Strattera er ligesom Concerta den eneste ADHD medicin som ikke er centralnerve stimulerende og den eneste medicin som ikke kan misbruges af narkomaner og andre som tager stoffer for sjov.

Jeg opdagede sidste vinter at jeg havde det bedst med en høj dosis Strattera og i dag tager jeg hver morgen 100 mg.

Det er ikke en mirakel pille som har fået min ADHD til at forsvinde, men den har hjulpet mig med at forstå min ADHD. Jeg har jo hele livet vidst at der var noget i vejen med mig, men jeg vidste ikke hvad og kunne heller ikke selv se hvad der var i vejen. Jeg lærte ikke af de uendelige mange fejltagelser jeg begik og jeg kunne ikke finde ud af hvad jeg skulle lave om.

Det er som om Strattera har hjulpet mig til at se mig selv i et mere realistisk lys, på både godt og ondt. For min ADHD er den usympatiske slags. I pressede situationer bliver jeg irritabel og snerrer af folk. Hvis der er noget jeg er godt til, så er det at brænde broer. Derfor er mit netværk uendeligt lille.

Fordi jeg nu har været på Strattera i snart 2 år har jeg haft mulighed for at sætte tempoet ned både inde i mit hoved og udenfor. Det er gået op for mig at jeg mangler en intelligens, nemlig den følelsesmæssige.

Det er ikke empati der mangler, men den der lille ubeskrivelige ting folk gør når de mødes. De viser hinanden at de er interesserede i hinanden uden at de egentlig siger det, men som udenforstående er man ikke i tvivl om hvad det er der foregår. Især nu er det gået op for mig, at det er det, der foregår og det er gået op for mig, at det er noget jeg mangler, jeg forstår det ikke. Det er som at bo i et fremmed land hvor man hverken kan tale eller forstå sproget.

Pludselig er det gået op for mig hvilket kæmpe arbejde det har været for mig at prøve, at skjule min manglende forståelse for omverden.

Faktisk tænker jeg, at det grænser til det autistiske, men ikke nok til at det blev opdaget.

2.dec. 2011

Lige nu sidder jeg og nyder udsigten fra den lille åbne strandhytte hvor jeg lige har indtaget min morgenmad.

Jeg er i Indonesien, på en lille ø øst for Bali der hedder Gili Air. Air betyder vand på indonesisk.

Det er udenfor saison på øen og derfor er her ikke ret mange turister. Der er ingen motorkøretøjer på øen, kun cykler og små hestevogne. Man kan køre hele øen rundt på under en time hvis man cykler.

De eneste lyde jeg kan høre er lyden af bølgernes brusen langt ude, hanernes galen, cikaderne sang, fuglenes kvidren og motoren fra en båd i det fjerne.

Tiden er ligegyldig. Lige nu er det umuligt ikke at leve i nuet og derfor er der rig mulighed for at lade tankerne flyve, de.r er ikke noget jeg skal nå.

Imens jeg kigger ud over vandet passerer en tanke gennem mit hoved. Gad vide hvorfor jeg pludselig har fået sådan en enerm rejselyst? De fleste som rejser rundt i flere måneder af gangen er i tyverne eller trediverne.

Og så slår det mig, at på det tidspunkt i mit liv havde jeg travlt med at kaempe en daglig kamp for at vaere normal. Jeg brugte al min energi på at prøve, at vaere ligesom alle andre, at jeg ikke havde overskud til at udleve drømme. Faktisk havde jeg slet ikke overskud til at drømme. Al min energi blev brugt på at kaempe mig igennem en uddannelse, arbejde og prøve at vaere ligesom alle de andre omkring mig.

Det bedste der nogensinde er sket for mig er, at få stillet diagnosen ADHD. For der er absolut ingen tvivl om, at det er den rette diagnose. Det naestbedste der er sket for mig er, at jeg fik tilkendt førtidspension så jeg kunne få fred og ro til at gøre tingene i mit eget tempo.

Nu har jeg tid til at drømme og udleve mine drømme. Jeg har pludselig fået muligheden for at leve et ordenligt liv. For hver dag der går kan jeg maerke, at det bliver lettere at vaere mig fordi jeg bliver bedre til at acceptere den jeg er.

I dag er jeg taknemmelig for, at jeg er dansk statsborger. Der er så mange mennesker rundt omkring i verden der ikke har den samme økonomiske tryghed som vi har. Selvom jeg ikke får nogen form for behandling eller tilbud om behandling, føler jeg mig taknemmelig og priviligeret over, at vaere borger i et land hvor vi har en langt større økonomisk tryghed og sikkerhed end i andre lande.

I dag og fremover vil jeg huske, at vaere taknemmelig over det jeg har og få det bedste ud af min situation uanset hvordan den ser ud.

Det handler om at leve sit liv – ikke om at vinde en krig!

Lige nu er jeg på min tredje uge i Thailand og det har både været skønt og anstrengende. Når man rejser møder man konstant nye mennesker og der er sjældent to af dem der er ens.

Pga ADHD har jeg det med at suge alle indtryk til mig. Er som udgangspunk åben overfor alle de nye mennesker jeg møder og jeg må desværre indrømme, at noget af det jeg bedst kan lide ved at rejse, er, at mødet med disse nye mennesker er uforpligtende og jeg ved vi på et eller andet tidspunkt skal hver til sit igen. Jeg har brug for mere alene tid end de fleste, har brug for længere tid til at bearbejde alt det nye. Selvom jeg får medicin og motionerer osv er jeg stadig mere følsom fordi jeg stadig tager ALLE indtryk ind.

Forleden mødte jeg en italiener som jeg havde lært sporadisk at kende under mit tidligere besøg. Det viste sig at han var meget betaget af mig og vi havde en sjov aften og nat sammen, men bagefter har han bare været så klæbende at jeg ikke føler, at jeg kan få luft. Han vil hele tiden være sammen med mig og får en småfornærmet attitude når jeg skal noget andet eller være sammen med andre end ham.

Det har medført, at jeg nu slet ikke kan lide ham mere. Jeg kan ikke holde ud at være sammen med et andet menneske 24/7. Er det fordi jeg har ADHD at jeg har det sådan?

Jeg har ikke været i et fast parforhold/boet sammen med en mand i 15 år. Jeg har ikke ligefrem levet i cølibat, men der skal ufatteligt meget til for at jeg kan bevare interessen for det modsatte køn.

Lige nu er jeg sat ud af spillet (heldigvis), jeg har fået influenza og har derfor en legal undskyldning for at afvise de mænd jeg har set mens jeg har været her.

Det er det samme med sex. Når jeg er kommet gider jeg ikke mere så må de godt lade mig vaere i fred. Desværre er italienske mænd overdrevent virilie og kan absolut ikke forstå den slags.

Er det en ADHD ting, eller er det bare mig der har udviklet mig på en underlig måde fordi jeg har haft en udiagnosticeret, ubehandlet ADHD i 43 år? Det er jo ikke nogen hemmelighed, at mange af os udvikler andre lidelser fordi vi i mange år er blevet fejldiagnosticerede og fodret med lykkepiller i stedet for at få den hjælp vi egentlig har brug for.

Da jeg ikke går i nogen form for behandling, har jeg stadig en masse spørgsmål til hvorfor jeg er som jeg er og gør som jeg gør.

Så hvis der sidder nogen derude der har det på samme måde vil jeg meget gerne høre fra jer, det vil være en enorm lettelse.

ADHD er som udgangspunkt ikke noget at råbe hurra for, det er et handicap, men når jeg nu engang er født med det her handicap synes jeg det er vigtigt at fokusere på det positive.

Pga min impulsivitet har jeg fået en masse oplevelser som jeg nok ikke havde fået uden ADHD. Da jeg gik på lærer seminariet og skulle i 3. års praktik købte jeg en billet til et sted på den anden side af jordkloden. 3. års praktikken er fri praktik, dvs man må tage i praktik lige hvor man har lyst til. Det behøver ikke være en folkeskole og det behøver ikke være i Danmark. Jeg havde været til et foredrag om den 9. indsigt i Astrologihuset i Valby og kvinden der holdt fordraget fortalte noget om, at hvis man ville have noget til at ske skulle man handle aktivt, fx ved at sige det højt eller købe en billet til det sted man ville hen. Så ville alt falde på plads af sig selv.

Alting faldt faktisk også på plads af sig selv og jeg boede gratis hos en lokal familie i 6 uger. Jeg underviste i en engelsktalende skole, bl.a. underviste jeg en 5. klasse i dansk og der blev skrevet en artikel om mig i den lokale avis.

Senere endte det med, at jeg faktisk fik startet en tradition med, at andre danske lærerstuderende hvert år tog i 3. års praktik til “min” udenlandske skole.

Da jeg startede på lærerseminariet, arbejdede jeg samtidig som tilkalde vikar på forskellige skoler i nærheden af min bopæl. En af skolerne havde et overtal af børn med “særlige” behov og kom fra socialt belastede familier. Jeg havde en del samarbejde med skolens leder fordi jeg også hjalp hende med enkelte kontor opgaver. Grunden til at jeg stadig husker hende den dag i dag er pga en kommentar hun kom med en af de første dage jeg arbejdede på skolen. Hun sagde: “Hvor er det vidunderligt med en vikar der kan tænke selv”.

Da jeg var færdiguddannet lærer og blev fastansat på en skole følte jeg mig næsten altid konstant stresset. Alligevel har jeg holdt fast i nogle af de positive oplevelser. Flere af mine kollegaer gav udtryk for, at de synes jeg var en god lærer og at de gerne ville arbejde sammen med mig.

Fordelen ved at have ADHD, er jo at man har det med at blive MEGET engageret når man falder over et emne som interesserer én og det engagement har det med at smitte.

At det så også har en bagside vil jeg slet ikke komme ind på her.

Min ADHD type “kan selv – vil selv” og det har faktisk været en fordel i mange situationer. Jeg har altid kaldt en spade for en spade og nægtet at finde mig i uretfærdigheder og forskelsbehandling. Jeg synes ikke der er nogen der er mere eller mindre værd end mig og jeg vil ikke finde mig i, at blive mobbet eller forskelsbehandlet fordi jeg ikke er god til “politik” (slikke røv på dem længere oppe i hierarkiet).

Før i tiden vidste jeg ikke hvorfor jeg var så “rebelsk” og handlekraftig. Nu ved jeg, at det er fordi jeg har ADHD og måske også har en snert af det Russel Barkley kalder “oppositional defiant disorder” (trodsighedsforstyrrelse).

Heldigvis har jeg en rimelig intelligens og evnen til at se tilbage og reflektere. Samtidig har jeg fået den ro jeg har behov for og den rette medicinering så jeg ikke længere er ustyrlig impulsiv.

Og vigtigst af alt: Russel Barkleys Rule 8: Have a sense of humor (vær humoristisk/hav selvironi)!

På daværende tidspunkt virkede min hjerne ikke så godt pga al den stress jeg havde været igennem, så jeg orkede heller ikke rigtigt at beskæftige mig med noget der krævede den mindste smule hjerneaktivitet.

Nu har jeg fået bogen lagt ind på min iPad og den kommer igen med til Thailand. Jeg satser på at få den læst i løbet af vinteren og vil skrive om den her på bloggen. Jeg har allerede bidt mærke i nogle overskrifter som har givet mig lyst til at læse den: “Selvkontrol – Hvordan du får de ting du vil have.”  “Kend din ADHD.” “En forklaring, ikke en undskyldning.” “Det er ikke din skyld at du har ADHD, men det er dit ansvar at acceptere det.” “En brugsanvisning til ADHD.” “Hvorfor det giver mening, at prøve medicin.” Osv osv.

Bogen er fuld af guldkorn der kan hjælpe voksne med ADHD i dagligdagen.

Jeg vil gerne dele disse guldkorn med andre voksne med ADHD så vi alle sammen kan få et bedre og lettere liv.

Bagsiden af bogen:

Hvis du er blandt de millioner af voksne med ADHD-eller tror du er, har du brug for de nyeste videnskabelige fakta om sygdommen og dens behandling. Du har brug for praktiske strategier til at hjælpe dig med koncentration, opmærksomhed, at blive organiseret, og få kontrol over dine følelser og handlinger. Og du har brug for effektive måder at udvikle dine styrker og nå dine mål, uanset om det er på jobbet, i familieforhold, eller stræben efter personlig mål. Dr. Barkley beskriver teknikker der er lette at lære, du kan bruge dem hver dag for at styre dine symptomer og opbygge kompetencer der kan hjælpe dig til at få succes. Han giver også klare svar på ofte stillede spørgsmål om medicin og andre behandlinger.

 

Det er sådan det burde være, at man først står op når man vågner af sig selv og er udhvilet. Jeg har ikke noget vækkeur mere, men ind imellem bruger jeg stadig min iPhone som alarm hvis jeg skal noget vigtigt, som fx at nå en flyver. Jeg går tidligere i seng end jeg gjorde da jeg var syg og stresset. I dag kan jeg finde på at gå i seng kl. 21 eller 22 hvis jeg føler mig træt, så vågner jeg tidligt næste dag og står op og går i gang med de ting jeg har planlagt. Jeg sover sjældent til middag, men ind imellem snupper jeg 10-15 minutter med lukkede øjne og føler mig udhvilet bagefter selvom jeg ikke har sovet.

Til morgenmad spiser jeg frugt + soja yoghurt med Chia frø. Som regel ananas og banan i dag har jeg også spist havregrød lidt senere fordi jeg spiste morgenmad så tidligt. Om lidt hopper jeg i træningstøjet og tager i Fitness World for at træne. Når jeg er færdig køber jeg lidt ind på hjemvejen og når jeg kommer hjem laver jeg en kaloriefattig protein shake “Dymatise Nutrition, iso 100, 100% whey protein isolate”. Den er fedtfri og laktosefri og mætter dejligt efter en hård gang træning.

Tænk hvis samfundet var indrettet til mennesker. Så havde vi ikke brug for vækkeure, lykkepiller og psykiatere. Vores kroppe fortæller os jo selv hvad den har brug for, men vi har lært ikke at lytte til hvad den siger.

Fordi jeg havde en høj intelligens forventede jeg selv og andre, at jeg udrettede noget med mit liv. Jeg fik ikke den hjælp jeg havde behov for fordi ingen kunne finde ud af hvad der var i vejen med mig. Det var først da jeg gav slip, opgav kontrollen og lod mit liv sejle, at jeg kom ind på den vej der til sidst skulle lede mig til det sted hvor jeg fik diagnosen ADHD.

Hele mit liv har jeg “spillet skuespil” jeg har skjult hvor hårdt jeg har haft det og når jeg ind imellem ikke orkede mere blev jeg beskyldt for at være doven og umoden. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at passe ind i samfundet og være ligesom alle andre, men med årene blev det sværere og sværere.

For ca. 1 år siden fik jeg tilkendt førtidspension. I starten tænkte jeg, at det ikke nødvendigvis skulle være for evigt, at jeg nu havde fred og ro så jeg måske kunne finde mit “kald”. Men helt ærligt så tror jeg aldrig jeg finder mit “kald”. Min hjerne fungerer ikke ordenligt mere, eller i hvert fald ikke lige så godt som før alle depressionerne. Selvom jeg får medicin har jeg stadig ADHD af svær grad af impulsivtypen. Det at være så impulsiv gør, at jeg har svært ved at have nære relationer til andre. Folk bliver ofte lidt stressede og utrygge i mit selskab fordi det er så tydeligt at jeg har gang i så mange forskellige ting på samme tid. Selv den psykiater der i sin tid bekræftede min ADHD diagnose sagde, at han følte, at han ikke rigtigt kunne stole på mig (tak for kaffe). Jeg er flyvsk og det forvirrer selv de klogeste hoveder.

Min impulsivitet gør også, at jeg næsten interesserer mig for alt. Det betyder også, at jeg ved lidt om rigtigt mange ting, men at jeg samtidig kan have svært ved at fastholde interessen ret længe af gangen. Én ting har jeg dog altid været god til, nemlig at tale og skrive. Jeg har altid været velformuleret, måske er det også derfor at jeg stadig skriver på bloggen og har holdt fast i den gennem hele forløbet.

Mine forventninger til mig selv er ikke længere urealistiske. Jeg har accepteret, at jeg har ADHD og at det er et handicap som ikke forsvinder bare fordi jeg tager medicin og kost tilskud.

Fordi jeg har arbejdet med mig selv i flere år, har læst alt hvad jeg kunne komme i nærheden af om ADHD, kost, medicin og behandling for at få det bedre, har skruet forventningerne til mig selv ned og lært at acceptere, at det er hårdt arbejde at være mig og derfor er den bedste løsning, at jeg er på førtidspension.

Desværre er det ikke alle der kan forstå det. Mennesker som kun kender mig overfladisk og som ikke er klar over alt hvad jeg har været igennem, synes at jeg virker intelligent og velfungerende og derfor burde jeg i det mindste lave lidt. Jeg kan da ikke bare leve resten af mit liv som nasser og kun modtage.

Hvem er det lige der skal vurdere hvor meget jeg kan klare? Før jeg fik pension var jeg stresset, depressiv og overvægtig. Nu har jeg tabt mig, er ikke depressiv længere og tager én dag af gangen, jeg skal ikke nå noget og jeg bestemmer selv farten. Jeg er den eneste der kan vurdere hvor meget jeg kan klare og jeg begår ikke den fejl igen at overbelaste mig selv, for det ender galt. Så inden du dømmer mig fordi jeg er på førtidspension og har fået et godt liv, så spørg dig selv om du kunne tænke dig at bytte liv med mig?

Derfor er den globale ADHD Awareness Week en god mulighed for at hyperfokusere og informere dine venner, familie, arbejdskollegaer og dit nærmiljø om ADHD.

Lad os få aflivet myterne og få præsenteret nogle facts på en måde så gennemsnittet forstår det.

FØLG MED PÅ: ADHD AWARENESS WEKK BLOGGEN  OG FACEBOOK GRUPPEN ADHD AWARENESS WEEK DANMARK.

Da jeg for mange år siden gik på lærerseminariet blev jeg ven med én fra min klasse. Vi begyndte at arbejde sammen og samtidig havde vi nogle fælles fritidsinteresser, så vi tilbragte noget tid sammen. På daværende tidspunkt havde jeg bil og derfor tilbød jeg at hente min klassekammerat et par gange. Vi boede et stykke fra hinanden og på et tidspunkt da vi var i praktik var jeg træt af, at skulle køre en omvej hver dag så jeg sagde til hende, at hvis hun ville blive ved med at køre gratis med mig i min bil, måtte hun selv sørge for at transportere sig til min bopæl og det samme gjaldt selvfølgelig på hjemvejen.

Det blev hun meget fornærmet over og vi endte med at blive uvenner.

For et par år siden møder jeg hende igen på Rådhuset. På daværende tidspunkt er jeg i fuld gang med at prøve at få styr på mit liv og opsøger en erhvervsvejleder i Borgerservice. Jeg møder tidligt op, bliver skrevet på venteliste og sætter mig til at vente fordi en anden er kommet før mig og erhvervsvejlederen er optaget. Da jeg har ventet ca. 40-45 minutter bliver han ledig og jeg går hen til hans skrivebord og sætter mig ned. Samtidig kommer der en sur dame hen og insisterer på, at hun skal til fordi hun ikke har tid til at vente længere. Jeg kigger op og ser min tidligere studiekammerat.

Hun er lige så usympatisk som hun var dengang og mere til. Hun stiller sig op og laver en scene fordi hun vil springe mig over, jeg har allerede ventet længe nok og har ADHD så det kan hun godt glemme og erhvervsvejlederen er konfliktsky og kan ikke sige fra så det ender med, at jeg må gøre det.

Bagefter kommer jeg til at tænke, at det er underligt, at jeg lige skal støde ind i hende igen, men kan ikke finde meningen.

For nylig bliver jeg igen konfronteret med den gamle klassekammerat. I samme øjeblik det går op for mig, at det virkelig er hende fyldes jeg af et enormt ubehag. Jeg tænker over det i et par dage og så pludselige går det op for mig, at hun nok også har ADHD!