ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. I mange år troede man kun at børn havde denne diagnose. Det troede jeg faktisk også selv. Jeg er uddannet folkeskolelærer og er selv en af de mennesker der ikke vidste andet om ADHD end at det var det man kaldte for DAMP og at det var noget med besværlige børn som ikke kunne sidde stille.
Hvorfor i alverden skulle vi alle også vide noget om ADHD? Det er jo heller ikke alle der ved noget om alzheimers eller psykoser.
I dag er man imidlertid blevet opmærksom på, at ADHD ikke er noget der forsvinder med alderen. Mange går fra at være umulige børn til at være ukoncentrerede voksne som har problemer resten af livet.
Mange voksne med ADHD er ikke fysisk hyperaktive. Det er en anden form for hyperaktivitet som foregår inde i hovedet. Forestil dig, at de tanker du har til dagligt kører 100 gange så hurtigt som du er vant til.
Måske er det lettere at forestille dig at du sidder i bilen og trykker speederen i bund. Bilen som kører på maks hastighed er tankerne inde i dit hoved.
Det lyder ikke rart, men man kan vænne sig til alt.
ADHD er en varig funktionsnedsættelse for mange. Det er en fejl i hjernen der gør at de forskellige dele ikke kan kommunikere på samme måde som hos flertallet.
Dirigenten mangler, der mangler også et filter mod omverden.
I mit tilfælde har det givet sig til udtryk ved, at jeg konstant får fantastiske idéer som sjældent bliver ført ud i livet fordi krudtet er brændt af når jeg skal til udførslen. Hvis jeg ikke brænder inderligt for det jeg skal foretage mig i hverdagen føles det helt uoverskueligt at udføre opgaven. Ja selv ting jeg brænder for ender jeg med at miste interessen for hver eneste gang uanset hvor meget jeg prøver at holde fast. Jeg hører ofte fra bekendte, at de da også har det sådan. Det kan godt være at de fleste har tilsvarene problemer, men der skal lige ganges med 1000 når man har ADHD og samtidig er de daglige frustrationer invaliderende og i nogle tilfælde så meget at man får selvmordstanker.
I mange år jokede jeg med, at jeg led af kronisk ungdomssløvsind. Dengang vidste jeg ikke at jeg havde ADHD og var overbevist om at det ville forsvinde hvis bare jeg tog mig sammen. Min mor har altid troet at jeg bare var doven. Hun skældte mig ud og det eneste jeg hørte var, at jeg ikke var god nok og at hun ikke elskede mig.
ADHD børn er besværlige. De har opmærksomhedsvanskeligheder er hyperaktive og impulsive. Men ikke to personer er ens. Nogle er fysisk hyperaktive mens andre er det inde i hovedet. De forskellige symptomer kan kombineres på mange forskellige måder og mange grader.
Historisk har ADHD været beskrevet som afvigende adfærd med baggrund i manglende impulshæmning. Man mente, at vigtige behandlingselementer var frisk luft og sund kost samt struktur og forudsigelighed. I 1980 kom den tredje udgave af det officielle amerikanske diagnosesystem. Her åbnede man for første gang op for at voksne kan gives diagnosen ADHD. Det førte til øget erkendelse af ADHD som en livslang tilstand. En væsentlig grund til at ADHD i voksenalderen har været underdiagnosticeret, er at den fysiske hyperaktivitet aftager, så den voksne ikke farer rundt på samme måde som barnet. Hyperaktiviteten hos den voksne beskrives ofte som en indre uro og rastløshed. Nogle beskriver det som om de har en tikkende bombe indeni. Nogle voksne med ADHD har gang i mange aktiviteter på én gang og kan dermed nemt miste overblikket, andre kører for hurtigt og aggressivt i trafikken. Det er typisk for voksne med ADHD at søge aktiviteter hvor der sker noget, som udtryk for at de har behov for at opnå en spændingstilstand.
Impulsiviteten hos voksne med ADHD viser sig ved vanskeligheder med at vente på at det er ens tur. Man kan nemt virke opfarende og tænder nemt af på små ting. Den ADHD ramte har typisk vanskeligt ved at udsætte sine egne behov og er ofte her og nu- præget, dvs. alle planer skal føres ud i livet MED det samme. Over for andre kan man virke grænseoverskridende, meget talende og dominerende. Det betyder at man kan få sociale vanskeligheder i forhold til andre, fordi det er svært at fornemme andres grænser og derved komme til at vade ind over disse.
I mit tilfælde har det medført, at jeg har fået nogle oplevelser jeg ikke normalt ville have fået. På godt og ond. Hvis lysten kommer over mig og jeg får modet kan det være jeg vil indvie dig i nogle af de vilde ting jeg har oplevet.