Igår var jeg til ADHD-netværksmøde i Valby, jeg gik i pausen. En socialrådgiver var inviteret til at tale og svare på spørgsmål. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at hun ikke havde noget at fortælle som jeg ikke allerede vidste. Og hun kunne ikke/ville ikke svare på de spørgsmål jeg havde. Samtidig var nogle af de ting hun fortalte forkerte. Fx i forbindelse med når man søger om en pda.

Jeg har selv søgt en pda og fået den bevilliget som forbrugsgode. Dvs. jeg selv skulle betale 50% af indkøbsprisen og, at det fremover er min ejendom. Hvis den går i stykker skal jeg selv betale reparation og jeg kan kun få den bevilliget én gang.

Det har jeg valgt at acceptere, fordi jeg ville have en iPhone. Hvis jeg bedt om en handyphone, som er særligt fremstillet til personer med ringe eksekutive  færdigheder, skulle jeg ikke selv betale noget. jeg ved, at der er mange ADHDére derude som kæmper meget mere end mig i hverdagen, jeg mødte én af dem igår til mødet. Jeg håber hun får sin familie til at hjælpe med at søge en handyphone.

Du skal søge om at få en PDA jf. Servicelovens § 112. Når man søger efter § 112 betaler kommunen for det hjælpemiddel du søger, hvis du får det bevilliget. Hvis du søger efter andre §§ skal du selv betale noget af beløbet. Det kommer til at tage nogle måneder, men du skal nok få din handyphone i sidste ende.

Jeg har indset, at det er for besværligt for mig at få hjælp gennem kommunen. Det er en krig der ikke er værd at kæmpe. Desværre er det ikke alle der har muligheden for, at tage samme beslutning, fordi de ikke har andre måder at få hjælp på.

I formiddags fik jeg følgende brev:

“Afslag på ansøgning om socialpædagogisk støtte i henhold til Servicelovens § 85. Din ansøgning om socialpædagogisk støtte i eget hjem har været behandlet på visitationsmøde d. 1.3.2010. Der er truffet følgende afgørelse:
På baggrund af oplysninger om funktionsevne og diagnose, gives der afslag på støtte i eget hjem, idet det vurderes, at det beskrevne behov ikke kan dækkes, ved støtte i henhold til Servicelovens § 85.

Du henvises til at søge om hjælp til dine problemer hos egen læge.

Denne afgørelse kan indbringes for Det Sociale Nævn. Hvis du ønsker at klage over afgørelsen, skal klagen sendes til XXX, inden 4 uger fra modtagelsen af dette brev.

Visitationsteamet vil herefter vurdere din ansøgning igen, og du vil få skriftlig besked om, hvorvidt afslaget fastholdes eller ændres.
Hvis afslaget fastholdes, sendes sagen efterfølgende herfra til Det Sociale Nævn.

Venlig hilsen…”

Nå for søren, mit handicap/ADHD = mine problemer, som Kommunen ikke vil hjælpe mig med. Jeg må gå til lægen med mine problemer (læs ADHD)

Da jeg læste brevet blev jeg overvældet af afmagt og tristhed. Uanset hvad og hvor meget jeg beder om at få hjælp til at kunne klare mig på lige fod med alle andre, på trods af mit handicap, bliver jeg afvist og mistænkeliggjort.

Jeg havde brug for at tale med én som kunne forstå hvordan jeg har det og ringede til en pige i Århus som også har ADHD. Vi havde en meget lang og god samtale. Jeg begyndte at græde, men efter 10 minutter gik følelsen over og min uudslukkelige ADHD-gnist tændte igen. Pludselig var det klart og tydeligt for mig.

Jeg er færdig med at spilde min tid på at prøve at få den hjælp som jeg har krav på i kommunen.

Det kommunale system suger livsenergien ud af mig og i sidste ende får jeg alligevel afslag.

Min stedfar havde et motto: “Tag røven på samfundet før det tager røven på dig”.

Desværre har jeg langt om længe indset, at han nok havde ret.

Jeg skal i arbejdsprøvning. Det har jeg bedt om at komme i over 1 år, men fordi tidligere sagsbehandlere ikke har gjort deres arbejde ordenligt og fordi jeg ikke fik den rigtige diagnose før september 2009 er tiden blevet brugt på, at få mig ud af dagpenge systemet selvom jeg ikke var afklaret.

Mødet var faktisk ret positivt. Jeg oplevede, at sagsbehandler nr. 5 anerkendte, at jeg faktisk har ADHD og at det er fornuftigt, at jeg får noget støtte og visse hjælpemidler så jeg via denne hjælp kan komme til at fungere på lige niveau med personer uden ADHD eller andre handicaps.

Imorgen tæller uret ned. Første dag af de 26 uger jeg har tilbage i sygedagpengesystemet starter imorgen. Første dag i et nyt kapitel begynder.

Jeg er glad for at jeg i det mindste har 6 måneder mere inden de smider mig ud. Jeg kan mærke, at jeg får mere og mere styr på mit liv og min hverdag. Den eneste forandring er, at jeg nu får Ritalin og næsten ingen Effexor.

Rita – my best friend forever

Når jeg vælger at tage kampen op mod Kommunen og systemet, fordi jeg bliver vred og forarget over, at de ikke overholder loven og samtidig behandler de svageste i samfundet med foragt og nedladenhed, er det ikke kun fordi jeg ikke får det jeg peger på.

Jeg kan simpelthen ikke holde ud at leve i en verden der er så falsk og rådden. Jeg har det meget svært med, at leve med bevidstheden om, at min kommune ikke har noget problem med at malke mig for penge via skat, afgifter mv, men når jeg pludselig får brug for hjælp fordi jeg er syg og har et handicap, så bliver jeg mødt med mistænksomhed og ligegyldighed. De penge jeg i mange år har indbetalt til “demokratiet” bliver brugt til at aflønne inkompetente, kommunale medarbejdere som behandler mig som andenrangsborger .

Jeg er ikke kun vred, forurettet og forarget på mine egne vegne. Jeg er det på demokratiets vegne.

Hvor er demokratiet egentlig blevet af?

Det er druknet i bureaukrati.

Så vågn lige op verden – måske har dit ufødte barn ADHD. Måske former dit liv sig ikke som forventet og du får brug for hjælp.

Som ex. folkeskolelærer ved jeg hvor stor en indsats man gør for børn med særlige behov i dag. For mange år siden var jeg et af de børn. Dengang gjorde man ikke noget. I dag er jeg voksen og man gør stadig ikke noget.

Børn med særlige behov som fx ADHD bliver på et tidspunkt voksne. ADHD forsvinder ikke, det er en stationær tilstand.

Næste gang du afgiver din stemme til folketingsvalg eller kommunalvalg så tænk lige på hvem du helst vil have til at bestemme hvis du, din familie eller dit barn skulle få brug for hjælp fra det offentlige!

Jeg ved selv hvor frustrerende mødet med det offentlige er. Følelsen af, at blive mistænkeliggjort og ikke få den hjælp man har behov for og krav på.

Der er ingen tvivl om, at jeg ligger langt fra den dårligst fungerende gruppe i det sociale system. Alligevel oplever jeg konstant en følelse af afmagt og irritation når jeg henvender mig til kommunen for at få hjælp.

Derfor er jeg langt fra overrasket over, at høre om mordet på den stakkels socialrådgiver. Faktisk undrer det mig, at det ikke sker oftere.

Den forfærdelige begivenhed, som jeg naturligvis tager afstand fra, er et symptom på et forkrøblet velfærdssamfund som ikke eksisterer. Vi har ikke noget velfærdssamfund, det er en myte. Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå. Life is pain, get use to it!

Tænk hvis medierne gad at skrive sandheden. Roden til problemet/forbrydelsen, nemlig, at de aller svageste i samfundet ikke får den hjælp de har behov for og krav på.

Når man ligger ned og skraber bunden og intet har at miste, er det her man gør uovervejede ting.

Lad os sætte fokus på problemet nemlig vores nuværende regering som sparer velfærdsstaten væk, giver skattelettelser til de rige og til sig selv.

Sæt kryds ved FADBAMSEMINISTEREN  og få råd til ekstra bøffer og rødvin, bagefter kan lave en profil på Facebook hvor du samler ind til en katastrofe i de varme lande og have god samvittighed over at have gjort en god gerning.

Jeg har derfor lavet en vigtig huskeliste som jeg bruger når jeg har kontakt med nogen fra kommunen.

1. Skriftlighed er vigtigt. Hvis jeg skal søge om noget tager jeg en kopi af min ansøgning. Møder personligt op og får stemplet kopien med dags dato. På den måde har jeg kvittering.

2. Jeg beder om, at få sagsbehandlingstiden oplyst. I følge loven har alle kommuner pligt til, at fastsætte generelle sagsbehandlingstider for de forskellige forvaltninger (afdelinger). Hvis man er så uheldig, at få fat i en kommunal ansat som ikke kender sagsbehandlingstiden, skal man insistere på, at han eller hun undersøger det og vender tilbage med denne oplysning indenfor meget kort tid.

3. Hvis sagsbehandlingstiden overskrides, skal kommunen informere om dette skriftligt. Det gør de bare ikke. Det er derfor en god idé, allerede i første brev, at bede om at få oplyst, skriftligt hvis sagsbehandlingstiden overskrides.

4. På et tidspunkt får man enten det man har bedt om/søgt om eller man får et brev hvor kommunen skriver, at de vurderer, at man ikke er berettiget til det man har søgt om. Dette brev er et partshøringsbrev. Det vil sige, at man som borger har mulighed for at tilføje yderligere oplysninger og kommunen skal efterfølgende inddrage disse oplysninger i deres vurdering. Derfor skal kommunen vedlægge de oplysninger som ligger til grund for deres vurdering.

Det gør de ikke altid og derfor sender man dem et brev hvor man beder om, at få de oplysninger der ligger til grund for deres vurdering. Man skriver samtidig, at man forudsætter, at partshøringsfristen, som er på 10 dage, ikke træder i kraft før man har modtaget de oplysninger der ligger til grund for vurderingen.

5. Til sidst beder man om, i tilfælde af afslag, at få en skriftlig begrundelse og klagevejledning.

Jeg er først for nyligt selv blevet klar over, at man ikke skal tage alt hvad kommunen siger for givet. Men som voksen med ADHD har det altid virket uoverskueligt for mig, at tage kampen op. Faktisk har jeg ikke engang kunnet overskue at få udfyldt et ansøgningsskema og få det sendt afsted.

Derfor har jeg nu oprettet en mappe for hver gang jeg har søgt noget hos kommunen. På den måde kan jeg kopiere forløbet hvis jeg igen får brug for at søge efter samme paragraf.

Jeg vil også meget gerne hjælpe andre med ADHD som ikke kan finde rundt i den kommunale jungle af regler og love.

Loven gælder for alle også for kommunerne. Desværre er det sjældent, at en person med ADHD kan gennemskue om kommunen nu også overholder loven. Derfor er det ofte, at vi ikke får den hjælp vi har behov for og krav på.

Skriv til mig hvis du har brug for hjælp til at formulere en ansøgning eller et brev til din kommune. Du er også velkommen til at skrive, hvis du har brug for vejledning i hvilke rettigheder du har fx. ifht. sygedagpenge, fleksjob mv.

Du er også velkommen til at skrive, hvis du selv kan/vil hjælpe andre.

Jeg gik ind på min kommunes hjemmeside for at finde den blanket jeg skulle bruge. Pdf filen kunne selvfølgelig ikke åbnes og derfor var jeg nødt til at ringe til kommunen og bede om at få blanketten tilsendt.

Ansøgning om hjælpemiddel/forbrugsgode/boligindretning efter lov om social service §§ 112/113/116.

Du skal søge om at få en PDA jf. Servicelovens § 112. Når man søger efter § 112 betaler kommunen for det hjælpemiddel du søger, hvis du får det bevilliget. Hvis du søger efter andre §§ skal du selv betale noget af beløbet.

Jeg sendte min ansøgning af sted i september 2009. Jeg har fået bevilliget en PDA, har været ude på Center For Syn Og Kommunikation og prøvet forskellige modeller af, og venter nu på, at personen på Center For Syn Og Kommunikation skal sende ansøgning til min kommune om den PDA type jeg godt kunne tænke mig. Desværre skal hun starte på nyt job fra 1. februar så hun har sikkert ikke specielt travlt med at få min ansøgning afsted og så er der lige en ny person der skal overtage sagen så det bliver trukket endnu længere ud… suuuuk.

Jeg fik vist forskellige PDA typer. Der var HP som er Windows styret og en anden jeg ikke kan huske som også var Windows styret, så var der en iPod touch og en Handy phone.

Da jeg er Mac bruger vil jeg helst have en iPhone. Jeg fik at vide, at det skal jeg ikke regne med at kommunen vil gå med til fordi det er PDA og telefon i én. Men en handy phone er også en PDA og telefon i én. Så fik jeg argumentet, at Handy phone er udviklet specielt til personer med eksekutive vanskeligheder og derfor kan den bevilliges selvom der er telefon i. Tjaa iPhone har faktisk noget software der kan det samme som en Handy Phone, den er bare mere moderne og up to date.

Handy Phone kan ikke synkronisere med computeren som iPhone og den kan ikke gå på nettet.

Hvis kommunen ikke vil bevillige en iPhone med argumentet, at de ikke vil betale for telefon delen må jeg gå den tunge vej og klage over afgørelsen til Staten. For hvis man kan bevillige en Handy Phone med telefon kan man også bevillige en iPhone med tilsvarende funktioner, især når den er mere funktionel i forhold til den funktionsnedsættelse der er tale om.

De fleste med ADHD er glemsomme, ustrukturerede og let afledelige. Derfor er det vel afgørende at man vælger det optimale hjælpemiddel i stedet for at være snæversynet og holde fast i  “det man plejer” at gøre.

For nogle er Handy Phone bedst. Fx hvis man ikke er god til teknik, computer og internet.

For andre er HP med Windows bedst. Fx. hvis man er vant til Windows og bruger internet og mail.

Så er der iPod touch. Det er som en iPhone bare uden telefon og internet adgang. Den passer fint til personer som ikke har eller ikke vil have mobil telefon eller internet.

Til sidst har vi iPhone. Den er perfekt til mig fordi jeg allerede er Mac bruger. Den kan synkronisere med min kalender på Mac. Jeg skal ikke bruge energi på at lære flere forskellige brugerflader og systemer at kende og sidst men ikke mindst, er det 2 i 1. Jeg skal altså ikke både huske telefon og PDA. Næsten uden undtagelse, glemmer jeg altid mindst én ting når jeg skal ud af døren, så der er ingen grund til at gøre livet mere besværligt end det allerede er.

Med lidt held har jeg min nye PDA til jul, med den fart kommunen og Center For Syn Og Kommunikation har på.

Min ADHD-kontakt ringer igen til nr. 5 imens jeg er til stede og får endelig fat i hende. Ud fra det der bliver sagt, får jeg indtryk af at nr. 5 siger, at hun ikke mener, at jeg er berettiget til sygedagpenge længere. Min ADHD kontakt forklarer, at jeg er frustreret over ikke at have hørt fra nr. 5 i næsten 3 måneder og at jeg heller ikke kan forstå hvorfor jeg ikke har fået den hjælp jeg har søgt om og som jeg har krav på som handicappet borger. Hun forklarer også, at jeg går og venter på at komme i arbejdsprøvning som vi havde aftalt ved vores første og eneste møde.
Nr. 5 lover at kontakte mig med henblik på en samtale.

Da samtalen er slut og vi taler om det der blev sagt, bliver jeg overvældet af en gammel, velkendt følelse. Det er en underlig blanding af afmagt, frustration og raseri. Jeg bliver et kort øjeblik overmandet af mine følelser. Heldigvis er jeg hos min ADHD-kontakt. Hun hjælper mig med at komme hurtigt ud af den gamle, ukonstruktive sindsstemning. For hver gang vi mødes, lærer hun mig nogle små simple teknikker der kan hjælpe mig med at bevare fokus og et køligt overblik. Hun lytter til hvad jeg siger, hun hører hvad jeg siger og aller vigtigst hun forstår hvad jeg siger. Vi mødes kun 1 time hver anden uge og alligevel er hun den person der har hjulpet mig aller mest i hele den vaskelige proces jeg har været igennem de sidste 5 år.

Det er som om alle er ligeglade med mig. Ingen har villet hjælpe mig selvom jeg har bedt om hjælp. Jeg har haft kæmpe op og nedture, i min kamp for at få hjælp og finde ud af, hvad der egentlig var i vejen med mig. Hvis jeg ikke var blevet ved med at kæmpe og ikke var blevet ved med selv at opsøge hjælpen, var der simpelthen ikke sket noget som helst.

Lige nu sidder jeg med en fornemmelse af, at nr. 5 er lige så uinteresseret i at hjælpe mig som sine 4 forgængere. Mistillid skaber mistillid. Kommunen har fra første færd haft mistillid til mig. Det har medført, at jeg har fået mistillid til dem. Denne mistillid vokser dag for dag med god grund. Min kommune overholder nemlig ikke loven. Jeg har allerede vundet en ankesag over kommunen fordi den ikke fulgte reglerne. Jeg har efterfølgende brugt meget tid på at sætte mig ind i forskellige love. Fx Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, Lov om social service og aktiv socialpolitik, Lov om sygedagpenge mv. Jeg har desuden brugt meget tid på internettet og har fundet flere sider der er værd at bruge tid på for personer som på en eller anden måde er i det sociale system.

Jeg vil anbefale en side der hedder www.k10.dk som er en side hvor mennesker som på en eller anden måde er i det sociale system, hjælper hinanden med relevante love, bekendtgørelser, afgørelser og fakta.

Fakta er, at der er mange kommuner der ikke overholder dansk lovgivning. på K10 er der forskellige fora, hvor man læse om, hvor almindeligt det er at kommunerne prøver at snyde borgerne. Man kan læse sig til rigtigt mange vundne ankesager og rigtigt mange historier om borgere, som må kæmpe for at få kommunen til at give dem det de hele tiden har haft krav på i følge dansk lov.

Damn! Something is rotten in Denmark.

Man kan ligeledes læse om hvordan mange kommuner direkte bryder loven. Jfr. Retssikkerhedslovens §3, stk.2 skal kommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse. Fristerne skal offentliggøres.
Der er desværre mange kommuner der ikke overholder denne lov. Man kan læse hvilke kommuner det drejer sig om på K10.

De sidste par dage har jeg brugt mange timer på, at læse love, formulere et høfligt og korrekt brev til nr. 5 inkl. henvisninger til relevante love, finde oplysninger på nettet osv. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at blive lidt rundtosset af alle de informationer jeg sugede til mig.

Så tog Rita mig i hånden og sagde, “du er ikke socialrådgiver eller jurist, det er hverken rimeligt eller realistisk at du skal sætte dig ind i alt det stof for at være sikker på at få den hjælp du har krav på i følge loven. Du må indse, at du kun er et menneske og at du har dine begrænsninger. Du kan simpelthen ikke klare alting selv. Jeg synes du skal koncentrere dig om at blive stærkere og få det bedre og lade andre ordne de ting for dig som du ikke selv kan klare.”

Rita stak mig telefonen og jeg ringede til et firma som tilbyder privat socialrådgivning. Jeg har nu bedt firmaet om, at sørge for, at jeg får den hjælp jeg har krav på. Det er en uddannet socialrådgiver der varetager mine interesser og som kender love, regler og sagsbehandling. På den måde slipper jeg for stress og emotionelle rutcheture når jeg læser hvad alle de “kloge” mennesker har skrevet om mig. Jeg sikrer mig også at reglerne bliver overholdt.

Den evige kamp med kommunen er pludselig ikke så uoverskuelig længere takket være Rita og hendes venner Strattera og Effexor.

Nedenstående er fundet på  Center for ligebehandling af handicappedes hjemmeside

Vigtig læsning for voksne med ADHD fordi det offentlige ikke ved ret meget om ADHD hos voksne og derfor ikke automatisk tilbyder den hjælp vi har krav på.

Retssikkerhedsbegrebet handler om forholdet mellem borger og myndighed.

Retssikkerhed betyder, at borgerne skal sikres en retfærdig behandling, når de bliver direkte berørt af offentlige myndigheders afgørelser. Sagsbehandlingen skal være åben og gennemskuelig, og borgere skal have mulighed for at forudsige deres retsstilling.

Retssikkerhed betyder også, at borgerne sikres mod, at offentlige myndigheder griber unødigt ind i hans eller hendes personlige integritet.

Retssikkerhed indebærer, at der føres en ordentlig kontrol med de myndigheder, der træffer afgørelser i relation til borgerne, for eksempel ved at sikre et effektivt klagesystem.

Ved at stille særlige krav til myndighedernes sagsbehandling styrkes sikkerheden for, at der træffes rigtige afgørelser

Retssikkerhed og borgere med funktionsnedsættelse

Problemer med retssikkerheden rammer naturligvis alle samfundets borgere. Borgere med funktionsnedsættelse risikerer dog at blive ramt ekstra hårdt.

Mennesker med funktionsnedsættelse er ofte afhængige af hjælp fra det sociale system, for eksempel en handicaphjælper, hjælpemidler og handicapbil. Hjælpen fra det sociale system afhjælper og begrænser konsekvenserne af funktionsnedsættelsen mest muligt. Hjælpen opfylder således det grundlæggende handicappolitiske princip om, at borgere med funktionsnedsættelse skal kompenseres for deres handicap, så de kan få et så lige udgangspunkt med ikke-handicappede medborgere som overhovedet muligt.

Borgere med funktionsnedsættelse er altså i mange tilfælde afhængige af, at det sociale system fungerer gnidningsfrit for at opnå ligebehandling.

Reglerne bruges ikke systematisk

En undersøgelse gennemført af Socialministeriet vedrørende retssikkerhedslovens § 4 viser dog, at kommunerne ikke bruger sagsbehandlingsreglerne i retssikkerhedsloven systematisk. Der er ikke nok opmærksomhed på sagsbehandlingsreglerne, og derfor inddrager sagsbehandlerne borgerne, når de synes, det er ”hensigtsmæssigt”.

En undersøgelse om voksne med ADHD og deres oplevelse af mødet med systemet lavet af CLH i 2005 tegner også et billede af, at i hvert fald nogle borgere med funktionsnedsættelse mangler oplevelsen af at blive inddraget i sagsbehandlingen. De fleste af undersøgelsens deltagere har nemlig en generel oplevelse af, at der ikke blev lyttet til den viden og de holdninger, de selv har om egne behov.

Dårlig rådgivning og vejledning

Det fremgår af forvaltningsloven, at en forvaltningsmyndighed skal yde vejledning og bistand til personer, der henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. I serviceloven pålægges kommunen mange steder at yde rådgivning til borgere, der henvender sig om hjælp. Det fremgår også af retssikkerhedsloven, at kommunerne skal yde rådgivning og vejledning.

Desværre er det langt fra alle borgere, der oplever, at de har fået den rådgivning og den vejledning, de har behov for.

Manglende information

En undersøgelse lavet af CLH i 2004 blandt forældre til børn med funktionsnedsættelse på døgninstitution viste for eksempel, at hovedparten (85%) af de forældre, der medvirkede i undersøgelsen, ikke mente, at de havde fået vejledning om, hvilke muligheder de har for at søge om støtte til handicapkompenserende ydelser i forbindelse med, at deres barn flyttede på institution.

Retssikkerhedsloven

Det centrale i retssikkerhedsbegrebet er relationen mellem borger og myndighed. På det sociale område opstilles der i Retssikkerhedsloven (RSL) en række regler for, hvordan myndighederne skal behandle en konkret sag i forhold til en borger. En af retssikkerhedslovens erklærede formål er at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager.

Forvaltningsloven

Forvaltningsloven (FVL), som gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, indeholder blandt andet regler om inhabilitet, vejledning, repræsentation, partens aktindsigt, partshøring, begrundelse, klagevejledning og tavshedspligt med videre.

Serviceloven

Også serviceloven (SEL) indeholder sagsbehandlingsregler. I serviceloven pålægges kommunen og amtskommunen endvidere flere steder en specifik rådgivningsforpligtelse.

Nogle væsentlige retssikkerhedsgarantier er:

* Vejledning og rådgivning (FVL § 7, RSL § 5, SEL § 1, § 3, § 5, § 34 og §§ 68-69)
* Medinddragelse (RSL § 1 og § 4, SEL § 112)
* Partshøring (FVL §§ 19-21)
* Frister for sagsbehandling (RSL § 3, stk. 2)
* Skriftlighed (FVL § 23)
* Begrundelser (FVL §§ 22-24)
* Klagevejledning (FVL §§ 25-26)
* Helhed (RSL § 5)
* Hurtighed (RSL § 3)

Medinddragelse

Retssikkerhedslovens formål er blandt andet at sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager. Borgerne skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af deres sag. Derfor har kommunerne pligt til at tilrettelægge behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgerne kan udnytte denne mulighed. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 4.Læs mere om

• Rådgivning og vejledning på Socialministeriets hjemmeside

• Pjecen ”Kend spillereglerne” giver svar på spørgsmål om sagsbehandling – fra De Samvirkende Invalideorganisationer (nu Danske Handicaporganisationer)

Lovgivningsmæssigt skal sagsbehandlingsregler sikre et godt møde mellem borger og forvaltning og sikre, at borgeren får den hjælp, han eller hun har krav på.

Ovennævnte beskriver mit møde med det offentlige system. Den første sagsbehandler jeg fik da jeg blev sygemeldt pga. en svær depression var absolut ikke interesseret i at hjælpe mig. Min oplevelse af hende var, at hun kun var interesseret i statistikker. Dvs. at få mig hurtigt ud af sygedagpengesystemet og over på kontanthjælp, så kommunen kunne spare nogle penge.

På det tidspunkt vidste jeg ikke at jeg havde ADHD, jeg vidste kun, at der var noget galt og hvis jeg ikke snart fandt ud af hvad det var, ville det gå rigtigt galt. Jeg havde haft flere tilbagevendende svære depressioner som invaliderede mig i en sådan grad at jeg ikke kunne længere kunne arbejde som lærer. Jeg blev medicineret og depressionen aftog, men der var stadig noget der ikke var som det skulle være. Depressionerne var kun følgevirkninger af det egentlige problem.

Jeg bor alene, har ingen børn, mand eller ret meget familie. Jeg var altså overladt til mig selv. Min daværende læge mente, at jeg bare havde en livskrise og at et nyt job og lidt antidepressiva ville løse alle mine problemer. Jeg gik samtidig hos en psykiater. Han havde kun fokus på min depression. Han blev nærmest irriteret da jeg hentydede, at det ikke var depressionen der var det primære problem. Han gik modvilligt med til at teste mig for andre lidelser. Det endte med, at jeg fik at vide, at jeg havde forskellige personlighedsforstyrrelser og hvis jeg ville vide mere om det måtte jeg gå hjem og læse om det på nettet. Jeg var dybt rystet og spurgte om jeg kunne blive helbredt. Han svarede, måske men det vil tage mange, mange år og meget intensiv terapi. Han kom desuden med en bemærkning om, at jeg nok burde tage i kloster fordi jeg er så sensitiv overfor andre mennesker og hælder lidt til at være dyssocial.

Jeg får en krise. Det er meget ubehageligt at blive stemplet på den måde og samtidig ikke at have nogen til at støtte og hjælpe sig. Jeg begynder at søge på nettet og finder et site der hedder Depnet. Her er forskellige fora hvor jeg kan få kontakt med andre, som har tilsvarende problemer. På Depnet taler jeg med én som fortæller, at der er noget der hedder dialektisk adfærdsterapi (DAT) for personer med EUP borderline. Jeg kontakter min læge og beder ham finde nærmeste sted hvor denne behandling tilbydes og jeg får en henvisning til Rigshospitalet. De er ikke meget for at lukke mig ind. De har meget travlt med at understrege, at jeg bor på i en anden kommune og at Rigshospitalet er i København. Jeg indretter mig og siger de ting de gerne vil høre og får derved lov til at deltage i gruppeterapien hvor vi lærer forskellige færdigheder.

Jeg har en del konflikter med den psykolog som jeg samtidig går til individuelle samtaler hos. Kemien er dårlig og jeg føler hun dømmer mig. Da jeg har deltaget i behandlingsforløbet 1 år tilbyder de mig at fortsætte et ekstra modul, men for at bevare min selvrespekt vælger jeg at takke nej.

Tilbage til sagsbehandler nr. 1. Hun gør intet for at hjælpe mig. Det virker faktisk som om, at hun slet ikke tror der er noget i vejen med mig. Det ender da også med, at jeg bliver kaldt ind til en samtale lige efter psykiateren har testet mig og diagnosticeret mig med en personlighedsforstyrrelse. Jeg får at vide at jeg ikke længere hører til i sygedagpenge afdelingen og at de stopper udbetalingerne fra dags dato. Sagsbehandler nr. 1 fortæller mig hvor kontanthjælpskontoret er hvis jeg har brug for økonomisk hjælp. Jeg siger til sagsbehandler Nr.1, at jeg ikke kan forstå hvordan jeg bare kan blive smidt ud af systemet. Hun siger, at på grund af min diagnose, ser det ikke ud til at jeg vil komme i arbejde foreløbig, der skal en længerevarende behandling til, derfor hører jeg ikke til i sygedagpengeafdelingen længere.

Sagsbehandler nr. 1 er ikke min medspiller, hun er klart min modspiller. Der er ingen vejledning om, hvilke rettigheder, pligter og muligheder jeg har efter lovgivningen.

Jeg er lige ved at give op, da en person viser mig nogle artikler om andre i samme situation som mig. Det viser sig, at:

ifølge Lov om sygedagpenge §28, skal kommunen anvende arbejdsevnemetoden i form af beskrivelse, udvikling og vurdering af en persons arbejdsevne med henblik på at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, visitation til fleksjob eller førtidspension, Før udbetalingen af sygedagpenge kan ophøre på grund af varighedsbegrænsningen, jf. §§ 24 og 27.

Jeg klager over afgørelsen og beder samtidig om, at min klage skal sendes direkte videre til staten hvis kommunen afviser min klage. Kommunen er selvfølgelig enig med sig selv og min klage bliver sendt videre til staten. Der går næsten ½ år før der kommer en afgørelse. Staten gav mig ret og underkendte kommunens afgørelse. Sagsbehandlingen havde været mangelfuld og jeg har derfor stadig ret til sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.

Jeg må selv kontakte kommunen og bede om at få en samtale med min sagsbehandler. Jeg møder sagsbehandler nr. 2. Hun virker i starten som om hun gerne vil hjælpe mig. Jeg har på det tidspunkt diagnosen borderline og skal i gang med DAT behandling. Jeg søger om revalidering til en kortvarig uddannelse og det bliver bevilliget. Jeg starter behandlingen imens jeg venter på svar, om jeg er blevet optaget på uddannelsen. Jeg får afslag, men får samtidig at vide fra tidligere elever, at det er normalt at skulle søge mere end en gang. Kommunen tager derefter sagen op igen.

Det næste år går jeg i behandling og venter på kommunens svar. Kommunen trækker min revalidering tilbage og jeg får ikke lov til at søge igen. Jeg får beskeden, at jeg nu har 4 uger til at finde ud af hvad jeg vil med resten af mit liv. Jeg går i panik og i desperation vælger jeg at bygge videre på min læreruddannelse. Det er da i det mindste bedre end at blive smidt ud af systemet uden at få nogen hjælp.

Der går ikke ret lang tid. Så får jeg beskeden om, at kommunen vurderer, at jeg er for syg til revalidering. Jeg bliver vred og reagerer kraftigt på beskeden. Sagsbehandler nr. 2 (som er nyuddannet, og måske endog slet ikke færdig uddannet) informerer mig om at, de i gruppen vil diskutere min sag og, at det nok ender med, at jeg ryger ud af systemet. Jeg siger til hende, at jeg synes det er en underlig sagsbehandling og at jeg helt klart vil klage over afgørelsen igen hvis de smider mig ud. Hun siger, at hun bestemt synes jeg bør klage.

Det næste jeg hører fra kommunen er da et brev dumper ind ad brevsprækken. Jeg skal møde op til samtale hos sagsbehandler nr. 3. Min sag (ankesag) er pludselig blevet udliciteret til et firma som skal viderebehandle den. Jeg når at have to samtaler med den nye sagsbehandler, så hører jeg ikke noget i lang tid. Det næste jeg hører fra “firmaet” er, at jeg skal møde op til en samtale hos sagsbehandler nr. 4. Vi er efterhånden kommet ind i år 2009. Jeg har nogle samtaler med sagsbehandler nr. 4, jeg udfylder min ressource profil og overvejer min fremtid. Under min sidste samtale med sagsbehandler nr. 4 aftaler vi, at jeg skal i arbejdsprøvning som er en del af arbejdsevnemetoden beskrevet i Lov om Sygedagpenge § 24.

I løbet af den tid jeg har kæmpet for at finde ud af hvad der var i vejen med mig og samtidig kæmpet for at få kommunen til at høre mig og hjælpe mig har jeg nogle store nedture. Det medfører at jeg tyr til selvmedicinering. Jeg stopper selvmedicineringen da jeg starter i DAT behandling, men har nogle tilbagefald et par gange efter når jeg har været psykisk ude af balance.

Det sker sidste gang i slutningen af maj 2009. Jeg er vred på mig selv og forstår ikke hvorfor jeg ikke har mere kontrol over mig selv. Jeg søger derfor hjælp.

Jeg tror det var skæbnen der førte mig hen til hjælpen som er et Rådgivnings Center. Jeg var til flere samtaler hvor jeg fortalte om hele mit forløb med det kommunale system, om alle de behandlere jeg havde været hos, om mine diagnoser, den behandling jeg havde fået, samt hvilken medicin jeg fik og om hele mit forløb med selvmedicinering. Jeg fortalte om hvor fortvivlet jeg var, fordi jeg ikke kunne styre mine impulser. Min manglende impulskontrol var kun en af brikkerne i puslespillet. Jeg fortalte hele min livshistorie og begyndte at gå til samtaler hos en fast kontaktperson. Efter nogle uger siger hun, at hun og gruppen mener, at jeg har ADHD. På det tidspunkt ved jeg ikke noget om ADHD. Jeg får anbefalet nogle bøger og begynder at få medicin for ADHD (Ritalin).

Jeg læser alt hvad jeg kan finde om ADHD, især når det handler om voksne. Jo mere viden jeg får des flere brikker falder der på plads for mig. Samtidig begynder medicinen at virke. Jeg kan pludselig koncentrere mig i længere tid af gangen. Jeg kan sidde stille i lang tid, hvor jeg før i tiden altid har siddet uroligt og skulle skifte stilling lige så ofte som andre blinker. Medicinen har nogle fordele, men man skal ikke tro, at man får et nyt liv af Ritalin alene. Jeg er en voksen kvinde som har måttet kæmpe det meste af mit liv. Jeg har en stærk retfærdighedssans og stor mistro overfor autoriteter. Min personlighed blev dannet og cementeret for mange år siden. Ritalin kan ikke ændre på min grundlæggende personlighed.

Men nu ved jeg i det mindste at jeg har ADHD. Jeg har et handicap som medfører en funktionsnedsættelse pga. den måde samfundet er indrettet på.

Voksne med ADHD kan på grund af deres funktionsnedsættelse have krav på handicapkompensation. Kompensationsprincippet er et grundlæggende princip i dansk handicappolitik, som betyder at samfundet tilbyder mennesker med en funktionsnedsættelse forskellige former for hjælp, der skal være med til at udligne konsekvenserne af deres funktionsnedsættelse. Voksne med ADHD vil ofte have brug for kompensation for at sikre, at de kan få en uddannelse og et arbejde på lige fod med andre. Fordi man ikke kan se på den voksne med ADHD, at de har en funktionsnedsættelse, er det meget vigtigt, at den kommunale sagsbehandler har kendskab til ADHD hos voksne. Nogle af de problemer, voksne med ADHD har, er problemer, som de fleste kender til, bare i langt mindre grad. Hvis den kommunale sagsbehandler ikke har viden om ADHD, kan det føre til, at sagsbehandleren opfatter den voksnes problemer som et udslag af dovenskab eller mangel på samarbejdsvilje og ikke forstår, at problemerne har bund i de vanskeligheder, som ADHD giver. Det kan betyde, at sagsbehandleren enten slet ikke er opmærksom på, at der er et behov for handicapkompensation, eller at der måske iværksættes hjælp, der i bedste fald ikke har nogen effekt og i værste fald giver den voksne for nederlag.

I slutningen af september 2009, fik jeg igen brev fra kommunen. Jeg blev indkaldt til samtale hos min nye sagsbehandler. Lad os bare kalde hende sagsbehandler nr. 5. Inden samtalen sendte jeg hende nogle artikler om voksne med ADHD og forklarede at jeg havde fået diagnosen og derfor ville være sikker på at blive hørt og forstået denne gang. Jeg kommer til samtalen og det viser sig faktisk at sagsbehandler nr. 5 ved noget om ADHD hos voksne. Hun har haft en anden voksen borger med ADHD og har derfor været på kurser og lært noget om det. Det er faktisk et tilfælde, for på daværende tidspunkt vidste sygedagpenge afdelingen ikke at jeg havde fået diagnosen.

Vi diskuterede min fremtid og jeg blev som altid emotionel og græd, fordi jeg skulle fortælle min historie for hundrede tusinde gang. Det er vel ikke så underligt når man tænker på alt hvad jeg har været igennem. Sagsbehandler nr.5 ville gerne have mig udredt hos en uvildig psykiater. Hun spurgte mig om jeg mon nu også var klar til den arbejdsprøvning som jeg havde bedt om. Det var ganske forståeligt, for hun reagerede på min spontane gråd fordi hun ikke kendte mig.

Jeg kommer let til at græde når jeg tænker eller taler om noget der berører mig dybt. Jeg er altid den der græder højst og i længst tid til en begravelse, også selv om det er en person jeg slet ikke kender der ligger i kisten. Det er stemningen der smitter af på mig. I vores samfund er vi ikke vant til den slags intense følelses udbrud og folk bliver derfor forskrækkede når jeg begynder at græde. Eller de fortolker min gråd subjektivt, ligesom sagsbehandler nr. 5 gjorde.

Jeg skulle gennem en større operation et par dage efter samtalen så vi blev enige om, at jeg ville få nogle uger til at komme mig efter operationen, derefter skulle jeg udredes hos en uvildig psykiater og så burde jeg være klar til arbejdsprøvning.

Lige nu er vi i slutningen af november 2009. Jeg har været til udredning hos en psykiater som er ekspert i de forskellige typer ADHD og hvordan de skal behandles. Efter at have svaret på spørgsmål i næsten 2 timer (som fløj af sted) konkluderede han, at der ikke er nogen tvivl om, at jeg har ADHD. Jeg fik end dog at vide, at jeg er den klassiske intelligente ADHD type. Han sagde også at jeg samtidig har fået en personlighedsforstyrrelse, nemlig EUP, som er en emotionel ustabil personlighedsstruktur. Han slog samtidig fast at jeg absolut ikke var af borderline typen. Han var meget positiv og imødekommende. Det var befriende at opleve en behandler i “systemet” som kunne forstå mig og ikke dømte mig.

Han sagde, at jeg skulle have en ADHD coach og gå til samtaler hos ham (psykiateren). Det ville han meddele kommunen. Jeg har endnu ikke hørt noget fra sagsbehandler nr.5, men med hjælp fra min engel på Rådgivnings Centeret er jeg gået i gang med at søge om at få en kontaktperson som kommunen tildeler mig. En person som kan hjælpe mig med de dagligdags ting som ofte føles uoverskuelige for mig og andre med ADHD. At strukturere alle de trivielle opgaver som de fleste bare udfører uden at tænke nærmere over det.

I mellemtiden håber jeg, at sagsbehandler nr. 5 ikke blot er blevet tildelt mig af kommunen, men af en højere magt, fordi jeg har været sej og har kæmpet til det sidste uden at give op. Og fordi det vist nok snart er min tur til at få en succes oplevelse.