Alt er kaos
Af CARM den 20. november 2009 kl. 19.55
Det er alle informationerne og alle de nye ting der sker i mit liv der pludselig bliver for meget. Først den ene diagnose og så den anden. Så skulle diagnosen lige udredes af en uvildig læge. Kommunen som arbejder i sneglefart tror ikke på hvad jeg siger og skal dobbelt checke alting før noget går igennem. Imens prøver jeg at leve et liv, helt alene, i sneglefart udenpå og med lysets hastighed inde i mit hoved.
Jeg går til samtaler hos en sygeplejerske ca. 1 time hver anden uge. Vi taler om medicinering og hvordan jeg takler min dagligdag. Sidst begyndte hun at tale om min fremtid som om hun regnede med at jeg en dag ville komme til at arbejde i et almindeligt job på fuldtid som de fleste andre. Hun begyndte også at spørge meget til min tid som lærer. Jeg fik det meget dårligt over hendes spørgsmål og har haft det underligt indeni lige siden. Jeg kan slet ikke overskue tanken om at skulle arbejde som lærer nogensinde igen og har faktisk også svært ved at se mig selv på arbejdsmarkedet i et fuldtidsjob.
Jeg har været stresset lige siden samtalen i onsdags. Det er en underlig form for stress, for den er inde i mit hoved. Når jeg har denne form for stress skal der ikke ret meget til før jeg bliver slået ud. Jeg har næsten igen overskud og de daglige opgaver som vi alle har i hverdagen tapper mig for alt energi så jeg ikke har overskud til andet. I dag var jeg ude for at købe ind og finde en ny daggrysimulator. Jeg har ledt og ledt på nettet efter den helt rigtige,men i butikkerne kunne jeg ikke få den ville have. Jeg var rundt i byen i 3 timer i alt og da jeg endelig kom hjem, uden ny daggrysimulator, var jeg totalt udmattet.
Lige nu føler jeg mig magtesløs. Det ene øjeblik har jeg en overdreven mængde energi, masser af håb for fremtiden og er overbevist om, at jeg sagtens kan komme til at leve et normalt liv. Det næste øjeblik kan jeg ikke engang overskue hvordan jeg skal klare opvasken og få lagt vasketøj sammen. Bitte små dagligdags ting bliver helt uoverskuelige, så hvordan skal jeg kunne klare et arbejde ude i det “virkelige liv” blandt alle de mennesker der ikke kan forstå hvordan jeg har det indeni og som også er pisse ligeglade. De har travlt, travlt, travlt med at tjene penge til fladskærme, hjørnesofaer og pensoinsopsparinger.
Ritalin kan ikke trylle. Jeg slipper ikke af med alle de handicaps som min ADHD medfører og jeg slipper ikke af med de psykiske vanskeligheder jeg har fået fordi jeg hele mit liv har måttet kæmpe med problemer uden at få hjælp eller forståelse. Jeg er blevet bedre til at koncentrere mig i længere tid og er ikke så hæmningsløst impulsiv mere, men jeg magter ikke at udsætte mig selv for flere personer der tror, at fordi jeg er intelligent og velformuleret, så burde jeg også kunne klare de samme ting som alle andre.
Jeg er træt af at blive sammenlignet med mennesker som ikke har en funktionsnedsættelse, jeg er træt af mennesker, jeg er træt af det hele.
Hvis der tilfældigvis skulle sidde en mangemillionær derude som er i besiddelse af en sydhavsø for meget så er jeg meget interesseret og klar til pakke kufferten med det samme.
Endnu ingen kommentarer.