Kan ikke klare personer der tier konflikter ihjel!
Af CARM den 8. januar 2010 kl. 18.16
Noget der virkelig kan pisse mig af, er når jeg har sendt en mail til nogen og efterfølgende bliver ignoreret fordi vedkommende er uenig med mig, eller fordi personen er sur over noget jeg har sagt eller gjort, men er for konfliktsky til at sige/skrive det.
Her sidder jeg og med mit ADHD handicap og min personlighedsforstyrrelse. Jeg går i behandling for at få redskaber til at kunne løse problemer i dagligdagen og i relationer til andre. Når jeg så støder på en konflikt i sådan en relation og adresserer den på en afbalanceret måde, som jeg har lært, møder jeg i 9 ud af 10 tilfælde en barnlig og ukonstruktiv reaktion.
Man behøver ikke at have et psykisk handicap for at være dårlig til at løse/tackle/konfrontere konflikter i relationer. Faktisk er de fleste mennesker så konfliktsky, at de foretrækker at tie konflikten ihjel i stedet for at løse problemet på en stille og rolig måde.
De fleste med ADHD har en ekstrem retfærdighedssans. Vi er impulsive og tager ofte tingene alt for personligt. Når man har det sådan er det klart, at man prøver at undgå konflikter – det gør simpelthen for ond at blive “angrebet” så personligt
Men hvad så med alle jer andre “normale” ? Hvad med at I lige tager jer lidt sammen, i stedet for at tie konflikten ihjel? Det eneste I opnår er, at få et stort, uønsket kæledyr – nemlig den berømte elefant.
Hvis man øver sig, kan det faktisk godt lade sig gøre at sige tingene på en stille og rolig måde uden at blive uvenner. Er man, i tvivl om man har fået formuleret sig uheldigt, kan man jo bare sige det til modtageren. På den måde kan man forhåbentlig løse konflikten.
Det lyder meget klogt og voksent, men virker ikke altid. Heller ikke selvom man har gået i kognitiv terapi og personlig færdighedstræning. Nogle gange må man bare indse, at der findes mennesker som er så ufleksible og arrogante, at de ikke har behov for eller lyst til at lytte til andres mening end deres egen.
Det er svært at have et psykisk handicap i en verden fyldt med mennesker der har nogle gange er endnu mere handicappede end man selv er!

Endnu ingen kommentarer.