Jeg har rykket dem 2 gange og de gider ikke svare.

Tjaaaa måske er det fordi jeg ikke er polak + børn.

Har for nylig erfaret at det er ret nemt for udlændinge at suge penge ud af det danske velfærdssystem. EU lovgivningen er netop ændret så i dag er det ikke engang et krav at de arbejder 9 timer om ugen. Hvis en polak tilfældigt opholder sig i DK kan han få sendt en børnecheck til Polen.

Damn siger jeg bare. Jeg kan ikke engang komme i kontakt med min egen kommune. Måske jeg skulle blive polsk statsborger.

Som mit liv ser ud i dag undrer dette mig fordi jeg i dag har et meget stort behov for at være alene for at kunne lade op. Jeg bliver simpelthen træt i hovedet af at være sammen med andre mennesker i for mange timer.

I dag har jeg ingen venner. Jeg har stille og roligt droppet alle mine bekendtskaber fordi de blev for anstrengende, for krævende, for besværlige o.s.v.

Jeg har uforpligtende bekendtskaber som ikke kræver noget af mig. Fx kommer jeg på en nudist strand i Nordsjælland hver sommer. Jeg er kommet på denne strand i ca. 15 år ligesom mange af de andre og derfor kender vi hinanden på godt og ondt. Jeg var der i dag og sidst på eftermiddagen kunne jeg bare ikke holde ud at være der mere fordi der hele tiden var nogen der talte til mig. Jeg fik ikke et minuts fred. Der var en ældre mand som gav mig en åben invitation til at holde en uges gratis ferie med ham i hans sommerhus. No strings og alt betalt. Han ville hente og bringe osv. Blot for selskabets skyld.

Jeg tænkte, at det da ville være skønt at komme lidt væk, men samtidig kan jeg ikke overskue at være sammen med et andet menneske 24/7. Jeg ved godt at han har inviteret mig fordi jeg er ung og lækker i forhold til ham. Er dog sikker på, at han har nok situationsfornemmelse til at regne ud at der aldrig vil ske noget og han vil et eller andet sted bare gerne have selskab i stedet for at være alene i sommerhuset.

Da jeg var lille, barn, ung, teenager, var venner, bekendte og kærester det vigtigste i mit liv, i dag kan jeg slet ikke overskue dem, de er ikke i mit liv. Jeg er blevet eneboer.

Hvad gik galt? Hvorfor gik jeg fra alt til intet. Før var jeg over social og altid den der arrangerede middage, fester osv.. Nu vil jeg helst være alene.

Er jeg blevet sådan pga for mange fiaskoer? Jeg har altid udfordret mig selv og der skal meget til før jeg giver op, men lige nu tænker jeg “brændt barn skyr ilden”.

Da jeg kom hjem var der stor fødselsdagsfest i gårdhaven. Jeg kiggede ud af vinduet og så alle de mennesker der var samlet til en sommer fødselsdag.

På den ene side blev jeg helt ked af det fordi jeg ikke har venner og familie og aldrig kommer til at opleve den slags. På den anden side er jeg lettet fordi jeg ikke orker den slags og slipper for besværlige forklaringer når jeg vil slippe væk.

Jeg er ambivalent. Jeg er alene men ikke ensom. Alligevel føler jeg mig ofte udenfor.

Jeg kan ikke forstå det.

Lige nu føler jeg mig lidt bims i låget hvis jeg skal huske for mange ting eller skynde mig, ja bare hvis jeg er tvunget til at være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt.

Flere gange i løbet af dagen oplever jeg at mit hjerte pludselig “galoperer”. Det er som om det banker meget hurtigt og hårdt og nærmest sidder oppe i halsen. Jeg sveder mere end normalt og kommer hurtigt til at lugte grimt under armene.

I dag har jeg fået ryddet lidt op og været  i Netto og købe ind. Jeg tog en hylde frem som jeg har haft længe fordi jeg ville sætte den op, men måtte lægge den væk fordi jeg begyndte at svede meget og blev underlig træt i hovedet.

Jeg glæder mig uendeligt til min arbejdsprøvning er forbi så jeg kan få lidt fred. Har ikke haft ferie i over 5 år fordi jeg har været sygemeldt og i den tid konstant prøvet at finde ud af hvad der var i vejen med mig. 5 år i evig stress, med kommunens klamme ånde  i nakken og deres konstante forsøg på at smide mig ud af systemet i stedet for at hjælpe mig.

På nogle måder har jeg fået det bedre og på andre har jeg fået det værre. Én ting er sikkert, jeg er meget meget træt og trænger til fred på den ene eller den anden måde.

Jeg arbejder i et keramikværksted med en værkstedsleder som er ganske flink, men desværre er han ikke uddannet til at tage vare på personer med særlige behov. Han ved absolut intet om ADHD og er ufatteligt konfliktsky.

Jeg har det meget svært med konfliktsky mennesker fordi jeg ikke kan forstå dem. De udsender uklare/utydelige signaler som forvirrer mig. Og desværre må jeg indrømme at de provokerer mig. Jeg er vokset op med en mor som var svag, vag og uklar. Det medførte, at jeg konstant overskred hendes grænser og fik ballade. Det er ikke fordi jeg sætter mig ned og planlægger, at nu skal jeg gøre noget jeg nok ikke må. Det sker simpelthen automatisk. Like a moth to a flame.

I starten synes jeg det var super hyggeligt og det gik også fint. Efter kort tid begyndte jeg at blive irritabel, stresset og glemsom. Fordi jeg er begyndt at blive mere glemsom tager alting længere tid. Nogle gange føler jeg mig som en høne med afhugget hoved, der styrter formålsløst rundt. Selvom jeg har et whiteboard på væggen til hver dag, en iPhone hvor jeg skriver alt ned og en iMac som er synkroniseret med iPhone, glemmer jeg aftaler og andre ting jeg skal nå.

Min hukommelse er blevet alarmerende dårlig, jeg har ikke overskud til at foretage mig noget når jeg har fri. Jeg får ikke dyrket motion, kan ikke tage mig sammen til at lave sund mad til mig selv så jeg spiser junkfood og tager endnu mere på.

Jeg føler mig stresset og irritabel, har voldsomme humørsvingninger og MEGET kort lunte.

Jeg har klart fået det dårligere af at komme i arbejdsprøvning og derfor har jeg bedt min sagsbehandler om at indstille mig til førtidspension. Mit største ønske er, at jeg får den bevilliget hurtigst muligt så jeg kan få ro.

Lægerne har sagt, at jeg har en personlighedsforstyrrelse oveni min ADHD. De kalder den EUP: emotionel ustabil personlighedsstruktur.

Jeg er er begyndt at være mere opmærksom på hvordan jeg reagerer i forskellige sammenhænge fordi jeg er interesseret i at finde mine styrker og svagheder så jeg kan få et arbejde der ikke kører mig ned og komme til at klare mig selv.

Jeg har lagt mærke til, at mine omgivelser smitter af på mig. Når jeg sidder overfor en psykolog eller lignende og skal udpensle min sørgelige barndom græder jeg uhæmmet. Hvis jeg befinder mig i smukke, lyse og behagelige omgivelser føler jeg mig godt tilpas. Er jeg i selskab med en stresset person, kan jeg mærke stressen i min egen krop.

Lige nu er jeg i arbejdsprøvning. Jeg er på et keramik værksted. Det er som udgangspunkt rart og hyggeligt. Første dag var der ro, lidt radio musik og ikke for megen trafik. Anden dag var der pludselig mere larm og nogle personer blev placeret lige bag mig så der var snak og trafik meget tæt på mig. Nogle gange stødte de ind i mig.

Jeg kunne mærke jeg blev mere urolig, ukoncentreret og fik ikke lavet lige så meget som første dag. Det var et irritationsmoment, at have andre så tæt på min arbejdsplads. Det føltes små klaustrofobisk og stressende.

Hvis jeg er sammen med glade og positive mennesker smitter det af på mig og jeg bliver selv glad og positiv. Hvis jeg har at gøre med mennesker som er negative og ubehagelige trækker jeg følehornene til mig. Lidt som når man trækker hånden til sig når man har brændt sig.

Hvorfor smitter omgivelserne af på mig? Hvorfor føles tingene alt for intensivt for mig? Jeg ved det ikke selv.

Hvad er det lige der gør, at jeg konstant bliver mødt af ligegyldighed, ignorance og manglende forståelse af de mange sagsbehandlere i min kommune?

Er det fordi de tror, at jeg fører en luxus tilværelse på sygedagpenge i min lille 2v lejlighed. Jeg har selv læst min efterhånden omfattende journal, den er trods alt 5 år gammel. Når jeg læser den, er min første tanke ikke, at her har vi en succes historie, tværtimod. Jeg kan faktisk ikke læse min egen journal uden at begynde at tude. Her ser jeg mig selv og min sørgelige tilværelse beskrevet på en måde der ikke kan udtrykkes på andre måder end: “beskrivelsen af en sølle taber”.

Uanset hvor meget jeg skriver og hvor meget jeg kæmper kan det aldrig ændre det faktum, at jeg er en samfundstaber. Det var ikke lige den fremtid jeg havde drømt om for mig selv! Alligevel vil min kommune ikke hjælpe mig, men vil hellere bruge skattekroner på at mistænkeliggøre mig og få mig smidt ud af sygedagpengesystemet så de kan spare lidt småpenge.

Jeg synes det er betænkeligt, den måde regeringen vælger at skalte og valte med skattekronerne på.

Her sidder jeg og med mit ADHD handicap og min personlighedsforstyrrelse. Jeg går i behandling for at få redskaber til at kunne løse problemer i dagligdagen og i relationer til andre. Når jeg så støder på en konflikt i sådan en relation og adresserer den på en afbalanceret måde, som jeg har lært, møder jeg i 9 ud af 10 tilfælde en barnlig og ukonstruktiv reaktion.

Man behøver ikke at have et psykisk handicap for at være dårlig til at løse/tackle/konfrontere konflikter i relationer. Faktisk er de fleste mennesker så konfliktsky, at de foretrækker at tie konflikten ihjel i stedet for at løse problemet på en stille og rolig måde.

De fleste med ADHD har en ekstrem retfærdighedssans. Vi er impulsive og tager ofte tingene alt for personligt. Når man har det sådan er det klart, at man prøver at undgå konflikter – det gør simpelthen for ond at blive “angrebet” så personligt

Men hvad så med alle jer andre “normale” ? Hvad med at I lige tager jer lidt sammen, i stedet for at tie konflikten ihjel? Det eneste I opnår er, at få et stort, uønsket kæledyr – nemlig den berømte elefant.

Hvis man øver sig, kan det faktisk godt lade sig gøre at sige tingene på en stille og rolig måde uden at blive uvenner. Er man, i tvivl om man har fået formuleret sig uheldigt, kan man jo bare sige det til modtageren. På den måde kan man forhåbentlig løse konflikten.

Det lyder meget klogt og voksent, men virker ikke altid. Heller ikke selvom man har gået i kognitiv terapi og personlig færdighedstræning. Nogle gange må man bare indse, at der findes mennesker som er så ufleksible og arrogante, at de ikke har behov for eller lyst til at lytte til andres mening end deres egen.

Det er svært at have et psykisk handicap i en verden fyldt med mennesker der har nogle gange er endnu mere handicappede end man selv er!