Asocial.. hvad gik galt?
Af CARM den 10. juli 2010 kl. 22.50
Min mor har fortalt mig, at da jeg var lille, var mine venner det absolut vigtigste i mit liv. De betød alt for mig. Hun har fortalt mig, at de faktisk betød mere for mig end min mor og far.
Som mit liv ser ud i dag undrer dette mig fordi jeg i dag har et meget stort behov for at være alene for at kunne lade op. Jeg bliver simpelthen træt i hovedet af at være sammen med andre mennesker i for mange timer.
I dag har jeg ingen venner. Jeg har stille og roligt droppet alle mine bekendtskaber fordi de blev for anstrengende, for krævende, for besværlige o.s.v.
Jeg har uforpligtende bekendtskaber som ikke kræver noget af mig. Fx kommer jeg på en nudist strand i Nordsjælland hver sommer. Jeg er kommet på denne strand i ca. 15 år ligesom mange af de andre og derfor kender vi hinanden på godt og ondt. Jeg var der i dag og sidst på eftermiddagen kunne jeg bare ikke holde ud at være der mere fordi der hele tiden var nogen der talte til mig. Jeg fik ikke et minuts fred. Der var en ældre mand som gav mig en åben invitation til at holde en uges gratis ferie med ham i hans sommerhus. No strings og alt betalt. Han ville hente og bringe osv. Blot for selskabets skyld.
Jeg tænkte, at det da ville være skønt at komme lidt væk, men samtidig kan jeg ikke overskue at være sammen med et andet menneske 24/7. Jeg ved godt at han har inviteret mig fordi jeg er ung og lækker i forhold til ham. Er dog sikker på, at han har nok situationsfornemmelse til at regne ud at der aldrig vil ske noget og han vil et eller andet sted bare gerne have selskab i stedet for at være alene i sommerhuset.
Da jeg var lille, barn, ung, teenager, var venner, bekendte og kærester det vigtigste i mit liv, i dag kan jeg slet ikke overskue dem, de er ikke i mit liv. Jeg er blevet eneboer.
Hvad gik galt? Hvorfor gik jeg fra alt til intet. Før var jeg over social og altid den der arrangerede middage, fester osv.. Nu vil jeg helst være alene.
Er jeg blevet sådan pga for mange fiaskoer? Jeg har altid udfordret mig selv og der skal meget til før jeg giver op, men lige nu tænker jeg “brændt barn skyr ilden”.
Da jeg kom hjem var der stor fødselsdagsfest i gårdhaven. Jeg kiggede ud af vinduet og så alle de mennesker der var samlet til en sommer fødselsdag.
På den ene side blev jeg helt ked af det fordi jeg ikke har venner og familie og aldrig kommer til at opleve den slags. På den anden side er jeg lettet fordi jeg ikke orker den slags og slipper for besværlige forklaringer når jeg vil slippe væk.
Jeg er ambivalent. Jeg er alene men ikke ensom. Alligevel føler jeg mig ofte udenfor.
Jeg kan ikke forstå det.
Tak for dit indlæg.
Min mor har også fortalt mig at jeg var megeyt spontan og udadvendt som lille. Der gik ikke meget mere end et kvarter efter jeg havde mødt en voksen før jeg sad på skødet af vedkommende og jeg gik ind til folk med træsko på. Da jeg blev ældre fik jeg ligesom dig en trang til at være alene for at få ro. Omkring 14-årsalderen lukkede jeg af for det meste af mit sociale liv til fordel for computerspil og tegneserier. Jeg søger ud blandt andre men har meget svært ved at fastholde mig selv i en social sammenhæng og mister hurtigt tålmodigheden. Det er idag meget få mennesker jeg kan kalde decideret venner.
Jeg har længe forsøgt at finde en forklaring på hvorfor det er sådan. Jeg har længe troet det havde noget med den mobning jeg blev udsat for i skolen at gøre, men ser jo, at andre med disse problemer er kommet fint igennem det.
Jeg har for nylig fået konstateret AHDH og har fundet noget af forklaringen i dette da det åbenbart er en det af patologien i dette handicap, at man bliver mere “asocial” med tiden.Jeg mener forøvrigt at asocial er et forkert ord da det dækker over en person som er bevidst ubehøvlet og ondskabsfuld.
Jeg tror, at jo før jeg accepterer at jeg er lidt anderledes på dette punkt, og at det er en del af den jeg er, vil jeg få det lettere-Også socialt. Hvis mine nære venner og bekendte ved at jeg har det sådan kan de måske være med til at støtte mig, men jeg skal også selv gøre noget bevidst for at komme ud. Nogen gange selvom jeg ikke har lyst.
Jeg har tænkt mig at gøre mig mere umage nu hvor jeg ved hvorfor jeg har det som jeg har det fordi jeg jo gerne vil have venner og drømmer(på 18´ende år) om en kæreste.
Jeg tror det er en god ide at finde andre som har det på samme måde og nogle af mine bedste venner har sjovt nok også AHDH. Det betyder at vi har meget nemt ved at forstå hinanden men også at drive hindanden til vanvid;).
Med venlig hilsen Anders
P.S Jeg tror det var en god ide at du afviste ham gutten fra nudiststranden. Man ved aldrig.
Hej Anders,
Tak for din kommentar.
Det var helt rart at høre, at der er andre der har det på samme måde.
Jeg føler mit liv er en lang proces hvor jeg hele tiden skal øve mig på forskellige ting for at optimere min livskvalitet.
Jeg skal øve mig på, at være ligeglad med hvad andre tænker om mig – indse, at det er ok, at jeg ikke er som de fleste og at den måde jeg har valgt at leve mit liv på er lige så god som andres måde.
Faktisk er det hele blevet lidt lettere efter jeg fik diagnosen. Nu ved jeg i det mindste hvorfor jeg har behov for at indrette mig som jeg gør.
Heldigt for dig, at du så tidligt har fået diagnosen så du kan nå at få et nogenlunde normalt liv
Hej
Allerførst vil jeg rose dig for din helt fantastiske hjemmeside! Du har en god og vedkommende blog med relevante links og en masse velformulerede indlæg, hvor du er både vidende og ærlig!
Jeg har ikke ADHD og kan derfor ikke tale med om, hvad du føler – men jeg kan fortælle dig, at du ikke er alene om at have det sådan! Jeg har arbejdet professionelt med unge i flere år som har ADHD og der er flere, som ikke har lyst til socialt samvær fordi det kræver for meget og fordi man ofte er på “overarbejde” som ADHD´er med at analysere og forstå de indviklede sociale mekanismer, der træder i kraft, når mennesker er sammen.
Det er der ikke noget unormalt eller galt i. Du er OK. Du har lavet denne fantastiske hjemmeside som jeg klart vil anbefale til andre, der har ADHD! Du udfylder en meget vigtig samfundsmæssig position ved at oplyse om ADHD på denne personlige og indlevende måde.
Min egen søn har haft sanseintegrationsproblemer og er særligt sensitiv. Han har ikke ADHD, men har de samme behov som du for at “lade” op efter en skoledag med samvær med venner og legekammerater. Børn med ADHD kan ofte have problemer med sanseintegration, men der er gode muligheder for at afhjælpe den del af det neurologiske problem.
Jeg vil klart komme tilbage og læse her!
Mette
lukkede af fra ca 13-årsalderen-var normalt fungerende før det-kun en smule sky,men en normal barndom mv.
-jeg begyndte, at skille mig ud fra de andre fra 4 klasse hvor de andre begyndte, at se på drenge,gå op i tøj,og pigernes sociale spil begyndte
kom tidligt i pubertet, og følte mig forkert blandt mine jævnaldrende,led af svær akne,udviklede trøstespisning,siden anorektisk adfærd-ville lave mig selv om-tænkte, at hvis det ikke gik godt nu-skulle det gøre, det når jeg blev voksen,trak mig,lukkede mereaf,blev mere alvorlig,og søgte eget selvskab-min mor bemærkede intet passede hver dag lejligheden, når jeg kom hjem, og hun kom først efter hjem 19 i hverdage-endte på en kritisk lsav vægt i 2001, og blev indlagt på intensiv,siden psykiatrisk,haft diagnoser(forkerte, men når først man har den, er det svært, at få ændret(mit tilfælde hvertfald)der var et par få personaler som var flinke, og søde,ligeså patienter dem jholdt jeg mig til resten ignorede jeg med tavshed mv.
vennerne(mest fyr/mænd)har altid været over 10 år ældre, end jeg selv
kontakt med jævnaldrende specielt, som teenager var stortset ikke-eksisterende
har været hjemløs, og de fleste venner jeg havde efter 19 år
var i hjemløse,misbrugsmiljøet
blev det ikke selv(snuste til det-droppede det miljø-kunne ikke holde til det her..)
idag, er jeg alene med min kat,er invalidpensionist selv om jeg er 24(efter ulykke jeg kom ud for)føler mig ikke rigtigt ensom
har et ret udpræget behov for, at være alene, og tillidsvanskeligheder(blev udnyttet som yngre pga jeg var “for sød”,og dermed “oplagt” offer…)
jeg er ikke den samme jeg var
som barn var jeg en meget forstående,lyttende,empatisk type, idag
er jeg ødelagt, så meget,og er ikke selv blevet hjulpet, så mine kræfter, og energi, er ikke der, så forsøger, art skubbe ting på afstand,hr forsøgt selvmord(min kæreste døde pga.sit misbrug-han var min eneste ene..)
den tanke er igen droppet
haroplevet, så lidt godt, at jeg vel stadigvæk har et håb?
og det får mig ud sommetider,og desværre knuses det, så ofte igen,de fleste jeg møder er mænd, men mange af dem vil ikke, så meget, når det kommer til stykket…man kan også sige, at jeg vel i desperation(ikke selv den der tager kontakt)er havnet de “forkerte steder” på de “forkerte” tidspunkter…
var offer for bla.pigeklikker(selvom jeg var indlagt)som teenager, den eneste jeg følte kunne blive min veninde(en del år siden)…viste sig, at være lesbisk, og hun havde, så åbenbart fået en formodning om jeg var det?
havde min første “kæreste” som 19 årig
før det var jeg meget aseksuel…
jeg kender de ting I beskriver…
Vh.
87