener, at jeg har ADHD. På det tidspunkt ved jeg ikke noget om ADHD. Jeg får anbefalet nogle bøger og begynder at få medicin for ADHD (Ritalin).
Jeg læser alt hvad jeg kan finde om ADHD, især når det handler om voksne. Jo mere viden jeg får des flere brikker falder der på plads for mig. Samtidig begynder medicinen at virke. Jeg kan pludselig koncentrere mig i længere tid af gangen. Jeg kan sidde stille i lang tid, hvor jeg før i tiden altid har siddet uroligt og skulle skifte stilling lige så ofte som andre blinker. Medicinen har nogle fordele, men man skal ikke tro, at man får et nyt liv af Ritalin alene. Jeg er en voksen kvinde som har måttet kæmpe det meste af mit liv. Jeg har en stærk retfærdighedssans og stor mistro overfor autoriteter. Min personlighed blev dannet og cementeret for mange år siden. Ritalin kan ikke ændre på min grundlæggende personlighed.
Men nu ved jeg i det mindste at jeg har ADHD. Jeg har et handicap som medfører en funktionsnedsættelse pga. den måde samfundet er indrettet på.
Voksne med ADHD kan på grund af deres funktionsnedsættelse have krav på handicapkompensation. Kompensationsprincippet er et grundlæggende princip i dansk handicappolitik, som betyder at samfundet tilbyder mennesker med en funktionsnedsættelse forskellige former for hjælp, der skal være med til at udligne konsekvenserne af deres funktionsnedsættelse. Voksne med ADHD vil ofte have brug for kompensation for at sikre, at de kan få en uddannelse og et arbejde på lige fod med andre. Fordi man ikke kan se på den voksne med ADHD, at de har en funktionsnedsættelse, er det meget vigtigt, at den kommunale sagsbehandler har kendskab til ADHD hos voksne. Nogle af de problemer, voksne med ADHD har, er problemer, som de fleste kender til, bare i langt mindre grad. Hvis den kommunale sagsbehandler ikke har viden om ADHD, kan det føre til, at sagsbehandleren opfatter den voksnes problemer som et udslag af dovenskab eller mangel på samarbejdsvilje og ikke forstår, at problemerne har bund i de vanskeligheder, som ADHD giver. Det kan betyde, at sagsbehandleren enten slet ikke er opmærksom på, at der er et behov for handicapkompensation, eller at der måske iværksættes hjælp, der i bedste fald ikke har nogen effekt og i værste fald giver den voksne for nederlag.
I slutningen af september 2009, fik jeg igen brev fra kommunen. Jeg blev indkaldt til samtale hos min nye sagsbehandler. Lad os bare kalde hende sagsbehandler nr. 5. Inden samtalen sendte jeg hende nogle artikler om voksne med ADHD og forklarede at jeg havde fået diagnosen og derfor ville være sikker på at blive hørt og forstået denne gang. Jeg kommer til samtalen og det viser sig faktisk at sagsbehandler nr. 5 ved noget om ADHD hos voksne. Hun har haft en anden voksen borger med ADHD og har derfor været på kurser og lært noget om det. Det er faktisk et tilfælde, for på daværende tidspunkt vidste sygedagpenge afdelingen ikke at jeg havde fået diagnosen.
Vi diskuterede min fremtid og jeg blev som altid emotionel og græd, fordi jeg skulle fortælle min historie for hundrede tusinde gang. Det er vel ikke så underligt når man tænker på alt hvad jeg har været igennem. Sagsbehandler nr.5 ville gerne have mig udredt hos en uvildig psykiater. Hun spurgte mig om jeg mon nu også var klar til den arbejdsprøvning som jeg havde bedt om. Det var ganske forståeligt, for hun reagerede på min spontane gråd fordi hun ikke kendte mig.
Jeg kommer let til at græde når jeg tænker eller taler om noget der berører mig dybt. Jeg er altid den der græder højst og i længst tid til en begravelse, også selv om det er en person jeg slet ikke kender der ligger i kisten. Det er stemningen der smitter af på mig. I vores samfund er vi ikke vant til den slags intense følelses udbrud og folk bliver derfor forskrækkede når jeg begynder at græde. Eller de fortolker min gråd subjektivt, ligesom sagsbehandler nr. 5 gjorde.
Jeg skulle gennem en større operation et par dage efter samtalen så vi blev enige om, at jeg ville få nogle uger til at komme mig efter operationen, derefter skulle jeg udredes hos en uvildig psykiater og så burde jeg være klar til arbejdsprøvning.
Lige nu er vi i slutningen af november 2009. Jeg har været til udredning hos en psykiater som er ekspert i de forskellige typer ADHD og hvordan de skal behandles. Efter at have svaret på spørgsmål i næsten 2 timer (som fløj af sted) konkluderede han, at der ikke er nogen tvivl om, at jeg har ADHD. Jeg fik end dog at vide, at jeg er den klassiske intelligente ADHD type. Han sagde også at jeg samtidig har fået en personlighedsforstyrrelse, nemlig EUP, som er en emotionel ustabil personlighedsstruktur. Han slog samtidig fast at jeg absolut ikke var af borderline typen. Han var meget positiv og imødekommende. Det var befriende at opleve en behandler i “systemet” som kunne forstå mig og ikke dømte mig.
Han sagde, at jeg skulle have en ADHD coach og gå til samtaler hos ham (psykiateren). Det ville han meddele kommunen. Jeg har endnu ikke hørt noget fra sagsbehandler nr.5, men med hjælp fra min engel på Rådgivnings Centeret er jeg gået i gang med at søge om at få en kontaktperson som kommunen tildeler mig. En person som kan hjælpe mig med de dagligdags ting som ofte føles uoverskuelige for mig og andre med ADHD. At strukturere alle de trivielle opgaver som de fleste bare udfører uden at tænke nærmere over det.
I mellemtiden håber jeg, at sagsbehandler nr. 5 ikke blot er blevet tildelt mig af kommunen, men af en højere magt, fordi jeg har været sej og har kæmpet til det sidste uden at give op. Og fordi det vist nok snart er min tur til at få en succes oplevelse.
Blev helt rørt ved din skrivelse… kan genkende så mange ting. Er det muligt du kunne maile mig, for har nogen spørgsmål.
Mvh Charlotte
Meget interessant med psykiaterens opdeling af personlighedsforstyrrelsen – at den var “EUP”, men IKKE af “Borderline typen”.
Min bekendte slåsser med den diagnose, og hvis man googler på ordet Borderline, kommer der et væld af modstridende forklaringer op – her fra Psykiatrifonden:
“Borderline personlighedsforstyrrelse
Borderline personlighedsforstyrrelse hedder egentlig emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline type i den internationale diagnosebog ICD-10. ”
Længere nede deler de så diagnosen op i to typer – Borderline type og: “Der findes også en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse, impulsiv type.”
Det må så være den sidste “mærkat” du har været heldig at få, af en GOD psykiater, tillykke med ham.(Hans navn ville være rasende skønt at få oplyst.)
“Heldig” skriver jeg fordi, min bekendte siden påklistringen af den unuancerede diagnose Borderline, overvejende er blevet behandlet af både Systemet og omverdenen, som om hun er en manipulerende, utroværdig psykopat, hvis udsagn har en værdi af nul.
Hendes hidtidige begavelse, arbejdsliv og hjælpsomhed i og udenfor vennekredsen, forsvandt med et pennestrøg i folks hukommelse, og i stedet er dagens ret nu mistænksomhed, social udstødning og derfor lurende depression.
Måske en visit hos din nævnte psykiater, kunne rydde lidt op i tingene, ikke mindst fordi hendes selvværd efterhånden er i bund, og hun begynder at tro, at hun er så usselt et menneske, som der antydes flere steder fra, hvilket jo er en negativ spiral af rang.
Hun har aldrig hørt om, endsige fået tilbudt DAT-terapi, og bor endda i Kbh. kommune – utroligt! Hun var 43 da hun fik diagnosen – må man spørge hvor gammel du er?
Har en mistanke om, at der er tilbud til primært yngre Borderlinere – folk under 30, men aner ikke om det har noget på sig?
Har du iøvrigt kunnet få noget ekstrahjælp, økonomisk/hjælpemiddel osv, pga Borderline/EUP-diagnosen?
Kan se du har fået en PDA på ADHD-diagnosen, men du har da helt ret i, at der skelnes urimeligt mellem fysisk og psykisk handicappede – endnu en medvirkende årsag til stigmatiseringen af psykisk syge.
Dejligt med en velformuleret blog som denne, der er med til at modbevise visse fordomme.
Hvis du kan se min mailadresse, må du gerne maile der også.
De bedste tanker til dig – det er ulideligt at stå uden netværk i kriser.