It`s not me, it´s you!
Af CARM den 15. marts 2010 kl. 22.32
Før jeg fik diagnosen ADHD, kæmpede jeg dagligt for at være som alle andre og mit største ønske var, at være normal og blive accepteret og anerkendt.
Resultatet var manglende selvfølelse og lavt selvværd. Jeg var en kamæleon som prøvede at indrette mig efter omgivelserne for at få accept. Det gik ikke så godt, det er der sjældent noget der gør når man er nødt til konstant at anstrenge sig.
Da jeg fik diagnosen og blev medicineret ændrede jeg mig som person. Før var jeg zombie, nu er jeg vågen og levende. Det meste af mit liv har jeg følt, at jeg havde permanent ungdomssløvsind og er blevet skældt ud hele mit liv fordi jeg ikke kunne tage mig sammen.
Pludselig kan jeg tage mig sammen. Alting er ikke en længere en kamp for mig.
Det kræver dog tilvænning og omstilling. Jeg skal vænne mig til, at jeg ikke bliver udmattet på samme måde som før jeg fik medicin. Jeg slipper for de ekstreme humørsvingninger og er ikke end rappenskralde i samme grad som før – fordi alting ikke længere er en evig kamp.
Nu er jeg vågen, klar og målrettet. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil bruge mere tid på at kæmpe for at få hjælp fra det offentlige/kommunen. Det er en kamp der har tappet mig for energi.
I dag er jeg glad. Det er forår og solen har skinnet. Jeg føler, at jeg er på rette vej. På vej til et nyt liv hvor jeg bestemmer og ikke prøver at lave om på mig selv for at please andre.
For hver dag der går får jeg det bedre og føler mig stærkere. Jeg bliver bedre til at acceptere min ADHD som en styrke i stedet for en svaghed.
Jeg er færdig med at prøve at være som alle andre. For det er jeg ikke.
Jeg vælger at anerkende mig selv, både mine styrker og svagheder.
Det er ikke alle der kan rumme en stærk og selvstændig personlighed som min. Til det kan jeg kun sig: “It´s not me ´- it´s you!
Hej CARM
Det er dejligt at høre, at du formår at tage ansvar for dit eget liv, og er klar til at give den gas for at få det bedre og bedre.
Dejligt at følge dit kost eksperiment. Jeg kan godt forstå, hvis det både er hårdt en gang i mellem og dejligt at mærke forskellen, når kroppen lige så stille får det bedre og bedre med ordentlig næring.
Mvh. Anders.